og nogen Forklaring af en Troesformel, der lød Пorεvo εis το όνομα του Πατρος και εἰς το όνομα του Υΐου και εἰς το όνομα του άγιου Πνεύματος, eller paa en lignende Maade en saadan Troesformel laa jo allerede i den i Katech. V traderede og i Katech. VI-XVIII udlagte Bekjendelse, in Ilor15, den var jo given med denne, men i det Højeste kun en ganske kort og privat Underretning om, at saadanne Spørgsmaal ved Døbefonten vilde rettes af Baptizatoren til Baptizanderne og maatte besvares med Пбтεva 88). 88) I Katech. XVIII n, 32, efterat han havde fuldendt Udlæggelsen af Troen, lover Cyrill Photizomenerne, at de under selve de forestaacnde Acter (της ὑμετερας ἐν Χριστῷ δια λουτρου παλιγγενεσιας ἀγαπης φωτιζομενης) endnu skulde belæres af ham ом τα прεпоνta: om, med hvilken Fromhed og Orden de maatte gaa ind (i Baptisteriets Forhal eller Forværelse og i Baptisteriet selv); fremdeles om, af hvad Aarsag ethvert af Daabens hellige Mysterier vilde blive fuldkommet (τινος δε ἕνεκεν ἐπιτελεῖται ἕκαστον των ἁγιων του βαπτισματος μυστηριων); endelig om, med hvilken Erbödighed og Orden de maatte gaa fra Daaben til Guds hellige Alter og til Nydelsen af de aandelige og himmelske Mysterier, som der vare at finde, for at de derved, at deres Sjæ! ved Belærelsens Tale iforvejen blev oplyst, skulde erkjende med Hensyn til hver Ting de af Gud skjænkede Naadegavers Storhed (ένα, της υμετέρας ψυχης δια του της διδασκαλιας λογου προφωτιζόμενης, εἰς ἑκαστον γνωρίζητε των ἐκ Θεου δωρου μενων ὑμῖν χαρισματων το μέγεθος). Til denne Belærelse (t dens anden Del) kan Underretningen om, at den i Texten omtalte Troesformel vilde blive dem forelagt ved selve Döbelsen i tre Spörgsmaal, og om, at de havde at besvare disse Spörgsmaal med П16τεvo, have hört. At den i Katech. XVIII n. 32 lovede Belærelse ikke er kommen til os, er let forklarlig af dens Character. Den har kan været og kunde kun være en ganske forelöbig kort og lös, den har kun bestaaet og kunde kun bestaa af en Del Antydninger og Anvisninger. Den egentlige udförlige og fuldstændige Belærelse om alle de Acters Mysterier, der begyndte med Indförelsen af Photizomenerne i Baptisteriets Forhal og deres Abrenuntiation og „professio fidei" og sluttede med deres Nydelse af Herrens Legeme og Blod, kunde de först faa, efterat alle disse Acter vare forbi, idet den gamle kirke holdt det for utilladeligt at underrette endnu ikke Döbte om Daabens og Nadverens Mysterier (en anden Grund anförer Cyrill i Katech. XIX n. 1; s. strax). Cyrill har ogsaa Der kunde Nogen falde paa at sige, at den med ǹ ôμoλoyia бornpros i Katech. XX n. 4 mente og ved selve Døbelsen aflagte egentlige Daabsbekjendelse er bleven traderet og udlagt i den i Katech. V til Udena dlærelse traderede og i Katech. VI-XVIII udlagte uegentlige, idet den havde væsentlig det samme Indhold som denne, og derfor ikke behøvede at traderes og udlægges særskilt. Men bortseet fra det meget Besynderlige og Forunderlige i en saadan Praxis, der vilde have inedført, at den jerusalemske Menigheds Medlemmer kunde den uegentlige, men ikke den egentlige rette Bekjendelse udenad, og der overhovedet vilde have givet denne en meget underordnet og betydningsløs Stilling: saa vilde den egentlige Daabsbekjendelse, hvis den havde været aldeles identisk med vort nuværende romersk-occidentalske Symbol og dette paastaar man jo dog, og maa man conseqvent paastaa ——, ingenlunde have havt aldeles det samme Indhold med den af - virkelig lovet dem en saadan paa Daaben fölgende Belærelse (s. Katech. XVIII n. 33) og givet dem samme i Löbet af Paaskeugen, og vi have den endnu i hans fem mystagogiske Taler, Katech. XIX -XXIII. Efter Höflings Formodning, p. d. anf. St. S. 190, skal Cyrill have undladt at give Photizomenerne den korte Instruction, som han i Katech. XVIII n. 32 havde lovet dem, idet han senere sin der Erwägung, όψιν άκοης πολλῳ πιστοτεραν εἶναι“ (Katech. XIX n. 1) foretrak, at give den tilligemed den i Katech. XVIII n. 33 lovede. Men i Indgangsordene til Katech. XIX: ̓Εποθουν ὑμιν και παλαι περι των πνευματικων τουτων και ἐπουρανίων διαλεχθηναι μυστηριων· ἀλλ ̓ ἐπειδη σαφως ἐπιστάμην, ὀψιν ἀκοῆς πολλῳ πιστοτεραν εἶναι, ἀνεμενον τον