bei einer künftigen Veränderung aber wird diesem Mangel durch die Wahl eines neuen Lehrers zugleich abgeholfen werden können".

I Overeensstemmelse hermed afgav Overkonsistoriet sin Betænkning til tydske Kancelli, og Sagen blev saaledes ved at gaae i sin gamle Gjænge: de tilkommende Lærere for de danske Menigheder i Nordslesvig, som undervistes i Tønder, fik fremdeles lige til 1850 deres Dannelse paa Tydsk; at der senere gaves Seminaristerne Time - Undervisning i Dansk, dog før 1829 kun privat, ligesom der gaves dem Leilighed til at lære Fransk og Engelsk, forandrede naturligviis ikke Sagen i det Væsentlige, men tjener tværtimod til at sætte Seminariets Charakteer som tydsk Læreanstalt i et klarere Lys 1).

1). Ifr. N. Schl.-Holst. Prov. Berichte for 1812, S. 570-71. Den danske Undervisning i to ugentlige Privattimer begyndte nok 1810. Ved det Regulativ, som Tønder Seminar fik 12 Dec. 1829, blev Underviisningen endelig adskilt fra Byens Skole, og det bestemtes, at Seminariet skulde have tvende egne Lærere. I dette Regulativ forekom der ogsaa en Paragraf om Underviisning i Dansk; men selve denne viser, hvor stifmoderlig det danske Tungemaal behandledes i Sammenligning med det tydske. Den 22de Paragraf fastsætter med Udførlighed, hvorledes Underviisningen i Tydsk skulde drives med al Omhyggelighed, i den nedre Afdeling Læsning af prosaiske og metriske Stykker, forberedende Undervisning i Grammatik, lette skriftlige Udarbeidelser, ved hvilke der nærmest saaes paa Retskrivningen; i den øvre Afdeling fortsat Underviisning i den tydske Sproglære, skriftlige Opgaver, hvorved der saaes paa Dannelsen af Udtrykket, Stilen og Stoffets hele Behandling o. s. v. Om Undervisning i Dansk bestemmer den følgende Paragraf, kort og tørt, at der ogsaa „gehörig“ skal sørges for denne, og en Lærer „engageres" dertil, indtil en af Seminariets egne Lærere kan overtage Undervisningen (Systemat. Samml. der Verordn. 4 B. S. 264). Den Vigtighed, man ved Seminariet tillagde det danske Sprog, kan ogsaa skjønnes af den Betaling, Læreren i dette Sprog

fif.

Alle de øvrige Bilærere ved Seminariet fik hver aarlig 160

XX.

General - Superintendent Adlers Forargelse over, at Kirke og Skolesproget er tydsk i Egne, hvor Folket blot kunde Dansk; han og Overkonsistoriet paa Gottorp finde dog, at dette Onde bedst hæves ved at lære Folket Tydsk med større Omhu end før. I Tønder, Aabenraa, Haderslev og Sønderborg Provstier bruges ved Børnenes første Underviisning i Skolen tydske Bøger. Adlers Yttringer mod denne Uskik. Han foreslaaer ogsaa, at Forordninger og Øvrighedsbefalinger i de danske Egne skulle oplæses fra Prædikestolen ikke paa Tydsk, men paa Dansk; men Overkonsistoriet paa Gottorp finder: „es muß bei dem Alten bleiben". De skadelige Følger af det tydske Sprogs tvungne Indførelse i Kirke og Skole oplyste ved en Mængde Vidnesbyrd fra Sogne i Angel. Skolebørnene i Angel blive pryglede, naar de tale Dansk. Den af de glücksborgske Hertuger i Sundeved indførte tydske Gudstjeneste afskaffes 1783, noget efter den glücksborgske Linies Uddøen. Heri see Tydskerne et tidligt Spor af en „Verdänungs-Propaganda“.

Det danske Sprogs ubillige og skadelige Tilsidesættelse i Tønder Seminar var ikke det Eneste i de slesvigske Sprogforhold, der vakte Adlers Uvillie; det Samme var endnu i Høiere Grad Tilfældet med den tydske Gudstjeneste, der

Rbdlr., kun Læreren i Dansk gjorde en Undtagelse: han fik aarlig 100 Rbdlr! Tiden, som anvendtes paa den danske Underviisning, var siden 1829 to Timer ugentlig i hver af de to Afdelinger. Den første Lærer, der skulde veilede de unge Mennesker i Dansk, og nære Kjærligheden hos dem til Modersmaalet, var Jørgen Brag, den samme, der siden under sin Ansættelse som Præft i den danske Menighed Asbøl i Sundeved erklærede, at „det qvælede ham" at høre Dansk; for Resten bekjendt som Spion for Hertugen af Augustenborg, og berygtet for sin meer end almindelige Frækhed (Wegener, Hertugen af Augustenborgs Forhold, S. 153, jfr. 33. 49. 133-34. 147 o. fl. St.). Til Brags Efterfølger antoges en Skrivemester ved en af Tønders tydske Skoler, ved Navn Claussen, om hvem man vel tør antage, at han ikke har været synderlig stærk i Dansken, siden Konsistorium og Borgemester i Tønder fandt sig foranledigede til at bekjende, at „an der Aus

brugtes i aldeles danske Menigheder. Han gjorde dette Forhold til Gjenstand for udførlige Betragtninger i en af sine første Visitatsberetninger, hvoraf man seer, at denne Misbrug har gjort et uhyggeligt og modbydeligt Indtryk paa ham. Men han holdt ikke fast paa dette Indtryk, eller rettere han forvildedes i Valget af Midlerne til at afhjælpe Ondet. Man skimter netop den Tanke hos ham, at man burde vende tilbage til Folkesproget, men Tanken bliver ikke engang tydelig udtalt; han forener sig strax med Overkonsistoriet om, at den eneste Vei man under de forhaandenværende Omstændigheder havde at gaae, var: at lære det danske Solk mere Tydsk: altsaa den samme Betragtningsmaade, der havde hersket hos en lang Række af Præster, Provster, Overkonsistorialherrer og General-Superintendenter i Slesvig, den samme Anskuelse, der fyldte Præsten i Hyrup Fischers Hjærte med Bitterhed mod hans danske Menighed, som ikke vilde begribe, at den blot maatte henvende sig til Gud paa det tydske Maal, og den samme, der ledede Struensee under hans hele lange Virksomhed.

