ved flere Leiligheder, arbeidede imod det, Balthasar Petersen, Provst i Tønder 1). Han yttrer:

„Die Fürstliche (gottorfsche) Landes - Regierung achtete dieses Herzogthum als eine deutsche Provinz, und daraus machten die Prediger einen Misbrauch; die Superintendenten waren alle deutsch und zum Theil die Pröbste, und folglich unvermögend das Erkentnis der religion bey der Jugend und dem gemeinen Manne zu untersuchen, und dieses hatte auf die Prediger den starken Einfluß, daß sie Deutsch zu predigen anhüben und dadurch viel Unfal änrichteten.“

Om Hertug Frederik den Fjerdes Forfæt, aldeles at udrydde det danske Sprog i den Deel, han besad af Slesvig, underretter Pontoppidan os 2), og for at ikke Nogen fkal tvivle, anfører han som Hjemmelsmand et fuldgyldigt Vidne, Hertugens egen Embedsmand, Christ. Gotl. Koch, der var Provst i Aabenraa og den gottorpske Regjering meget hengiven 3). Pontoppidans Ord ere følgende:

„Udi det store Tønder - Amt saa og i Amtet Brønlund eller Aabenraae, hvor Tydsk er endnu langt mindre bekjendt

1) Han var født 7 Mai 1703 i Byen Tønder, som hørte til den gottorpske Deel (ikke i Landsbyen Sæd, Ubjerg Sogn, som Jensen siger i sin Kirchl. Statist. S. 372, se Falcks Archiv, 3 B. S. 338, og N. Schl. - Holst. Prov. Berichte, 1812, S. 563. Anm). De anførte Ord findes i en Embedserklæring fra ham ́af 14 Marts 1778 (Slesv. Min. Arkiv).

2) Kbhvnsk. Vidsk. S. Skr. I. 72.

3) Han blev Præst i Aabenraa 1700, det følgende Aar Provst, og levede til 1736. Hans Vidnesbyrd er saa meget paalideligere, som han saalænge som muligt holdt fast ved de gottorpske Hertugers Sag, efterat Kong Frederik den Fjerde 1713 havde inddraget den gottorpske Deel af Slesvig, og var den af alle de gottorpske Geistlige, som med størst Haardnakkethed modsatte sig den af Kong Frederik den Fjerde 1713 paabudte Kirkebøn.

end i Angeln, hafde selfsamme meer end dumdristige Forsett (det danske Sprogs Udryddelse) denne Time været udført, hvis den Førstelige Gottorfske Regiering var bleven ved Magt; thi dermed lood sig afgangne Provst Koch ofte forlyde, sigendes, det var Hertug Friderich, som endte sit Løb i den Polske Krig, hans fulde Agt, at hvis han var kommen hjem til roelig Regiering, ville han med Roed udrydde det Danske Sprog af alle fine Kirker."

At der er gjort Forsøg i den Retning af den gottorpske Regjering endog før Frederik den Fjerdes Tid, findes der Spør til. Saaledes udgav Hertug Johan Adolf 1598 en særlig Kirkeordinants for Aabenraa Amt paa Plattydsk 1), og fra første Deel af følgende Aarhundrede har man en Katechismus paa Høitydsk „zum Gebrauch derer Apenradischen Kirchen"; i Lygumkloster blev 1681 tydsk Prædiken indført ved Siden af dansk 2).

1) Wiegmann, Gesch. der christl. Religion. S. 102. Samme Hertug Johan Adolf befalede ogsaa 1591, at hver Kirke i hans Besiddelser skulde anskaffe et Exemplar af Superintendent P. v. Eizens tydske Postille (Muhlius, de reform. relig. in Cimbria, p. 208).

2) Werlauff, Priisskrift, S. 104. Anm. i. 107.

Stundum bøiede

dog den gottorpske Regjering, ihvor tydsk den var, fig for den Nødvendighed, at dens danske Undersaatter for at adlyde dens Befalinger maatte forstaae dem, og betjente sig af Dansk som Forretningssprog. Der haves saaledes en Kirkeforordning for Tønder Amt af 22 Mai 1706, der er affattet paa dansk (Provste-Arkivet i Tønder).

X.

De danske Kongers ringe Omsorg for det danske Sprog i Slesvig; større Agtpaagivenhed paa de politiske Forhold, efterat de gottorpske Hertugers Hensigter vare blevne tydelige. Kong Frederik den Tredie henlægger de slesvigske Sager under danske Kancelli. Christian den Femtes bestemte og kraftige Optræden: Forbindelsen mellem det slesvigste og holsteenske Ridderskab hæves aldeles; ligesaa Retsfælledskabet mellem Slesvig og Holsteen m. m. Kong Frederik den Fjerde gjen= forener Slesvig med Riget; Slesvig faaer en egen øverste Domstol og et eget Regjeringskollegium. Kirkebønnen. Kongens Mangel paa Fremsynethed og store Forsømmelighed i at træffe Forholdsregler til at bes trygge Slesvigs danske Sprog og Nationalitet: Skaanes Forsvenskning Slesvigs Fortydskning.

