afvæbne dem og glæde dem ved at svare, at han hellere bliver hjemme og besøger deres Syge, har Tilsyn med deres Børn i Skolen og varetager sin Gjerning i deres Kirke, end han gaaer til Rigsdagen for at behandle Fæfteafløsning, Communalforfatning og Kongelovens Ophævelse.

At Præften er borte fra Hjemmet Fjerdedelen eller endog Halvdelen af Aaret, at Menigheden mærker, at Præsten vil være saalænge hjemmefra, kan dog umulig Andet end fremkalde eller nære et mere fremmed og koldt Forhold, og kan man fortænke Menigheden i, at den bliver misfornøiet over, at dens bestikkede og af den lønnede Sognepræst saa ofte og saa længe overlader Fattige og Syge, Skoler og Kirken til en fremmed, som oftest ung og med Forholdene mere ubekjendt Mand, naar den maa sige sig selv, at det ikke var nogen tvingende Nødvendighed, som kaldte ham bort, og at der dog vel maatte være en anden Mand at sende til Rigsdagen, hvis Fraværelse ikke vilde være saa følelig, og som maaskee kunde være en vel saa dygtig Rigsdagsmand?

En særdeles væsentlig Grund for, at Præster ikke skulde være Rigsdagsmænd, og som hidtil neppe er fremhævet tilstrækkelig, ville vi tillade os at henvende Opmærksomheden paa, den, at Præsten skal vogte sig for ethvert ufornødent Skridt, hvorved han kan komme til offentlig at tage Parti imod Nogen i sin Menighed og saaledes selv fjerne Nogle af dem fra sig, som han dog skulde stræbe at staae lige nær. Naar ingen Nødvendighed tvinger, skal Sjælesørgeren ikke lamme sin Virksomhed ved at træde frem som Partimand, medens hans Kald fordrer, at han, saavidt muligt, staaer over eller udenfor alle Partier, er alle Partier lige nær. Men i bevægede Tider, som disse, at være en dygtig Rigsdagsmand uden at tage Parti, vilde være en Umulighed; han maa være enten for eller imod Fæsteafløsning, for eller imod, at Huusmænd og Indsiddere faae Sæde i Sogneforstanderskabet; Præsten vil i Rigsdagen let komme til af al fin Magt at skulle virke for eller imod det, som Nogle af hans Sognebørn ansee for i høi Grad ønskeligt. Andre for i høi Grad fordærveligt. Nu vide vi vel, at h

selv ligefuldt kan mene dem det Alle lige godt, være dem Alle lige hengiven, bede lige varmt for dem Alle, og at hans politiste Modstandere i hans Menighed ligefuldt burde hengive sig til ham med samme Tillid og Velvillie, som om han var fremtraadt som deres politiske Ven. Men vi vide ogsaa, at et aabenbart politisk Brud imellem Menighed og Sjælesørger som ofteft vilde forstyrre det rette Forhold og maaskee aldeles hindre hans Virksomhed hos dem, som vidste, at han paa Valgstedet eller ved Pressen eller i Rigsdagen havde modarbeidet det, som de ansaae for at være dem en Velfærdssag. Saa stor Vigtighed bør dog neppe Præsten tillægge sin offentlige Fremtræden i politiske Sager, at han derfor vilde udsætte sig for at forspilde eller hemme sin Virksomhed i det hellige Kald, som Menighedens Herre har betroet ham som hans vigtigste Livsgjerning, for at han der skulde virke som Fredsstifter og Forliger, som den, der saavidt muligt, holdt Fred med Alle og stiftede Fred imellem Alle. Denne Grund til iffe at have Sæde i Rigsdagen. gjælder vel tildeels ogsaa de verdslige Embedsmænd, men langtfra i saa høi Grad. Deels maa dog Rigsdagens saagodtsom udelukkende verdslige Gjerning siges at ligge dem meget nærmere, der staae i verdsligt Embedsforhold til Folket; deels ere de i Almindelighed langt fortroligere med slige Sager og derfor langt dygtigere dertil end de fleste Andre, navnlig Præsterne; deels er det Forhold, hvori de staae til deres Embedskreds, et mere udvortes, iffe det inderlige, aandelige og faderlige, hvori Præsten bør staae til sin Menighed, hvorfor deres Embede ogsaa med større Lethed vil kunne besørges af en Anden i deres Fraværelse.

-

Uden at fordømme dem af vore Embedsbrødre, der ere af modsat Mening, uden at beskylde dem for at være mere verdsligt end kirkeligt sindede, er det vor Overbevisning, at Præsten ikke bør stille sig til Rigsdagsvalg eller modtage Valg til Landsthinget, fordi vi ere forvissede om, at de derved mere skade end gavne, at den Nytte, de mulig kunde gjøre i Rigsdagen, ikke kan opveie, hvad imidlertid forsømmes i deres Kald, og hvað siden vanskelig, maaskee aldrig, vil kunne oprettes af dem, fordi

de ved deres Deeltagelse i Rigsdagens Partikampe selv have forstyrret deres Virksomhed i Menigheden.

