hvad vi ellers kjende til disse Egnes senere Historie, er omsider bleven opgiven af de tydske Historikere 1), der længe have forfægtet den imod de danske. Dannevirke vedblev nu som før at være Folkegrændse, og det varede ikke hundrede Aar, inden hiint Landstrøg mellem Slien og Eideren atter forenedes med Riget, idet Keiser Konrad den Anden (1027) igjen afstod det til Knud den Store 2). Eideren blev saaledes atter Danmarks Rigsgrændse, og saaledes er det siden vedblevet.

Endnu fan anføres den nysnævnte Adam af Bremen, der talende som samtidigt Vidne sætter det danske Folks Sydgrændse mod Tydskland ved Slien. Hans Ord ere: „Nærmest imod os (de Tydske) boe de Danske, som man kalder Jyder, lige til Slien" 3). Saavel af selve Ordene, som fordi han et andet Sted noget forud 4) sætter Eideren som Rigets Grændse, er det indlysende, at han ved Slien betegner Folke- og Sproggrændsen.

Af det Anførte vil det være klart, at de Danske fra den fjærne Oldtid have boet mod Syd indtil Slien og Egernfjord, og at Eideren i meer end tusinde Aar med en

1) Selv Dahlmann, Geschichte von Dänemark 1 B. S. 70, indrømmer, at Adam af Bremens Beretning om et sarisk Grevskabs Oprettelse med Byen Slesvig til Sæde ikke lader sig holde. Allerede tid= ligere havde N. M. Petersen, Danmarks Hist. i Hedenold 2 B. S. 36-38. 47, paany fremsat grundede Tvivl mod Rigtigheden af Adam af Bremens Beretning og antydet, med hvilken Indskrænkning den rettest maatte forstaaes.

2) Adam. Brem. hist. eccl., Pertzii scriptor. Germ. tom. VII. p. 325. 3) Ibid. p. 373. Itaque primi.... habitant versus nos Dani, quos Iuddas appellant, usque ad Sliam lacum.

4) Ibid pag. 367. Hanc autem Daniam a nostris Nordalbingis flumen Egdore dirimit.

kort Afbrydelse har været Danmarks Riges 1) Grændse mod Tydskland.

Men der gives et andet Vidnesbyrd, lige saa vigtigt som de anførte iøvrigt uomstødelige historiske Beviser, et Vidnesbyrd, som hiin Tids Mennesker selv aflægge for os, og hvori de tale ligesom med deres egen Røst til os, deres sildige Efterkommere. Dette er Rune

1) Man har i den senere Tid undertiden villet paastaae, at Begrebet og Benævnelsen „Danmarks Rige" som Udtryk for Danmark og Slesvig i en Heelhed, er et Paafund, der skyldes en nyere Tid og navnlig er bragt i Gang ved den af Rigsforsamlingen vedtagne Overskrift for Grundloven; og at man vanskelig vil kunne paavise nogen nogenlunde antagelig historisk Hjemmel for den Middelbetydning, man vil tillægge Udtrykket Danmarks Rige, ifølge hvilken det skal betegne Danmark med Slesvig, men uden Holsteen. Be= nævnelsen har imidlertid saa god historisk Hjemmel som nogen, og bruges baade af Fremmede og Indfødte, stundum endog af dem, i hvis Interesse det laa aldeles at nægte Gyldighed baade af dette Begreb og dets Udtryk. Et Par gamle islandske geografiske Forfattere omtale Danmarks Grændse mod Holsteen paa en saadan Maade, at de forudsætte et Danmarks Rige indbefattende Slesvig. Den ene, som antages at have levet i det 14de Aarhundrede, udtrykker sig (Scr. Rer. Dan. II. 37) saaledes: „Hià Saxlandi liggr Holtsetaland, en þar næst Danmörk“. Lignende Udtryk bruges af den anden Forfatter (Werlauff, symbolæ ad geogr. med. ævi, p. 15. 36). Endnu bestemtere og særdeles mærkelige ere de Ord, som forekomme i den flensborgske Stadsret, vedtaget af Borgerne 1284 og samme Aar stadfæstet af Hertug Valdemar den Fjerde af Sønderjylland (Thorsens Udgave S. 84, ifr. Forerindring S. 38 flg.). I dens 66 Kapittel fastsættes nemlig de forskjellige Bøder, som skulle gives for Manddrab til Landsherren, Byen, den Dødes Frænder, og Gørsummen; og efterat disse „swo sum i all Danmark riki ær wobn.“ Sønderjyllands første By og Landsherren, jylland, erkjendte et Danmarks Rige i den og betjente sig af dette Udtryk i en vigtig offentlig Akt. I et Dokument af 4 August 1421 (Antisl.-holst. Fragm. 13 H. S. 118),

