Stemning, og have vidnet for Folket, der, ved at tilegne fig disse Forfattere som sine, har kjendt deres Vidnesbyrd for gyldigt. til, hvor de forvorpne Talemaader hørtes: das ist ja hier nicht anders; hier sind ja die Straßen nie rein (det kunde endda gaae); Sie wissen ja, wie die dänischen Frauenzimmer sind; Pfui, das ist ein dänisches Gericht; sind die Leute denn hier gar rasend vor Brodneid; ohne die Deutschen können die Dänen mit nichts zurecht kommen; das ist ja wunderlich hier, draußen bei mir ists ganz anders; ich glaubte hier angesetzt zu werden, aber es ist kein Ankommen; wo man kömt ist es überall so voll Dänen; og tusinde andre. Og sligt høres da ikke af en forløben Burs eller af unge uforstandige Mennesker, men af satte Folk, der have bygget og boet blandt os i mange Aar, af Stands- og Rangspersoner, af Damer til Damer, af ellers gode Venner til Venner“. (S. 8-9). „Og saa komme de og klage over ondt Naboelaug, ligesom Manden over et ulykkeligt Ægteskab, naar han daglig ved selviske Luner og Adfærd bedrøver og opirrer Konen .. Naar man seer ret paa Tingen, saa begribes lettelig, hvo der har at klage over slet Naboelaug. Man kunde ogsaa sige: hvi bleve I ikke i et bedre Naboelaug, eller hvi gaae I ikke hjem og forlade dette, som giør Eder Uleilighed? Ja, svare de saa, vi ere indkaldte. Og hvem kaldte dem? deres blandt os boende Landsmænd, som igjen vare indkaldte af deres Landsmænd, og saa fortfrem. Men det er ikke engang fuldelig Sandhed med denne Indkaldelse: imod een der kaldtes, komme ti og atter ti Frivillige paa Spekulats, da de have hørt saa meget om, at det danske Brød skal være nærende, og at de Danske saa gierne deele det med den Fremmede. Vilde bare disse blive kiede af det onde Naboelaug og tage til deres Fødestavn igien, hvor alting skal være saa over al Tanke ypperligere end hos os, saa fik vi sandelig et skiønne Rum for vore Albuer; thi de saare faa virkelig Indkaldte kunne ikke giøre saa megen Ovalm, ere ogsaa for endeel lidt mere beskedne end Emigranterne" (S. 10-11). Efter at have talt om de forskjellige Klasser af Tydskere, som fandtes, kommer han til vore holsteenske Brødre“. Om disse bemærker han: „Tydskheden findes i høi Grad hos disse vore kiere Holstenere; al den Uskik, Krontydskerne lade see, vise de allerfleste af dem ogsaa; al den lumpne Ringeagtelse mod Tanskhed og Alt hvad hos os " XXIII. Enkelte Foranstaltninger af den danske Regjering for at værne om det danske Sprog i Slesvig. Slesvigske Præsters og Skolelæreres stadige Forpligtelse til at kunne Dansk. Kjøbenhavnske theologiske Kandidaters Adgang til Ansættelse i Slesvig. Kongelig Opfordring til at studere alle Videnskabsfag ved Kjøbenhavns Universitet. Denne Opfordring har den ønskelige Følge, indtil dens Virkning lammes ved Forordningen af 1 Febr. 1768, der, for at ophjælpe det forfaldne Universitet i Kiel, under Straf af Udelukkelse fra al Befordring, gjør det til Pligt for Slesvigerne at studere ved det tydske Universitet. Dog holdes Bestem= melsen om de kjøbenhavnske theologiske Kandidaters Berettigelse til Be= fordring i Plesvigske Embeder stadigen i Hævd, og ved forskjellige Foranstaltninger sørges der for, at slesvigste Studerende ikke savne Leilighed til ved danske Dannelsesanstalter at forberedes til enhver Embedsvirksomhed i Staten. Udtalelser af Regjeringen og de høiere