"

Es ist ganz bekannt, daß die Schuldienste auf dem Lande fast durchgängig so schlecht sind, daß die Schulmeister kaum das Brodt davon haben können, und sich dahero allemahl nur sehr mittelmäßige subjecta dazu finden. Und wie hierin zum Theil die Ursache mit lieget, daß die Landjugend so schlecht unterrichtet wird und selbst in göttlichen Dingen in einer so großen Finsterniß bleibet, so wäre es sehr heilsam, wenn die Schuldienste nach und nach, so viel es sich will thun lassen, in etwas verbessert werden fönten" 1).

1) J. H. E. Bernstorffs Brev af 13 Dec. 1755. Et af de Midler, hvorved I. H. E. Bernstorff troede at kunne forbedre det flesvigske Skolevæsen, var ved at overføre paa dette den holsteenske Skoleforordning af 31 Dec. 1747. Ikke længe efter at han var bleven Oversekretær eller Præsident for tydske Kancelli (1 Okt. 1751), tog han denne Sag for; i Okt. 1752 indhentedes Betænkninger fra de Embeds - Myndigheder, som pleiede at høres. Gen. - Superint. Reuß anbefalede Overførelsen til Slesvig, idet han sagde: „Die holsteinische Schul-Verordnung kan meines unmasgeblichen Bedenkens gar wohl auf das Herzogthum Schleswig extendiret werden;" dog foreslog han visse Ændringer. Men Overkonsistoriet havde mange Betænkeligheder ved en slig Overførelse af den holsteenske Skolelov, og fraraadte den. Mærkelig er en Yttring om Slesvigs Forhold til Danmark, som forekommer i nogle Monita, hvormed Overkonsistoriet ledsagede sin Betænkning af 7 April 1753, nemlig: "Quoad § 15 wird überhaupt bemerket, daß der Ausdruck von Ober-Bischöfflich Bothmäßigkeit zwar in dem Herzogthum Holstein, alwo nach dem Friedenschluß de anno 1648 die Bischöffliche Jurisdiction oder jura papalia nur vermeintlich suspendiret worden, einigermaßen gültig seyn könte, im hiesigen Herzogthum aber, als einem annexo des Königreichs Dänemark, alwo durch die Reformation alle Bischöffliche Jurisdiction auf einmahl funditus getilget worden, nicht applicable.“ Hvorledes det, at Slesvig havde Gen. - Superintendent fælleds med Holsteen, ellers gav Anledning til Sammenblanding baade i Forestillingen og i Birkeligheden, derpaa har man netop fra denne Tid et ret mærkeligt

Bi have dvælet ved Skolevæsenets Tilstand i Slesvig i Midten af det attende Aarhundrede og de nærmeste Aar efter Midten, fordi deraf klarligen fremgaae twende uom= stødelige Kjendsgjerninger, den ene: at Skolevæsenet, fra hvað Side man saa betragter det, var i en saa maadelig Forfatning, at den Undervisning, som Skolen gav, ingen synderlig Indflydelse kunde udøve paa Folket; den anden: at Skoleunderviisningen ikke meddeeltes paa Høitydsk, men i Folkesproget, Dansk, Frisisk, Plattydsk, efter de forskjellige Egne, og altsaa ikke har skadet Nationaliteten, skjøndt Skolebøgerne vare tydske 1). Den Lærer, der greb til at være Skolemester, fordi „han ikke duede til Andet,“ skulde ikke bibringe Børnene mange Kundskaber eller indvirke meget paa deres Dannelse, og den Lærer, der i Vintermaanederne

Exempel i et Brev fra I. H. E. Bernstorff af 10 Febr. 1753, foranlediget ved en Besværing, som fra nogle Egne i Slesvig var indgiven over nogle nye Skolebyrder. Bernstorff forlanger Reußes Erklæring herom og siger: „Nun stehet dieser Beschwerde zwar die Schul-Verordn. de 1747 entgegen," og tænker ikke paa, at denne Forordning kun gjaldt for Holsteen. I Aarene 1759 til 1761 var der atter Forhandlinger om den holsteenske Skolelovs Udvidelse til Slesvig; men Overkønsistoriet gjorde igjen saa mange Indvendinger, at Bernstorff opgav sin Tanke om at tilveiebringe „Uniformitet" mellem begge Hertugdømmers Skolevæsen. Ved Praxis var dog og blev siden endmere en heel Deel af den holsteenske Skoleforordning overført paa Slesvig; og de i Holsteen befalede Skolebøger brugtes næsten allevegne i Slesvig. - Efterat have opgivet Indførelsen af den holsteenske Skolelov, bevirkede Bernstorff et kongeligt Reskript af 28 Marts 1761 om Forbedring af Skolevæsenet i Slesvig. Det indeholdt mange skjønne Bestemmelser, som vi siden skulle komme tilbage til, for at see, hvad Frugt de havde baaret, efterat de en Række af Aar havde staaet ved Magt. 1) Dette var for Resten ogsaa Tilfældet i langt nordligere Egne, ja lige op til Kongeaaen kan man træffe tydske Skolebøger, navnlig Læse og Regnebøger.