ere nævnte tilføies: Altsaa, Borgerne i Hertugen af Sønderomhandlede Betydning,

stenene med deres gammelnordiske Indskrifter. Af sige findes der flere i Sønderjylland; de mærkeligste ere imidler tid de tvende saakaldte slesvigske Runestene. De bleve fundne i Aarene 1796-98 paa den meest historiske Jordbund, som Danmark vel eier, imellem Thyres Dannevirke og Godfreds Kurvirke tæt ved Selker-Noor i Nærheden af Flækken Vedelspang.

hørende til Akterne i Lensprocessen under Erik af Pommern, hedder det: „Jutland in deme riike to Dennemarken, welk Jutland men benomet twyerleye, alse Sunder-Jutland unde Nort-Jutland." Og længere frem i samme Dokument: "wet man de schede wol tusschen deme lande to Holsten vnde deme suluen vorscreuenen lande (Sunder-Jutland), vnde de sulue schede schedet dat rike to Dennemarken vnde dat land to Holsten." Lignende Udtryk forekomme oftere i Akterne til Lensprocessen. Selve de holstenske Grever erkjendte midt under den brændende Strid med Kong Erik af Pommern, at Slesvig indbefattedes under Benævnelsen Danmark. I et Brev, som de tre holsteenske Grever udstædte 24 Juni 1422 (Jensen und Hegewisch Privil. der schl. holst. Ritterschaft S. 2), hvorved de gjøre Afkald paa Krigstjeneste af deres Mænd paa egen Bekostning udover Holsteens Grændser, bestemmes den nordlige Grændse saaledes: „na Dennemarkes syden nicht vorder alse wente vp de Leuengens owe" (Levensau). Christiern den Første kalder i et Dokument, som han udstædte 28 Juni 1448, noget før han blev valgt til Konge (Jensen und Hegewisch Privilegien S. 24), fin Morbroder Hertug Adolf af Slesvig: „ein forste vnd raed des Riikes to Denne marken." Kong Frederik den Første, der visselig ingenlunde var tilbøielig til at gjøre Slesvigs Selvstændighed mindre end den kunde være, bruger i et utrykt Brev af 22 Febr. 1527 til fin Søn, den følgende Konge Christian den Tredie, disse Udtryk: „vnser Sleswigkisch herzogthumb, welchs vnsers Dennischen Reichs on all mittel oder vnderscheidt eigentlich glidt vnnd lehen ist.“ (Geh. Ark. D. K. H. Fasc. VIII.) En med Kong Frederik den Første samtidig Forfatter, der umiskjendeligt har været en høitstaaende tydsk Embedsmand, maaskee hans Kantsler Utenhoff, udtaler fig paa lignende Maade om Slesvig som et Ledemod af Danmarks Rige. Det hedder i hans Optegnelser: „Nhun ist das Herzogkthumb Schlessewigk, im Reich Dennemargk gelegen, ein lehn

Den større Indskrift lyder:

Þurlf rispi stin þonsi himpigi Svins eftir Erik felaga sin ies varp dauþr po dregjar (drengjar) satu um Haiþabu, ian han vas sturimaðr, drigr (drengr) harda godr.

