Man kan ikke undre sig over, at en saadan Sammenblanding af heelt forskjellige Landskaber ogsaa stødte Büschings geografiske Sands. Han bemærker derom: „Das Herzogthum Schleswig, ob es zwar seit einigen Jahrhunderten mit dem Herzogthum Holstein in genauer Verbindung gestanden . . . . und im gemeinen Leben nach einer seltsamen Gewohnheit dergestalt mit Holstein vermenget wird, daß sich die Schleswiger gemeiniglich Holsteiner nennen, und man nicht leicht von einem Schleswiger höret, ist doch ein rechter Theil von Dänemark, wie aus der Geschichte und Verfassung desselben erhellet" 1). Da nu Holsteens Navn i de saakaldte Dannedes Mund næsten ganske havde opslugt Navnet Slesvig, er det ikke saa underligt, at det ogsaa i Danmark blev en Vane, at kalde den dansktalende Deel af Slesvig Dansk Holsteen. Det udtrykte jo i Grunden ganske rigtigt de virkelige Forhold; thi i Bestyrelsen og tildeels i Lovgivningen, i Regje= ringens, Rettens og de høiere Embedsmænds Sprog, og overhoved i alle de indre offentlige Forhold var Slesvig blevet et andet Holsteen; ikkun det danske Folkesprog var. tilbage som det meest fremtrædende Skjælnemærke 2). Det var imidlertid vel stærkt, at Niels Helvad i Slutningen af det 18de Aarhundrede fandt en Efterfølger i Kjøbenhavn i en Astronom, der ligesom hiin i det 17de Aarhundrede, henlagde slesvigske Stæder til Holsteen. I Almanakken for " 1 B. S. 289 flg. Anmerkung über die Wortfügung SchleswigHolstein". Det hele velskrevne Stykke fortjener at efterlæses. 1) Ant. Fr. Büschings Erdbeschreibung, erster Theil, achte Ausgabe, 1787. S. 249. 2) Christian Paulséns samlede mindre Skrifter, 1857. 2 B. S. 373–74. Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, 21 B. 1814. S. 193. 1797, der udgaves af Universitetet og besørgedes ved dets astronomiske Professor Thomas Bugge, finder man i Fortegnelsen over Markederne Haderslev, Kliplev, Sønderborg anførte under Holsteen! Dette varede saaledes i 8 Aar, uden at nogen af Bugges Embedsbrødre henledede Opmærksomheden derpaa eller foranledigede en Forandring. Først i Aaret 1805 forandredes I Holsteen" til „I Slesvig". " Men ihvor betegnende end denne Slesvigernes Beilen til Tittel af Holstenere er for det Herredømme, som det Tydske havde vundet i Slesvig, og hvor lav en Tænkemaade og sløvt et Fædrelandssind man end maa tillægge dem, der gjorde sig skyldige i en saadan Forskydelse af det ærlige Navn, de havde arvet fra deres Forfædre: saa hører det dog, saa længe det holdt sig til de fornemmere Stænder, hvis Tal altid bliver ringe imod det menige Folks store Mængde, nærmest hen til Omraadet af det Latterlige, hvorpaa Slesvigs Fortydskningshistorie er saa rig. Betydning fik det først, da det efterhaanden udbredte sig til Folket. Fremmede Unoder, Afvigelse fra de gamle Sæder, Ringeagt for Modersmaalet og dettes Tilsidesættelse for et fremmed, formeentlig bedre og fornemmere Tungemaal, have overalt i Verden, hvor den nationale Sands under en forvansket Kulturudvikling begyndte at sløves, først vist sig i Samfundets høiere Kredse. Men efterhaanden breder det sig videre ud, sædvanlig langsomt, naar den nationale Kjærne i Folket er sund og kraftig, og den Masse, der skal gjennemtrænges, ikke alt for lille; men tilsidst bryder det dog igjennem og synker ned til Folket. Og her bliver Ulykken dobbelt stor; thi medens de Høierestillede ved de Midler, som Dannelse og Lykkens ydre Goder give, i nogen Grað kunne bøde paa det, de have mistet, og en Tidlang bevare en nogenlunde heldig Tilværelse, indtil det Hele brister under den indbrydende Fordærvelse, og styrter sammen som en Bygning, hvis Grundvold er hensmuldret og forraadnet: saa taber den menige Mand, der lærer at optage det Fremmede, at glemme sit Fædreland og ringeagte sit Modersmaal, uden nogen Erstatning paa eengang det Bedste, han eier: sin gode sunde Natur, der lod ham med Freidighed og Sikkerhed bevægede sig i Alt det, der fra Barndommen af omgav ham, i de hjemlige Forhold og de Forestillinger og Begreber, han var opvoxet med; sin Agtelse for det, hans Fader og Moder elskede; sin Forbindelse med Slægten, der levede før ham, hvis Minde bevaredes i Sagn og Fortælling. Alt dette bliver nu forvirret, dødt