Obrazy na stronie
PDF
ePub

I Anledning af 6te og 7de Spørgsmaal, nemlig om hvilke de grove og forargelige Stykker vare, som havde tildraget sig i Menigheden, og som ikke ringe angik Mag. Trugels, og om det Brev, Borgermester og Raad sendte Mag. Trugels i Anledning af hans Prædiken (1ste Bind S. 260), gjentager han Historierne om Søffren Kjeruld, Mikkel Lauridsen, Knipperdolling o. s. v., og henviser til sin Apologi. Til 8de og 9de Spørgsmaal, om han har været tilstede ved aandelige Sammenkomster i Jochum Trompeters (Instrumentistes) Hus og samlet løse Folk om sig, med hvem han har holdt hemmelige Sammenkomster, svarer han bestemt benegtende; men, tilføjer han, havde han givet sig af med slige løse Folk som Søffren Kjeruld, „hvis Løshed, Løgnagtighed og Falskhed, Tjuferi og Skjelmeri er aabenbare“, da hayde den Beskyldning rettelig kunnet tillægges ham. Til 12te Spørgsmaal, om han ikke i lang Tid har afholdt sig fra Alterens Sakramente, giver han samme Svar, som senere under Aktionen i 1652 (se S. 56). I Anledning af den den 24de Maj 1651 skede Indtegnelse i Kapitelsprotokollen, som kortelig er berørt S. 53, fremsættes det Spørgsmaal (Nr. 13), „om Mag. Niels ikke haver stødt sig paa nogle Ord udi Alterbogen, som oplæses for Alterens Sakramentes Administration". Herom, siger han, har jeg ikke talt offentlig, hverken i Kirken eller paa Gymnasiet, men da den Sag kom paa Tale paa Kapitlet, sagde jeg min Mening, „at det gjorde mig Ondt, og at jeg stødte mig derpaa, at Mange, som bruge Sakramentet, sig fast indbilde og mene, 1) at naarsomhelst de tro, at Christus er tilstede i Sakramentet efter Ordenes Lydelse, 2) og naar de dertilmed ogsaa tro, at Christus giver dem sit Legeme og Blod til at æde og drikke til en Bekræftelse eller Stadfæstelse paa deres Synders Forladelse, 3) og naar de derhos gjøre og efterkomme Christi Befaling, nemlig idet de annamme Sakramentet, æde og drikke, da siges de at være rettelig prøvede og at værdelig

Tidsskr. f. den evang.-lutherske Kirke. II Bd. 1 HI.

5

æde Christi Legeme og drikke hans Blod til deres Synders Forladelse, og de selv samme fare fort i deres forrige aabenbare Synder og deraf kjendes at være ubodfærdige og Christi Døds Foragtere, hvorfor de ikke bekomme deres Synders Forladelse, ihvorofte de annamme Sakramentet, og hvor fast de indbilde sig at æde og drikke til deres Synders Forladelse". For disse mine Ord have de nu angivet mig. Hvorfor omgaaes man saaledes med mig? Man disputerer paa Universiteterne baade om Bøger, der ere uddragne af Bibelen, og om Bibelen selv, og Luther, som offentlig har fortalt, at. han har stødt sig paa Jakobs Brev, han kaldes dog ikke en Menighedens Oprører, om end mange Lutheranere i det Men Christus kaldtes ogsaa en OpStykke ere ham imod. rører, og han har spaaet, sine Disciple samme Skjæbne o. s. v. Ogsaa i Anledning af 14de Spørgsmaal giver han udførligere Tilsvar. Han adspørges, om han ikke havde sagt, „at om hans kongl. Majestæt selv vilde forbyde ham med de fordægtige Personer der udi Menigheden at omgaaes, vilde han dog ligevel med saadanne have sin Omgjængelse“. -- - Ligesom de Skriftkloge, da de ikke kunde modstaa Christi Lærdom, lagde sig efter at gjøre ham sort og stinkende for Øvrigheden som den, der forbød at give Kejseren Skat o. s. v., for at kunne ihjelslaa ham, saaledes gaar det endnu enhver christen Lærer, som taler Sandhed; man havde truet ham med at ville skrive om ham til Hs. kongl. Majestæt, og at det skulde gaa ham ilde og endelig udgaa paa hans Kalds og Bestillings Fortabelse; men Gud gjorde ham med sin gode Aand saa glad og frimodig, at han svarede, at han vist formodede, at Hs. kongl. Majestæt, som ikke foragtede sine allerringeste ærlige Undersaatter, ikke nogensinde skulde faa isinde at forbyde den ene Christen at besøge den anden og at omgaaes med den anden, naar deres Besøgelse er ærlig, christelig og uforargelig; men dersom saadant Forbud kunde ske, da var

--

Gud mit Vidne, at jeg vilde heller lade Bøddelen hugge mit Hoved fra mig, end jeg vilde for nogen Trusels eller timelige Fares Skyld foragte og forskyde nogen fattig og gudfrygtig Christen, som kunde være mig til christelig Opbyggelse, og derimod omgaaes med de Ugudelige, fordi at de kunde være rige og for Verden store og anselige. Og dette mit Gjensvar tegnede jeg strax samme Dag for Guds Ansigt, at det skulde altid være mig udi frisk Ihukommelse, men hvorledes de have indført mine Ord i Kapitelsprotokollen og fremført dem for Øvrigheden, sees af dette det 14de Spørgsmaal". (Sml. hermed I B. S. 243, hvor han ogsaa anker over Protokollationen, men, da det kom til Stykket, erklærede, at han ikke saa nøje huskede Sagen).