Taler ved forskjellige Leiligheder i Aaret 1852. Af Dr. C. T. Engelstoft, Biskop over Fyens Stift. 78 S. Odense 1853. Hempelske Boghandlings Forlag. Ligesom der i vore Dage fra een Side er blevet nægtet Theologien Ret til at gjælde for Videnskab, saaledes er der fra en anden Side blevet paastaaet, at Theologien for lutter Videnskabelighed forfeilede sit Maal med Hensyn til hvad den skyldte Kirken. Paastanden om Uhensigtsmæssigheden af den theologiske Dannelse i Forhold til Kirkens Tjeneste finder hos Mange saameget villigere Indgang, som det er let at see, hvorledes i mange Tilfælde en eensidig theoretisk Undervisning har været uden Frugt og endog til Skade baade for vedkommende Subjekter selv og for den Kreds, hvis religiøs - sædelige Udvikling de som Geistlige skulde fremme, medens der derimod udfordres et skarpere Blik, for at kunne skjønne, hvorledes selv paa det Gebeet, hvor iffe Kundskab, men Sindelag er Hovedsagen, den Geistliges heldige Virksomhed dog væsentligen, under Christenhedens nærværende Vilkaar og Forhold, er betinget af videnskabelig theologist Dannelse. Man behøver imidlertid kun at agte paa de Erfaringer, som de seneste Aars Historie har afgivet hvad enten vi tage Hensyn til Secternes eller til den katholske Kirkes Missioner for at overbevise sig om, for hvilke Farer den christelige Kirke vil blive udsat, dersom det lykkes at forstyrre Forestillingen om Nytten og Nødvendigheden af Forbindelsen mellem Kirken og Skolen paa dennes forskjellige, høiere og lavere, Trin. Som et interessant og glædeligt Phænomen betragte vi derfor fra det angivne Standpunkt af den ovenmeldte Samling af Taler, hvilke Biskop Engelstoft har udgivet, og som ere blevne holdte i det første Aar af hans nye Embedes Førelse. At nemlig disse Taler ikke blot kunne indtage en værdig Plads iblandt det ikke

ringe Antal af fortrinlige geistlige Leilighedstaler, hvormed vor Literatur i nyere Tid er bleven beriget, men ogsaa ved særegne Fortrin ville tildrage sig Opmærksomhed og Anerkjendelse, det maa — næst efter et af christelig Tro og religios Begeistring opfyldt Gemyt nærmest tilskrives en saadan grundig og omfattende theologist Dannelse, hvorved det er blevet Taleren muligt at erstatte, hvad hans tidligere Livsstilling havde maattet lade ham mangle af Øvelse og praktisk Forberedelse. Det er ikke først og umiddelbart paa Følelsen, at disse Taler ville indvirke, hvilket heller ikke kunde hensigtsmæssigen svare til de Leiligheder, ved hvilke de fleste af dem ere holdte; dog gjør herfra den særdeles skjønne og rørende Mindetale over de faldne Krigere ved Indvielsen af Mindestøtten paa Odense Kirkegaard (Side 42 ff.), en Undtagelse, idet den selv ved den blotte Læsning iffe let vil lade noget Hjerte ubevæget. Men deres væsentlige Fortrin bestaaer dog fornemmelig i en Fremstilling og Udvikling af høiere Sandheder, hvorved Tilhøreren eller Læseren stedse føler sig mere og mere tiltalt, overbevist, henreven af de anstillede Betragtninger, og hvorved han modtager et Indtryk, der vil bevare sig saameget dybere og varigere, som det ikke er fremkaldt blot ved et enkelt slaaende Ord, et enkelt træffende Billede, men ved en Række af Tanker og Forestillinger, der, sammenfnyttede i en ligesaa naturlig som vel overveiet Forbindelse, gribe og bemægtige sig Sjælens udeelte Opmærksomhed.

1.

Af dette Ugeskrift, der omdeles hver Fredag, udkomme 13-15 Ark om Qvartalet, som koster 1 Rbd. 16 Sk. For Udenbyes, der ønske Bladet med Posten, er Prisen 1 Rbd. 22 Sk. Subscriptionen, der er bindende for en halv Aargang (eet Bind), modtages i alle Boglader og paa de kongelige Postcontoirer.

Forlagt af den Gyldendalske Boghandling.

Thieles Bogtrykkeri.

Ugeskrift

for den evangeliske Kirke i Danmark,

udgivet, under Medvirkning af

Prof. I. F. Hagen, Pastor P. E. Lind og Pastor C. Rothe, af I. M. L. Hjort, Candidat i Theologien.

Nr. 29.

Den 10de Juni.

1853.

Om Kirkesangen.

(Et Brev til en Landsbypræft).

Dit sidste Brev foranlediger mig til at udtale mig noget nærmere og udførligere for Dig om vor Kirkesang. Naturligviis maa jeg i mine Forudsætninger hovedsagelig gaae ud fra Kirkesangen, som den er her i Hovedstaden.

Allerførst maa det indrømmes, at Kirkesangen her i Hovedstaden langtfra ́af alle Kirkegjængere, omfattes med en saa levende Interesse, som den burde, ikke engang af saadanne, som dog maatte antages at kunne fatte dens store Betydning i den protestantiske Gudstjeneste. Hvoraf kommer da denne Ligegyldighed?

Det er en bekjendt Sag, at en stor Deel af vor Tids Kirkegjængere - navnlig af den mere dannede og oplyste Deel af disse er tilbøielig til at betragte Gudstjenesten altformeget som en Sag for Forstanden og altforlidet som Hjertesag, Livssag. De komme i Kirken mere for at høre noget Godt og indhøste en aandelig Nydelse, end for at dyrke Gud i Aand og Sandhed, drevne af en inderlig Trang til i Forbindelse med Brødrene at love og prise Gud ved Ordet og Bønnen. For disse bliver naturligt Prædikenen saagodtsom Eet og Alt. Mor