Plattydsk, beqvemmede han sig ikke let til at ombytte det med Høitydsk 1); man maatte da vente med at indføre Forandringen til der blev Embedsskifte. Men man kan antage for vist, at ved Aar 1665 var der paa de allerfleste Steder i Slesvig, hvor man før havde havt plattydsk Prædiken, nu indført høitydsk; thi dette Aar, ikkun 30 Aar efter at Paul Walthers plattydske »Kerken-Handbökeschen« var udkommen, udgav Olearius fin „Kirchenbuch" (Ritual og Alterbog) paa Høitydsk 2), og han siger i Fortalen: „die meisten Pfarrer verrichten ihre Predigten und Gottesdienst jego nicht in niedersächsischer sondern hochdeutscher Sprache."

Saaledes var det eengang saa ansete platiydske Sprog efterhaanden forskudt af Landets Fyrster, af Prælater og Ridderskab, af Domstolene og omsider af Kirken, og stødt til Side for det prægtigere høitydske. Som Forretningssprog havde det hersket i Slesvig omtrent halvtredie hundrede Aar, i det 15de, 16de og ind i det 17de Aar

1) Om Richard Tilemann Præst i Borlum i det Frisiske, som døde 84 Aar gammel 1647, bemærkes: „er predigte noch plattdeutsch und schalt seine Zuhörer „Borlumer Pack“. (Jensen, Kirchl. Statist. S. 733). Om Paul Fabricius i Fjolde, Bredsted Amt, som blev ansat 1648, hedder det: „Hat zuerst hochdeutsch gepredigt und viel gutes gestiftet." (Jensen, smft. 755). Om Samuel Løscher, Præst i Hütten siden 1659, figes, at han først begyndte at prædike høitydsk; hans Formand, der var ansat 1631, prædikede bestandig plattydsk (Jensen, anf. St. S. 1233). Om Ingvar Petræi, en Friser, der 1670 blev ansat i det frisiske Sogn Ostenfeld, bes mærkes: „er war hier der erste, der hochdeutsch predigen mußte“ (Jensen, smst. 605). I Holsteen har man, som var at vente, noget tidligere, nemlig 1630, begyndt at føre Kirkebøgerne paa Høitydsk, og fra den Tid er ogsaa høitydsk Prædiken kommen i Gang. N. Staatsb. Mag. VIII. 249.

2) Das schleßwigische und holsteinische Kirchen Buch, Schleswig 1665.

hundrede; men i de sidste hundrede Aar blev dets Herredømme bestandig gjort det stridigt, og fra 1560 trængtes det Aar for Aar mere ud af sin gamle Stilling, indtil det omsider aldeles veg for det Høitydske og maatte lade sig nøie med at være den simple Almues ringe Sprog til Hverdagsbrug; thi om Helligdagene maatte selv Bonden tillige med Søndagsklæderne ogsaa trække det høitydske Søndagssprog paa, for i det at lære Gudsfrygt for hele Ugen. Betragtet fra et reent dansk nationalt Standpunkt, kan man vel ikke kalde det sidste Sprogskifte i Slesvig, der satte det Høitydske i det Plattydskes Sted, uheldigt; thi det forsinkede det danske Sprogs Udryddelse. Det var ikke blot et dobbelt Arbeide, først at bringe det ene, saa det andet Tungemaal i Brug; men det Høitydske laae langt fjærnere fra Folkets Modersmaal end det Plattydske, og Fremgangen maatte saaledes blive langt langsommere. Dersom det Plattydske havde vedblevet at være det herskende offentlige Sprog i Slesvig, og man med samme Iver og Hensynsløshed, samme Kløgt og Anstrængelse havde arbeidet paa dets udbredelse blandt Almuen, som man siden gjorde med det Høitydske: da tør man næppe tvivle om, at det Danske vilde være blevet aldeles fortrængt fra Slesvig og Plattydsk det herskende Sprog. Men, om end under de eengang for= qvaklede og unaturlige Sprogforhold i Slesvig et nyt og vanskeligt Sprogs Indførelse i en vis Henseende var en Vinding, nemlig forsaavidt som det svækkede de Kræfter, der vare i Bevægelse mod Folkets Modersmaal, og gjørde deres Fremgang langsom og slæbende: saa var dog dette nye Sprog atter en kilde til store Lidelser for Folket og en mægtig Hindring for dets aandelige Udvikling, og det saavel for den Befolkning i det sydlige Slesvig, hvis oprindelige