Det vilde være glædeligt, om man i Modsætning til den gottorpske Regjerings Hadskhed mod det danske Tungemaal, kunde anføre nogle Prøver paa, at den danske Regjering til samme Tid havde ladet dette Sprog være en Gjenstand for sin Omsorg og Pleie; men der er i den Henseende lidet eller intet at meddele. Derimod paa Slesvigs politiske Stilling havde den et opmærksomt Die, og optraadte fra den Tid, da de gottorpske Fyrster ved gjentagne fjendske og troløse Handlinger havde viist, hvad de førte i Skjoldet, ved flere Leiligheder med en ikke ringe Energi.

Kong Frederik den Tredie gjorde en Maanedstid før fin Død en Forandring i Slesvigs Bestyrelse, der ogsaa for de sproglige Forhold ikke er uden Betydning, idet han den 29 December 1669 tilskrev det tydske Kancelli saaledes: „Efter som Vi have for godt anseet at lade herefter udfærdige de Slesvigske Sager i Vores Danske Cancellie, da er Vores allernaad. Villie og Befaling, at I udi bemeldte Vores danske Cancellie indleverer alle benævnte Sager, som endnu uexpederte ere, med dertil hørige Documenter, og at

"

I efter denne Dag ikke enten antager eller expederer noget, som Vores Undersaatter i Hertugdømmet Slesvig vedkommer. Derefter J Eder allerunderdanigst haver at rette" 1). Men dette blev et halvt Aar efter i det Væsentlige omgjort af hans Søn Christian den Femte ved en ny Anordning om Forretningsgangen i det tydske Kancelli, som Kongen udstædte 26 Juli 1670. I den sjette Paragraf af denne Forordning fastsættes nemlig, at alle Kancellisager, vedkommende de forskjellige Dele af Hertugdømmet Holsteen og Grevskaberne Oldenborg og Delmenhorst, skulde udfærdiges gjen= nem det tydske Kancelli, saavel som alt huis paa tydsch schal expederis", og derefter tilføies „och Sleßuigsche Sager, saquit Gemeene Regiering eller nogen Justitz Sag angaar, indtil videre Anordning“ 2). Dette blev derefter slaaet fast i Aaret 1688, da det tydske Kancelli fik den Indretning og Skikkelse, som det siden i lang Tid beholdt. Det vilde være af ikke ringe Interesse at erfare, hvad der har bevæget Kong Frederik til at slaae ind paa en Vei i Slesvigs Bestyrelse, der var saa afvigende fra den hidtil fulgte, og som vanskeligen kan have fundet Bifald hos de mange Tydske, der omgave hans Throne. Det viser, at Kongen, om end rigtignok meget seent, er kommen til at betragte de slesvigske Forhold ogsaa udenfor det reent Politiske fra et dansk Synspunkt, og det kan ikke have været noget ubetydeligt, der virkede en saadan Forandring. Men der savnes enhver nærmere Oplysning herom, saa vel som

1) Fogtman, Restr. 1 B. 240. Werlauff, S. 76.

2) Den utrykte Forordning, hvoraf Udtog hos Fogtman, 2 B. S. 6. Det vedkommende Sted har i Koncepten været Gjenstand for flere Rettelser.

om Aarsagen til Christian den Femtes pludselige Tilbagevenden til det gamle System. Dette var imidlertid ulige lettere end Overgangen til et nyt, og det har maaskee ikke været andet end Hensynet til en lettere Forretningsgang og lignende Beqvemmelighedshensyn, der gjorde, at han atter lagde de vigtigste slesvigske Sager under det tydske Kancelli. Begge Kancelliers Medlemmer vare jo hans svorne Embedsmænd, og den Betragtning laae efter alle Forhold hiin Tid nær, og nærmere end den burde have ligget senere Tider, at det var temmelig ligegyldigt, om slesvigske Sager behandledes af tydske eller danske Mænd, naar de kun vare Kongen troe. Det var alligevel en saare beklagelig Forandring; thi hos en dansk Bestyrelse turde man dog i Regelen forudsætte Deeltagelse for dansk Sprog og Nationalitet, medens det tydske Kancellies tydskfødte Medlemmer selv om de ikke vare ligefrem fjendske mod det Danske, hvad undertiden var Tilfældet aldrig kunde have det Hjærtelag og den Kjærlighed til dansk Tungemaal og dansk Folkelighed, som falder af sig selv hos den danske Mand. Mangfoldige vrange Forholdsregler, den fordærvelige Sammenblanding af Holsteen og Slesvig, den ligefremme Arbeiden paa ved tydsk Skolesprog meer og meer at trænge det Danske ud af Livet, Indførelsen af tydsk Retssprog selv i de nordligste Egne af Slesvig, den i tydske Sympathier grundede haardnakkede Modstand hos det øverste Regjeringskollegiums Medlemmer mod en enevældig Konges bestemt udtalte Villie, at det danske Sprog skulde hævdes i sin Ret, og meget Andet. kunde umuligt have fundet Sted, om Kong Frederik den Tredies vise Beslutning var bleven gjennemført og holdt i Hævd.