fundet, at Omstændighederne vare formildende, og maaske talte Borgermesterens egen Færd ikke mindst til Undskyldning for Mag. Kjeld. Af det Foregaaende fremgaar det tydelig nok, at Borgermesteren har været en ilsindet og i sin, som det lader til, temmelig hyppige Drukkenskab brutal Mand; hans raa og tirrende Færd vilde have været vanskelig nok at bære med Rolighed for en nok saa sindig Mand, end sige for en Mand med Mag. Kjelds hidsige Gemyt. Mag. Kjeld var endnu temmelig ung, kun lidet over 30 Aar, og dertil ung i Embedet, saa at han manglede den fornødne gejstlige Erfaring; hans Energi og Viljeskraft, der var bleven udviklet under Krigerlivet, vilde ikke rigtig føje sig ind i den Form, hans nye Stilling udkrævede; men at han har omfattet sit Embede med Iver og Nidkjærhed, maa man antage, hvis man ej vil benegte Sandfærdigheden af de forhen anførte Beretninger, som Klokkeren og Medhjælperne give om de gjentagne Forligsforsøg med Borgermesteren. Med velment og oprigtig Iver har han altsaa paataget sig det vanskelige Hverv at mægle mellem Borgermesteren og hans Modstander, men der kan vel ikke benegtes Muligheden af, at der senerehen, eftersom Tvisten blev heftigere, har blandet sig andre Bevæggrunde ind, maaske ham selv uafvidende. Han handlede visselig i den fulde Overbevisning, at han havde Ret, muligvis han ogsaa havde det; men at han lod denne i sig selv saa ubetydelige Sag gaa til en saadan Yderlighed, og at han vilde drive den igjennem ved Anvendelse af sin Embedsmyndighed, var ubesindigt, ligesom hans fortsatte Vægring mod at lytte til sine ældre og mere erfarne Kollegers Raad, om at afgjøre det Hele i Mindelighed ved en Smule Eftergivenhed fra sin Side, vidner om en temmelig stor Stivsindighed. I Stridens Hede har han vel ikke saa klart skjelnet mellem, hvad der var en Krænkelse af hans Embeds Værdighed, og hvad der fornærmede hans Person; Tonen i hans ovenfor anførte Indlæg af

6te August tyder ved sin Heftighed hen paa, at han ogsaa følte sig i højeste Grad personlig fornærmet.

Hans Færd i denne Sag vil vel saaledes neppe kunne aldeles retfærdiggjøres; ved Siden af en oprigtig og velment Iver, som man vel ikke kan Andet end erkjende hos ham, har der ogsaa gjort sig gjældende adskillig kjødelig Lidenskabelighed, men senere hen, da Alderen og Erfaringen havde dæmpet hans medfødte Heftighed, maatte hans Iver og Nidkjærhed i Embedet visselig blive til Velsignelse for den Menighed, af hvilken han endnu samme Aar blev kaldet, og i hvilken han i over 20 Aar virkede lige til sin Død. Et smukt og visselig træffende Billede giver Claus Frimann os af ham, idet han i sit Digt skildrer ham som den gamle Prædikant, der trods sine graa Haar dog endnu forkynder Guds Ord med Ynglingens Liv og Varme. Alderen har ikke kjølnet, men kun renset hans Iver, og en bitter Erfaring lært ham at fare frem med Besindighed, men ikke betaget ham Modet:

„Med hellig Iver i Stol han slog,

De Synder ej vilde han spare".

Læsefrugter.

(Fortsættelse af H. 1 S. 162-63).

5.