a

Sprog og Modersmaal Plattydsk altid har været, som for den frisiske og danske Befolkning, hos hvem det Plattydske i den sidste Tid var blevet brugt for Retten og i Kirken. Før dem alle var Høitydsk et fremmed Sprog, vanskeligt at forstaae og vanskeligt at lære; det var ogsaa fremmed for deres Natur, thi den fordringsløse, jævne troskyldige Natur, som i Almindelighed udmærker denne Befolkning (saalænge den holder sig uforvansket), kunde ikke finde fit Udtryk i det fordringsfulde og høitonende tydske Sprog. Man kan tænke sig, at en Befolkning, hvoraf den ene Deel taler Dansk, den anden Plattydsk, under Omstændigheder, der begunstige en Blanding og Overgang, kan bytte det ene Sprog med det andet: Ulæmperne ville altid være store nok og en Hæmmelse af den aandelige - Udvikling uundgaaelig, fordi der aldrig er mere end eet Sprog, Modersmaalet, der er det fuldkomne Udtryk for et Folks aandelige Væsen; men da Dansk og Plattydsk, allerhelst det Plattydsk, som tales i Slesvig, i Sprogtone, Ordforraad og Sprogets simple Bygning ligge hinanden saa nær, vil Misforholdet her være mindre end ellers og Følgerne mindre fordærvelige. Men heelt anderledes er det med Høitydst: Overgang enten fra Dansk eller Plattydsk til Høitydsk forudsætter en heel Omdannelse af den eiendommelige og oprindelige Folkenatur, altsaa en Forstyrrelse og langvarig Standsning af Udviklingen. Derfor var den nu begyndte Indførelse af Høitydsk saa ulykkelig for Slesvig.

Der vare enkelte kirkelige Embedsmænd, som søgte at stride mod Strømmen og maatte lide for deres Kjærlighed til det plattydske Sprog. Saaledes blev Klokkeren Hans Lammert i Oftenfeld affat 1678 af den gottorpfle Gen.Superintendent Sebastian Niemann, fordi han ikke kunde

eller vilde synge andet end Plattydsk. Omtrent ved sammé Tid maatte Præsten Ingvar Petræi ifølge Befaling fra Enkehertuginde Maria Elisabet af Gottorp vælge mellem at nedlægge fit Embede som Præst i Ostenfeld eller prædike Heitydst; Sognet var frisisk og Præsten selv en Friser. Samme Hertugindes Hofpræst Volkhard Paysen, ligeledes en Friser, maatte 1666 opgive sit Embede som Hofpræst, da det faldt ham for vanskeligt at prædike Heitydsk, og blev derefter Præst i Hatsted, hvor han formodentligt har vedblevet at prædike Plattydsk til sin Død, der indtraf 1679 1). Hertuginde Maria Elisabet lader efter disse Exempler at dømme til ikke at have kunnet fordrage Plattydst, hvilket bliver forklarligt, naar man erindrer, at hun var født i det Meissenske; hun indførte ogsaa i Aaret 1656 den Dresdenske Psalmebog til Brug for sit Hofkapel 2). Disse Præster have sikkert været de, der længst holdt paa det Plattydske; men al Modstand var forgjæves: det Plattydske var og blev skriinlagt som offentligt Sprog. Det fandt siden varme Lovtalere, der sørgede over dets Tilsidesættelse og ikke noksom vidste at berømme dets skjønne Egenskaber 3). I vore Dage

1) Jensen, Kirchl. Statistik S. 26-27, ifr. S. 605. 588. 618. 2) Wiegmann, Gesch. der chriftl. Religion in den dän. Staaten. S. 171.

