Det synes Han siger ikke blot, at det Sprog, som tales i Angel, er godt Dansk, men tillige at det er et gammelt dansk Sprog, som her bruges. Han har altsaa, som man ogsaa maatte vente af hans Kundskaber, lagt Mærke til det gammeldags Præg, som Angelboens Tungemaal har ved de mange Levninger af Oldsprogets Ord og Former, som det har bevaret. Imod dette Vidnesbyrd beviser Tydskeren Münchs og Liflænderen Conradis Forsikkring om, at Angelboerne tale „eine _ver= worrene dänische Sprache," mindre end Intet. ikke engang, at Conradi selv har været ret sikker i sin Mening om Angelboernes Sprog, thi nogle faa Aar senere udtrykker han sig paa en saadan Maade, at man seer, han finder det paafaldende og uregelmæssigt, at Beboerne i den Deel af Angel, som hører under Gottorp Amt, skulle have Gudstjeneste i det tydske Sprog. Han siger nemlig i en Beretning over Gottorp Provsti fra Aaret 1743: „Diesem ist noch anzufügen, daß, obgleich zu dieser Probstey ein Theil von Angeln gehöret, dennoch der Gottesdienst allenthalben in Teutscher Sprache verrichtet wird“ 1). Ligesaalidet som Beretningen fra Tønder Amt bevirkede, at Christian den Sjette gjorde nogen Forandring i de der stedfindende Forhold, ligesaalidet havde Beretningerne fra Flensborg og Gottorp Amter, i hvor stærk end Opfordringen syntes at være, noget Saadant til Følge. Han lod sig nøie med at erklære, at det var hans „Intention, die in ziemlichen Abgang gekommene dänische Sprache in dem 1) Gen. - Superint. Conradis Vifitatsberetn. over Gottorp Provsti, 6 Febr. 1743. I en anden Beretning fra samme Tid (20 Febr. 1743) om de adelige. Godser i Sydslesvig, bemærker han ogsaa, hvor Talen er om de angelske Godser: „Die Eingepfarrete reden und gebrauchen unter einander die Anglisch - Dånische Sprache.“ (Slesv. Min. Arkiv). Herzogthume Schleswig nach und nach wieder zu introduciren," og han udgav i Overeensstemmelse hermed en Skrivelse til General-Superintendenten og alle Amtmænd og Provster i Slesvig af 9 Nov. 1739, hvori de ovenanførte Bestemmelser for Tønder Amt udstraktes til hele Slesvig. Kirkeøvrighederne skulde altsaa overalt ved Bestikkelse af Skolelærere og ved Forslag til Besættelse af Præste-Embeder tage Hensyn til Vedkommendes Færdighed baade i det danske og tydske Sprog, og Medlemmerne af ExamensKommissionerne skulde formane de theologiske Kandidater, som ønskede Ansættelse i Slesvig, til ved Siden af Tydsk ogsaa at beflitte sig paa Færdighed i Dansk. Med Hensyn til Flensborg Amt tilkjendegav Kongen desuden, at det var hans Billie ved første forekommende Leilighed, at for= flytte de tre Præster i Vandrup, Hyrup og Grumtofte, da de som fødte Tydskere vare aldeles ukyndige i Dansk. Med de tre andre Præster, i Eskriis, Sørup og Sterup, der dog ogsaa vare fødte Tydskere og intet Dansk forstode, fandt Kongen altsaa ingen Anledning til at foretage en Forflyttelse: det kom af, at Visitatorerne havde forsikkret ham, at skjøndt disse tre Præster rigtignok slet ikke kunde Dansk, saa skadede dette dog ikke Opbyggelsen saa meget, da Befolkningen i Nyherred ikke var saa aldeles ukyndig i Tydsk. Hermed have vi beskrevet Christian den Sjettes Virksomhed til Bedste for det danske Sprog i Slesvig. Naar man betragter den Vigtighed, som aabenbart tillagdes Sagen, og som den i Kongens Dine ogsaa havde, og de storladne Forberedelser i Løbet af 3 til 4 Aar, med Indhentelse af Betænkninger og Erklæringer fra General Superintendenten, alle Amtmænd og Provster, alle Præster, om hvert Sogn og om hver Skole i Sognet, ikke een Gang, men gjentagne Gange, og de hyppige Forhandlinger i Kongens Konseil: saa er man vistnok berettiget til at vente, at der vilde komme noget Betydeligt ud deraf; men man overraffes, naar man seer, at det virkelige Udbytte af alt dette var, at tydsk Psalmesang ved dansk Gudstjeneste afskaffedes paa to Steder, Høier og Lygumkloster. Det var Udbyttet. De tre omtalte Præfter bleve ikke forflyttede faalænge Christian den Sjette levede, og heller ikke senere; de to bleve siddende i de samme Embeder til deres Dødedag, uagtet den lokale Øvrighed gjentagne Gange gjorde Forslag til deres Forflyttelse 1); den tredie blev under Frederik den Femte, ikke forflyttet, men afsat fra sit Embede formedelst Forseelser, han havde begaaet, og ikke paa Grund af fin Mangel paa kyndighed i Dansk. Kongens Befaling, at de Skolelærere og Præster, som herefter ansattes i Slesvig, skulde forstaae baade Dansk og Tydsk, blev aldrig efterlevet. Ja der handledes lige stik imod dens Diemed, idet Holstenere, der dog vel maae kaldes „fødte Tydskere“, i den følgende Tid ligesom før i Mængde ansattes som Præster i Slesvigs danske Egne; der forekommer endog Exempler paa at Laufigere, Brandenborgere og Sachsere have fundet Ansættelse i Angel 2); et Par af dem beskikkedes selv - i ́-Christian den Sjettes Tid 3). Overhoved efterlod Christian den 1) F. Ex. 1741, 1742, 1745, 1748. (Flensb. Amts Arkiv). 