ogsaa tilstaa, at den lutherske Kirke selv ikke i denne Henseende har været uden Skyld, fordi dens Lærere sees ikke sjeldent at være hildede af reformerte Anskuelser, især i Sakramentlæren, hvortil hine ulykkelige Unionsbestræbelser have bidraget Sit. Saaledes navnligt med Hensyn til Daaben har man i den lutherske Kirke, naar der har været Spørgsmaal om dens Kraft og Virken, ikke saa sjeldent maattet se dette udelukkende belyst med Argumenter, hentede fra Menneskets Trang til noget Ydre og Guds Nedladelse, medens man dog burde have mærket sig, at det følger af det lutherske Sakramentbegreb at tage Hensyn til Daaben som noget Selvstændigt, der staar i indre Forbindelse med den hele Forløsningsakt, og at derfor dette ydre Middel for Guds Virken maa anskues og sættes i organisk Forhold til den hele Frelsens Kjendsgjerning.

Vistnok er det vel saa, at Grunden til Daabens Indstiftelse er at søge i Menesket : i dets Synd, ligesom jo deri Grunden ligger til alle Guds Frelsesforanstaltninger; det var Menneskets Tilstand, som gjorde dem nødvendige, for at Naade og Kraft kunde vorde ham meddelt. Men de Reformerte holde sig blot til Spørgsmaalet om Midlets Udvorteshed og finde denne alene begrundet i Menneskets Svaghed og Forhold i det Hele, medens den lutherske Kirke finder Aarsagen til den ydre Form i de samme Forhold, som lod Gud ordne sin hele Frelsesøkonomi som et ydre Faktum; den skuer Daaben og'saa i sin Form som staaende i en inderlig Forbindelse med det hele Verk. Gud har ved sit Ord bundet Vand og Aand til hinanden; hvor Vandet Vanddaab er efter Guds Befaling, der er ogsaa Aanden. Man kan nok formene, at dette er saaledes anordnet af Gud ogsaa med Hensyn til Menneskets Beskaffenhed, ligesom jo vistnok hans hele Frelsesgjerning paa Grund af denne er saa og ikke anderledes; men dermed har man ikke opfattet Sagen i sin rette Dybde. At

3

skue denne ganske formaar ikke menneskeligt Øje, naar Gud ej har aabenbaret det, og dette har han i sit Ord ikke gjort; men dog er det af hans Ord klart, at han har bundet sine Løfter til Daaben, Aandens Virken til Vandet, og dette sikkert ikke som noget hans Værk udvortes Paahængt, som et Appendix, men i nøjeste Forbindelse med hans hele Øvrige Virkemaade. Hermed staar i Forbindelse et andet Spørgsmaal, nemlig hvad han virker; han virker Tro og det ved Daaben som Middel for Guds Aand. Men for de Reformerte beror Frelsen og Salighed paa Guds absolute Valg; det kan mildnes, men i det Væsentlige stemme dog de forskjellige Separatatkirker deri, at Alt dog tilsidst beror paa Guds Valg, der ikke kan modstaaes, og Dortrechtersynoden f Ex. gjendriver udtrykkeligt som en Vildfarelse dem, som lære: ,,hominem deo & spiritui regenerationem ejus intendenti & regenerare ipsum volenti ita posse resistere ut sui regenerationem prorsus impediat"; den siger, at dette er det Samme som tollere efficaciam gratiæ". Paa denne Maade bliver Daaben kun en Foranledning; Gud er det, som virker Troen eller forhærder efter sit Valg, og hans Virken er uimodstaaelig. Naar Alt derimod, ifølge vor Kirkes Lære, beror paa Troen, og naar Mennesket kan modstaa den guddommelige Virken til hans Frelse, da maa dennes Midler opfattes som Dele af et organisk Helt, af Gud indrettet for at gjøre Indtryk paa Mennesket og anvende ethvert Middel til at bøje og bryde dets Modvilje; ogsaa Daaben er et Middel, hvorved Gud bereder sin Aand Adgang til Mennesket for at besejre dets Modstand og vække Troen i dets Hjerte. Hertil slutter sig som til sin nødvendige Begyndelse og Forudsætning alle de andre Medier, navnligen Ordet, forat fortsætte og fuldende hvad der er begyndt, for at bygge paa den lagte Grundvold og berede Aanden et Hjem, en Bolig i det arme Menneskehjerte, som han har nedladt sig til for at belive og danne,

