dens ejendommelige praktiske Betydning begrundet. Netop som en saadan Bekjendelse er den for den Christne den helligste, den højtideligste og derfor ogsaa stærkeste, kraftigste, mest bindende Sandhedsbekræftelse; den er efter Guds eget Ord „en Ende paa al Modsigelse til Stadfæstelse" (Ebr. 6, 16) og derfor ogsaa iblandt de Christne almindeligt anerkjendt som en af det menneskelige Samfunds fasteste og uundværligste Støtter 2). Alt dette gjælder ikke alene den assertoriske Ed, men ligesaavel ogsaa den promissoriske. Det er mig vistnok ikke ubekjendt, at denne Mening ikke kan gjøre Regning paa udelt Bifald; der gives dem, som fuldkommen anerkjende den førstes Berettigelse, men desuagtet finde Edens Anvendelse som Løfteed i den Grad betænkelig, at de endog ville have den 2) Sml. Göschel, der Eid nach seinem Principe, Begriffe u. Gebrauche (1837). S. 270ff.: „Der Eid ist es, welcher den Widersprüchen der Menschen unter einander, dem Kriege Aller gegen Alle ein Ende macht und der Disharmonie der sich gegen einander behäuptenden Subjekte durch seine Objektivität ein Ziel setzt, in welchem die sich unter einander verklagenden Gedanken und Individuen zum Schweigen kommen und zu einem festen Grunde, zu einer gewissen Bestätigung und Versiegelung gelangen. Wie der Eid in dem Subjekte des Schwörenden selbst alle schlafenden Zweifel aufweckt und den noch verborgenen Unglauben aufjagt und ausscheidet um dem Glauben zur Befestigung des Herzens Platz zu verschaffen, so ist er es auch, welcher die streitenden Parteien im Handgemenge des Haders und Widerspruchs scheidet und zum Schweigen bringt um sie zu versöhnen, nachdem der Gegenstand des Streites entfernt ist. Erst macht der Eid dem Lärm des Streites ein Ende, und wenn es stille geworden, so folgt auch dem äussern Frieden der innere. Als das Ende des Haders ist er zugleich der Anfang zu einem dauernden und festen Frieden. Er gründet und befestiget, er kräftigt und sichert, nicht allein den Menschen selbst, der schwört, sondern auch die Verhältnisse der Menschen unter einander". - Strippelmann, p. a. St. Vorw. S. V : „Der Eid ist, wie das letzte Mittel allen Hader, alle Zwietracht unter den Streitenden aufzuheben, also auch überhaupt die einzige Zuflucht das Mistrauen unter den Menschen zu beseitigen und das nothwendige Vertrauen unter ihnen wieder herzustellen“. aldeles afskaffet 3). Men, hvad der skulde berettige os til at statuere en saa væsentlig Forskjel mellem begge, er dog ikke saa ganske let at indse. Saavidt jeg skjønner, er den promissoriske Ed i og for sig hverken mere eller mindre betænkelig, end den assertoriske. I det ene som i det andet Tilfælde er Eden jo intet Andet, end den højtidelige Bekræftelse af et Udsagns Sandhed eller af den Sværgendes Sanddruhed; ligesom den i det ene Tilfælde skal bevidne Sandheden af et Udsagn om et Fortiden tilhørende Faktum eller Vedkommendes fulde Villighed til derom at tale Sandhed, saaledes skal den i det andet Tillfæde bekræfte Sandheden af et Tilsagn, Oprigtigheden af et Løfte om Noget, som i Fremtiden skal præsteres, eller Vedkommendes hjertelige Villighed til at holde, hvad han saaledes lover, hans Sanddruhed og Oprigtighed i at udtale, hvad han isaahenseende virkelig mener. At et Løfte, som refererende sig til Fremtiden, tillige omfatter Noget, som ikke staar i den Lovendes Magt, kan ikke anføres som nogen gyldig Grund mod Berettigelsen af dets edelige Bekræftelse; det