Obrazy na stronie
PDF
ePub

og allerslemmest og allergrueligst, siger han, er dog den historiske Tro; thi med denne er altid falsk Tro og Vantro forbunden (Side 541). Fremstillingen er i det Hele taget anskuelig og indtrængende; men Ordrigdommen er her, som ellers i hvad der kommer fra Mag. Niels, overvældende. Hvad der imidlertid i høj Grad skader Bogen og vist gjorde, at mangen alvorlig Christen, hvem Tidens tørre Orthodoxi ikke tilfredsstillede, ej kunde have den tilsigtede Gavn af den, er de idelige hadske Udfald i den, som vistnok ere holdte i en vis Almindelighed, men om hvis Anvendelse paa Mag. Niels's personlige Modstandere ingen med Forholdene da kjendt Mand kunde være i Tvivl. Naar Mag. Niels betegner den store Komet 1618 som et Vidnesbyrd om Guds Fortørnelse og som et Forbud paa den derpaa følgende lange og blodige Krig, udtaler han vistnok en paa den Tid temmelig almindelig Anskuelse 2), ligesom vel ogsaa, idet han af mange underlige Jærtegn, (som han beretter ere skeede i Christiania, i Gudbrandsdalen og andre Steder, og nøjagtig beskriver), spaar en almindelige og pludselige ægyptiske Ødelæggelse, Fordærvelse og Undergang“ 3). Det vilde visselig lønne Umagen nøjagtigt at gjennemgaa dette Skrift, som han, at dømme efter de hyppige Henvisninger til det i hans Procesindlæg,

[ocr errors]

2) En Aandsbroder af Elias Prætorius, Joachim Betkius, anförer ogsaa denne Komet saaledes i sin Bog: „Excidium Germaniæ“, se Arnold, Tom. 3. 128 b. Mag. Niels's Beskrivelse af Krigen er ganske charakteristisk; „de have", siger han, „ikke aleneste med Sværde, Pige (Piker) og Hellebarder og Bösser, baade store og smaa, men endogsaa med hine store og gruelige af den Helvedes Abaddon, Ödelæggere og Fordærvere, Djævelen selv optænkte Ödelæggelsesmiddel, nemlig hine forfærdelige Kartover saaledes indbyrdes ödelagt hverandre, at hine grumme og vilde Elephanter, Löver og Björne kunne ikke have gjort det saa forskrækkeligt og forfærdeligt".

[ocr errors]

3) Han udgav ogsaa i 1651 „Advarselsskrift om Jærtegn, Kometer og Misfostre". (Se Worms Lex.).

betragter som sit Hovedverk; man vilde vel her finde Spirerne til de Vranglærdomme, hvorom han senere i den kjøbenhavnske Proces overbevistes; men nærværende Beretnings Formaal er kun at levere en Udsigt over de Stridigheder, han var indviklet i under sit Ophold i Christiania, og en nærmere Indgaaen paa Bogens Ejendommelighed hører altsaa ikke herhen, medens dog de Oplysninger, som her gives om Mag. Niels, ville bidrage til Forstaaelsen af Skriftet, da man uden at kjende de Forhold, hvori han befandt sig netop i den Tid, da han forfattede det, neppe vil kunne fatte og bedømme det ret, Nogen Dom om Bogens Værd vil og kan jeg ej udtale; den maa dog i ethvert Fald ansees som en mærkelig Bog, om ikke i anden Henseende, saa dog fordi den, saavidt jeg ved, er det betydeligste theologiske Skrift, som indtil da var trykt her i Landet 4).