underviste i en omvankende Skole, og den øvrige Deel af Aaret gik paa Arbeide," havde ingen Leilighed til at lære Heitydsk, men kunde kun det Maal, som taltes i hans Fødeegn. Dette er et Forhold af færdeles stor Betydning; det er det, som gjør det forklarligt og væsentlig har medvirket til, at Folkesproget, trods de mange Anfægtelser ovenfra, indtil det Tidspunkt, hvorved vi nu befinde os, har kunnet holde sig paa sin gamle Grund, og endnu i lang Tid vedblive at holde sig. Thi som Forholdet nu var i Skolen, saaledes blev det i det Væsentlige lige til henimod Aarhundredets Slutning, ja paa flere Steder ud over Aarhundredets Grændse, ind i det næste. Vi skulle faae at see, hvorledes den Mand, der for Alvor stræbte at gjøre Skolen hoitydsk og derved blive Herre over Folkesproget, i en heel Menneskealder fører en mattende, trættende og i det Hele frugtesløs Kamp imod det gjenstridige Modersmaal, frugtesløs, fordi hans Redskab var sløvt og ubrugeligt, ja en Tidlang endog virkede imod hans Formaal, uden at han kunde forhindre det.

XVII.

General - Superintendent Adam Struensees Virksomhed for at gjøre Stolen høithöst og gjennem Skolen fortydske Folket. Hans Person= lighed. Struensees Beretninger om Forholdene i de forskjellige Prov= stier. Flensborg Provsti taler Folket Dansk, Præsterne forstaae næsten aldeles ikke Dansk (fast durchgehends nicht Dänisch); det paa= lægges Skolelærerne at undervise Børnene paa Tydsk. Strid mellem de forskjellige Autoriteters Erklæringer. Hos Friserne i Eidersted og Bredsted undervise Skolelærerne i Folkesproget og ikke paa Høitydsk; det paalægges dem at bruge sidstnævnte Sprog. Da Struensee efter flere Aars Virksomhed ingen Frugt seer af fine Anstrængelser mod Folkesproget, udvirker han, understøttet af J. H. E. Bernstorff, det „allerheilsamste“ Reskript af 12 April 1768, der gjør høitydsk Skolesprog til almindelig Regel for de danske og frisiske Egne, hvor Prædiken er tydsk. Falcks og flere Slesvigholsteneres Forsikkring, at det Työske i Mellemslesvig er indført uden nogensomhelst tvingende Foranstaltning, og at det høitydske Skolesprog har bestaaet i 200 eller 400 Aar paa de Steder, hvor det var i Brug før 1850.

Den Mand, som paatog sig det mislige Arbeide, ved Skolens Hjælp at trænge Folkesproget ud af Livet, var Adam Struensee, en Brandenborger. Han var født 1708 i Neuruppin i Mittelmark, studerede ved Universiteterne i Halle og Jena, blev først et Par Aar Slotspræst hos en tydsk Grevinde paa Berlenburg, var derefter i 25 Aar, fra 1732 til 1757, Præst ved forskjellige Menigheder i Halle, og kaldtes sidstnævnte Aar til Provst og Præst i Altona. Saaledes ved sin Byrd og Dannelse og tidligere Virksomhed forberedet til at være den øverste geistlige Tilsynsmand for danske Menigheder, udnævntes han 1759 ved den formaaende Indflydelse af Johan Hartvig Ernst Bernstorff, der var hans store Velynder, til General-Superintendent, hvilket Embede han beklædte i 32 Aar til sin Død 1791. Han var en myndig og fordringsfuld Mand; naar han kom paa Visitats, maatte Præst og Præstekone tage imod ham i

deres bedste Pynt uden for Porten; stode de blot uden for Huusdøren, blev det ilde seet. Var Anretningen og hans Beqvemmeligheder i Huset ikke som han ønskede, fik Præsten eller Præstekonen en Frettesættelse i Alles Paahør. Uagtet sin Hovmed, talede han gjerne om Ydmyghed, og pleiede da med Salvelse at fremstille sin ulykkelige Son, Grev J. Friedrich Struensee, som et advarende Exempel. Da han var ligesaa myndig i sin Embedsførelse som fordringsfuld i sin Optræden, var han ilde lidt af Præsterne, de kaldte ham deres Tordenveir." I en lovtalende Levnets beskrivelse over ham, der udkom i hans levende Live, 1781, i Anledning af hans Embeds-Jubilæum, og hvortil han selv har leveret Bidrag 1), siges det, at ihvor svært det end faldt ham som Tydsker og i hans fremskredne Alder, saa lærte han dog Dansk, saa at han efter indfødte Danskes Dom talte det med megen Færdighed og fuldkommen Rigtighed. Det er vel muligt, at der den Gang har været Danske, som baade beundrede og undrede sig over, at en slesvig holsteenst General Superintendent og dertil en Brandenborger lærte Danst; men vist er det efter en paalidelig Tradition, som ikke ligger langt tilbage i Tiden, at hans danske Talesprog var forskrækkeligt, saa at en dannet og med Skriftsproget fortrolig Dansk havde Moie med

1) Kurzer Lebenslauf des Kön. Dän. Gen. Superint. D. Adam Struensee. Flensburg u. Leipzig 1781. Som en Prøve paa Tonen i dette Skrift kan anføres de Ord, hvormed hans Kaldelse fra preussisk til dansk Tjeneste berettes: „Struensee, den ein König verlangte, und ein Anderer ihm überließ, war nun in Begriff dahin zu gehen, wohin der Wille zweyer Könige der Erde, von der unsichtbaren Hand des Königes der Könige gelenket, ihn gehen hieß (S. 53).