befæste og styrke til Frelse og Salighed. Vor Kirke udtrykker dette, idet den lægger den Helligaands Virken i Daaben som dennes Indhold eller Kraft, og betragter dette som værende i den uafhængigt af Tro eller Vantro. Før Daaben kan der ikke engang være Tale om Tro; thi denne virkes af den Helligaand, forsaavidt den er noget andet end en blot historisk Tro, eller en Længsel, en Bevidsthed om egen Magtesløshed og syndige Jammer, en Ophør af Modstand, forsaavidt altsaa den er en Tillid og Sjælens Fortrøstning til Gud. Paa Grund heraf taler Luther om et „aandeligt Vand" og de lutherske Dogmatikere om en materia coelestis"; de ville derved betegne det, som er i og med Vandet. Dog er ikke Sagen dermed ganske udtrykt; thi ogsaa reformerte Theologer tale om en saadan,,materia"; men vistnok ser man, at de tillige holde fast ved, at Daaben er Tegn eller Betegnende, som naar Calvin taler om „sangvis Christi, qvi per aqvam propter mundandi abluendiqve similitudinem figurator", og naar Beza siger, at „aqvam & sangvinem Christi esse proprie essentiales partes baptismi ut signum et signatum".

""

Det hører saaledes til reformert Sakramentbegreb at lade Daabens Virkemaade bero paa en Virksomhed af Gud paa den, som han udvælger; da afhænger Alt af hans Viljes Velbehag, hvad enten nu denne efter den strenge Calvinisme betragtes som fuldkommen absolut, eller man søger en mildere Form ved at sætte den i Forbindelse med den guddommelige Præsciens; Ordet bliver da det hovedsagelige og fornemste Middel, der virker det Samme ogsaa uden Daab; men ved denne er Guds Gave afbildet og gives i og med Billedet, naar Gud

saa vil. Man løser her Kraften fra det ydre Middel og henlægger den umiddelbart til Gud; og dog har han nedlagt den

i hint, hvorfor den heller ikke maa adskilles derfra; man maa ikke skille, hvad Herren ved sit Almagtsord har forenet. Ogsaa Naaden er „mediata“, og kan just paa Grund heraf finde

Sted sammen med Menneskets Frihed; opfatter man den derimod som udgaaen fra en umiddelbar guddommelig Virksomhed, da vil man ogsaa snart løse den fra det ydre Ord; dette er en gammel Beskyldning udtalt af Calov mod Calvin og hans strenge Tilhængere. Om man end ikke vil gaa saavidt, saa maa man dog tilstaa, at den reformerte Lære mangler det indre Baand, som forbinder Delene til en organisk Enhed, og denne løse Sammenhæng skyldes det udentvivl ogsaa, at Læren tæller saamange Modifikationer og spalter sig i saamange Separatkirker med forskjellige Symboler. Den lutherske Kirke bevarer sin Enhed saavel i det Ydre som i det Indre; den taaler ingen Modifikationer i sin Lære; denne kan ikke tillæmpes, thi der er en fast og organisk Forbindelse mellem dens Dele; Alt udgaar fra et indre Princip som fra en levende Spire, der kun udfolder, hvad den bærer i sig; dette finder ogsaa Sted i dens Sakramentlære.

Vi have, hvad Daaben angaar, i denne Afhandlings første Afsnit paa exegetisk Vej fundet Læren stadfæstet af Guds Ord, ifølge hvilket dette ydre Middel er forordnet og Guds Virken dertil bundet; Guds Aand har sin Gjerning i og med Vandet paa dem, som døbes. Ligeledes have vi fundet stadfæstet i Guds Ord den Forbindelse, hvori Conf. aug. sætter Daaben til Menneskets syndige Væsen som det, der gjør den nødvendig, fordi den har i sig og bringer, hvad Mennesket ikke har, og derfor tiltrænger for at blive skikket til at indgaa i Guds Rige.

Tilsidst ville vi som en passende Slutning paa denne Afdeling anføre nogle Ord af Concordieformelen, hvilke ogsaa tjene til at belyse vor Kirkes Anskuelse af Daabens Forhold til det christelige Liv. Den anfører Apostelens Ord i Phil. 2, 13., og siger derpaa: „disse liflige Ord bringe særdeles Trøst til alle fromme Sjæle, som mærke i sit Herte en Gnist af Længsel efter Guds Naade og evig Frelse; thi de ere for

634

Jorg. Hansen, Om Daaben. II.

vissede om, at Gud selv har antændt hin Begyndelse til sand Gudsfrygt som en Flamme i deres Hjerter, og at han vil styrke og hjælpe dem ogsaa i stor Svaghed fremdeles til at holde ud i den sande Tro indtil Enden. Og efterat Gud ved sin Helligaand har gjort Begyndelsen i Daaben og har antændt og virket sand Guds Erkjendelse og Tro i vore Hjerter (postqvam deus per spiritum sanctum suum initium in baptismo fecit & veram dei agnitionem & fidem in cordibus nostris accendit atqve operatus est"): maa vi uden Afladelse bede, at ved den samme Aand hans Naade gjennem daglige Øvelser i hans Ords Hørelse, Læsning og Anvendelse vil nære, Dag for Dag styrke, og til Enden bevare i os Troen og hans himmelske Gaver.