I en Betænkning fra Overkonsistoriet paa Gottorp til det

sprache des genannten Lehrers der Klang eines Eingebornen vermißt wird“, skjøndt de for Resten erklærede sig meget tilfredse med ham. Seminariets Forstander meente imidlertid at kunne anbefale ham med de Ord: „Der Schullehrer Claussen ist der dänischen Sprache in einem Grade mächtig, wie es wohl schwerlich irgend ein anderer geborener Schleswig-Holsteiner hier am Orte sein möchte“. Siden, efter 1840, da man fra tydsk Side, for at modvirke Ansættelse i Slesvig af Seminarister fra Skaarup og andre danske Seminarier, tænkte paa at give den danske Undervisning i Tønder en større Udvidelse, indføre Zvelser i Katechisation paa Dansk (hvilket Adler allerede 1793 forgjæves havde foreslaaet) v. s. v., saa erklærede den samme Forstander, at Claussen ikke var en saadan Undervisning voxen (Akter i Slesv. Min.).

tydske Kancelli af 1 April 1794, i hvilken Adlers egen Beretning af 23 December 1793 uddragsviis er optagen med. hedder det:

"

„Es giebt Gemeinen, wo Deutsch gepredigt und gefungen wird, ungeachtet sämmtliche Lingepfarrete überal dieser Sprache unkündig sind, und nur hin und wieder ein Wort verstehen.

Ein solcher Gottesdienst artet in eine bloße Ceremonie aus, und verfehlt gänzlich die Absicht und den Zweck. Mit Leidwesen hat eigene Erfahrung uns von der wirklichen Existenz dieser Gemeinen in hiesigem Herzogthum überzeugt. So lange nicht solche Verkehrungen getroffen werden, daß sich die Liturgie und kirchliche Sprache nach der der Gemeinen richtet, solange wird es nöthig sein, die Jugend in den Schulen zuerst mit der in ihrer Kirche und in ihren geistlichen Büchern üblichen bekannt zu machen“.

En anden tydsk Uvane, som endog greb over i Egne, hvor Dansk dog hidtil var det gjældende Sprog i Kirke og Skole, og der saa stærkt som Noget viser, hvor hensynsløst og anmassende det tydske Væsen udbredte sig i Slesvig lige til Kongeaaen, sigtende efter at vinde selv de nordligste Egne, ligesom det troede at have vundet de sydligere, tildrog sig ogsaa strax den for Folkeoplysning nidkjære Ge= neral-Superintendents Opmærksomhed, den nemlig, at man i de danske Skoler gav Børnene den første Underviisning gjennem tydske Bøger, lærte dem at læse i tydske Abeceter og Bibelhistorier, skrive efter tydske Forskrifter o. s. v., og faaledes stray i de første Aar indpodede Tydskheden i dem1).

1) Dette fortjener dog-maaskee ikke saa stræng en Dadel, som ovenfor er yttret, naar man erindrer, at man nu for Tiden i de lærde Skoler i Dan

Det fremkaldte Adlers alvorlige Misbilligelse. J Overkonsistoriets nys anførte Skrivelse hedder det derom:

"

Die in den Probsteien Tondern, Apenrade, Hadersleben und Sonderburg anzutreffende und (von dem Gen.Superintendenten) gerügte Gewohnheit, die Schulkinder aus deutschen Fiebeln und deutschen Evangelien Büchern im Buchstabieren und Lesenlernen zu unterweisen, hat ihren nicht zu verkennenden Nachtheil. Der Hr. General-Superintendent äußert daher den Wunsch, daß unter Allerhöchster Genehmigung ein gutes dänisches Lesebuch für Kinder in allen dänischen Schulen des Herzogthums eingeführt, und dagegen die deutschen Fiebeln und Evangelienbücher gänzlich abgeschafft würden, wobey es den Aeltern frey stünde ihre Kinder nachgehends auch im Deutschen unterrichten zu lassen“.

Overkonsistoriet bestrider vel i det Hele ikke Rigtigheden af Gen.-Superintendentens Bemærkning; men det gaaer til Værks med Forsigtighed og tager, i Overeensstemmelse med dets tidligere anførte Yttringer, sit Forbehold med Hensyn til, at der i de nævnte, rigtignok udelukkende dansktalende Provstier, fandtes adskillige Sogne med tydsk Kirkesprog, (som de saakaldte blandede i Tønder Amt, Kjøbstædsognene og nogle adelige og hertugelige Kirker i Sundeved) og siger derfor:

mark ingen Betænkelighed har ved at qvæle Sandsen for Modersmaalet i den tidlige Barnealder, idet man har gjort det tydske Tungemaal til det, hvormed Sprogunderviisningen begynder og Grundvolden lægges for den sproglige Dannelse. Efterkommerne ville have ondt ved at troe det. For nogle Aar siden skal man i adskillige af vore Pige-Instituter have lært Fædrelandshistorie paa Tydsk og Religion paa Fransk, eller omvendt; det er dog nok nu afskaffet.