παροντα καιρον· ἵνα εὐπροσαγωγοτερους ὑμας περι των λεγομενων ἐκ ταυτης λαβων της ἑσπέρας εἰς τον φωτεινότερον και εὐωδεστερον λειμωνα του παραδεισου χειραyoynów taler Cyrill hverken om den i Katech, n. 32 lovede Belærelse, ej heller om denne og den i Katech. XVIII n. 33 lovede, men kun om den, som han havde lovet i det sidste n., og som han forlænge siden (aλar) havde önsket at give dem; Instructioner, som de i Katech. XVIII n. 32 omtalte, vare dog umiddelbart för og under Daaben fornödne; endelig den Antagelse, at Katecheten ikke har holdt, hvad han havde lovet, har dog noget Misligt ved sig. 572 Cyrills Bekjendelse er den jerus. Daabsbekjendelse. Cyrill traderede og udlagte Bekjendelse. Denne manglede jo, for ikke at tale om ",descensus ad inferos", Ordene „sanctorum communionem". Dette Led af Daabsbekjendelsen vilde jo da ikke være blevet traderet og udlagt af Cyrill, der dog ellers har udlagt alle det af ham traderede og forklarede Symbols Bestanddele, ogsaa dem, der kun ere senere explicerende antihæretiske Tilsætninger, med stor Omhyggelighed og Nøjagtighed. Om Daaben. Af JÖRGEN HANSEN, resid. Kapellan til Gran II. I det foregaaende Afsnit af denne Afhandling er den hellige Skrifts Lære om Daaben fremstillet, og vi have deraf seet, at der ikke mangler Steder, som kunne give os Belærelse om den, og som tale saa klart om denne Guds Indstiftelse, at vi ikke kunne være tvivlsomme om dens Værd og Betydning. Den har derfor ogsaa fra Kirkens første Dage været holdt højt og i Ære af de Christne, der i den have med Tak til Gud erkjendt Grundvolden for deres christelige Liv. Vi skulle nu, paa denne Guds Ords Omtale af Daaben, søge nærmere at afhandle og fremstille dens Stilling i Christi Kirke, et Arbejde, som ikke kan agtes ufornødent, naar der sees hen til de mange og forskjellige Meninger, som have gjort sig gjældende, og som, idet de beraabe sig paa Skriftens Udsagn for at begrunde deres Sandhed, ere optraadte inden Kirken med Paastand paa Berettigelse og Antagelse. Idet vi gaa over til nærmere at belyse denne guddommelige Indstiftelses Stilling i Kirken, faa vi derved tillige Anledning til at omhandle og bedømme i Guds Ords Lys de afvigende Meninger, som have faaet Magt i kirkelige Partier; om ogsaa vildfarende, have de dog gjort den Nytte at foranledige og fremkalde en fuldstændigere og dybere gaaende Drøftelse af den hellige Skrifts Udsagn, hvoraf er fremgaaet som Frugt en klarere Indsigt i Indstiftelsens Væsen og Bestemmelse; dette er Kirkens Vinding, og Resultatet af denne skulle vi i det Efterfølgende bestræbe os for efter Evne at fremstille. Stoffet er rigt, og mange ere de Spørgsmaal, som i Meningernes Kampe ere fremkomne; vi ville fornemmeligen fæste vor Opmærksomhed paa følgende Gjenstande, der maa agtes for de hovedsagelige, nemlig Daabens Væsen, dens Kraft, dens Hensigt eller Virkning, samt dens Betydning, og hertil føje som Slutning en Fremstilling af de Anskuelser, som Kirkens Lærere i de ældste Tider havde om Daaben. $ 1. Daabens Væsen. Naar der spørges om Daabens Væsen, da menes nærmest, hvad den er i og for sig uden Hensyn til Virken, Hensigt eller Betydning, de væsentlige Dele, hvoraf den bestaar, hvilke konstituere den som Daab, og hvorved den altsaa adskilles fra alt Andet og bliver en sand christelig Daab. Udtrykket „Form" vilde ikke være ganske passende; thi det betegner blot noget rent Ydre, medens her Talen er om en væsentlig Beskaffenhed, om de Dele eller, om jeg saa kan sige, Elementer, hvoraf den ikke blot bestaar, men som ogsaa danne dens Tilværelse som en guddommelig Indstiftelse. Til Udgangspunkt for Undersøgelsen heraf tage vi vor Børnelærdoms Ord i Luthers Katechismus, der paa Spørgsmaalet, hvad Daaben er, svarer: „Daaben er ikke slet Vand alene, men den er Vand, som er indesluttet i Guds Befaling og sammenføjet med Guds Ord". Naar vor Herre og Frelser i Joh. 3, 5 betegner Daaben som Vand og Aand, da har han ogsaa sagt, hvad den er, men i en anden Betydning, hvad den er nemlig for Menneskene, hvad den bringer og skjenker dem, gjennem Vandet ligesom overfører paa dem; at dette er hans Mening, lærer os Tillægget, at Gjenfødelse og Mulighed for at gaa ind |