Betydning og Værd for Kirken. I Virkeligheden varede det dog ikke længe, inden de under Kampen med den romerske Kirke saavelsom med de forskjellige pseudoreformatoriske Sekter erkjendte Nødvendigheden af paa en ret bindende Maade at forpligte Kirkens Tjenere til Troskab i Embedets Forvaltning og navnlig i den rene Læres Bevarelse, og saaledes blev da Præsteeden optagen ogsaa i den lutherske Kirke, idet juramentum religionis", som hist i Hierarchiets Interesse havde maattet træde i Baggrunden for „juramentum fidelitatis“, hér i den rene Læres" Kirke naturligvis maatte blive Hovedsagen. Der berettes saaledes, at det theologiske Fakultet i Wittenberg, bestaaende af Luther, Jonas og Bugenhagen, allerede i Aaret 1533 (eller 1532), altsaa kun et Par Aar, efterat den lutherske Kirke i den augsburgske Konfession offentligt havde fremlagt sin første Fællesbekjendelse, bestemte, at Enhver, der vilde erholde „testimonium publicum“, edeligt maatte love at fastholde Kirkens i dens Bekjendelsesskrifter udtalte evangeliske Lære og med Troskab at forvalte sit Embede i Kirken 8). En lignende edelig Forpligtelse af Kirkens vordende Tjenere er senere lidt efter lidt bleven almindelig i den lutherske Kirke i Tydskland, hvor den aflægges dels i Forbindelse med Ordinationen eller den samme paafølgende Indsættelse i Embedet, dels umiddelbart efter den Ordinationen forudgaaende og betingende Prøvelse af Kandidaternes Embedsdygtighed 9). I den dansk-norske Kirke findes en saadan Præsteed anordnet allerede i Kirkeordinantsen af 1537. Det forordnes her (i Udgaven frá 1640 Fol. XLIV), at den, som af „de beste af Kirken" er udvalgt til Menighedens 8) Rudelbach, p. anf. St. S. 193 f. Richter, p. anf. St. S. 440. Harless, Votum üb. die eidl. Verpflichtung der protest. Geistl. (1846) S. 7. 9) Richter, p. anf. St. S. 327. 439, Bickell, üb. die Verpfl. der evang. Geistl. auf die symb. Schr. (1840). S. 86 ff. " Præst, skal før sin Ordination ikke alene prøves af Superattendenten (Biskopen), men ogsaa, naar han af denne er funden skikkelig udi Lærdommen", for Kongens Lensmand aflægge en Ed, hvori han sværger Kongen Troskab og dermed tillige lover at være flittig udi sit Embede, saalænge han bliver derved". Af denne Ed, som saaledes endnu overvejende fremtræder i Homagialedens Form, er derpaa vor nuværende Præsteed fremgaaen, hvori Forpligtelsen til Troskab i det gejstlige Embedes Forvaltning er fremhævet som det Hovedsagelige, medens Forpligtelsen til Lydighed mod den verdslige Øvrighed ligeoverfor den kun indtager en underordnet Stilling. Hvad Historien saaledes lærer om Præsteedens Oprindelse og Udvikling, er ikke uden Interesse og Betydning for Besvarelsen af det her foreliggende Spørgsmaal, om den bør bibeholdes som saadan eller ombyttes med et simpelt Løfte. Vi se deraf, at dens Oprindelse staar i den inderligste Sammenhæng med Udviklingen af Kirkens Bevidsthed om sig selv som et Staten analogt og dog fra den væsentligt forskjelligt Retssamfund og om sin Trang til ogsaa ved retslige Garantier at sikre sig den Embedstroskab, der er af en saa væsentlig Betydning for dens Bestaaen. Vi se, at den, oprindeligt tjenende en ensidig hierarchisk Retnings Interesser, senere er bleven tagen i Reformationens Tjeneste og dermed tillige har faaet en mere kirkelig Charakter som et Kirken givet Løfte om Troskab i Forvaltningen af dens Embede som Naademidlernes Bærer. Vi se, at den, om den end ikke kan siges at være jævngammel med den christne Kirke som saadan, dog indenfor vor lutherske Kirke har været anerkjendt og benyttet ligefra Begyndelsen af. Sammenfatte vi disse Kjendsgjerninger, saa synes de ialfald at indeholde en stærk Opfordring til at gaa besindigt og forsigtigt tilverks ved en Forandring i det Bestaaende. Hvad der saaledes, som Præsteeden, maa siges at være sammenvoxet med den lutherske Kirke baade her og i andre Lande, synes at maatte have berettiget Krav paa ikke at blive ophævet, medmindre aldeles overvejende Grunde skulde tale derfor; Berettigelsen dertil synes at maatte blive betinget af, at man enten kan godtgjøre, at Institutionen i og for sig er forkastelig, og at den ældre Kirke altsaa ved dens Indførelse har gjort sig skyldig i et aabenbart Misgreb, eller ogsaa paavise, at Tiderne senerehen have forandret sig saaledes, at det nu under vore Forholde vilde være uforsvarligt at bibeholde, hvad det dengang kunde være forsvarligt at indføre. Edens christelige Berettigelse er i Almindelighed betinget af dens Nødvendighed. Som højtidelig Anraabelse og Bekjendelse af Guds hellige Navn er den et Bekræftelsesmiddel, som man kun der er berettiget til at anvende, hvor enhver anden Bekræftelse viser sig utilstrækkelig, hvor Forholdene kræve den størst mulige Garanti for et Udsagns Sandhed og saaledes gjøre det nødvendigt at gribe til