S. 346 Not. 2), være fra det niende eller tiende Aarhundrede, fra den anden Halvdel af den karolingiske Tid eller Aartierne efter samme. Det Skrift, hvoraf den udgjør en Del, har nogen Lighed med Ildefonsus af Toledos „Annotationum de cognitione baptismi liber unus" og med den Række af Skrifter om Daaben, som blev fremkaldt ved en Circulærskrivelse, som Carl den Store i Aaret 811 sendte til alle sit Riges Biskoper, og hvori han opfordrede dem til at meddele ham, hvorledes de lærte og underviste Præsterne og det dem anbetroede Folk om Daaben og dens Riter 9).

Skrifterne fra den karolingiske Tid og de samme forangaaende to Aarhundreder ere for en stor Del kun Compilationer af Skrifter af ældre Kirkelærere (sml. det ovenfor S. 315-17 Bemærkede). Vi maa saaledes paa Forhaand formode, at det vil forholde sig paa samme Maade med vor Udlæggelse; og vi maa saa meget mere formode dette, som dens Forfatter i det Parti af sit Skrift, som gaar foran den, har meddelt en Mængde Steder af Kirkelærerne fra Origenes af indtil Alcuin om Daaben og dens Riter, ligesom han i de Ord, hvormed han indleder Udlæggelsen (s. dem ovenf. S. 347),

9) Vi have baade denne Cirkulærskrivelse og flere af de Skrifter, som den fremkaldte, endnu tilovers. Hin staar i Mabillons „Vetera Analecta", p. 75 s. Udg. fra 1723. Disse ere Leidrad af Lyons „Liber de sacramento baptismi" (Mabillon, p. d. anf. St. p. 78 ss.), Theodulf af Orleans's Liber de ordine baptismi" (i Jac. Sirmondi Opp. varia T. II p. 943 ss.), Magnus af Sens's „Libellus de mysterio baptismatis" (Martene de antiquis ecclesiæ ritibus libri IV p. 158-61), Jesse af Amiens's Epistola de baptismo (Gallandi Bibl. vett. Patrr. T. XIII p. 397 ss.), Amalarius af Triers falskeligen Alcuin tillagte Liber de cæremoniis baptismi" (Alcuini Opp. T. II p. 520 ss. ed. Froben), Maxentius af Aquilejas „Epistola de ritibus baptismi eorumque significatu“ (Pez, Thes. Anecdotorum novissimus T. II P. III p. 7), Odilbertus af Majlands Liber de Baptismo" (Mabillon, p. d. anf. St. p. 77, hvor vi dog kun faa Titlerne af dette Skrifts forskjellige Afsnit), og et Par Skrifter, hvis Forfattere ere ubekjendte (s. Martene, p. d. anf. St. p. 161 s. og Baluze Capitularium regum Francorum T. II App. n. 22 p. 1402 s.).

"

antyder, at han i samme følger doctores ecclesia". En Sammenligning af den med ældre Symboludlæggelser viser ogsaa, at vor Formodning er vel begrundet. Forfatteren har com

pileret sin Udlæggelse især af Augustins forskjellige Taler og Skrifter over Symbolet, saa at den indtager omtrent den samme Stilling til disse, som Ildefonsus af Toledos Udlæggelse af Symbolet i hans Skrift om Daaben. Sml. f. Ex. hvad han