Embeds - Myndigheder, i hvilke den rette Betragtning af Slesvigs Forhold til Danmark fastholdes. Naar man seer, at Tydskere i en Deel af det 17de og næsten hele det 18de Aarhundrede udøve en mægtig Indflydelse paa den danske Statsstyrelse, og at Regjeringen Danske findes, høres idelig af Holstenere med ligesaa stor Uhøflig= hed, som en Saxer eller Brandenborger, en Brunsviger, Heffer eller Meklenborger kunde bruge; Hovedstatens Sprog, som gielder fra Nordkap til Sliefiord, er dem ei allene ligegyldig, men væmmelig endog, og de anvende ei den halve Flid paa at lære dette Sprog, som de anvende paa det franske og engelske, eller som vi ærlige Danske anvende paa deres Tydsk; Holstenere klubbe sig gierne sammen eller søge Selskab med Tydske, og Omstændighederne maa nøde dem dertil, hvis danske Folk skulle være saa lykkelige, at nyde deres Selskab“ (S. 11-12). Denne Protest mod Tydskheden. i Danmark, der indeholdt disse og mange flere bittre Sandheder, maatte Tydskerne høre af en Slesviger. Han bemærker iøvrigt,. at hvad han siger, nærmest gjælder „Nørretydskerne“ og ikke finder: nær saa megen Anvendelse paa Søndertydskerne“, Østerriger, Svaber, Franker. " overhoved lededes paa en saadan Maade, at man ofte maa være i Tvivl om, hvorvidt det var en dansk eller tydsk Regjering, der havde sit Sæde i Kjøbenhavn: fristes man til at spørge, om dog ikke de indlysende Grunde, som en reen politisk Betragtning af Forholdene maatte give, til at værne om dansk Nationalitet og dansk Sprog dansk Sprog i Slesvig, og den danske Følelse, som man dog aldrig kan tænke sig reent borte fra en indfødt dansk Konge, om den end bliver meget trængt tilbage, undertiden maatte gjøre sig gjældende selv under det tydske Tryk. Dette har visseligen været Tilfældet, om end ikke i det Omfang, som Sagens politiske Vigtighed og nationale Betydning krævede, eller med den Vedholdenhed, at den bestandig fremrykkende Tydskhed hæmmedes og vistes tilbage fra de danske Enemærker. Kun ved en saadan Aarvaagenhed og Stadighed i Regjeringspolitikken havde det været muligt at forebygge det frygtelige Udbrud, som det engang nødvendigviis maatte komme til, naar Tydskheden, stundum svagt hindret og lemfældigt paamindet, oftere overladt til uforstyrret Virksomhed, omsider følte sig stærk nok til at løfte Banneret og lade det Spørgsmaal komme til Afgjørelse: skal Slesvig være tydsk eller dansk. Vi have betragtet Christian den Sjettes Virksomhed for det danske Sprog i Slesvig, og seet, at dens praktiske Udbytte var for Intet at regne. Vigtig var imidlertid for den deri udtalte Grundsætnings Skyld Kongens Forordning, at der for Fremtiden ved Besættelsen af Præste- eller LærerEmbeder i Slesvig skulde kræves ligesaa vel Færdighed i Dansk som i Tydsk 1). Denne Forordning er aldrig fiden 1) Ifr. ovenfor S. 176. 186-87. Christian den Sjettes Reskript af 23 Mai 1740 til Flensb. Provsti, af 9 Nov. 1739 til Tønder bleven ophævet, og bestaaer forsaavidt endnu, men er, som flere andre kongelige Befalinger i Slesvig, aldrig bleven overholdt. Frederik den Sjette fornyede og udvidede den 1812 ved at paalægge dem, der søgte om Embeder, at godtgjøre, at de vare i Besiddelse af den Færdighed i Dansk, som allerede Christian den Sjettes Forordning krævede 1). Hvad Frugt dette havde, vide vi Alle. Theologiske Kandidater, som havde bestaaet Examen ved