Mag. Jörgen Erichsson, den tredje evangeliske

Superintendent i Stavanger Stift.

Et Bidrag til Norges Reformationshistorie, hovedsagelig af
utrykte Kilder.

Ved

ANDREAS FAYE,
Sognepræst til Holt.

Fem og tyve Bisper havde, førend den lutherske Kirkeforbedring blev indført i Norge, beklædt Stavangers Bispesæde. Den første var Englænderen Reinhalldr, der med sit Liv maatte bøde for sin Troskab mod sin ulykkelige Konge, Magnus den Blinde. Tvende af de første Biskoper, Jon og Eirikr, vare blévné hævede op paa Nidaros's Erkebispesæde, hvor den Sidste spillede en vigtig Rolle i Kirkens Strid under Kong Sverrir. Stavanger Stifts øvrige katholske Bisper have ikke erhvervet sig noget særdeles Navn, hverken i Fædrenelandets Historie eller i Kirkens Annaler. De synes i Almindelighed at have været skikkelige Mænd, der syslede med deres Stifts Bestyrelse og hverken ved sjeldne Aandsgaver eller store Dyder ere blevne videre bekjendte. En Undtagelse gjør dog den tiende Bisp, den trættekjære Arne, der fra 1276 til 1303 sad paa Stavangers Bispestol. Hans hele stridbare Færd kan tjene som et mærkeligt Exempel paa, i hvilken Grad en Prælat i de Dage turde vove at trodse Kleresi, Konge, ja Pave. Rækken af Stavanger Stifts katholske Bisper sluttede Hoskold Hoskoldsson, der 1513 blev valgt til Stiftets

Tidsskr. f. den evang.-lutherske Kirke. II Bd. 2 H.

12

Bisp. I 22 Aar førte han Krumstaven under saare vanskelige Omstændigheder. Først havde han en lang og bitter Strid med Abbed Henrik paa Utstejn, der havde negtet ham at visitere Klostret, som var kommet i Vanrygte; senere bebehøvede han al sin Kraft for at forsvare sit Bispesædes Rettigheder mod den mægtige, og anseede Ridder Vincens Lunge, der havde kastet sine begjærlige Øjne paa Utstejns Klostergods. Under sit Ophold i Danmark 1531 fik han Anledning til at blive bekjendt med de Fremskridt, Luthers Lære der havde gjort, og derom underrettede han Erkebiskop Olaf Engelbrechtson i Nidaros (3dje Aug. 1531). Dog var det ham forbeholdt at blive Vidne til Begivenheder, der dybt maatte krænke ham baade som katholsk Bisp og Nordmand. Den 12te August 1536 tog en Del danske Rigsraader og Kong Christian III i Hemmelighed den Bestemmelse, at alle danske Bisper paa een Dag skulde fængsles, hvilket ogsaa udførtés, og paa en dansk Rigsdag i Kjøbenhavn blev det efter Kongens Forslag stadfæstet, at Bispe-Titel og Værdighed skulde afskaffes og Bispegodset inddrages under Kronen. Om Bispetienden, Klostergodset og de øvrige gejstlige Ejendomme bestemtes derimod, at de skulde anvendes til gudeligt Brug eller til milde Stiftelser, til Hospitaler, lærde Mænds Forsørgelse, Universitetet og Skolernes Forbedring. Samme danske Herredag erklærede, som bekjendt, Norge for et Ledemod af Danmark, berøvede det dets Rigsraad og Selvstændighed. Ved de norske Bispers kort efter paafølgende Afsættelse tabte Norges Uafhængighed sit sidste Værn. Erkebiskop Olaf Engelbrechtson flygtede til Holland, hvor han kort efter døde; Oslo Bisp nedlagde sin Post frivillig; Bergens Bisp lod sig vie til evangelisk Superintendent; Hamars Bisp, Magnus, blev ført fangen til Danmark, og selv den fredsommelige, dansksindede Hoskold blev fængslet og ført til Bergen, hvor han kort efter døde i Fængsel.

1537 den 2den September indviedes af Luthers Ven, Dr. Bugenhagen, de nye danske Superintendenter tilligemed Nordmanden Geble Pedersson, der var valgt til Bergens Bisp. Samme Dag undertegnedes af Kongen den paa Latin skrevne nye Kirke ordinants, der senere blev oversat og med en Del Forandringer vedtagen paa en Herredag i Odense 14de Junį 1539. Denne saakaldte den rette Ordinants, som paa Herredagen i Odense blev overseet og beseglet" af Kongen og 22 danske Rigsraader, var vel kun bestemt for Danmark, men den blev dog lige til 1607 Regel og Rettesnor ogsaa for Norges Kirke-Reformation 1).

Denne af Kongen og de danske Herrer bestemte Kirkeforbedring for Norge overraskede Nordmændene som en heftig Regnbyge paa en klar Dag. I Norge var Intet gjort for at oplyse Folket om og forberede det paa en Kirkeforbedring 2).

