den egentlige Afgjørelse faldt i et endnu kortere Tidsrum, nemlig fra 1560 til 1600 saa ledes man til at spørge, hvað var da Aarsagerne til denne vigtige og hurtige Forandring. Svaret ligger ikke langt borte, det var Tydsklands Exempel, der i dette som i Andet blev Regel for Slesvig. Det høitydske Sprog var ved Luther gjennem hans Bibeloversættelse og øvrige indgribende Forfattervirksomhed kommet til Ære og Anseelse paa det Plattydskes Bekostning; Tydsk= land virkede nærmest paa Holsteen, og dette trykkede atter paa Slesvig, med hvilket det havde Fyrster og Adel og snart ogsaa geistlig Bestyrelse tilfælleds. De Studerende, baade af geistlig og verdslig Stand, reiste til tydske Univerfiteter og hjembragte derfra Kundskab til det høitydské Sprog, som syntes dem fortrinligere end deres danske eller plattydske Modersmaal. Hvad der fattedes, fuldbragtes ved den Mængde Tydskere, der indvandrede fra alle Egne af Tydslland. Dette Sidste har havt en meget betydelig Indflydelse, navnlig i den sidste Tid, da Kirken optog Høitydsk, hvilket falder sammen med Trediveaarskrigen. Den store Masse, som altid strømmede ind til Slesvig, fik i hine ulykkelige Aar, i hvilke Danmark med korte Afbrydelser nød Ro, en overordentlig Tilvært af alle dem, der søgte Tilflugt for de Farer og forfærdelige Ødelæggelser, der i 30 Aar hjemsøgte Tydskland fra den ene Ende til den anden. De fik i Slesvig baade Tilflugt og Embeder. Landsdelingerne med de mange Hoffer, de skabte, virkede ogsaa med til at fremme det Høitydske. Foruden Hertug Adolfs tydske Hof paa Gottorp, holdt den grundtydske Hertug Hans den ældre i henved 40 Aar Hof i Haderslev, siden kom de smaaé Hoffer paa Sønderborg, Nordborg, Glücksborg, Augustenborg, alle tydske. Disse mange Hoffer i det lille Land vare ikke blot

3

i Almindelighed ligesaa mange Middelpunkter for tydsk Liv og tydske Sæder, men her fik navnlig det høitydske Sprog tidligst Indgang, og herfra fik det sin Udbredelse; Fyrsterne, deres Hoffolk og Embedsmænd brugte høitydsk Sprog før nogen Stand i Landet; Ridderskabet fulgte næst efter. Hermed staaer i Forbindelse den Støtte, som det Høitydske fik i Moden og i en lav Forfængelighed, der søgte en Tilfredsstillelse i ligesom ved Byrd og Rigdomme og andre Herligheder saaledes ogsaa ved Sproget selv at adskille sig fra den store Hob: de Fornemme fandt det simpelt at tale Plattydst, ligesom siden, da Smitten gif dybere ned, endog. de, der ikke vare Fornemme, fandt det simpelt at tale Dansk.

Snart efter at det høitydske Sprog var trængt igjennem, fik det et fast Holdepunkt i Universitetet i Kiel, som stiftedes 1665. Allerede Christian den Fjerde havde tænkt paa Oprettelsen af et Universitet, enten i Slesvig eller Holsteen, og i Aaret 1641 i Forbindelse med Hertug Frederik den Tredie af Gottorp gjort Stænderne et dertil sigtende Forslag, idet han gjorde opmærksom paa den Trang, der var til en saadan videnskabelig Stiftelse, da al Universitetsvirksomhed rundt omkring i Tydfkland paa Grund af Trediveaarskrigen saa godt som var ophørt, en Omstændighed, der tillige gav stor Sandsynlighed for, at et nyt Universitet, oprettet i et fredeligt Land, hurtigt vilde komme i en blomstrende Tilstand. Stænderne gik imidlertid af Hensyn til de Bekostninger, et saadant Foretagende vilde medføre, ikke ind paa dette Forslag. Siden hvilede Sagen en Tid, da ogsaa Danmark snart efter uventet blev hjemsøgt af Krigen. Den videnskabelskende Hertug Frederik den Tredie opgav dog ikke Tanken, men gjorde i Aaret 1652 et Skridt til dens Udførelse ved at erhverve Keiser Ferdinand den Tredies Tilladelse til at oprette et Universitet: Hertug Frederik maa

altsaa have tænkt sig en By i Holsteen som Sædet for det vordende Universitet, thi ellers havde Keiserens Samtykke ikke været fornødent. Nye Krigsuroligheder hindrede ogsaa Iværksættelsen af dette Forsæt, og hans Søn Christian Albrecht forbeholdtes det at grundlægge den nye Stiftelse 1665 1). Kiel valgtes til Universitetsstad, men først efter lang Tvivl og Betænkning, om ikke Byen Slesvig burde have Fortrinet; det betydelige gottorpske Bibliothek og andre væsentlige Omstændigheder, som komme i Betragtning ved et sligt Spørgsmaal, talte saa stærkt for Slesvig, at man ikke kan andet end sympathisere med den fædrelandssindede og lærde Slesviger Ulrik Petersen, naar han med Bitterhed klager over den Tilsidesættelse, der overgik Slesvig, og yttrer sin Brede mod Hertugens Minister Kielmann von Kielmannsegge, en Holstener, der bevirkede, at Kiel fik Fortrinet 2). Kiel blev saaledes det nordligste Sæde for den tydske Kultur og Videnskabelighed, og ved sin Beliggenhed vel egnet til at forplante Tydsklands lærde Væsen ind over Danmarks Grændser og videre i Norden. I en senere Tid blev det en Pleiemoder for slesvig-holsteensk Aand og slesvig-holsteenske Bestræbelser, og udstrøede meget af det Frø, der siden voxede op til Oprør. Om Slesvig 1665 var blevet valgt til Universitetsstad, vilde vel den Gang, saadan som alle Forhold vare, ikke have gjort stor Forskjel; men det vilde have havt ikke saa ringe Betydning efter 1720, og fornemmelig i det 19de Aarhundrede, om Universitetets Sade havde været i Slesvig istedenfor i Kiel.