det Middel, som Christne imellem er en Ende paa al Modsigelse til Stadfæstelse". Spørges der nu om Præsteedens Nødvendighed, saa er det indlysende, at man ikke kan tillægge den nogen absolut, ubetinget Nødvendighed. For den Christne, der træder i Kirkens Tjeneste, maa den Forpligtelse, han derved overtager, det Troskabsløfte, han derved aflægger, være væsentligt lige bindende, om han end ikke bekræfter det ved sin Ed, og at Præsternes edelige Forpligtelse ikke kan være nogen,,conditio sine qua non" for Kirkens Existents, det fremgaar jo tilstrækkeligt af den Kjendsgjerning, at den baade har existeret og tildels fremdeles existerer uden at binde sine Tjenere til sig ved noget saadant Baand. Men hermed er Sagen dog endnu ingenlunde afgjort. Kan Præsteeden end ikke siges at være absolut nødvendig for Kirken, saa kan den dog derfor have en relativ Nødvendighed, som er tilstrækkelig til at begrunde dens kirkelige Berettigelse. Løfteedens Nødvendighed og Berettigelse staar overhovedat i Forhold til den Stipulations Vigtighed og Betydning, som derved skal bekræftes. Gjælder det om Eden idethele, at den, om ej udelukkende, saa dog fornemmelig hører hjemme der, hvor det borgerlige Retssamfund eller dets Repræsentant, den borgerlige Øvrighed, som den guddommelige Retfærdigheds jordiske Haandhæver kræver en saadan Bekræftelse af et Udsagns Sandhed som et Middel til Samfundets Bevarelse og Befæstelse, saa maa ogsaa Løfteeden navnlig have sin rette og væsentlige Plads der, hvor et saadant Samfund tager et Individ i sin Embedstjeneste og paa Grund af Embedets Betydning for det Heles Ve og Vel finder det nødvendigt at skaffe sig den størst mulige Betryggelse for dets rette Forvaltning; den maa fornemmelig komme til Anvendelse som Embedsed, som et Middel, hvorved det borgerlige Samfund vil sikre sig dens Troskab, som det tager i sin Tjeneste. Naar nu ogsaa Kirken har tilegnet sig, hvad der saaledes nærmest hører hjemme indenfor Statens Enemærker, saa finder dette sin Forklaring og Retfærdiggjørelse dels i den Analogi, som i en vis Henseende unegteligt finder Sted mellem Stat og Kirke, dels i det gejstlige Embedes store Vigtighed for Kirken og Nødvendigheden for denne af saavidt muligt at sikre sig dets rette Forvaltning. Er Kirken end baade efter sin Oprindelse og sin fortsatte Bestaaen, sin Opgave og sin Virksomhed væsentligt forskjellig fra Staten, saa har den dog det fælles med den, at ogsaa den i den synlige Virkelighed maa fremtræde som et ordnet Retssamfund; den har sine ejendommelige Embeder, sine Institutioner, sine Love; den har aldrig kunnet være uden en vis Forfatning eller Retsorden, hvor simpel denne end kan have været. Men i denne dens Retsorden indtager nu det gejstlige Embede eller det kirkelige Læreembede en særegen, betydningsfuld Stilling. Er Naademidlernes Forvaltning Kirkens væsentlige Livsopgave, saa maa naturligvis ogsaa dens hele Ve og Vel væsentligt bero paa, at denne dens Opgave bliver løst paa den rette Maade, at Naademidlernes Forvaltning, forsaavidt den som et særeget Embede maa betroes enkelte dertil udkaarede Individer, kommer i de rette Hænder og sikres for ethvert vilkaarligt. Indgreb fra en ukirkelig Subjektivitets Side. Fra et christeligt Synspunkt betragtet, gives der ikke noget Embede paa Jorden, hvorom det i højere Grad, end netop om det gejstlige, gjælder paa enhver mulig Maade at sikre sig den rette, samvittighedsfulde Troskab i dets Betjening. I samme Grad, som Nødvendigheden heraf opgik for Kirkens Bevidsthed, maatte den ogsaa se sig opfordret til her at benytte det Middel, som i Eden er givet ethvert Retssamfund til at befæste og betrygge sin Retsorden. Var det i Middelalderen fornemmelig Frygten for Statens Indgreb i Kirkens Rettigheder, som tilskyndede hertil, saa traadte i Reformationstiden dette Hensyn i Baggrunden for den med Erkjendelsen af Naademidlernes Værd og Betydning for Kirken vaagnede Omsorg for nu ogsaa at sikre den Besiddelsen og Brugen af disse Goder ligeoverfor de forskjellige Fiender, der søgte at frarøve eller fraliste den dem. Naar Reformatorerne saaledes indførte Præsteeden, saa vidste de meget vel, at Kirken i sit himmelske Hoved har den, som baade kan og vil forsvare den mod alle dens Fiender og føre den sejerrig ud af alle dens Kampe, men de ansaa sig dog ikke derved fritagne for med Troskab at benytte alle af Ham anviste jordiske Midler til dens Bevarelse og Befæstelse. De vidste meget vel, at Kirkens Tjenere efter Ideen altid skulde være samvittighedsfulde Christne, for hvem Ja er Ja og Nej er Nej, men de vidste ogsaa, at der er Forskjel paa Idé og Virkelighed. De vidste meget vel, at ingen Ed er i Stand til at gjøre en samvittighedsløs Mand samvittighedsfuld, men de kjendte ogsaa Edens ejendommelige Kraft til at vække den Samvittighedsløse og |