Schleßwich, Jütisch ist oder Dänische Völcker, so sich der Dänischen Sprache gebrauchen, etwa die Stadt Flensburg ausgenommen, so von Dänen und Teutschen untermenget. Die Stadt Schleßwich und was ferner von der Schley an bis an die Eyder und Levens Aw belegen, wird mehrenteihls von Sachsen bewohnet, die gebrauchen sich der Niedersächsischen Sprache, wie dann auch die Einwohner der Insul Femern. An der West-Seekante von der Grenze oder Schodtburgischen Aw an biß an Tondern wohnen abermahl lauter Jüthen, hernach aber kommen die LordFriesen, welche nicht allein die Marschländer von Tundern an biß an die Eyder inne haben, sondern auch einen Teihl auff der Geest oder dem Hohenlande besigen, so bei den Alten die Friesische Vorgeest genennet ward, und begreift in sich diese Harden: Karrharde, Rießmohr in Bökenharde, ein Teihl von Tonderharde, Norgoeßharde und Südergoeßharde. Diese Einwohner reden zwar heut zu Tage gemeinlich Teutsch oder Niedersächsisch; die nach dem Norden belegene wissen auch ihre Dänische und daneben ihre Altfriesische Sprache zu reden, also daß selbige Leute trilingues dreyzüngig seyn.“

IX.

De Gottorpske Hertugers Forhold mod Danmark og det danske Sprog; deres bittre Had til begge. De slutte sig snart hemmeligt snart aaben= bart til Rigets Fjender og føre Vaaben mod Danmark. Hertug Fre= derik den Tredie, hans Broder og Farbroder. Hertug Christian Albrecht. Deres Regjerings skadelige Følger for det danske Sprog. Hertug Frederik den Fjerdes Forsæt at udrydde dette Tungemaal i Slesvig. Forsøg i den Retning.

Vi have i det Foregaaende omtalt den vidtvirkende Indflydelse, som de ved Landsdelingerne opkomne smaae Fyrstehoffer udøvede paa Slesvigs Fortydskelse. De got= torpske Hertuger overgik i denne Henseende de øvrige, da de besade en langt større Deel af Landet end de andre, og paa Grund heraf tidlig begyndte at føle sig og optræde med større Fordringer. Den betydelige Deel, de havde faaet af Holsteen, styrkede deres Magt i Slesvig og lettede Tydskhedens Indtrængen i dette Landskab 1). Men den Ind

1) Hvor stærk og vidtvirkende den Tydskhed har været, som udgik fra den gottorpske Regjering, faaer man en Forestilling om, naar man erfarer, at selv Bispen af Ribe ikke kunde holde sig fri for Jndflydelsen deraf. Det er et ikke umærkeligt Træk i Fortydskningens Historie, at enkelte Bisper i Ribe (f. Ex. Peder Kragelund) i Bestyrelsen af de 7 Sogne i Tønder Amt, som i reent kirkelig Henseende vare dem underlagte, medens de i hele den øvrige baade geistlige og verdslige Bestyrelse stode under Hertugerne af Gottorp, formedelst dette blandede Forhold have givet efter for det Tydske og betjent fig af dette som Forretningssprog; og at Kirkeregnskaberne i disse Sogne fra 1638 ere førte paa Tydsk af Ærkedegnen i Ribe. Naar Ærkedegnen alene har underskrevet, bruges dog Dansk; men naar den hertugelige Skriver, som var det Regelmæssige, var tilstæde og underskrev med, bruges Tydsk. (Provste= Arkivet i Tønder).

flydelse, som de gottorpske Hertuger udøvede, om man saa tør sige det, paa en naturlig Maade til Skade for det danske Sprog, formedelst hele det tydske Væsen, der fra første Færd af hæftede ved dem, og fordi de nok saameget vare holsteenske som danske eller slesvigske Fyrster, fik en heel anden Betydning, da det danske Sprog begyndte at blive dem ikke blot et fremmed og ringeagtet, men ogsaa et forhadt Tungemaal, der var en Hindring for deres politiske Planer, og som derfor maatte trykkes dybere og dybere ned og om muligt aldeles udryddes. Dette blev Tilfældet under den stadigt vorende Spænding, der opkom mellem det danske Kongehuus og de gottorpske Fyrster, som tragtede efter at løsrive sig fra den Afhængighed, hvori de som Vasaller stode til Danmarks Krone, og som under den Modstand, deres Planer mødte, æggedes til et dødeligt Had til Danmark, der lagde sig for Dagen i de meest fjendske og troløse Handlinger.

