styrke den Samvittighedsfulde. De vidste meget vel, at Kirken efter sit Væsen er noget ganske Andet end Staten, men de lode sig dog ikke derved forlede til at miskjende, at ogsaa den existerer som et jordisk Retssamfund, og at navnlig ogsaa dens Forhold til det gejstlige Embedes Bærere er et Retsforhold, grundet paa en Stipulation, som, hvor det agtes fornødent, maa kunne fordres bekræftet med Ed. De vidste meget vel, at Kirken ogsaa i sin Ordination forpligter sine vordende Tjenere til Troskab i Tjenesten, men de vidste ogsaa at gjøre Forskjel mellem den kirkelige Kultus og den kirkelige Retsorden og toge derfor ikke i Betænkning til den gudstjenstlige Ordinationsforpligtelse ogsaa at føje den kirkeretlige Garanti, som de troede at finde i den gejstlige Embedsed. Hvo der paa den ene Side maa anerkjende det Rigtige i deres Anskuelse om det gejstlige Embedes Betydning for Kirken, om Nødvendigheden af den størst mulige Garanti for dets rette Forvaltning, om de Farer, som netop paa deres Tid allevegnefra truede Kirken, og paa den anden Side deler deres Betragtning af Embedseden som et Middel til at opnåa den her tiltrængte retslige Garanti, maa nødvendigvis ogsaa erkjende deres fulde christelige og kirkelige Berettigelse til saaledes, som skeet er, ved Ed at forpligte Kirkens Tjenere til Troskab i deres Embedsførelse.

Men, var det saaledes dengang i sin Orden at indføre Præsteeden, saa vil det neppe nu kunne siges at være i sin Orden igjen at ophæve den. Hvor meget end Tiderne imidlertid kunne have forandret sig, saa vil man dog neppe kunne paavise nogen Forandring, der skulde kunne retfærdiggjøre et saadant Skridt. Kirkens Stilling og dens menneskelige Organers Skrøbelighed er væsentligt den samme nu, som dengang; Faren for en Kirkens Existents undergravende Misbrug af dens Læreembede og Nødvendigheden af, at den paa enhver Maade, ogsaa paa Retsordenens Vej, søger at sikre sig dets

rette Forvaltning, er nu, om ikke større, dog ialfald sandelig ikke mindre, end den dengang var. Præsteedens Nødvendighed er altsaa nu ganske den samme, som den var i Reformationstiden. Men hertil kommer endnu noget Andet. Eden træder os nu imøde ikke som noget Nyt, men som noget Bestaaende, faktisk Givet, fra Fædrene Overleveret, som en ved 300 Aars Bestaaen i vor Kirke hævdet og rodfæstet Institution; dens Berettigelse synes derfor ogsaa i vor Tid at maatte være ikke blot den samme, som i Reformationstiden, men endnu større. Spørgsmaalet er ikke nu, som dengang, om dens Indførelse, men om dens Ophævelse, og var det dengang rigtigt og forsvarligt at indføre den, saa maa det nu blive dobbelt urigtigt og uforsvarligt igjen at opgive den. For at kunne forsvare dette maatte man ikke alene godtgjøre dens Unødvendighed, men ogsaa paavise dens positive Skadelighed og Fordærvelighed for Kirken, men noget saadant Bevis er, saavidt bekjendt, hidtil ikke præsteret. Derimod synes der at være god Grund til at frygte for, at dens Ophævelse kunde have meget betænkelige Følger. Selv om Kirken desuagtet vilde stræbe at vise den fornødne Strenghed med Hensyn til Præsternes Forpligtelse til Troskab i Embedets Forvaltning, vilde dog den edelige Forpligtelses Forvandling til et blot Løfte ikke alene kunne føre til den Misforstaaelse, som om det dermed var forbi med al Forpligtelse for Kirkens Tjenere, men ogsaa altfor let kunne bane Vejen for en virkelig Slappelse af deres Forpligtelse, en Afslaaen i Kirkens Fordringer til dem, som den til enhver Tid og især i vore Dage af al Kraft maa søge at afværge som en af de største Ulykker, der kunde ramme den.

Maa jeg saaledes paa det Bestemteste erklære mig mod den anordnede Præsteeds Forandring til et simpelt Løfte, saa er dermed for mig ogsaa et af de øvrige her foreliggende Spørgsmaale for en væsentlig Del besvaret, Spørgsmaalet nemlig

om Edens rette Plads i Forhold til Ordinationshandlingen. Man har, som allerede ovenfor antydet, fundet det besynderligt, at Kirken afkræver sine vordende Tjenere et Løfte, som det i Præsteeden indeholdte, umiddelbart efterat den under selve Ordinationen har modtaget af dem et Løfte af væsentligt samme Indhold og med væsentligt samme bindende Kraft; man har ment, at Embedsløftets rette Plads under alle Omstændigheder maatte blive ikke efter, men foran Embedets Overdragelse, og derfor fundet det ønskeligt, at det nærværende Ordinationsløfte kunde blive saaledes udvidet, at det kunde gjøre Præsteeden overflødig, eller at denne kunde blive indføjet i Ordinationen og der træde i Ordinationsløftets Sted, det være nu med Opgivelse eller med Bibehold af dens edelige Form. Om dette sidste Punkt have nemlig Meningerne været delte; medens Nogle i Erkjendelsen af, hvor vigtigt det er for Kirken at fastholde Løftets edelige Bekræftelse, have Ønsket dets edelige Form bibeholdt ved dets Indføjelse i: Or+ dinationen, have derimod Andre ment, at en Ed ikke hører hjemme indenfor en kirkelig Kultushandling, og derfor ogsaa i Ønskeligheden eller Nødvendigheden af Embedsløftets Optagelse i Ordinationen fundet en særlig Grund til at opgivé dets edelige Form.

