hvormed de burde stride for Evangelii Tro,,,medens endogsaa mod vore Kirkers bekvemme og hidtil uanfægtede Ceremonier, Christi Kirke paa dette Sted til megen Uro". For at nu den Skyldige kan straffes og den Uskyldige frifindes, indkaldes de at møde 3dje Søgne efter Midfaste (31te Marts) paa Christiania Kapitelshus, hvor der da skal dømmes i Tvistigheden. Ligesaa indkaldes Borgermestere og Raad, Præsterne, Hans Madsen, Borger i Christiania samt hans Hustru, saa og Andreis N(ielsen) Postmester, for at svare, forsaavidt de i denne Tvistighed vare interesserede. Nedenunder findes Mag. Trugels's og Mag. Niels's Paategning om at ville indfinde sig. Ligesaa Præsteskabets; hvorimod Borgermestere og Raad erklære, at de have Intet at svare til Sagen, eftersom vi (saavidt os burde og vedkom) lang Tid tilforn vores Mening til Bispen derom skriftelig have overleveret“. Hermed maa sigtes til en nu tabt Erklæring, som siden forrige Proces var indleveret. Det maa ogsaa bemærkes, at der i Kapitelsbegerne ikke findes Noget antegnet om hele denne Rettergang. Hvad der er blevet forhandlet og besluttet, vides altsaa ikke; efter Stevningens egne Udtryk synes Sagen at staa aldeles paa samme Standpunkt nu, som for to Aar siden. Der findes dog hos Pontoppidan i Annalerne IV, 402 nævnt en Erklæ ring af Mag. Niels af 6te April 1652 5), der for en Del omhandler denne Rettergang. Deraf ser man, at Bispen i denne Proces optraadte som Anklager, og at Beskyldningerne vare affattede i syv Punkter, hvilke overleveredes Mag. Niels den 18de Marts, for at han den 31te kunde forsvare sig mod dem. Foruden disse syv Punkter, hvis Indhold ikke staar angivet, fremførtes ogsaa en Anklage mod ham for utilbørligt Afhold fra Alterens Sakramente. Herimod forsvarede han sig mundtlig

*) Den findes blandt den kjöbenhavnske Proces's Akter, hvoraf haves en Afskrift i Vidensk.s Selskabs Bibliothek i Throndhjem.

for Retten, og har ogsaa, efter hvad han beretter, forklaret sig derover i sit Tilsvar til de 14 kjøbenhavnske Spørgsmaal; men for at de beskikkede Dommere, Øvrigheden og Menigheden kunne overbevise sig om hans Uskyldighed, vil han fremsætte sit Forsvar ogsaa skriftligt. Han erklærer, at han ingenlunde har ringeagtet Nadverens rette Brug eller de om den udgivne Ordinanser eller den hellige Skrift, hvorpaa alle andre Konfessioner og Forordninger ere grundede. Men skal Nadveren bruges rettelig, maa det ske efter Christi egen Indstiftelse, hvormed dog ikke er ment, at de kirkelige Forordninger ikke skulle agtes; tvertimod, saavidt de ere grundede paa Skriften, ere de Guds egen og ikke noget syndigt Menneskes Ordinans; men intet Menneske skal befale og være Herre over vor Tro og Samvittighed, Noget, som baade den danske og norske Ordinans ogsaa udtrykkelig erklærer. Nu byder, fortsætter han, saavel Skriften som Ordinanserne, at de, som ville værdelig bruge Nadveren med hverandre „skulle være Eet og eens i Christi Sandhed og Kjærlighed, og ingenlunde aabenbarlig og kjendelig stride derimod eller med hverandre indbyrdes"; kan nu Præsterne her, saalænge de beskylde mig for saa grove Forseelser, som de tillægge mig, virkelig afløse mig og annamme mig til Nadveren? Naar jeg efter Ordinansens Tilholdelse, prøver mig selv, kan jeg med god Samvittighed for Gud og Verden erklære mig uskyldig i disse grove Beskyldninger, og derfor finder jeg, at det strider mod Herrens Bud, at jeg skulde bruge Herrens Nadvere med dem og ved deres Administration, som saaledes stride mod Sandheden; det er udtrykkelig forbudt 1 Kor. 5, 11 flg., hvilket jeg ogsaa har svaret til de 14 kjøbenhavnske Spørgsmaal. Og hvorfor have ikke mine Modstandere, som nu snart i 4 Aar have fortfaret med sine Beskyldninger, handlet med mig efter Christi Ordinans Matth. 18, dersom de havde vidst mig skyldig? Jeg har nu paa det tredje Aar

søgt efter at bruge Herrens hellige Nadvere ved deres Administration og Betjenelse blandt Præsterne, som ville (handle) efter forbemeldte Guds og Christi Sandhed og Kjærlighed, og det har jeg forsøgt baade udi Christiania, Kjøbenhavn og andre Steder; men det er bleven mig forment". Heraf kan man se, at jeg ikke ringeagter Nad veren, dens rette Brug eller nogen Præst, som efter Christi Bud og den christelige Ordinans dermed omgaaes. Og tvertimod hvad jeg beskyldes, giver jeg tilkjende, at det aldrig har været min Mening eller Tro, at Prædikeembedets Værdighed, Kraft og Frugt skulde afhænge af noget syndigt Menneskes Person eller af hans egen Duelighed og Skikkelighed, thi al saadan Værdighed, Kraft og Frugt kommer af og fra Gud selv og hans hellige Aand. Men derimod er det min faste Tro, at den Præst, som ikke har Guds Hellig-Aand, men i Ugudelighed foragter og strider mod den Hellig-Aand og hans sande Ord, er ganske blind i de guddommelige og aandelige Ting og udi Guds Ords Lærdom og hemmelige Visdom, og derfor kan en saadan Præst ikke rettelig ledsage andre Blinde 6). Og til Beslutning: Efterdi mange Præster og Tilhørere i disse Dage ikke forholde sig rettelig med Nadveren og dens Brugelse, vil Guds Straffedom paa det Allersnareste komme over denne blinde Verden. Som Mag. Niels selv beretter i et af sine Indlæg i den kjøbenhavnske Proces, blev denne Erklæring af 6te Maj 1652 strax indsendt til Kjøbenhavn til Kansleren Christen Thomesen (Sehested). Sammesteds beretter han endvidere, at Nadveren var bleven ham negtet, medmindre han vilde staa aabenbare Skriftemaal for sit lange Afhold fra den. Sammenholder man nu dette Tilsvar med Kapitelsstevningen, kan man omtrentlig forestille sig, hvordan Sagen stod; de i Stevningen nævnte Anklagepunkter, der maa være

