jylland og det øvrige Danmark, og Domstolene anvendte baade i Arvesager og i alle andre Tilfælde de famme Forordninger og Vedtægter som overalt i Danmark 1).

Bisr Lage Glob i Viborg yttrede sig ligeledes om Overeensstemmelsen i Sprog og Love og tilføiede, at naar man i Sønderjylland ved en Retstvist ikke var tilfreds med den givne Kjendelse, henskjød man Sagen til Viborg Landsthing eller til Kongens Retterthing 2).

Morten Hansen, Høvidsmand i Flensborg, afgav den Erklæring, at alle Kjøbstæder og Landskaber i Sønderjylland brugte samme Love og retlige Bestemmelser som Nørrejylland; ogsaa havde Indbyggerne samme Tungemaal, med Undtagelse af Friserne, hvis Sprog og Love afvige fra de Øvriges 3).

Oluf, Abbed til Ryekloster i Angel, bevidnede, at Sønderjylland hørte til Danmark, og at Gottorp Slot, som Ordsproget lød, var Danmarks Riges Laas og Lukke. Videre erklærede han, at Sønderjylland havde samme Sprog og samme Love og Forfatning som det øvrige Danmark. Da man spurgte ham, hvoraf han vidste det, svarede han, at han havde været tilstæde ved Retsforhandlinger i Sønder

1) S. R. D. VII. 404. „Omnes terre contente in Jucia Australi et in insula Alse et Silua Danica habuit unum et idem ydyoma, vtuntur iisdem legibus, quo et quibus vtitur borealis Jucia et reliqua pars Dacie, et placita eisdem statutis et juribus municipalibus vtuntur tam in plicatis quam hereditatibus et statucionibus ac in omnibus aliis".

2) Script. R. D. VII. 402

„appellatur ad placitum generale Wibergense, quod est in Jucia borealí, uel appellatur ad placitum Regis Danorum".

3) Script. Rer. Dan. VII. 414.

jylland og seet, at man her udøvede og iagttog de samme Love og Retsvedtægter som i Nørrejylland 1).

Foruden de nævnte, der alle hørte til de første Mænd i Riget, afgave en Mængde andre anseelige Mænd af personlig Erfaring og under Ed Vidnesbyrd, der gik ud paa det Samme, nemlig at der mellem Sønderjylland og Rigets øvrige Landskaber, navnlig Nørrejylland, herskede Overensstemmelse i Sprog, Love, Retsvedtægter og offentlige Indretninger 2).

Det er altsaa ved det Foregaaende godtgjort, at endnu ind i det femtende Aarhundrede var der ikke blot samme Folkesprog, men i det hele ogsaa samme Lov- og Forretningssprog i Sønderjylland som i det øvrige Rige; og ikke blot Sproget var det samme, men Landsloven var fælleds for Nørre- og Sønderjylland, og Kjøbstædlovene vare saavel i Sproget, som i Form og Indhold stemmende med andre danske Kjøbstædlove. Men der er endvidere en anden mærkelig Omstændighed, som her træder os imøde, det er Sælledskabet i Retspleien, som fandt Sted derved, at man fra det øverste Thing i Sønderjylland, Urnehovedthing, kunde

1) Scr. R. D. VII. 417-18. „Sepius audiuit dici prouerbialiter, quod castrum Gottorp claudit regnum Dacie et est sera Dacie, et dixit eciam, quod tota Jucia australis habet idem ydioma, quod habet reliquum regni Dacie, et eisdem legibus et constitucionibus utitur, quibus Jucia borealis. Interrogatus, quomodo et qualiter scit predicta, dixit, quod interfuit in placitis in dicta Jucia et vidit praticari et seruari in ipsa Jucia jura et leges, que seruantur in Jucia boreali.

2) S. R. D. VII. p. 406, Bispen af Fyn; p. 408, Bispen af Ribe; p. 409, Provsten af Børglum; p. 411, en sjællandsk Adelsmand og Ridder; p. 413, en nørrejydsk Adelsmand og Ridder; p. 416, en sjællandsk Adelsmand og Ridder; p. 419, ligesaa; p. 421, en nørrejydsk Adelsmand.

ved Retstrætter henskyde sig under Viborg Landsthing eller Kongens Retterthing. Dette bevidner, som anført, Bispen af Viborg, der herom maatte kunne afgive det bestemteste, paa personlig Erfaring grundede Vidnesbyrd. Det Samme figer Provsten af Børglum, og ligesaa Bispen af Fyn, i største Delen af hvis Stift jydske Lov ogsaa var den gjældende verdslige Landslov 1). Udførligt yttrer sig herom den nørrejydske Adelsmand Peder Lykke. Han erklærede 2), at i hele Sønderjylland lige til Eider og Levensaa bruges de samme Love og skrevne Forordninger som i Nørrejylland, og han har seet dem og hørt dem oplæse, og hjemme hos sig har han selv en saadan Lovbog; og naar Nogen finder sig brøstholden ved en Kjendelse, som er afsagt af Domstolene i Sønderjylland, da appellerer han, og bør han áppellere til Landsthinget i Viborg. Dette, som her saa eftertrykkeligt fremhæves imod de holsteenske Grevers Paastand, var en gammel Grundlov for Sønderjylland. Allerede faa Aar efter at det var blevet et eget Hertugdømme, under Abels Son, Hertug Valdemar, fastsattes 1254, at „fran Wrne Landsthing oc fra Hertugen selv skulde skee Appellag hid vdi Riget“ 3). Rigtignok havde Sønderjylland sin egen Overdomstol i Urnehoved Landsthing; men dette er uden Tvivl opkommet senere end de øvrige danske Landskabs Thing; det nævnes iffe med Bestemthed før i den første Deel af det 12te Aarhundrede, ihvorvel det er sandsynligt, at der hentydes til det i Slutningen af 11te Aarhundrede *).