og stumt og afbrudt; han bliver fremmed for sig selv, en eensom Skabning, løsreven fra Fortiden, forvirret i det Nærværende og uden Fodfæste i den Grund, han staaer paa, spottet selv af de Læremestere, han efteraber. Efter Alt, hvad vi vide om Forholdene i Slesvig, maatte det, hvis disse Forhold vedbleve, nødvendigviis engang komme dertil, at Fordærvelsen trængte ned i Folket. Endnu var det ikke kommet saavidt, men Tiden modnedes hurtigt; inden en Menneskealder var forløben, var Maalet naaet. Smitten havde endnu hos det menige Folk ikke virket andet end en vis barnagtig, sig selv ikke ret bevidst Forgabelse i det tydske Væsen, saa at det ansaaes for noget Herligt, om En ved Siden af sit danske Maal kunde fremføre lidt forhutlet Tydsk og saaledes komme Præst og Herredsfoged nærmere. Denne Stræben efter tydsk Fornemhed har en unavngiven Reisende ved Overgangen fra det 18de til det 19de Aarhundrede skildret med følgende træffende Ord: „Wer in den nördlichen Gegenden des Herzogthums Schleswig in der Regel nicht hölzerne Schuhe trägt; oder wer mit beschlagenen Geschirren fährt, oder ein Verdeck auf dem Wagen hat; oder auf einen englischen Sattel reitet, wer ein Geistlicher; ein ansehnlicher königlicher Beamter; oder wer moderne gekleidet ist: den kan man deutsch anreden, der versteht die deutsche Sprache. Alle Uebrigen sprechen dänisch" 1). Men heelt anderledes blev Forholdet senere, da politist Forvildelse kom til og spredte sin Gift blandt en Befolkning, der var saa slet befæstet til at modstaae dens Virkning. Da fik man det uhyggelige Skue af et Folk, eller en betydelig Deel af et Folk, der fornægtede, hadede og haanede, hvad der ellers er Helligt og Dyrebart blandt Menneskene, Fædreland og Modersmaal. En sørgeligere Tilstand kan ikke tænkes; er det Noget af det Haardeste, som kan hændes det enkelte Menneske, at han maa foragte sig selv og skamme sig over sit eget Væsen: saa gjælder det ikke mindre, naar det er et heelt Folk, der er bragt til en saa sørgelig Yderlighed. Blandt det meget Onde, som baade de, der ved langvarige Bestræbelser have forberedt en saadan Tilstand og gjørt dens Indtræden mulig, og de, der umiddelbart fremkaldte Udbruddet, have forskyldt, er denne Synd imod Slesvigs Folk ikke noget af det Ringeste. Men der ligger tillige i dette Forhold den stærkeste Opfordring til at anspænde alle Kræfter, for at give en vildledet Befolkning tilbage til sig selv, og sørge for, at en saadan Tilstand ikke skal kunne komme igjen. Menneskelighed, Christendom, Statsklogskab kræve det lige stærkt. 1) Fragmenten aus dem Tagebuche eines Fremden. 1800. S. 241. XXII. Tydskhed i Danmark. Hvorledes det har kunnet komme dertil i Slesvig, at et fremmed Sprog i hele Landets offentlige Styrelse og i Rettergangen, og i en stor Deel af Landet tillige i Kirken og Skolen kunde indtage den Plads, som tilkom Folkets Modersmaal, og at dette har kunnet blive saaledes tilsidesat, mishandlet og undertrykt, som vi have seet: det savner vel ikke sin Forklaring i den Mangfoldighed af samvirkende Omstændigheder, som vi i det Foregaaende have beskrevet; men der er dog eet Punkt, som kun i Forbigaaende er berørt, og som turde trænge til nærmere Oplysning, for at Sagen kan sees i sin hele Sammenhæng. Det bliver altid en forunderlig og paafaldende Ting, at Slesvigs Fortydskelse for en stor Deel har kunnet foregaae under den danske Regjerings Dine, uden at denne alvorligen og vedholdende og med Virkning traadte op derimod, medens den endog til sine Tider rakte Fortydskningsbestræbelserne Haanden. Der vil vanskeligen i Historien kunne opvises noget Exempel paa, at en Regjering med Ligegyldighed har været Vidne til, at en betydelig Deel af Landet ved kunstige Bestræbelser bragtes til at ombytte fit Sprog og sin Nationalitet med et Nabolands, endnu mindre, at den selv stundum har samvirket med slige Bestræbelser. Denne Bebreidelse rammer dog den danske Regjering med Hensyn til Slesvig. Der er i dette Forhold en saa forunderlig Selvfornægtelse og en saadan Strid med det, der ellers overalt regnes for at høre til de første Grundsætninger før en fornuftig Statsstyrelse, at det maa forekomme utroligt og gaadefuldt. Men Gaaden |