fældet nogen Dom, er ubekjendt. Aktor i den kjøbenhavnske Proces paastaar, at Mag. Niels er bleven afsat fra sit Embede i Christiania for at have næret og udbredt farlige Meninger i Religionen (cfr. Pont. Ann. IV, 425), men hertil svarer Mag. Niels, at han aldrig har forsvaret farlige Meninger, langt mindre forført Andre dermed; derfor", fortsætter han, ,,kan det ej heller have været Aarsag til, at jeg har mistet min Bestilling udí Norge, fra hvilken jeg ej heller nogensinde blev dömt. Gud kjender bedst min. Uskyldighed og ved og bedst Aarsagen, hvorfor jeg ikke der længere skulde blive" (cfr. Pont. Ann. IV, 434). Pontoppidan antager, at han uden at afvente Dommen har nedlagt sit Embede og er rejst til Kjøbenhavn (Aun. IV, 402), og Worm (sandsynligvis efter ham) siger ogsaa, at han maatte nedlægge Embedet omtrent 1653. Saaledes maa det rimeligvis ogsaa forholde sig; dog skede det allerede i 1652, thi hans Eftermand Mag. Christen Nielsen (Benzon) blev udnævnt allerede den 18de Novbr. 1652. Endnu engang forekommer dog Mag. Niels omtalt i Kapitelsprotokollerne. Den 19de Aug. 1653 læstes paa Kapitlet en Skrivelse fra ham, rettet mod Mag. Jesse Madsen, der som Notarius ogsaa bestyrede Kapitlets Kommunegods. Af hans Svar sees, hvorpaa Mag. Niels's Skrivelse gik ud; Mag. Jesse erklærer nemlig, at han aldrig har negtet Mag. Niels, hvad der tilkom ham af Kommunegodset, og", fortsætter han, Mag. Niels bør bevise sine Sigtelser om Mangler i mine Regnskaber; har jeg givet ham saameget som en Skilling forlidet, skal han faa tidobbelt igjen“. Paa den anden Side klager Mag. Jesse over, at han resterer med kongelige Kontributioner, og at han selv har maattet lægge Penge ud for at lade indføre Dommen mellem ham og Mag. Trugels (i 1650) i Kopibogen, hvorpaa han havde anvendt store Bekostninger og ej faaet en Skilling derfor. Dette Svar overleveredes Mag. Niels's Fuldmægtig.

Efter Planen skulde her kun behandles Mag. Niels's Historie under hans Ophold i Christiania, thi hans Skjæbne, efterat han var kommen til Kjøbenhavn, berettes udførligt i Pontoppidans Verk. Da imidlertid dette ikke kan forudsættes at være i mange Læseres Hænder, turde det ikke være ufornødent her at give en kort Fremstilling af hans senere Skjebne.

Da han havde opholdt sig et Par Aar i Kjøbenhavn, blev han indkaldt for Konsistoriet og var to Gange paa Forhør der; den anden Aktion giver Pontoppidan for største Delen in extenso. Hofprædikanten Joh. Dietrichsen var Aktor, og fire andre Præster samt en Student aflagde Vidnesbyrd mod ham. Anklagepunkterne vare: Foragt for Prædikeembedet, forargeligt Afhold fra Nadveren, Afholdelse af Konventikler, katholiserende Lære om gode Gjerninger, kalvinsk Nadverlære, Anbefaling af mistænkelige Skrifter (Elias Prætorius) o. s. v. Til alle disse Anklager svarede Mag. Niels med sin sædvanlige Vidtløftighed og synes her ligesom i Christiania at have søgt at omgaa eller tilsløre det egentlige Spørgsmaal; men det mundtlige Forhør tvang ham til at tale mere rent ud. Han maatte erkjende sin kalvinske Nadverlære (smil. hans Erklæring om sin Fortolkning af Johannes Evang. 6te Kap. i Juleprædikenen). Da der foreholdtes ham, at den, som vil bo i Riget, skal rette sig efter Augsb. Conf. og Frederik den 2dens Artikler, svarede han: „Det kan jeg ikke gjøre, uden forsaavidt det kommer overens med Guds Ord". Ligesaa erklærede han, at han ikke kunde forstaa, at Skriften lærer, at Christi menneskelige Natur er af Adams, Mariæ og vores jordiske Væsen eller af den Jord-Adam og Kreatur, som vi ere" (cfr. Elias Prætorius's Kjætterier). En Del af Beretningen om Forhøret er udeladt af Pontoppidan og er her anført efter den Kopi af dette Forhørs Forhandlinger, som haves i det Norske Videnskabers Selskabs Bibliothek.

Den 11te Juli faldt Dommen, saalydende: „Efterdi Mag. Niels Svendsen ved sit lange Frahold fra Sakramentet sig højlig mod kongl. Ordinans og Reces haver forseet og derforuden med sine Vildfarelser fragaar den Augsb. Conf., bør han efter Recessen Pag. 37 saasom og efter Frederik den 2dens Mandat for de 25 Art. (sic) disse Riger og Lande undvige; dog henstilles underdanigst til den høje Øvrighed, om han efter Recessen Pag. 69 anderledes exemplariter skal straffes".

Ifølge denne Indstilling blev han ogsaa exemplariter straffet; han blev sat i livsvarigt Fængsel paa Slottet Dragsholm i Sjælland. Ved Svenskernes Indfald blev han dog i 1658 befriet, og, som Pontoppidan beretter, undlod hans Tilhængere ikke at anse den store Nød, hvori Landet disse Aar var stedt, for en Opfyldelse af hans Profetier. Efter saaledes at være kommen paa fri Fod drog han til Amsterdam, hvor han sandsynligvis har truffet sin Lærer og Mester „Elias Prætorius", og der skal han da ogsaa være død, uvist hvilket Aar.