ligger jo i Sagens Natur, at et Løfte altid væsentligt kun omfatter det, som virkelig staar i den Lovendes Magt, nærmest hans egen Vilje og dernæst dennes Gjennemførelse og Iverksættelse indenfor den fysiske Muligheds Grændser. Men, hvor en Christen saaledes naturligvis altid i ydmyg Erkjendelse af sin egen Afmagt og fast Tro paa Guds Naades Almagt virkelig er i Stand til at give et Løfte, der maa han ogsaa kunne bekræfte det med sin Ed, forudsat, at han i det enkelte konkrete Tilfælde erkjender en saadan Bekræftelse af det som forøvrigt stemmende med Guds Vilje. Eden føjer ingen ny Forpligtelse til den, der allerede er indeholdt i det aflagte Løfte; den er kun den højtidelige Bekræftelse af dette, den højtidelige Anerkjendelse *) Saaledes f. Ex. Rich. Rothe, theol. Ethik. III. S. 582 f. af den ved det overtagne og i Kraft af det altsaa allerede bestaaende Forpligtelse. Hvo der ubetinget forkaster Edens Anvendelse som Løfteed, synes derfor enten at maatte anse ethvert Løfte for christeligt uberettiget eller ogsaa at maatte mangle den fornødne Indsigt i Edens sande Væsen. Staar den promissoriske Ed saaledes med Hensyn til sin Berettigelse fuldkommen ved Siden af den assertoriske, saa gjælder dette ikke mindre om dens praktiske Betydning. Ogsaa om denne Ed kan man med fuld Føje paastaa, at den er en af det menneskelige Samfunds fasteste og uundværligste Støtter 4). Som den højtideligste Bekræftelse af et Løftes Oprigtighed og Sandhed indeholder den tillige den højeste Garanti for dets virkelige Opfyldelse. Dens Betydning som saadan ligger nærmest i dens ejendommelige Kraft til at vække den slumrende Samvittighed og saaledes danne et Værn mod den Letsindighed, hvoraf man altfor ofte lader sig beherske, hvor det gjælder at give eller holde et Løfte, i dens Kraft til at vække den Tankeløse og Samvittighedsløse til Eftertanke og Bevidsthed om et Løftes Indhold og den deri indeholdte Forpligtelses Vegt og Ansvar og derved tillige enten skræmme ham tilbage fra at love, hvad han kanske hverken kan eller vil holde, eller afholde ham fra at bryde det Løfte, han allerede har givet. Men af ligesaa stor, om ikke end større Betydning er Løfteeden for den Redelige og Samvittighedsfulde, idet den dels skjærper hans Blik for Løftets Indhold, Betydning og Hellighed og saaledes, hvor det skal gives, gjør ham forsigtig og betænksom, og, hvor det skal opfyldes, holder ham vaagen, naar han er paa Vej til at indslumre, og driver ham til ærligt at 4) Göschel, p. anf. St. S. 277: „Der Eid dient auch in der Form des Versprechungs-Eides allen Verhältnissen in der Gesellschaft zur Grundlage und Befestigung. Alle Verpflichtungen, alle Versprechungen finden erst in Gott Gewähr und Bestand; alle Verfassung ruht auf dem Eide, wie der Eid auf dem Glauben“, holde, hvad han oprigtigt har lovet, dels ogsaa opretholder og styrker hans Mod og Kraft til at vandre den Vej, hans Løfte viser ham, og saaledes navnlig kan blive ham til stor Trøst og Bestyrkelse ligeoverfor den Miskjendelse og Modstand, som netop hans samvittighedsfulde Bestræbelse for at holde det givne Løfte saa ofte kan fremkalde "). Det er denne Løfteedens Betydning som et Middel til at befæste og betrygge det menneskelige Samfunds Bestaaen, der har skaffet den den Plads, som den nu allerede gjennem lange Tider indtager indenfor den christne Kirkes Samfundsforfatning. Præsteeden eller den gejstlige Embedsed er en kirkelig Institution, hvis