Paa samme Maade skulle ogsaa de, som have bedrövet den Helligaand ved sine Bestræbelsers Daarlighed, eller som ikke have arbejdet med det, som var dem givet, beröves det, de have modtaget, idet Velgjerningen overföres paa Andre; eller de skulle ogsaa, efter en af Evangelisterne (Matth. 24, 51), hugges aldeles i to, hvad der maa forstaacs om en fuldkommen Afsondring (alλorpzw615, „alienatio“) fra Aanden. Thi ikke Legemet deles i to, saa at den ene Del overgives til Straffen, medens den anden gaar fri for samme; thi dette vilde være noget Fabelagtigt og en retfærdig Dommer Uværdigt, at Straffen skulde ramme en Halvdel, medens det Hele havde syndet. Ej heller hugges Sjælen i to, da den hele heltigjennem havde det syndige Sind og gjorde det Onde tilligemed Legemet. Men det at hugges i to bestaar, som jeg sagde, deri, at Sjælen for bestandig afsondres fra Aanden. Nu nemlig er Han vistnok ikke blandet med de Uværdige (den Unwürdigen beigemischt), men Han synes dog paa en vis Maade at være hos de en Gang Döbte (Beseglede), idet Han venter paa, at de ville frelses formedelst Omvendelsen (νυν μεν γαρ, εἰ και μη ἀνακεκραται τοις ἀναξιοις, ἀλλ ̓ οὖν παρειναι δοκει πως τοῖς ἁπαξ ἐσφραγισμενοις, της ἐκ της ἐπιστροφης σωτηριαν αὐτων ἀναμενον); men da vil Han totalt bortskjæres fra den Sjæl, som har vanhelliget Hans Naade. Derfor er der i Helvede Ingen, som bekjender, ej heller i Döden Nogen, som kommer Gud ihu (Ps. 6, 6), idet Aandens Hjælp ikke mere er der tilstede (Basilius Magnus, De Spiritu sancto lib. c. XVI n. 40, Opp. T. III p. 34 ed. Bened.).

6.

Den Lære, som min Katechese indeholder i det hidtil Sagte, synes mig endnu ikke at være tilstrækkelig. Man maa nemlig, som jeg tror, ogsaa betragte det, som fölger (efter Daaben), hvad Mange af dem, som komme til Daabens Naade, overse, idet de bedrage sig selv og kun tilsyneladende, ikke virkelig ere födte pаany (τ dоxeiv μονον, οὐχὶ τῷ ὀντι γεννωμενοι). Den Forvandling af vort Liv nemlig, som sker ved Gjenfödelsen, vilde ikke være nogen Forvandling, dersom vi

forbleve i den Tilstand, hvori vi ere. Thi hvad den angaar, der befinder sig i den samme Tilstand, saa ser jeg ikke, hvorledes man kan holde ham for en Anden, ham, hos hvem intet af Kjendemærkerne er forvandlet. Thi at den frelsende Födsel modtages paa det Vilkaar, at vor Natur fornyes og forvandles, er klart for Enhver. Men Menneskeheden (den menneskelige Natur) selv i og for sig tilsteder ingen Forvandling ved Daaben: hverken Kraften til at slutte eller Kraften til at overlægge eller Kraften til at modtage Indsigt og Kundskab eller noget Andet af det, som egentlig charakteriserer den menneskelige Natur, forandres ved den. Forandringen maatte jo ogsaa være en til det Slettere, hvis nogen af disse for Naturen ejendommelige Kræfter ombyttedes. Er nu Igjenfödelsen en Reformation af Mennesket, og tilstede disse Kræfter ingen Forandring, saa maa der undersöges, ved hvilken Tings Forandring Gjenfödelsens Naade fuldbyrdes. Aabenbart sker Overgangen til det Bedre ved at de onde Træk og Mærker udslettes af vor Sjæl. Dersom vi nu, som Propheten siger, ved at toes med dette mystiske Bad blive rene med Hensyn til vore frie Viljeshandlinger (Jes. 1, 16), saa ere vi blevne forvandlede til det Bedre, idet vi have bortskyllet Sjælens Daarligheder. Dersom derimod Badet (kun) besværer Legemet, men Sjælen ikke kaster bort fra sig de besmittende Lidenskaber, men Livet efter Sakramentets Modtagelse stemmer overens med det sakramentlöse Liv, saa vil jeg, om det end maatte synes voveligt at tale saaledes, sige og ikke lade mig afholde fra at gjöre det: at hos Saadanne er Vandet Vand, idet den Helligaands Gave ingenlunde viser sig ved det, som sker (ὅτι ἐπι τουτων το ύδωρ ύδωρ ἐστιν, οὐ δαμου της δωρεας του άγιου πνευματος ἐπιφανειώης τῳ γινομɛvo), da hos dem ikke alene Gemyttets Skjændighed eller Gjerrighedens Lidenskab og den utugtige og skammelige Tanke og Opblæsthed og Misundelse og Hovmod krænker den guddommelige Skikkelse, men da de ogsaa beholde, hvad de have vundet ved Uretfærdighed, og den Kvinde, som de have erhvervet ved Hor, ogsaa derefter tjener deres Lyst. Naar disse og lignende Ting paa samme Maade ere tilstede för og efter Daaben i den Döbtes Liv, saa kan jeg ikke se, hvori han er forvandlet, idet jeg ser den Samme; som da ogsaa de, som för (af ham) vare blevne forurettede, som (af ham) vare blevne bagvaskede, som (af ham) vare blevne fordrevne fra deres Ejendom, ikke blive vaer, at det omtalte Menneske er forandret mod dem selv. De hörte ikke ogsaa af ham Zachæi Ord: Dersom jeg haver gjort Nogen Uret med Underfundighed, da giver jeg det firefoldigen igjen (Luc. 19, 8). Hvad de sagde for Daaben, det samme fortælle de ogsaa nu om ham; de give ham af de samme Navne: En Havesyg, En der er begjærlig efter Andres Gods, En der fraadser af menneskelige Ulykkestilfælde. Den, som nu befinder sig i den samme Tilstand og saa offentlig praler med sin Forvandling til det Bedre ved Daaben, han höre Pauli Ord: Dersom Nogen tykker sig at være Noget og er dog Intet, han bedrager sig selv (Gal. 6, 3). Thi hvad du ikke er bleven, er du ikke (o