Omnipotens est ad

siger om den første Artikel med følgende Ord af Augustins ,,Sermo 213 in traditione Symboli" n. 1: „Deus est et Pater est: Deus Potestate, Pater bonitate. Quam felices sumus, qui Dominum nostrum Patrem invenimus! facienda majora et minora, omnipotens est ad facienda coelestia et terrestria, omnipotens est ad facienda mortalia et immortalia, omnipotens est ad facienda spiritualia et corporalia, omnipotens est ad facienda visibilia et invisibilia, magnus in magnis, nec parvus in minimis. Postremo omnipotens est ad facienda omnia, quæ facere voluerit". Sml. fremdeles vor Forfatters Ord: „factus est homo propter hominem, adsumendo, quod non erat, humanitatem, non ponendo, quod erat, id est divinitatem" med Augustins Ord „Assumsit, quod non erat, non amisit, quod erat" (,,Sermo 261" n. 7) og „Accepit in se Creator creaturam, non mutatus est Creator in creaturam, assumsit, quod non erat, non amisit, quod erat“ („Sermo 47, De ovibus in Ez. 34" n. 19). Sml. endvidere hvad vor Forfatter siger om Christi Gjenkomst til Dommen over Levende og Døde, med hvad Augustin siger herom i „Liber de fide et Symbolo“ n. 15 („Credimus etiam inde venturum convenientissimo tempore et judicaturum vivos et mortuos, sive istis nominibus justi et peccatores significentur, sive quos tunc ante mortem in terris inventurus est appellati sint vivi, mortui vero, qui in ejus adventu resurrecturi sunt") og i „Enchiridion“ n. 14 („Duobus autem modis accipi potest, quod vivos et mortuos judicabit: sive ut vivos intelligamus,

352 C. P. Caspari, En middelald. Udlæggelse af vort Daabssymbol.

quos hic nondum mortuos, sed adhuc in ista carne viventes inventurus est ejus adventus, mortuos autem, qui de corpore, prius quam veniat exierunt vel exituri sunt; sive vivos justos, mortuos autem injustos, quoniam justi quoque judicabuntur“) 1o). Sml. endelig med, hvad Forfatteren fremsætter om den tredje Artikels andet til sidste Led, følgende Steder hos Augustin: „Digesta itaque fideique commendata et divina generatione Domini nostri et humana dispensatione, adjungitur confessioni nostræ“ &c. („Liber de fide et Symbolo“ c. 16), — „Sequitur post Trinitatis commendationem sanctam ecclesiam. Demonstratus est Deus et templum ipsius. Templum enim Dei sanctum est, ait Apostolus, quod estis vos. Ipsa est ecclesia sancta, ecclesia una, ecclesia vera, ecclesia catholica“ („De Symbolo ad Catechumenos" n. 13), -Credamus et in Spiritum sanctum. Deus enim est, quia scriptum est: Deus Spiritus est. Per ipsum remissionem accipimus peccatorum, per ipsum resurrectionem credimus carnis, per ipsum vitam speramus æternam" (,,Sermo 215 in redditione Symboli" n. 8)

„Sed quoniam victuri sumus in isto sæculo, ubi quis non vivit sine peccato, ideo remissio peccatorum non est in sola ablutione sacri baptismatis, sed etiam in oratione dominica et quotidiana“ („Sermo 213 in traditione Symboli" n. 8), „Ergo tribus modis dimittuntur peccata in Ecclesia: in baptismate, in oratione, in humilitate majore poenitentiæ“ („De Symb. ad Catech." n. 15).

10) Ligesom vor Forfatter, saa fölge ogsaa Ildef. og Forf. af det Alcuin falskelig tillagte Skrift „De divinis officiis" c. 41 (Alcuini Opp. T. II p. 509 s.) Augustin i Udlæggelsen af den samme Artikels sidste Led. Det samme gjöre tildels Alcuin i „Disput. puerr“. c. 11 („Vivi justi, mortui peccatores", p. d. anf. St. p. 437) og Amalarius af Trier i „De cæremoniis bapt.“ („Judicare vivos et mortuus, justos et peccatores", p. s. St. p. 522).

En Analyse af de to Prædikener af Luther, hvori han handler om det apostoliske Symbols Oprindelse og dets Forhold til Skriften.