"

3) Den lærde Flensborger Johan Møller yttrer i et Program fra 1722, Von billiger Liebe und Hochachtung der Land- oder Muttersprache, in Sonderheit unserer Teutschen“, Følgende om det plattydske Sprog: „Bei diesen Vorzügen des Alterthums und der Fortpflanzung in so viele Länder und fremde Sprachen muß dennoch nothwendig angemerkt werden, daß unter den so mannichfaltigen Dialectis oder Spracharten Deutschlands keine sich derselben mit größerem Rechte berühmen könne als unsere niedersächsische oder cimbrische, der uralten deutschen Hauptsprache allerälteste und

synes det at ville komme til Ære i Tydskland og blive et Modestudium.

Naar man seer det plattydske Sprog trængt aldeles ud af det offentlige Liv i saa kort en Tid thi knapt et Aarhundrede, 1560-1650, er i slige Forhold en kort Tid, og

erstgeborne Tochter, welche an unverfälschter Reinigkeit und heldenmäßiger Männlichkeit der Aussprache alle andere übertrifft und an wahrhafter Zierlichkeit auch keiner unter selbigen etwas nachgiebt. Daher billig zu bedauern ist, daß dieselbe in den leßten hundert Jahren bei uns Cimbern und bei den übrigen Niedersachsen in so große Verachtung ist gerathen, daß sie fast aus allen Kirchen, Kanzeleien, Gerichten, ja auch vielen Häusern unverantwortlich verbannt und der meisnischen zu weichen gezwungen, ja auch von den Gelehrten fast keiner sie erläuternden und weiter auspolirenden Schriften gewürdigt werde." (Kieler Blätter, 2 B. 118). Mærkeligt er det iøvrigt, at han ikke fremhæver det, som dog egentlig giver det plattydske Sprog fin Ynde, dets naive Oprigtighed, jævne, ukunstlede Tone og lette Bygning. For „Männlichkeit“ kan man vel næppe rose det; derimod snarere for Blødhed, hvorved det adskiller sig fra det skurrende og haarde høitydske Sprog. Jo. David Michaelis har i en oratio de ea Germaniæ dialecto, qua in sacris faciundis atque in scribendis libris utimur (optagen i hans syntagma commentationum, vol. I. Goettingæ 1759. 4.) fremstillet det plattydske Sprogs Forhold til det høitydske, og det sidstes Overgang til Herredømmet i hele Nordtydskland i det 16de og 17de Aarhundrede. Mærkelige ere hans Ord S. 189: „gravi quidem hoc incommodo Saxonibus nostris fuit, cum nec in hunc usque diem (1751) aratores satis ea percipiant, quæ Misnice exponunt evangelii præcones, nec ea imbuantur cognitione Dei, quam ex orationibus Saxonicis uberrimam haurire possent." I den nyeste Tid har Ditmarskeren Claus Harms givet en skjøn Beskrivelse af det plattydske Sprog og dets Fortrin for Høitydst i sin Gnomon, dritte Auflage, Kiel 1854, i Stykket med Overskrift: „Mien leve Landessprak, gude Nacht!" Ligesaa i Kieler Beyträge, 1 B. 1820. S. 292 flg. „Van de platdüütsche spraak, un worin se beter is as de hoogdüütsche“; jævnfør hans Vermischte Aufsätze, Kiel 1853, to Stykker med Overskrift „Sprick düdsch" og Sprachverwirrung". Skrifter om samme Gjenstand af Raupach 1704 og Thorstraten 1722 omtales i Werlauffs Priisskrift S. 81–82.

"