Det

Efterat dette Arbejde allerede var blevet færdigt, er jeg tilfældigvis bleven opmærksom paa, at der i „Budstikkens" 3dje Aargang S. 391 flg. findes en Levnetsbeskrivelse af Mag. Niels Svendsen i den Beretning om Gymnasiet i Christiania, som Justitiarius J. C. Berg der har givet. Han har dog hovedsagelig støttet sig til trykte Kilder; de skrevne Dokumenter, som her ere benyttede, have været ham ubekjendte. eneste Nye, som der findes om Mag. Niels Livsomstændigheder, er en bestemt Angivelse af Dagen, da han blev udnævnt til Lektoratet i Christiania, nemlig 11te Maj 1639. Hvad Hannibal Sehesteds Forhold til Mag. Niels angaar, er Berg af den Mening, at han har begunstiget ham eller idetmindste ikke paadrevet en ordentlig Procedure mod ham (saaledes

maa vel Stedet S. 404 forstaaes, der sandsynligvis paa Grund af en Trykfejl er noget dunkelt). Mange interessante Oplysninger giver Berg ogsaa om Mag. Niels's Skrifter, hvis fuldstændige Titler anføres, ligesom man her ogsaa vil kunne faa nærmere Underretning om næsten alle de i Striden indviklede Personer.

Fremdeles har jeg ogsaa havt Anledning til at undersøge nogle af de før omtalte Manuskripter paa det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn; i dem findes en Afskrift af de S. 53 nævnte 14 kjøbenhavnske Spørgsmaal. Disse forelagdes Mag. Niels, heder det, efter kongelig Vilje, og den 19de August 1651 mødte han paa Kjøbenhavns Konsistorium efter Indkaldelse af Sjællands Biskop Dr. Jesper Brochmann og de andre Theologer. Den nærmeste Anledning til denne Indkaldelse var den Tolvprædiken, han havde holdt Pintsedag 1651; den maa have været noget skarpere end sædvanligt, da Borgermesteren og flere af Raadet besværede sig over den i en Skrivelse til Bispen, som den 24de Maj oplæstes paa Kapitlet; (dette er da den S. 55 omtalte Erklæring fra Magistraten). Paa det Spørgsmaal (Nr. 11), hvad han svarer til denne Skrivelse, erklærer han, at han ingen Afskrift havde faaet af den og saaledes ej har kunnet svare; men det synes underligt, siger han, at Bispen, som var tilstede under den paaklagede Prædiken og meget flitteligen (som det synes) tilhorde, hverken da eller senere har tiltalt mig om Prædiken, at han deri vilde forandre eller straffe Noget". Om Prædikenens Indhold faar man nogle Vink af de i den Anledning til ham stillede Spørgsmaal. Han havde, heder det (i 1ste Spørgsmaal) fornemmelig talt om Antichristi Ministerio og dets Tilhængere og derhos paa det Heftigste og Ivrigste formanet Tilhørerne udi Christianiæ Menighed, at de sig flitteligen skulde tage ivare for saadant et antichristiske sataniske og djævelske Riges Ministris eller Kirketjenere"; han opfordres

derfor til at erklære, om der blandt Præsteskabet i Christiania findes saadanne, som forfølge Christi sande Tjenere, og for hvilke Menigheden skulde tage sig ivare. Han svarer, som sædvanligt, undvigende; i Prædikenen, siger han, handles baade om Antichristen og hans Ministerium og om den sande Christus og hans Ministerium; men da Troen nu er sjelden, og Antichristerne ere mange, saa maa man ikke alene i Christiania, men overalt vogte sig for saadanne; derfor prædikes der jo ogsaa to Gange om Aaret, 8de og 25de. Trinitatissøndag, om at tage sig ivare for saadanne. „Hvorfor tilholdes jeg da nu mere end alle andre, som ogsaa prædike om antichristelige Lærere, at aabenbarlig sige, om jeg mener, at de ere udi Christiania Menighed"? Naar selv Christi „egen liden Skole" og den første Menighed ikke var fri for antichristelige Kirketjenere, skulde man da indbilde sig, at Christiania eller nogen anden Menighed skulde være fri derfor? Forresten beder han de højlærde Herrer at læse den omhandlede Prædiken, hvoraf han sender dem en Afskrift. Til den henviser han ogsaa i Anledning af et andet Spørgsmaal, nemlig om han i den har lært ministerium pastorum impuram vitam agentium at være inefficax" (sml. ogsaa hans Svar i den Anledning S. 57).

I Nr. 2 og 3 adspørges han, om han mener, at han som Læsemester har Magt til at beskjæmme Sognepræsten Mag. Trugels, og om han vil erklære Mag. Trugels's Fremgangsmaade, nemlig at han har stevnet ham for Kapitlet, for stridende mod Guds Ord og Christi Ordinants; hertil svarer han aldeles paa samme Maade, som forhen (i Apologien af 19de Marts 1650). Det Samme er ogsaa Tilfældet med de følgende Spørgsmaal, som angaa hans Beskyldninger mod Mag. Trugels for ikke efter Embedspligt at have navngivet Enthusiasterne (Nr. 4) og for at have forsømt sin Embedspligt som Sjælesørger hos den syge Jens Hansen (Nr. 5).