1) S. R. D. VII. 409. 406.

2) S. R. D. VII. 421.

3) Hvitfeldt II. 246. (Qv.-Udg.)

4) Urnehovedthing omtales overhoved sjældent i de historiske Kilder. Om der sigtes til det ved Aar 1076, beroer paa, om Suddathorp,

Oprindeligt har derfor uden Tvivl Viborg været det fælleds Landsthing baade for Norre- og Sønderjylland; og denne gamle Retssædvane gjør det da saa meget lettere forklarligt, at man i Sønderjylland kunde vedblive at appellere til Viborg Landsthing, skjøndt man havde faaet et eget Thing paa Urnehoved. Men iøvrigt beroede denne Retsskif ikke herpaa, men paa den anførte i Aaret 1254 mellem Kongen og Hertugen vedtagne Bestemmelse, der atter havde sin naturlige Grund i den over hele Europa for Lensforholdet,

hvor Svend Estridsen døde, er det samme som den nuværende Landsby Søderup i Hjortkjær (Jordkirch) Sogn, og om Kongen, som Knytlingesaga beretter, kort før sin Død har holdt Thing her i Nærheden, hvilket da maatte blive Urnehoved Thing. Tette bliver ved Langebeks Bemærkninger S. R. D. III. 337 meget rimeligt. Meget anseet har dog dette Thing næppe været; Ælnoth, der skrev sandsynligviis 1109 og i alt Fald under Kong Niels, nævner Viborg som Landsthing i Jylland, Jutia, hvilket efter den Tids Talebrug betegner baade Sønder- og Nørrejylland, og siger, at man kom didhen ex totis Jutiæ partibus. S. D. R. III. 361. Udtrykkeligt nævnes Urnehoved Thing første Gang 1135 i Anledning af, at Harald Kesia her blev hyldet (Saxo ed. Müller, I. 659); der= efter 1182 ved Omtalen af Knud den Sjettes Hyldning (smst. S. 959). Siden forekommer det, som ovenanført, 1254, ved Hertug Valdemar den Tredies Forlening med Sønderjylland, og 1306 i Forliget mellem Erik Menved og Hertug Valdemar den Fjerde be= stemmes, at Kongens Bønder „skulde til Vrneting hende Ret“ (Hvitf. III. 80). Derefter forekomme 1393 og 1397 Exempler paa Forhandling af vigtige Landsanliggender paa Urnehoved Thing (Urkundensamml. der schl. holst. lauenb. Gesellsch. 2 B. 372. 385 flg.) I Christiern den Førstes tappre Forbedring af Privilegierne i Kiel 1460 for= pligter Kongen sig til aarlig at holde et Møde med „Mandskabet“ (Lensadelen) i Hertugdømmet paa Urnehoved. Sidste Gang omtales Urnehoved vel 1523, da Herredsfogeden Nis Henriksen her vilde tale Frederik den Førstes Sag, men med Nød og Næppe slap bort fra de forbittrede Bønder, der vare Kong Christiern den Anden hengivne. Det tabte nu sin Betydning, da Frederik den

saalænge dette bevarede sit oprindelige Væsen, gjældende Regel, at Vasallen og hans Undersaatter skulde svare for Lensherrens Domstole. Ogsaa vide vi, naar dette Fælledskab mellem Slesvig og det øvrige Rige i den øverste Retspleie er blevet ophævet; det skete ved Forliget til Bordesholm 1522, da Christiern den Anden af Hertug Frederik blev tvungen til at opgive det, og Frederik den Første optog denne Ophævelse af Retsbaandet mellem Slesvig og Danmark i det slesvig - holsteenske Ridderskabs Privilegier, strax da han var bleven Konge 1524. Mærkeligt med Hensyn til dette Forhold er det Exempel, som forekommer paa, at Kapitlet i Haderslev i Slutningen af 15de Aarhundrede har henvendt sig til Landsthinget i Viborg og forespurgt sig, hvorledes det efter Loven skulde gaae frem imod dem af deres Fæstere, der unddroge sig for at betale Landgilde i den rette Tid, og derover erholdt en Retserklæring af Thinget (2 Aug. 1488) 1).

Første i Privilegierne af 1524 bestemte, at den aarlige Landdag herefter skulde holdes i Flensborg. Muligviis kan den fortsatte Udgivelse af slesvigske Dokumenter forøge Antallet af de faa Steder, hvor hidtil Navnet paa Urnehoved Thing forekommer, og give videre Oplysning om dette Things Forhold og Virksomhed. Svend Aagesens Beretning om Erik Emunes Drab paa Urnehovedthing maa, som bekjendt, helst rettes til Hviding Herredsthing. 1) Langebeks Diplomatarium. I dette Diplomatar findes ogsaa Af= skrifter af en Deel Retsdokumenter (indtil 1523 er det hele Tal 30), paa hvilke Langebek har tegnet: „Af Landsthings- Arkivet i Viborg.“ Det er Thingsvidner og Skjøder meest fra Slaugs Herreds Thing, men ogsaa fra Løve- og Tønderherred; de to ældste ere fra 1390 og 1395, de fortsættes derpaa gjennem det 15de og 16de Aarhundrede. Men de angaae alle Eiendomsspørgsmaal vedkommende eet Gods, Solvig, hvis Omraade strakte sig deels til Tønder- deels til Slaugsherred, men fornemmelig laae i Sognene Hostrup og Høist