Af

C. P. CASPARI.

[Den efterfölgende Analyse af Luthers anden Trinitatisprædiken í den epistoliske Del af hans Kirkepostil og af hans tredje Trinitatisprædiken i hans Huspostil danner for en stor Del Grundvolden for, hvad jeg i Theol. Tidsskr. B. IV S. 557 ff. har fremsat angaaende Luthers Anskuelse om Symbolets Oprindelse. Jeg meddeler denne Analyse her „in extenso“, idet Luther ingensteds har handlet.saa detailleret og „ex professo" om Symbolets Oprindelse og dets Forhold til Skriften, som i de to anförte Prædikener, og idet jeg tror, at det maa være af ikke ringe Interesse for lutherske Christne at blive nöje bekjendt med sin. store Kirke faders Tanker om de to nævnte Punkter, at skue ret nöje ind i hans Tankegang med Hensyn til dem. Jeg bemærker kun endnu, at min Analyse allerede dengang, jeg udtalte mig om Luthers Stilling i Symbolspörgsmaalene, var næsten fuldstændig udarbejdet, og at jeg ogsaa her har bestræbt mig for at være aldeles upartisk, at jage efter Sandheden og være den tro endog i de mindste Ting. Jeg foragter og afskyer paa det dybeste alt blindt, Sandhedskjærligheden, Retfærdigheden og Billigheden dræbende Partivæsen].

Naar man vil lære at kjende Luthers Anskuelse angaaende Spørgsmaalene om det apostoliske Symbols Oprindelse og om dets Forhold til den hellige Skrift, to Spørgsmaale, der hos ham og overhovedet staa i den inderligste Sammenhæng med hinanden, saa maa man fremforalt ty til tvende af hans Prædikener: den anden Prædiken paa Trinitatissøndagen i den anden Del af hans Kirkepostil, den Del, der indeholder hans Prædikener over de epistoliske Texter (Walch, T. XII

Tidsskr. f. den evang.-lutherske Kirke. V Bd. 8 H.

23

p. 852-69), og den tredje Prædiken paa Trinitatissøndagen mi i hans Huspostil (Walch, T. XIII p. 1508-29). Thi i Thi i Di disse to Prædikener, især i den første, udtaler Luther sig udførligst om de to anførte Punkter. Dog maa ikke blot de Steder, hvor han gjør dette, men begge Prædikener i sin Helhed gjøres til Gjenstand for Betragtningen, idet hine først i sin Sammenhæng med Alt, hvad der gaar foran og følger efter dem, faa sit fulde Lys, og idet begge Prædikener overhovedet ere meget lærerige med Hensyn til Luthers Anskuelse om Symbolets Forhold til Skriften.

Jeg vil derfor gaa ind i dem, og det nærmest i Prædíkenen i Kirkepostillens epistoliske Del.

I.

Luther handler i denne Prædiken om den hellige Treenighed uden at lægge Dagens Epistel eller nogensomhelst bibelsk Text til Grund for sin Tale. Han begynder med den Erklæring, at han vil tale om Artikelen om den hellige Treenighed, fordi Festen fordrer, at man underviser, erindrer og styrker Folket i Troen paa denne Artikel. ,,Denn", siger han, wo man in diesem nicht recht unterrichtet und gegründet ist, so können die anderen auch nicht rein, noch fruchtbarlich gehandelt werden". „Die anderen Feste im Jahr", vedbliver han, „wickeln unsern Herrn Gott in seine Werke und Wunder, die er gethan hat Aber dies Fest hält uns für, wer er an ihm selbst sei, ausser allen Kleidern und Werken, bloss an seinem göttlichen Wesen". "Da", tilføjer han, muss man hoch über alle Vernunft kommen, alle Creaturen hienieden lassen und allein hören, was Gott von ihm selbst sagt und von seinem innerlichen Wesen, sonst werden wir es nicht erfahren" (n. 1). Herpaa gaar han over til at tale om, hvorledes Fornuften eller den fornuftige Verden ter sig og fra Begyndelsen af har teet sig ligeoverfor Guds egen Tale