Hvad nu nærmest dette sidstnævnte Spørgsmaal angaar, om Edens Forenlighed eller Uforenlighed med Ordinationens Charakter som kirkelig Kultushandling, da forekommer det ogsaa mig indlysende, at en Præsteed vilde blive en fremmed Gjæst indenfor den kirkelige Gudstjeneste. Vistnok er Eden selv som en højtidelig Anraabelse og Bekjendelse af Guds Navn væsentligt en Gudstjeneste i Ordets videre Betydning, og det kunde forsaavidt synes, som om Intet kunde være til Hinder for, at navnlig Løfteeden kunde finde sin Plads indenfor Kirkens Kultus som et underordnet Moment i en eller anden af dens forskjellige Akter. Naar Kirken desuagtet, som bekjendt,

Tidsskr. f. den evang.-lutherske Kirke. II Bd. 1 H.

2

hidtil ikke har givet noget af de i dens Kultus hjemmehørende Løfter Edens Form, saa er den dertil visseligen bleven ledet ved en rigtig Erkjendelse eller Følelse af, at saadanne Løfter ikke egne sig til edelig Bekræftelse, og at Eden overhovedet ikke hører hjemme i den kirkelige Gudstjeneste. Det ligger

i dennes Begreb som Menighedens Sammenkomst med Herren, at ethvert indenfor den aflagt Løfte væsentligt og egentligt er givet Gud selv og Kirken kun som Hans tjenende Organ og Repræsentant ligeoverfor den Enkelte. Dette gjælder ikke alene om Daabsløftet, men ligesaavel ogsaa om de Løfter, der aflægges f. Ex. ved Konfirmationen og Ordinationen; ved at kræve og modtage saadanne Løfter handler Kirken ikke i sit eget, men i Guds Navn; det er Ham, til hvem den Lovende her træder i umiddelbart personligt Forhold. Men et Løfte, som gives Gud, synes efter Sagens Natur ikke vel at kunne bekræftes med Ed; den Alvidende tiltrænger naturligvis ingen Bekræftelse paa et Løftes Sandhed, og selv om Han virkelig behøvede en saadan, vilde Han dog ikke kunne finde den deri, at Han, der skal modtage Løftet, selv kaldes til Vidne paa dets Sandhed. Eden er kun bestemt til at bekræfte Sandheden af et Menneskes Udsagn ligeoverfor andre Mennesker. Den er vistnok en Gudstjeneste, men adskiller sig dog som saadan netop derved fra den kirkelige Gudstjeneste, at den ikke, ligesom denne, har sit Formaal i sig selv, i Menighedens og det enkelte Menighedslems umiddelbart personlige Samfund med Herren, men derimod er bestemt til som Middel at tjene et andet Formaal, Sandhedens Bekræftelse og dermed tillige det indbyrdes personlige Samfunds Befæstelse Menneskene imellem. Derfor har den ogsaa sin rette Plads ikke indenfor den kirkelige Gudstjeneste, men indenfor det borgerlige Samfunds Retsorden og kun forsaavidt indenfor Kirken, som ogsaa denne fremtræder som et Retssamfund, for hvilket da ogsaa den kan have sit Værd og sin Betydning;

sin kirkelige Anvendelse kan Eden ikke finde paa Gudstjenestens, men kun paa Kirkeforfatningens Gebet. Vi staa saaledes her ved et Enten-Eller. Skal det gejstlige Embedsløfte optages i Ordinationshandlingen, saa maa dets edelige Form opgives; skal det derimod beholde denne, saa maa det ogsaa beholde sin Plads udenfor Ordinationen. Hvilket af disse to Alternativer jeg maa vælge, kan efter det ovenfor Udviklede ikke være tvivlsomt. Saa bestemt jeg maa udtale mig for Præsteedens Bibeholdelse som saadan, ligesaa bestemt maa jeg ogsaa erklære mig mod dens Indføjelse i den kirkelige Ordinationshandling.

Men det er ikke Præsteedens Form alene, som saaledes gjør den uskikket til at træde i Ordinationsløftets Sted; ogsaa med Hensyn til Indholdet synes begge at maatte være saa væsentligt forskjellige, at der ikke vel kan være at tænke paa nogen Forening eller Sammensmeltning af dem. Det Ja, som fra Ordinandens Side hører væsentligt med til enhver Ordinationshandling, er et Gud givet Løfte, hvorved Ordi→ nanden forpligter sig til at vise Ham den Troskab, Han kræver af sine Husholdere, til at ofre Ham hele sit Liv og hele sin Kraft i det Embede, Han vil betro ham; derfor hører det ogsaa med til Ordinationsløftets gudstjenstlige Charakter, at det kun ganske i Almindelighed refererer sig til Embedets Gjerning, saaledes som denne i sine Hovedmomenter af Ordinator er Ordinanden forelagt. Men ved at overtage det kirkelige Embede træder man ikke alene i Forhold til den Herre, der er Embedets Ophav, men ogsaa til det bestemte, historisk givne Kirkesamfund, ved hvis Formidling man modtager Embedet af Herrens Haand, og som man derfor ogsaa nærmest bliver ansvarlig for dets rette Forvaltning. Ved at modtage Embedet af et saadant Kirkesamfund forpligter man sig tillige til at forvalte det saaledes, som det vil have det forvaltet, overensstemmende med den i det historisk og retsligt gjæl