Bogen er vistnok skreven i 1649, men da den har været under Gjennemsyn, dels af ham selv og dels af Andre, gjennem hele Aaret 1650 og ikke udkom før ud paa Aaret 1651, kan man dog af den slutte sig til, hvordan Mag. Niels's

4) Denne Bog maa det ogsaa være, som Arnold mener i den korte og tildels fejlagtige Notits, han giver om Mag. Niels, der er Nr. 34 i Katalogen over Sandhedsvidnerne (IV, 1093, a); han siger nemlig, at Mag. Niels har udgivet „ein trefflich Buch vom rechten und falschen Glauben". I Slutningen af Notitsen heder det: Hans Medvidne (Mitzenge) Ambr. Rhodius er ogsaa endelig kommen ud af Fængslet og sat i Frihed". Der findes dog intet Spor til, at denne Mand har stillet sig paa Mag. Niels's Side; det var ikkeži Egenskab af Sandhedsvidne, at han blev sendt til Vardöhus; det var, fordi han i en Injurieproces, som hans heftige og ilsindede Hustru havde paadraget sig, havde understöttet hende og derfor maatte dele Skjæbne med hende. Det var forresten ogsaa mange Aar senere; Kapitelsprotokollen findes under Aarene 1659 og 1660 mange interessante Oplysninger herom; Processen endtes dog först et Par Aar senere, da han og hans Hustru ifölge Dokumenter i Statholderarkivet först afsendtes til Vardöhus den 27de Febr. 1662. Forövrigt kan det ogsaa bemærkes, at Ambr. Rhodius ikke var Theolog, men Læge.

Stemning i den nærmest efter Processen følgende Tid har været; at den ikke har været fredeligere end før, fremgaar noksom af de anførte Citater. Til noget offentligt Udbrud er det dog ikke kommet, da der i Kapitelsprotokollen Intet findes antegnet, som hentyder derpaa; der omtales kun et Par Sager, der stode i nær Forbindelse med den nys paadømte Tvistighed, og som afgjordes i al Mindelighed. I Anledning af, at Mag. Niels sidst Paaske havde tiltrodset sig Prædikestolen, havde nemlig Mag. Trugels indgivet Forestilling til Øvrigheden; han klager over, „at Mag. Niels tanqvam de jure havde tilholdt sig Aftensangsprædiken paa de høje Fester“; det blev da den 4de Maj 1650, „paadet Alting kunde komme til des mere Rolighed", besluttet, at Mag. Niels, ligesom hans Formænd, skulde forrette Tolvprædiken paa de høje Fester.De Vidnesbyrd, som Mikkel Lauridsen og Soffren Kjeruld havde givet mod ham, vare ikke mortificerede i Dommen den 30te April; men dem vilde han, som rimeligt kunde være, ikke lade henstaa upaatalte; han havde ofte nok i sine Indlæg erklæret dem for Løgnere og Skjælmer og vilde nu drage dem til Ansvar. Han nedlagde derfor Forbud mod, at Mikkel skulde faa sit Testimonium fra Skolen (d. e. dimitteres til Universitetet); herover klagede denne, og Mag. Niels blev ved to Vidner opfordret til at afgive Erklæring, hvorfor han havde nedlagt Forbudet. Til denne Beskikkelse svarede han ikke, men forlangte en Udskrift af Mikkels Vidnesbyrd for at kunne give sit Tilsvar. Den blev ham overleveret 9de Maj 1650, og efterat Mikkel havde lovet at indfinde sig, naar han citeredes, fik han sit testimonium vitæ. Den 27de Juni 1650 kom Mag. Niels paa Kapitlet „og foregav sig at være citeret til idag af Søffren Kjeruld, men hverken Søffren eller nogen Fuldmægtig præsenterede". Mere berettes ikke herom..

[ocr errors]

Som man kan se af Stridens Gang, har denne hidtil næsten udelukkende drejet sig om Skjænderiet mellem begge