) Ligesaa ubestemt udtrykker han sig ogsaa i sit sidste Indlæg i den kjöbenhavnske Proces (Pont. Annal. IV, 439).

en almindelig Angivelse af, hvad Bispen senere nøjagtig har udtrykt i de nævnte syv Poster, ere jo omtrentlig de samme som før, og Mag. Niels gjentager sin gamle Opfordring til sine Modstandere om at føre Bevis; det eneste Nye er Afholdet fra Nadveren.

Heraf kan man ogsaa slutte, hvordan Forholdet mellem ham og Mag. Trugels har været siden Dommen i 1650; Kirken har fremdeles været deres Kampplads til liden Opbyggelse for Menigheden. Men hvorledes kunde da Bispen saalænge taale et sligt Uvæsen lige i sin umiddelbare Nærhed? Det synes besynderligt, at han ikke for mange Aar siden, ja allerede i 1648 i Anledning af Præsteskabets Klage, har taget et kraftigt og afgjørende Skridt for at faa Ende paa Skjænderiet; at han i højeste Grad har misbilliget det, det har han tydeligt nok vist, men han har dog Intet gjort for at faa det standset; thi Dommen i 1650 henholder sig alene til Skjænderiet den 3dje December, og deri findes intet Forbud og ingen Advarsel til Mag. Niels for hans hensynsløse Udfald mod Præsteskabet. Hvorfor skulde ikke Mag. Niels være forpligtet til at nævne de Præster, som han altid farer løs paa i sine Prædikener, og som han saaledes overøser med en Strøm af Skjældsord, medens han saa heftig fordrer, at hans Modstander Mag. Trugels skulde nævne Enthusiasterne, hvilke denne dog ingenlunde farer saa voldsomt afsted mod og ikke saadan udpeger, som Mag. Niels gjør det med sine Modstandere? At Bispen skulde mangle Lyst, er lidet rimeligt, og hans Embedsmyndighed gav ham fuld Berettigelse, ja hans Embedspligt fordrede det; der findes intet Spor til, at der var noget spændt Forhold mellem ham og Mag. Trugels samt det øvrige Præsteskab, som kunde gjøre, at han undte dem en saadan Behandling af Mag. Niels. Desuden stod han jo heller ikke selv udenfor Sagen; han fik ogsaa for sin Part døje Adskilligt af Mag. Niels. Hvorfor gjorde han altsaa nu først, hvad han allerede længe maatte

Dette Sammentræf bestyrker

have følt sig opfordret og forpligtet til, nemlig at sætte Mag. Niels under Anklage for hans idelige Angreb paa Præsteskabet? thi ham er det naturligvis Stevningen gjælder, om end Mag. Trugels ogsaa nævnes; efter Rettens Former skulde det først i Dommen udsiges, hvem der var den Skyldige. Men her maa man mærke sig det Tidspunkt, Bispen valgte til sin Anklage; netop nu var nemlig Hannibal Sehested falden i Unaade og afsat fra Statholderposten, hvori han efterfulgtes af Gregers Krabbe. den før fremsatte Gisning om, at Mag. Niels havde Ryggestød hos Statholderen. Bispen har udentvivl selv udvirket den kongl. Befaling af 22de Septbr. 1651 til at drage Mag. Niels til Ansvar, Noget han, medens han stod under Hannibal Sehesteds hemmende Indflydelse, ikke havde vovet eller ialfald anseet det unyttigt at forsøge paa; nu derimod var det belejlige Tidspunkt kommet, og det synes ogsaa, som om det har lykkets ham at faa Bugt med Mag. Niels. Men det kan dog ikke negtes, at denne Forklaring har sine Vanskeligheder; thi at Han. Sehested af religiøs Overbevisning har holdt med Mag. Niels, synes lidet rimeligt; denne havesyge og snedige Politiker følte vist ikke stor Interesse for nogen af Parternes Sag, og hvad der skulde bestemme ham til at vælge Parti i denne Stridighed, kan ikke have været indre, men kun ydre Grunde; men hvilke disse have været, derom mangle alle Oplysninger. Rigtignok findes der heller ikke nogetsteds nogen bestemt Angivelse om, at det har været saa, men uden en saadan Antagelse vilde dog Mangt og Meget i Stridens Gang blive uforklarligt.

Da Bispen selv optraadte som Anklager og det hele Præsteskab, som det sees af Stevningen, ansaaes interesseret i Sagen, blev det nødvendigt at tilkalde en anden Bisp, for at han sammen med Statholderen kunde fælde Dom i Sagen. Hvad Udfald Processen fik, eller om der overhovedet blev