2) Jensen, Kirchl. Statist. S. 1038, en Lausitzer 1776 i Eskriis; S. 1132, en tydsk Ungarer 1740 i Tolf og Nybøl; S. 1138, en Brandenborger 1766 i Ølseby og Farensted; S. 1141, en Berliner 1752 i Havetoft; S. 1170, en Sachser 1744 i Tøstrup; S. 1178, en Brandenborger 1755 i Arnæs; S. 1178, en Hamborger 1765 i Arnæs. Dersom vi havde en fuldstændig Angivelse over de angelske Præsters Fødested fra Aaret 1740 af, medens vi kun besidde Oplysning om forholdsviis faa, saa vilde Antallet ganske sikkert blive meget større. 3) Den tydske Ungarer i Tolk og Nybøl, og Sachseren i Tøstrup. Sjettes Virksomhed før det danske Tungemaal i Slesvig sig ikke varigere Spor end den Skrift, som ridses i det flygtige Sand. Ulykken var, at det danske Sprog, som var fortrykt og fortrængt af Tydskere. det vilde Christian den Sjette igjen bringe paa Fode ved Tydskere: Tydskere afgave Be= retning til ham om de sproglige Tilstande, Tydskere sade i hans Konseil og gave ham Raad, Tydskere skulde udføre hans Villie i Slesvig, og andre Tydskere vaage over, at hine gjorde deres Pligt. Det kunde aldrig føre til noget Godt for det danske Sprog, og gjorde det heller ikke. XII. En tydsk Sprogforholdene i de glücksborgske Besiddelser i Sundeved. Præft maa efter Beskikkelsen lære Dansk. Prøve paa tydske Præfters danske Prædikesprog. Hertug Frederik af Glücksborg indfører skifteviis tydsk Prædiken og Skoleundervisning i Tydsk i de sundevedske Sogne. Christian den Sjette gjør Indvendinger; men Hertugen af Glücksborg og de tydske Kirke - Autoriteter overtale ham til at tilstæde det. Grændserne for den givne Tilladelse overskrides snart baade i Kirke og Skole. De glücksborgske Besiddelser i Nørre-Angel. Liv= egenskab i Sundeved. Medens man hos Christian den Sjette maa paaskjønne det redebonne Sind og den gode om end svage Villie, der snart trættedes og lammedes, fordi den mødte Hindring istedenfor Understøttelse, og blev ilde oplyst, for ikke at sige vildledet: saa møde vi en heel anden Stemning hos det lille glücksborgske Fyrstehuus, der havde Besiddelser i en Deel af Slesvig, som ikke har været omtalt i de foregaaende Beretninger, i Sundeved og i det østlige Hjørne af Nørre= Angel. Ligesom tidligere hos Gottorperne, saaledes finde vi hos de forskjellige Grene af den yngre kongelige Linie " paa enhver Tid, man seer ind til dem, en afgjort Vedhængen ved det tydske Væsen, og en uvillig Stemning mod dansk Sprog og danske Sæder. Man kan derfor ikke undre fig over at finde, at de glücksborgske Hertuger ikke regnede Omsorg for at give de danske Menigheder i deres Besid= delser Præster, der forstode Dansk og kunde prædike ordentlig Dansk, med blandt de Pligter, de skyldte deres Underfaatter". Man har et mærkeligt Exempel paa, hvor ligegyldig en Sag dette var dem, i Besættelsen af Ullerup Sogn 1679. Til dette Kald beskikkede Hertugen en ung Mand, uden at det enten faldt Hertugen eller hans Provst ind at forvisse sig om, at Vedkommende kunde Dansk. Da det nu fandtes, at den Udnævnte, en Philip Lundius, ikke forstod dette Sprog, og Kundskab heri dog ikke aldeles funde undværes, eftersom han skulde prædike Dansk, var der ikke andet for, end at skikke ham til Kjøbenhavn, for at han i en Hast kunde vinde en tarvelig Færdighed i dette Sprog 1). At det i det Hele var daarligt fat med de sundevedske Præsters Færdighed i Dansk i de glücksborgske Besiddelser, og at Menighederne der oftere fra Prædikestolen have maattet høre „eine verworrene dänische Sprache“, tør man vel af det Anførte formode; og heller ikke mangle Beviser derfor: det forrige glücksborgske Provste-Arkiv gjæmmer flere saadanne; et meddeles nedenfor 2). 1) C. Paulsen, det danske Sprog i Hertugd. Slesvig, S. 15-16. Ifr. Jensen, Kirchl. Statistik, S. 349. 2) Det er Opskriften til en dansk Kirkebøn, som skulde læses fra Prædikestolen. Den er formodentlig fra 1675; i det Mindste ligger den i Nærheden af en Befaling af dette Aar fra Provsten til Præsterne i glücksborgske Sogne i Sundeved, at de, „weil Dänisch in allen Kirchen geprediget wird," skulde samles og oversætte For |