i Guds Rige betinges af den. Luthers Spørgsmaal derimod betegner Daaben som en Institution, en Handling, der altsaa maa have et vist Udseende, den er Vand i Guds Ord, hvormed Guds Ord er forenet, fordi Gud ligesom har talt over Vandet, og dette Guds Ord er Christi Befaling at døbe i Navnet Faderens, Sonnens og den Helligaands. - Daaben er Vand, man kan ikke anvende noget andet Middel; thi Gud har alene talt om Vandet. Vistnok taler ikke Jesus i sin Befaling i Matth. Cap. 28. om at døbe med Vand, han bruger blot ẞantiev, der ogsaa, som forhen nævnt, anvendes i Forbindelse med andre Medier; men dels ere Frelserens Ord i Joh. afgjørende, dels Apostlernes, der benævne Daaben λourpov, ligesom den i 1 Petr. 3, 21. nævnes at ske med Vand. Dette maa altsaa bruges og kan ikke erstattes ved andre Midler; en Daab med Sand eller Blod eller Vin eller Lignende vilde ikke være christelig. Det har derfor været Kirkens almindelige Mening, at blot Vand maa bruges. I de ældste Tider søgte man i saa Henseende at paavise dettes store Fortrin i Guds Skabning; hvorledes Gud selv havde paavist dets særegne Bestemmelse allerede i Skabelsens Dage og derved ligesom helliget det og givet det sin Værdighed. Tertullian kalder det antiqua substantia", og Cyrill af Jerusalem i sine Katecheser betegner det som det skjønneste af de fire Elementer, at Himmel og Jord er bleven til af det, og at Guds Aand svævede derover. Begyndelsen til Verden, siger han, er Vandet, Evangeliets Begyndelse Floden Jordan; Daaben var Enden paa det gamle og Begyndelsen til det ny Forbund. Der har været Overflod af spidsfindige Spørgsmaal, men Kirken har stedse holdt sig til Herrens Ord; baade Protestanter og Katholiker ere heri enige, og Beza fandt ogsaa hos de Reformerte Misbilligelse, da han fremsatte den Mening, at ogsaa et andet Middel kunde anvendes. Han ytrer: „Desit aqva ego certe qvovis alio liqvore non minus rite qvam aqva bapti zarim". Paa den anden Side kan ej heller Vandet undværes uden at erstattes, saaat der ligesom skulde være en aandelig Daab; derved vilde Handlingen selv forsvinde, og det Udvortes gaa op i det Aandelige paa kvækerisk Maner. Derfor betragtede ogsaa Apostlerne Aandens Sendelse uden Daab som noget Overordentligt, hvilket Gud ved en umiddelbar Virksomhed udførte til en særegen Hensigts Fremme. Vand maa altsaa bruges og det i Forening med Guds Ord og Befaling, dette er Daabens anden Del; Vandet maa benyttes saaledes, som Christus har foreskrevet. Det er ikke nok at nævne ,,Guds" Navn ganske i Almindelighed, heller ikke blot den ene Persons Navn eller f. Ex. forandre Udtrykket til „den treenige Guds Navn“; den hele Formel maa bruges. Men naar den nu saaledes sker efter Jesu Befaling, saa bliver den ogsaa en fuldstændig og gyldig Daabshandling uden Hensyn til dens Person, som døber. Naar Frelseren stiler Befalingen blot til sine Apostler (Matth. 28, 19.), saa er det ikke Meningen, at alene disse skulde døbe; thi Daaben skulde være en vedvarende Handling i hans Kirke, ogsaa naar disse døde; ja det var ikke engang hans Mening, at disse, saalænge de levede, dog udelukkende skulde udføre Daabshandlingen, Noget, som hans Ord, naar de urgeredes, kunde forføre til at tro; ja han mener ikke engang, at de skulde anse den som den fornemste Del af deres Hverv, skjønt den sættes foran Lærerhvervet; dette kan man tydeligt se deraf, at Apostlerne lode Andre døbe (Act. 10, 48.), ligeledes af deres Ord om deres egentlige og vigtigste Hverv (Act. 6, 2.) og af Pauli Ytring, at der ikke var paalagt ham som Apostel nogen Forpligtelse til at udføre Daaben (1 Cor. 1, 17.). Det synes derfor mindre at komme an paa dens Person, som døber, end paa at Handlingen foretages retteligen, efter Guds Befaling med Vand og Nævnelsen af de tre Guddommens Personer. Der har i den lutherske Kirke altid været antaget, at det kommer an paa, hvorledes Vandet og Ordet bruges, paa selve Handlingen, som derfor ogsaa er at henføre til Daabens Væsen; saaledes siger Gerhard: „Tres substantiales baptismi partes sunt statuendæ, quæ non possunt divelli aut mutari, scilicet aqva, verbum & actio, qvæ complectitur mersionem hominis in aqvam vel aqvæ adspersionem et recitationem verborum: Ego te baptizo in nomine patris, filii & spiritus sancti". Vi tro derfor her, naar Daabens Væsen ret skal opfattes, at maatte gaa nøjere ind paa Undersøgelsen af adskillige Spørgsmaal, som have rejst sig angaaende Daabens Udførelse. Med Hensyn til Vandet bliver der Spørgsmaal om, hvorledes det skal anvendes, til Underdukken eller til Overøsning eller Besprængelse. Se vi hen til den hellige Skrift, saa have vi der Ordet ẞanτı2ɛi, som betyder at underdukke, dyppe ganske under, hvormed staar i Forbindelse Betydningen: overhobe eller overvælde med Noget; det betyder dog