Disse hans Gjensvar til Konsistoriets Spørgsmaal ere forfattede i Kjøbenhavn 26de Aug. 1651 og ende, som sædvanligt, med Forkyndelse af „en endelige og almindelige Ødelæggelse". -Med en anden Haand er der tilføjet paa Manuskriptet, at Konsistoriet henviste ham at udføre sin Sag i Christiania, hvor efter kongl. Befaling af 22de Septbr. 1651 Statholderen Gregers Krabbe og Bispen i Stavanger Thomas Vegener skulde dømme i Sagen. Om Sagens videre Gang se ovenfor Side 54 flg.

[ocr errors][merged small][merged small][merged small]

II.

I det Foregaaende har jeg bestræbt mig for at fremstille min Opfatning af denne Kirkelæres eller rettere Kirkeskiks historiske Udvikling, for at faa en fast Grundvold at staa paa ved Bedømmelsen af de forskjellige Meninger, der have gjort sig gjældende om Skikkens christelige Betydning, Forhold til Guds Ord og kirkelige Anvendelse; det er til disse, vi nu skulle gaa over.

Efterat Skriftemaalet var kommet paa det førnævnte Punkt, og der imidlertid var gaaen en Periode af Slaphed, Mangel paa christeligt Liv, Vantro og Usædelighed over Kirken, og da derpaa en bedre Tid begyndte at gry, da der kom en Opvækkelse, da Kirken atter ligesom vendte tilbage til sig selv, til det Ord, hvorpaa den var grundet, til den Tro, som var dens Livsprincip, saa bemærkedes, at der i Tidens Løb var foretaget Forandringer ogsaa ved flere Kirkeskikke, og især fæstedes Opmærksomheden paa Skriftemaal og Absolution, der jo begge staa i nøjeste Forbindelse med det christelige Liv. At der var indtraadt en Forandring med Skriftemaalet, stod ikke til at negte; det begyndte i den evangelisk-lutherske Kirke som privat, nu var det blevet almindeligt, og det forekom derfor at burde være en værdig Gjenstand for den `nyvakte christelige Livsstræben, atter at føre det tilbage i

Y

dets gamle Stilling; saa var Tilfældet i Tydskland blandt de saakaldte Gammellutheranere, og det samme er indtruffet baade i Danmark og hos os. Hertil kom, at Skriftemaalet betragtedes af Nogle endog som mere end en kirkelig Handling, som Noget, hvori der var en Kraft, lig et Sakramentes. Man syntes ialfald, at det uden Bekjendelse var en Uting; paa Grund af den følgende Absolution fandt man Bekjendelse ganske nødvendig baade for den Skriftende, for at han kunde vinde den rette Indsigt og vækkes til den rette Bod, og for Præsten, for at han kunde have Anledning til at virke desto bedre paa sit Skriftebarns Hjerte og Sind og tillige faa en begrundet Overbevisning, om han skulde tilsige Absolution eller negte den. Man gik da ud fra, at denne var Præsten betroet for at anvendes efter Skjøn, at han dermed havde baade et Løse- og Bindeembede, og ved Bekjendelsen skulde blive sat istand til at fælde Dom. De, som frygtede det Katholske i denne Anskuelse, men dog holdt for, at Præsten burde faa en Bekjendelse, førend han udtalte Absolutionen, grundede denne ikke derpaa, at den, som hine paastod, var i og for sig nødvendig for Præsten som dømmende, men derpaa, at den var god og tjenlig for ham, for at han kunde vide, hvorledes der burde handles med den Skriftende, og for at sættes istand til at vække hos denne det rette Sind. Nogle opstillede ogsaa den Fordring, at Skriftefaderen maatte selv være en opvakt Mand, for at han kunde være mægtig til det være nu at fælde en sand Dom, eller komme dem til Hjælp, der trængte til at opvækkes, trøstes eller straffes med Guds Ord. I begge Henseender enten man hyldede den ene eller den anden Mening skulde alene den opvakte Præst være skikket til at forvalte Skrifteembedet. Med Hensyn til Absolutionen mente Flere, at den blot burde meddeles betingelsesvis, og alene ved privat Skriftemaal uden Betingelse, hvorved den da i sin Virkning vilde blive afhængig af

-

[ocr errors]
« PoprzedniaDalej »