1) Christiani Gesch. von Schl. und Holst., fortgesetzt von Hegewisch. 3 B. 332. 4 B. 164-65.

2) Staatsb. Mag. 10 B. 629-36.

VIII.

Dansk Prædiken i Angel. Danske Kirkebøger. Vestfaleren Stefan Klot og Sachseren Johan Reinboth drive Folkesproget ud af Kirkerne og indføre Høitydsk. Klotes Personlighed og Virksomhed. Sognet Hanveds Klage til Kongen over Paatvingelse af en tydsk Præft. Præfterne Henrik Mikkelsen og Paul Sass i Haderslev fortrædiges, fordi de søge at værne om det danske Sprog i denne By. — Folkesprogenes Grændser i midten af det 17de Aarhundrede.

Sprogforholdene i det i saa mange Henseender mærkværdige Angel fortjene en nærmere Belysning, og en saadan lader sig give, da vi om Fortrængelsen af det danske og plattydske Kirkesprog i denne Deel af Slesvig besidde forholdsvis udførligere og noiagtigere Efterretninger end om de øvrige Egne. Men her møder os strax den Paastand, at der i Angel aldrig er prædiket Dansk, og at der altsaa ikke kan være Tale om det danske Sprogs Fortrængelse fra Kirken i denne Egn. Den Mand, paa hvis Ord man gjerne beraaber sig, den flittige og lærde Samler Jensen, en Tidlang Præst i Gelting, fiden i Borne ved Slien, siger egentlig ikke andet, end at der ikke findes Spor til, at Dansk nogensinde har været prædiket i Angel" 1), og udelukker altsaa ikke Muligheden af, at det dog kan have været Til-' fældet; men i Almindelighed har man benyttet hans Ord i den Mening, at det var en afgjort Sag, at der aldrig havde lydt Dansk fra Prædikestolen i Angel. Dette for= holder sig ikke saaledes; der ere gode Grunde for at antage, at der har været prædiket Dansk i Angel i det 16de og

1) H. N. A. Jensen, Angeln, S. 144: Daß in Angeln jemals Dänisch gepredigt worden, wiewohl die Volkssprache allgemein Dänisch war, davon findet sich keine Spur.

ind i det syttende Aarhundrede, og det lader sig bevise, at Dansk til samme Tid har været brugt som officielt Kirkesprog. Foruden Pontoppidans bekjendte Vidnesbyrd om, at Dansk tilligemed ́ Plattydsk først i Midten af det 17de Aarhundrede blev afskaffet ved Gudstjenesten i den Deel af Angel, som hører under Flensborg Amt, saa veed man, at Menigheden i Gelting, et adeligt Sogn i Gottorp Amt mellem Sliens Munding og Geltingbugten, i det 16de Aarhundrede har. gjort Indsigelse mod Ansættelsen af en Præst, fordi han ikke kunde Dansk, hvilket forudsætter, at Dansk har været brugt som Kirkesprog 1). Og selv Jensen finder det endog for en senere Tid, nemlig 1621, sandsynligt, at Menigheden i Gelting har gjort Forsøg paa at faae det danske Kirkesprog gjenindført 2). Det er mærkeligt, at Sligt fremkommer netop i et Sogn, der udelukkende bestod af Adelsgods, og hvor derfor det Tydske havde en saa stor Overvægt. Man synes at maatte antage, at det Danske i andre Sogne af Angel har havt gunstigere Kaar og været mindre udsat for Krænkelse.

1) Christian Paulsen, Det danske Sprog i Hertugd. Slesvig, Kbhvn. 1837. S. 15. „Paa den anden Side fattes der heller ikke Exempler paa Menigheder, der have gjort Indsigelser mod en Præsts Ansættelse af den Grund, at han ikke har forstaaet Dansk; dette var Tilfældet i det 16de Aarhundrede i det adelige, nu aldeles tydske Sogn Gelting i Angel.“ Det har desværre ikke været mig muligt at faae nærmere Oplysninger om denne Sag, hvilket vilde have været af megen Interesse. Imidlertid tager jeg ikke et Dieblik i Betænkning at følge afdøde Paulsen, hvis Samvittighedsfuldhed og Grundighed er almindelig bekjendt. Det har i andre Tilfælde, hvor han har fremført noget Nyt om Sprogforholdene, uden at anføre sin Kilde og Hjemmel, ved senere Undersøgelse viist sig, at han var aldeles nøiagtig.

2) Michelsen und Asmussen, Archiv, 3 B. S. 80.