ogsaa: overgyde, begyde, besprænge, og der kan derfor ikke af selve Ordet hentes synderlig sikker Oplysning. Ser man hen til Brugen af det i Skriften, da have vi før nævnt, at det benyttes om Aandens Sendelse, om at ligesom overgydes med den Helligaand, ligeledes om at undergaa stor Trængsel, overvældes deraf; man skulde derfor nærmest falde paa at fastholde Begrebet af det Rigelige, og saaledes finde deri et Argument for Underdukning, hvor Vandet gaar over det hele Legeme. Imidlertid bruges ẞanτiεiv ogsaa om at vadske, toe (Luc. 11, 38.), hvormed kan sammenlignes Marc. 7, 4.; her er Brugen af Vandet til Renselse det Fremtrædende uden Hensyn til, om der finder Sted en fuldkommen Neddyppelse. Ogsaa Ordet ẞалт1бμos betegner i Marc. 7, 8. Vadskning af Drikkekar og bruges ogsaa paa andre Steder om Renselse (Ebr. 9, 10.), saaledes kan man ej heller af Ordets Brug udbringe noget Bestemt om Døbemaaden. At den johanneiske Daab bestod i fuldkommen Neddypning, maa ansees vist; allerede Be mærkningen, at han opholdt sig ved vandrige Steder, tyder herpaa, derimod er ikke Matth. 3, 16. ganske bevisende, thi Ordene άνεβη εὐθὺς ἀπο του ύδατος, som man har paaberaabt sig, kunde ogsaa bruges, om end ingen fuldstændig Underdukning havde fundet Sted, hverken i ava eller ano ligger nogen Hindring herimod. At den christelige Daab foretoges paa samme Maade med Neddypning, søges bevist af, at Paulus sammenligner den med en Begravelse (Rom. 6, 4. Col. 2, 12.); ogsaa Gal. 3, 27. kan anføres, idet Vandet, hvori hele Legemet er neddyppet, sammenlignes med et omgivende Klædebon. Ser man imidlertid hen til Brugen, kan der ogsaa være Grund til den Slutning, at Underdukning ikke ansaaes for at være saa væsentlig, at den altid brugtes. Vi have forhen gjort opmærksom paa, at Jesus uden Hensyn til Vandrigdom udførte sit Hverv, og, om end ikke hans Disciple dengang benyttede christelig Daab, men johanneisk, saa er det dog sandsynligt, at dersom Frelseren da tillod dem at udføre denne med Overgydelse eller Besprængelse, vilde ogsaa dette kunne ske ved den christelige. Hverken Apostlerne eller de øvrige Christendommens Forkyndere give nogetsomhelst Vink, om at Neddypning var nødvendig, ligesaalidt mærkes der, at Døbningen foregik paa vandrige Steder, og at disse tiltrængtes. Man har vistnok anført Act. 16, 13., hvor der fortælles, at Paulus og hans Ledsagere i Philippi begav sig til en nærliggende Flod, men det er aabenbart, at de gjorde dette, fordi de der traf eu Mængde Mennesker forsamlede. Naar Philip døber Kammersvenden (Act. 8, 37.) i Vand, som hændelsesvis fandtes ved Vejen, da kunde det vel have været ved Neddypning, men, naar man har anført dette Sted som Bevis for Brugen af en saadan, og især beraabt sig paa Ordene κατέβησαν ἀμφοτεροι εἰς το ύδωρ, da maa bemærkes, at disse Ord ikke udelukkende betegne Neddypning, men blot at begge stege ned i Vandet; der tales hverken om meget eller lidet Vand, og Overøsning kunde godt været brugt. I Act. 2, 41. derimod berettes, at der døbtes paa een Dag 3000, og det i Jerusalem; her vilde Neddypning have været, om ikke umulig, saa dog neppe anvendelig; ligeledes var Brugen af den højst usandsynlig, da i Philippi Paulus om Natten døbte Fangevogteren og alle Hans. Man kan nok ogsaa paastaa, at dersom Apostlerne eller deres Disciple havde anseet denne Døbemaade for saa væsentlig til en Daab, da vilde de under saadanne Omstændigheder, som kunde gjøre dens Anvendelse tvivlsom, have bemærket, at den ogsaa der brugtes. Tausheden i Forbindelse med Vanskeligheden i at anvende Skikken viser, enten at Apostlerne ikke altid brugte Neddyppelse, eller at de ikke antoge denne Skik for saa vigtig, at den udelukkende maatte beholdes. Vi tro altsaa at have Medhold i den hellige Skrift for den Mening, at det ved Daab ikke kommer an paa, om man bruger Vandet paa den ene eller anden Maade, og at altsaa Overøselse eller Besprængelse af den Døbendes Hoved maa agtes for fuldstændig christelig Daab. Imidlertid har der altid været Partier, og saadanne ere i den senere Tid ogsaa hos os optraadte, som betragte disse Former af stor Vegt og holde ikke alene fast paa Neddyppelse, men paastaa den nødvendig til ret Daab. Det kunde derfor være af Interesse at undersøge ogsaa Brugen i Kirken og de Anskuelser om denne Sag, som den har tilegnet sig. Vistnok var Underdukning i den ældre Tid almindelig; naar Daabshandlinger beskrives, tales der om Afklædning og Paaklædning, og disse symboliseres; man kan af et Brev fra Cyprian se, at der opkastedes Tvivl om nogen anden Forms Berettigelse. Men af samme Brev ser man ogsaa, at Besprængelse allerede dengang baade fandt Sted og billigedes af den nævnte Kirkefader under Navn af klinisk Daab; den fandt Sted i Sygdomstilfælde, og han anfører flere Steder af |