Prædikanter; de Angivelser, som Vidnerne fremførte om falsk Lære, bleve ikke videre paaagtede. Først i Maj 1651 er der atter Tale om urigtig Lære. Den 1ste Maj havde nemlig Mag. Niels paa Kapitlet givet tilkjende, at der i Alterbogen vare nogle Ord, som ej findes i Bibelen; den 24de Maj gav han paa Mag. Trugels's Opfordring paa Kapitlet den Erklæring, at de Ord, han mente, vare disse: (thi han haver givet os sit Legem og Blod) at æde og drikke til Syndernes Forladelse". Naar de Ubodfærdige høre disse Ord oplæse, siger han, indbilde de sig, at de æde og drikke til Forladelse, endog det er umuligt, at de kunne bekomme den, al den Stund de ere ugudelige og ubodfærdige. Videre findes ej antegnet om denne Sag; af Akterne i hans Proces i Kjøbenhavn 1655 sees der, at der i dette Aar (1651) blev ham forelagt 14 Spørgsmaal af det theologiske Fakultet i Kjøbenhavn, men hvorvidt denne Sag har været omhandlet der, vides ikke. Vistnok handledes der i dem om Nadveren, men det var om, at han over den lovbestemte Tid havde afholdt sig fra den. Hvorom disse Spørgsmaal forresten drejede sig, og hvem der havde foranlediget dem, oplyses ikke; han selv beretter, at han blandt Andet i sit Tilsvar til dem har erklæret, at de antichristelige Lærere ikke alene findes hos Papister og Calvinister eller andre Sekter, men kunde desværre ogsaa findes i vore Lande", Noget han ogsaa, siger han, havde erklæret i sin sidste Prædiken i Christiania i Pintsen 1651. Af dette Svar kan man vel slutte, at de for en Del have været foranledigede af og have drejet sig om hans heftige Angreb paa Præstestanden, og de kunne saaledes betragtes som en Fortsættelse af den foregaaende Strid. Hvorvidt det er Christiania Præsteskab eller specielt Mag. Trugels, der har foranlediget dette Skridt fra Universitetets Side, kan ej afgjøres, men urimeligt er det ialfald ikke; som netop anført, var det Mag. Trugels, som indkaldte ham til at give Forklaring om sine

[ocr errors]

Ytringer i Anledning af Nadverformaningen i Alterbogen, og desuden var det i Forliget af 1643 bestemt, at de, hvis der opkom nogen Strid om Læren, skulde henstille det til det theologiske Fakultets Afgjørelse; heri kan man maaske ogsaa søge Grunden til, at Dommen den 30te April ikke indlader sig paa Stridighederne om Læren. Den Prædiken i Pintsen 1651, som han omtaler, har vel været en Tolvprædiken, hvilken han ifølge den forrige Aar fattede Bestemmelse var berettiget og forpligtet til at holde, og da det ej er rimeligt, at han efter disse Stridigheder fik prædike oftere, end det i den omtalte Bestemmelse var fastsat, saa har dette sandsynligvis været den sidste Prædiken, han holdt i Christiania.

[ocr errors]

Den 22de Septbr. 1651 udgik der nemlig en kongelig Befaling til Bispen om at indkalde Mag. Trugels og Mag. Niels for de af Hs. Majestæt dertil deputerede og betroede Mænd", Gregers Krabbe, Statholder, og Thomas Kortson Vegener, Superintendent over Stavanger Stift. I Statholderarkivet findes Originalstevningen, udstedt af disse to Mænd den 12te Marts 1652 til Mag. Trugels og Mag. Niels. Det heder deri, at Bispen Mag. Henning Stockfleth havde ladet berette for dem, at han saavel efter kongl. Befaling af 22de Septbr. 1651 som efter Embeds Pligt havde fundet sig foranlediget til at tiltale dem „formedelst adskillige mistænkelige Prædikener, utidige Forsamlinger, hemmelige Øvelser, høje og dyre Sigtelser, skadelige og utilbørlige Angivelser, hvormed I ikke alene udi Steden for Forenelse og Samfund, istedenfor Guds Ere og den christne Menigheds Opbyggelse hveranden skal have angreben og efter egne Passioner og ond Affektion paa Navn, Ære og Rygte hinanden med Mistanke have besmittet, udraabt og beskjæmmet, medens endog derved Christi Kirke paa dette Sted samt den ganske Menighed foruroliget, Præsteskabet berygtet og udført til forargelig Forhaanelse". Heri havde de forbrudt sig ikke alene mod den Enighed,

« PoprzedniaDalej »