De gottorpske Fyrsters Regjering var fra Begyndelsen til Enden en Kjede af Stridigheder med Danmarks Konger, der tiltog i Hæftighed, som Tiden skred frem, og Hertugerne meer og meer glemte den Pligt, de skyldte deres Lensherre. Allerede før Delingen 1544 kivedes Frederik den Førstes Sønner; fiden yppede baade Adolf af Gottorp og Hans den Ældre Strid om Forleningsvilkaarene og hensade fra 1544 til 1580 i deres Besiddelser uden at aflægge Lenshylding. De ovenfor omtalte 41 Sogne i Nordslesvig, som Hørte under Ribe Stift, vare et langvarigt Stridsæmne, og Følgerne af den uheldige Afgjørelse, som Sagen fik, hævedes kun derved, at Hans den ældre døde barnløs, og hævedes endda kun for en Deel. Den nye Deling 1580 avlede ny Kiv. Tvisten om Slesvigs Kapittelgods var ikke mindre

langvarig og hæftig. Det nye Gods, som tilhørte Slesvigs Stift, tilrev Hertug Adolf sig 1556 egenmægtig og imod Christian den Tredies Villie. Efter Adolfs Død 1586 inddróg Kong Frederik den Anden Stiftsgodset som Kronen tilhørende med samme Ret som det øvrige Kirkegods, der efter Reformationen blev lagt under Kronen. Det blev derefter under Kongernes Raadighed, indtil ifølge Freden i Kjøbenhavn den gottorpske Hertug 1661 fik en Deel deraf. Det egentlige Vendepunkt i de gottorpske Fyrsters Forhold til Kronen indtræder under de store Krige, hvori Danmark i Løbet af det 17de Aarhundrede flere Gange blev indviklet. Det blev nu afgjørt fjendtligt. Da de Keiserlige under Christian den Fjerdes Deeltagelse i Trediveaarskrigen faldt ind paa Halvøen, indlod Hertug Frederik den Tredie sig i Underhandlinger med Wallenstein og Tilly og sluttede en Stilstand med sin Lensherres Fjender, overlod dem sine Fæstninger og forbød fine Undersaatter at sætte sig til Modværge 1); til Løn herfor tilsagde Wallenstein ham, at hans Lande aldeles skulde forskaanes for Krigen og dens Byrder 2). Christian den Fjerde dulgte ikke sin Harme over en Adfærd, der saa lidet stemmede med en Vassals Pligter, og som ikke forbedredes derved, at samme Vassal var Kongens Søstersøn

1) Ikke allevegne adlød imidlertid Befolkningen Hertugens Bud; Friferne og Angelboerne navnlig ydede Christian den Fjerde kraftig Bistand mod Nigets Fjender. Det er et smukt Træk, som flere Gange gjentager sig og fortjener at erindres, at Folket i Slesvig viste større Troskab mod Danmark end den gottorpske Hertug. Saaledes nu under Christian den Fjerde, og saaledes tidligere under Christiern den Anden, for hvem Folket i en anden Egn af Slesvig reiste sig mod Frederik. den Første. (Ifr. ovenfor S. 51—52). 2) Wallensteins Brev herom af 7 Okt. 1627 findes i Nordalb. Studien, 2 B. 298.

og svigtede ham i en Kamp, som han førte først for fine Troesfællers Samvittighedsfrihed og siden for sit Riges Tilværelse. Christian den Fjerde behandlede i den følgende Deel af Krigen Hertugen som Fjende; men efter Freden til Lybek slog han ædelmodig det, der var skeet, i Glemsel. Hertugens nære Slægtninge, hans Broder Adolf og Farbroder Johan Frederik, der begge havde Len og Appanager fra Danmark, opførte sig i samme Krig ikke bedre, eller snarere værre, imod Kongen. Hertug Adolf gik i Keiserens Tjeneste, hvervede et Regiment paa egen Bekostning og førte Vaaben mod Kongen, sin Morbroder. Baade ved Breve og egne Sendebud forestillede han Keiseren, at Christian den Fjerde ved sin Opførsel havde fortjent at falde i Rigets Aft, og at en Aktserklæring umulig kunde udeblive, og bad derfor Keiseren om at blive belenet med Kongeriget Norge og den kongelige Deel af Slesvig og holsteen 1). Farbroderen Johan Frederik, der vær Wrkebisp af Bremen, var i Krigens Begyndelse i Forbund med Kongen, men da det gik denne uheldigt, faldt han fra og gif over til Keiserens Parti; siden bagvaskede han Kongen i offentlige Skrifter, og ligesom Adolf henvendte han sig til Keiseren med Begjæring om at faae Deel i Byttet, naar Kongen aldeles blev underkuet; han vilde dog lade sig nøie med den kongelige Deel af Holsteen 2).

Hertug Frederik den Tredie af Gottorp lønnede Christian den Fjerdes Ædelmodighed med Utaknemmelighed: i den følgende Krig, som udbrød 1643, begyndte han der,

1) Mailath, Gesch. des Desterreich. Kaiserstaats, 3 B. S. 136 (efter Arkiv-Dokumenter).

2) Lackmann, Einleitung, 3 B. S. 213–14. 229. 237–38.