Oprindelse maa søges idetmindste over tusinde Aar tilbage i Tiden. I den ældste Kirke træder den ós endnu vistnok ialfald kun undtagelsesvis imøde. At Kirkens Lærere udtrykkeligen, navnlig ved personlig Underskrift, maatte forpligte sig til at forvalte sit Embede overensstemmende med Kirkens Bekjendelse og fastsatte Orden, deraf finder man vel allerede tidligt utvetydige Spor, navnlig i de forskjellige kirkelige Bestemmelser om Ordinandernes Prøvelse. Men med nogen Edsaflæggelse var denne Forpligtelse i Regelen dog endnu ikke forbunden, en Kjendsgjerning, der aabenbart hænger sammen med den, som ovenfor antydet, i den gamle Kirke for en stor Del herskende urigtige Betragtning af Eden, idet man selv der, hvor man ikke vovede at bestride dens christelige Berettigelse i Almindelighed, dog ansaa den uforenlig med det højere Trin af christelig Fuldkommenhed, som det var *) Et mærkeligt historisk Bevis for Löfteedens store Betydning i den sidstnævnte Retning have vi i den Vegt, Luther lagde paa sin theologiske Doktored, og den Tröst og Styrke, han under hele sin reformatoriske Virksomhed hentede fra Bevidstheden om, at han i Alt, hvad han gjorde, kun holdt, hvad han i hin Ed havde lovet. I vore Dage synes man rigtignok at have mindre Öje for denne Side af Sagen, men desto nödvendigere bliver det da ogsaa specielt at henlede Opmærksomheden derpaa. Enkelte givet at opnaa, og derfor ogsaa navnlig vilde have den gejstlige Stand fritagen for al Forpligtelse til paa denne Maade at bekræfte et Udsagns Sandhed. Det var egentlig først under de i Middelalderen herskende Grændsestridigheder mellem den gejstlige og verdslige Magt, at de Gejstliges edelige Forpligtelse til Troskab i sin Embedsførelse lidt efter lidt blev en fast kirkelig Orden. Fyrsternes Fordring, at de deres Landshøjhed undergivne Prælater skulde sværge dem Troskabsed, foranledigede den romerske Stol til at afkræve alle under samme hørende Erkebiskoper og Biskoper en Ed, hvorved de forpligtede sig til Troskab og Lydighed mod Kirken og urokkelig Fastholden ved dens rene Lære 6), og hvad saaledes Paven forlangte af sine Biskoper, det krævede igjen disse af sin underordnede Gejstlighed. Som Enhed af „juramentum fidelitatis (obedientiæ)" og „juramentum religionis" hørte Præsteed saaledes med til den romerske Kirkes faste Orden gjennem den største Del af Middelalderen. Væsentligt fremgangen af den i Kirken raadende hierarchiske Retning, blev den lidt efter lidt et fast, uundværligt Led i Rækken af de Institutioner, hvori denne Retning søgte sin Styrke og sin Støtte 7). Naar vi betænke den gjennemgribende Modsætning, hvori Reformationen traadte til hele den romerske Kirkes hierarchiske Væsen, vilde det ikke kunne undre os, om Reformatorerne end ikke strax havde erkjendt Præsteedens 6) En saadan Ed blev f. Ex. allerede aflagt af Tydsklands Apostel Bonifacius i Aaret 723. „Promitto", heder det her, „tibi beato Petro vicarioque tuo Gregorio Papæ et successoribus ejus, me omnem fidem et puritatem sanctæ fidei catholicæ exhibere et in unitate ejusdem fidei persistere, in qua omnis christianorum salus esse sine dubio comprobatur". Næsten Ord til andet den samme Ed var det, den romerske Kirkes Biskoper maatte sværge sine Metropoliter. Se Richter, Lehrb. des Kirchenrechts, 2te Aufl. S. 47 f. Böhmer, Jus eccles. Protestant., ed. IV. T. I, p. 463. Sml. Rudelbach, hist.-krit. Einl. in die augsb. Conf. (1844) S. 235 ff. |