yap un yɛyovas, ovn el). Saamange, som ham annammede, siger Evangeliet om de Gjenfödte, dem baver han givet Magt at blive Guds Börn (Joh. 1, 12). Men den, som er bleven Nogens Barn, er af den selvsamme Slægt, hvoraf den er, som har födt ham. Har du altsaa modtaget Gud og er du bleven Guds Barn, saa vis ogsaa ved dit frie Forsæt og Valg den i dig værende Gud. Vis i dig den, der har födt dig. Ved de Ting, paa hvilke vi kjende Gud, bör dens Slægtskab med Gud vises, som er bleven Guds Sōn. Hin oplader sin Haand og mætter alt det, som lever, med Velbehagelighed (Ps. 145, 16); Han gaar Overtrædelse forbi og angrer det Onde (Mich. 7, 18. Joel 2, 13); Herren er god mod Alle (Ps. 145, 9); Han paaförer ikke Vrede hver Dag (Ps. 7, 12 LXX); Herren vor Gud er retfærdig, og der er ingen Uretfærdighed i Ham (Ps. 92, 16), og mange andre lignende Ting, som den hellige Skrift hist og her lærer os om Ham. Findes hos dig disse Ting, saa er du i Sandhed bleven Guds Barn. Men dersom du beholder Ondskabens Kjendemærker, saa praler du uden Grund med din Igjenfödelse. Propheten vil sige dig: Du er en Menneskets Sön, ikke en Sön af den Höjeste (Ps. 82, 6. 7). Du elsker Forfængeligheden, du söger Lögn (Ps. 4, 3). Ved du ikke, at et Menneske ikke paa anden Maade bliver en Guds Sön, end ved at han bliver hellig? (Gregor af Nyssa, Дoyos Ó κατηχητικος μɛy as cap. 40, Opp. T. II p. 539

41 ed. Paris. fra. 1625).

7.

Ogsaa Simon Magus kom engang til Daabens Bad. Han blev döbt, men ikke (i og formedelst Daaben) oplyst ved den Helligand (ἐβαπτισθη, ἀλλ' οὐκ ἐφωτισθη); og Legeme dyppede han vistnok i Vand, men Hjertet oplyste han ikke ved Aanden (και το μεν σωμα έβαψεν ύδατι, την δε καρδιαν οὐκ ἐφωτισε Πνευματι); og Legemet steg vistnok ned Vandet) og (igjen) op (derfra), men Sjælen blev ikke begraven med Christo, ej heller gjenopvakt med Ham (xaz natεßn μεν το σωμα και ἀνεβη, ἡ δε ψυχη οὐ συνετάφη Χριστῳ, οὐδε 6ʊvnyɛpen; Cyrillus af Jerusalem Prokatech. n. 2 Opp. p. 2 ed. Touttée).