1) I Ordinantsen nævnes Norge kun paa det sidste Blad, hvor der staar: „Om Norge. Wi ville met det förste besörge Superattendenter udi Norge til huert Stifft, huilcke Wi oc ville giffue Befalning, at de, saa meget som mueligt er, skulle gjöre deris fliid, at huer Sogn maa haffue gode Predickere oc det sande Guds Ord, at der oc intet maa forsömmis, huad der hörer til Guds Ords Predicken og Menniskens Salighed, Oc skicke huad dennem tilstaar udi andre Sager, de i denne vor Ordinants begrebne ere, indtil Wi selff komme til Norge, huilket wi met Guds hjelp snarlige forhaabe. Da ville Wi effter Superattendenternes raad besynderlige i huer sted beskicke oc stadfeste, huad effter denne Ordinants der icke holdis kand, Thi der vil udi mänge Stycker holdis en anden Ordinants". Kongen kom aldrig til Norge, og först hans Sönnesön, Christian IV, indfriede 1607 det kongelige Löfte, da han udgav den norske Kirkeordinants.

2) I Touterō Kloster skal der vel have levet en Munk Staffen, der udmærkede sig ved sit strenge Levnet og spaaede Munkene en snar Undergang (Peder Claussens Norges Beskr. S. 96), og 8 Aar för Reformationen klagedes der vel over, at Folkene paa Giske læste og sang fra Borde, saaledes som Vincens Lunge plejede, men deraf lader sig Lidet eller Intet bevise. I Bergen, som stod i megen Handelsforbindelse med Tydskland, fremtraadte derimod Munken Antonius som luthersk Lærer og blev siden der evangelisk Præst.

Naar man betragter de kirkelige Forhold i vort Fædreneland, saa faar man vel det Indtryk, at den katholske Gejstlighed her tillands i Almindelighed aldrig i den Grad glemte sit høje Kald eller gjorde sig skyldig i saa grove Udskejelser, som Tilfældet var i de sydlige Lande. Landets Fattigdom, den tynde Befolkning i et vidtudstrakt Land, Folkets sunde Sands og Sædvanernes store Herredømme synes i Almindelighed at have hindret store Overgreb og grove Forargelser fra Kleresiets Side. Præsterne, som udnævntes af Bisperne, levede blandt og med Folket og stode hverken i udvortes Kaar eller Dannelse højt over Odelsbønderne, og i Landets Bisper, hvoriblandt flere vare i Besiddelse af større Lærdom og mere Dannelse, end man almindelig mener, saa Folket under Forbindelsen med Danmark sin Friheds og Uafhængigheds sikreste Værn mod den dansk-holstenske Adels tiltagende Vælde og de kongelige Fogders umilde Regjering.

Բ

Man har saaledes al Grund til at antage, at Nordmændene i de Dage liden eller ingen Trang følte til nogen Kirkeforbedring, ja at en saadan var dem ligesaa ubekjendt og uvelkommen, som Christendommen 500 Aar tidligere havde været for deres hedenske Forfædre, da Hakon og Olaferne bøde dem at ombytte Hedenskabet med Christendommen. Den Maade, hvorpaa de danske Magthavere udførte den ydre Reformation, og de dermed forbundne Omstændigheder kunde heller ikke andet end forbitre Nordmændene og bidrage til, at de betragtede hele Reformationen som et Paaskud til at berøve deres Fædreland dets Selvstændighed. Hvad der under disse Forhold især maa forundre os, er, at Nordmændene saa taalmodig fandt sig i, at en dansk Herredag fradømte Norge Frihed og Tro og at danske Høvdinger siden plyndrede Kirker og Klostre. Nordmændene vare visseligen højst misfornøjede, klagede og knurrede, men derved blev det. De savnede i de Dage den Begejstring for Uafhængighed og for Fædrenetro

og den Enighed og Kraft, der formaaede at sætte en alvorlig Modstand mod ydre Vold og fremkalde en Kamp paa Liv. og Død for Frihed og Fædrenetro. Dertil kom, at Landets Borge og vigtigste Len vare i kloge og dygtige danske Adelsmænds Hænder, og at Nordmændene savnede en Høvding, der kunde vække, forene og styre de slumrende Elementer og de isolerede og stridige Kræfter.

fandt den Bi

De gamle storættede norske Familier vare efterhaanden dels uddøde, dels af den dansk-holstenske Adel fortrængte fra Landets vigtigste Embeder. I Throndhjems mægtige Erkebiskop, Olaf Engelbrechtson, en norsk Adelsmand fra Ryfylke, havde vel Nordmændene en Mand, som baade havde Anseelse og Øje og Hjerte for Fødelandets og den katholske Kirkes Fare, men han savnede den Bestemthed, Kraft og Mod, som udfordredes til med Held at udføre det saa vanskelige Hverv, at være sit Lands Frelser. Han gjorde vel næsten nødtvungen Forsøget, men da han ej stand af sine Landsmænd, som han vel havde Grund til at vente, tabte han Modet og flyede til et fremmed Land, da to danske Adelsmænd, Truid Ulfstand og Christopher Huitfeld, med en Hær og Flaade sendtes mod ham. Erkebiskop Olafs Flugt lammede al Modstandskraft hos Nordmændene, og de vare nu rolige Vidner til, at de danske Høvdinger bortførte deres Bisper, plyndrede deres Kirker og Klostre, tilegnede den danske Konge Kirkens rige Gods og reformerede selv deres Tro og Gudstjeneste. Skjønt vi kun have faa og magre Efterretninger om, hvorledes Reformationsverket i det Enkelte dreves, saa kunne vi dog se, at Kirkeforbedringen i Begyndelsen var aldeles udvortes. Christian III bød saaledes i et Brev af 17de Juni 1537 Eske Bilde, sin højt betroede Lensmand paa Bergenhus, at inddrage under Kronen al den Rettighed, som Bispen plejede at have, men derimod lade alle Kirkernes Personer

་་་