Kjøbenhavns Universitet, vare derved berettigede til Ansættelse i Slesvig. Dette betragtedes som en Selvfølge og var gjældende fra gammel Tid; ved Christian den Sjettes Forordning af 12 Oft. 1736 om den theologiske Kandidatprøve i Slesvig bleve derimod de holsteen-kielske Underfaatter udelukkede fra Befordring til geistlige Embeder i Slesvig 2). For at hæve en Tvivl, som ved et enkelt Tilfælde var reist, udtaltes ogsaa i et kongeligt Reskript af 6 April 1739 udtrykkeligen de kjøbenhavnske Kandidaters Berettigelse til geistlig Befordring i Slesvig 3). Dette stadfæstedes og bestemtes nærmere ved et senere kongeligt Provsti, den almindelige Bestemmelse for hele Slesvig af samme Dag, og Konseilresolution af 26 Oft. 1739 ere meddeelte i Werlauffs Priisskrift, S. 123. 114. 117. 1) Reskript af 7 Sept. 1812, Systemat. Samml. 4 B. S. 653. Den gjaldt for alle Embedssøgende, altsaa ogsaa Jurister og Læger. Den indskjærpedes ved Kancelliskrivelse af 15 Jan. 1825. Smft. S. 655. 2) Forordn. af 12 Okt. 1736. VII. 3) Resolutionen herom i Konseillet den 23 Marts 1739 lyder: „Ihre Kön. May. haben allergn. resolvirt, daß diejenigen Candidati Theologiæ, welche nach der letzten Kön. Dänischen Verordnung be= reits in Copenhagen examiniret und sich deßwegen legitimiret, in dem Herzogthum Schleswig, bey vorkommenden Prediger Vacances. ohne weiteres Examen in Vorschlag gebracht werden mögen.“ = Reskript af 24 Nov. 1755, der fastsatte, at hvo der havde studeret to Aar i Kjøbenhavn og sammesteds underkastet sig theologist Examen, skulde uden nogen foregaaende Prøvelse af de slesvigske Konsistorier have Adgang til Ansættelse i geistlige Embeder i Slesvig; men tillige gjordes det, ifølge en Forestilling fra daværende General-Superintendent Reuß, til Regel, ogsaa for de kjøbenhavnske Kandidater, at de, førend de indstillede sig til Prøveprædiken, skulde underkaste sig en Tentamen af General - Superintendenten. Denne Tentamen var dog ingen egentlig Kundskabsprøve, men gik nærmest ud paa at skaffe General-Superintendenten Leilighed til at gjøre sig bekjendt med de Embedssøgendes Forhold til Kirkelæren og overbevise sig om deres Skikkethed til Ansættelse i et geistligt Embede, eller, som det hedder i Reskriptet, Hensigten dermed var, at General-Superintendenten kunde lære Kandidaterne at fjende og blive istand til bedre at holde Die med deres Levnet og Vandel“. Reskriptet af 1755 stadfæstedes atter ved et kongeligt Reskript af 3 Sept. 1762 1). 1) En Erklæring, som Gen. - Superint. Adam Struensee ved denne Leilighed afgav, er ret mærkelig for de Exemplers Skyld, han anfører paa Beskaffenheden af de tydske Studerende, som søgte til Slesvig. Hans Ord ere: „Da ich vor kurzem einen Magistrum Jenensem zu tentiren hatte, so legte ich ihm die Fragen vor: In quo consistit justificatio hominis peccatoris coram Deo? Quodnam est fundamentum justificationis? Quodnam est medium? Num justificamur per fidem mortuam seu vivam? . . . Num bona opera habent influxum in actum justificationis? u. f. w. Auf diese und dergleichen catechetische Fragen konte er nicht die geringste Antwort ertheilen. Als ich ihm die hebräische Bibel reichte, so nahm er sie umgekehrt in die Hand, sahe hinein, und legte sie mit den Worten wieder weg, daß er kein Hebräisch wüßte. Und im Griechischen hatte er auch nichts gelernet. Ein Magister Witte |