Det er i Nutidens Sprog:

„Thorlef reiste denne Steen, Svends Hjembo, efter fin

vnd glidt deffelben konigkreychs; og det modsættes:
"Hol-
stein, im Romischen Reich deutscher nacion gelegen, vud
ein lehen desselben Reichs." (Dske. Mag. 3 R. 3 B. S. 5).
I en Betænkning af en dansk Rigsraad fra 1533 om Slesvigs
Forhold til Riget udtrykkes det Samme med følgende Ord: „Item
Sleswigh hertughdom, som ær Søndherywlland, ær en reth dell
och lemmæ aff Danmarckes Rige, och (then) som hertugh_haffuer
wærith wde Sleswigs hertugdom Søndherywlland, haffuer sideth
wde Danmarckes Niges Raad“ osv.; det stilles derefter sammen
med det ældre Hertugdømme Laaland og Falster. Vil man have
en Udtalelse fra en senere Tid, da findes en saadan af Regjeringen
selv i det kongl. Reskript af 20 Okt. 1758, hvori det hedder, at
Undersaatterne i Slesvig ikke bør ansees for andet, end hvad de
virkeligen ere, nemlig rette Danske, fødte inden Danmarks Riges
Grændser." Ligesaa betegner det tydske Kancelli i Aaret 1766
Slesvig, i Modsætning til Holsteen, som ein Stück und zu-
behör von Dänemark“ (Antisl. - holst. Fragm. 10 H. S. 123.
Anm.). Den berømte Geograf Büsching siger: „Das Herzogthum
Holstein wird gegen Norden durch die Eyder und Levensaue vom
Herzogthum Schleswig, und also vom Königreich Dånemark,
abgesondert“ (Erdbeschreib. 9 Th. S. 435, 7te Ausg. 1792). Al-
deles overensstemmende hermed yttrer sig ogsaa den ikke mindre
bekjendte Geograf Gaspari. Hvor gjængs og almindelig_Benæv-
nelsen har været, vise Titlerne paa historiske Værker som Holbergs
„Danmarks Riges Historie“, Pontoppidans „Kirchenhistorie des
Reichs Tännemarck“, Suhms „Historie af Danmark, Norge og
Holsteen udi Udtog“, Badens „Danmarks Riges Historie“ o. s. v.
Dette turde være tilstrækkeligt til at bevise, at Benævnelsen Dan-
marks Rige, brugt saaledes, at den betegner Danmark med Sles-
vig, men uden Holsteen, savner hverken Hjemmel i Historien eller
gammel Sprogbrug.

Staldbroder Erik, som døde, da Heltene sade om (beleirede) Hedeby, men han var Styremand, en saare god Helt".

Paa den anden Runesteen er Indskriften kortere:

Osfriðr gerði kumbl oft Sutrik sun sin.....

Det er:

„Osfrid gjorde Høi efter Sutrik sin Søn“ 1).

Disse tvende Runeindskrifter, der vel kunne henføres til det 10de Aarhundrede, stemme i Sprogformen overeens med det gammelnordiske Sprog, som taltes over alle Nordens Lande, og Indholdet har samme eiendommelige korte og fyndige Udtryksmaade, der udmærker Runemindesmærkerne. Disse Indskrifter blive derfor uforkastelige Vidnesbyrd om, at det samme Tungemaal, som lød overalt i Norden, ogsaa har lydt ved Sliens Bredder, og at de folkelige Skikke og Forestillinger og det særegne Udtryk for dem, som herskede hos Nordboerne i det hele, ogsaa vare hjemlige her.

Blandt andre mærkelige Runestene fortjener at nævnes Stenen paa Haverlunds Mark i Øster Lygum Sogn (Aabenraa Amt), som staaer tæt ved Landeveien mellem Haderslev og Flensborg. Derpaa læses med Runeskrift Hairulfr, det gamle danske Navn Herulf eller Herluf, i den oldnordiske Form 2). Endvidere Biolderupstenen, som fandtes i Sognet Biolderup (Aabenraa Amt), men 1841 blev bragt til

1) Indskrifterne ere meddeelte efter S. Thorlacii Forklaring i Antiq. Annaler 2 B. 1 Hæfte; den større med N. M. Petersens Forbedring i Danmarks Hist. i Hedenold 3 B., S. 371—–72. Slutningen af den mindre er udeladt, da den er tvivlsom og rimeligviis urigtigen læst af Thorlacius. Disse tvende Runestene, skjøndt fundne i hinandens Nærhed, tilhøre dog, ifølge Prof. Thorsen, forskjellige Tider, og give altsaa tvende af hinanden uafhængige Vidnesbyrd om Sproget.

2) Antiqvar. Annaler 1 B. 1812, S. 334.