er indeholdt i den foregaaende Passus: ,,omne licitum obsequium præstare". - Jeg har saaledes gjennemgaaet Præsteeden efter dens forskjellige Poster og undersøgt de Anker, der ere fremførte mod enkelte af dens Bestemmelser. Resultatet af denne Undersøgelse er, at den anordnede Præsteed — med Undtagelse af nogle mindre væsentlige Ændringer i fjerde og sjette Post - bør bibeholdes uforandret. Efter min Overbevisning er der saaledes ligesaa lidt med Hensyn til Edens Indhold som til dens Form nogen tilstrækkelig Grund forhaanden til at gjøre nogensomhelst væsentlig Forandring i det Bestaaende. Ligesom de til formelle Forandringer heri sigtende Forslag synes at bero paa en beklagelig Miskjendelse af Præsteedens ejendommelige Væsen og Betydning som et kirkeretligt Embedsløfte, saaledes synes ogsaa de Ønsker, der ere fremsatte om Forandringer i Edens Indhold, for en stor Del at vidne om en Uklarhed med Hensyn til Kirkens sande Tarv og en Tilbøjelighed til at give efter for den individuelle Skrøbeligheds Fordringer, som Kirken turde have al Grund til at møde med den størst mulige Kraft og Bestemthed. Om Mag. Niels Svendsen Krönikes Stridigheder med Præsteskabet i Christiania i Aarene 1642--1652. Af P. COUCHERON, Adjunkt ved Kathedralskolen i Throndhjem. III. At Sagen i sin Tid har vakt stor Opsigt, er Noget, som i sig selv er naturligt; Alle de, som havde Interesse for Kirken og dens Anliggender, fulgte den vist med megen Spænding. Fra begge Sider klages der over den store Forargelse, som ved Striden vaktes i Menigheden, og Mag. Niels paastaar endogsaa, at Christiania Menighed derved var bleven berygtet ikke alene inden Riget, men ogsaa i de omliggende Lande. Dette maa vel ikke tages saa ganske efter Ordene; men hans Skildring af Partierne i Staden indeholder dog vist, trods den øjensynlige Overdrivelse, adskilligt Sandt; han siger, „at de Uskyldige, som øve sig udi allehaande christelige Dyder, holdes for Skinhellige, Øvrighedens og Ministeriums Foragtere og den sorte Skoles Disciple, og at de Ugudelige fryde sig udi deres Uterlighed, fordi de ej udraabes for Enthusiaster, Skinhellige &c., men besynderlige have Præsten til Ven og ofte besøge Skriftestolen og Alteret, og at Nogle, som have Lyst til at tale om Gud og hans Ord og sjunge og læse og bede, ere blevne saa rædde, bløde og frygtagtige, at de ikke tør lade sig formærke hermed hos Verdens letsindige Børn, in summa, at Guds Ord hades og bespottes, og Djævelen og hans Væsen elskes og æres, saa at Gud ogsaa herved tilskyndes at komme des snarere med sin retfærdige Straf" 1). Alt dette giver han naturligvis Mag. Trugels Skylden for, uden at betænke, at han dog selv ved sin Færd havde været den, der gav Anledningen til al denne Uro og Forargelse, hvorvel ogsaa Mag. Trugels paa Grund af den Hidsighed og Heftighed, hvormed han besvarede Angrebene, maa bære sin Del af Skylden. De mærkeligste blandt Mag. Niels's Tilhængere ere nævnte. Hans Madsen maa, da han var Raadmand, have været en af Byens anseligste Borgere, og Jens Hansen har som Hører paa Latinskolen været en studeret Mand; de, som ellers nævnes, vare Handelsmænd og Haandværkere (hvoriblandt maaske nogle Tydskere, f. Ex. Niels Flensborg). De, som indskreves i Kapitelsprotokollen, ere ikke mange; men det er vel saaledes at forstaa, at disse vare de anseligste blandt hans Tilhængere; man fejler vist ikke i at antage, at han havde temmelig betydeligt Tilhæng blandt alle Borgerklasser. Dommen gik vistnok Mag. Niels imod, men den var dog affattet i den for ham mildest mulige Form; man skulde dog have ventet, at han var bleven idømt en eller anden Straf for sine, som Dommen selv siger, ubevislige Beskyldninger, eller at han ialfald havde faaet en alvorlig Irettesættelse. Det er maaske ikke urimeligt, at Mag. Trugels's heftige og ubesindige Gjensvar til ham baade den 3dje December og senere i Indlæggene har befriet ham derfra; eller skal man heri se en Virkning af Statholderens Indflydelse? At Mag. Trugels, ifölge Henvisningen i Dommen, hos den verdslige Ret har søgt at faa sin Modstander idømt den Straf, hvortil han i 1) Mange Træk i denne Skildring passe paa Mag. Trugels's ivrigste Partigjænger Söffren Kjeruld, hvis hele Færd ingenlunde gav ham nogen Berettigelse til at fremtræde som Orthodoxiens Forkjæmper. sine Indlæg paastaar ham skyldig (ifølge Recessen 20, 3 at bøde til Kongen for sin Munds Overløb, og ifølge N. Lov Mandhelgebolken 21 at bøde til Kongen og dømmes „fjolmæle (det er, formeget talendes) at være" o. s. v.), dertil findes intet Spor, og der er heller ingen Sandsynlighed derfor; thi det kunde vel ikke være hans Alvor at tiltale ham for at have sigtet ham for en Tyv og Morder i almindelig Forstand, for en saadan, som straffes med „Galge og Gren“ o. s. v. Han har kanske ment, at han nu, da Mag. Niels's Skjældsord vare mortificerede, kunde faa Lov at leve Fred for ham; men deri tog han imidlertid meget Fejl, thi denne Dom havde i det Hele, som man senere vil se, kun liden Indflydelse paa Forholdet mellem dem; ialfald forandrede Mag. Niels hverken sit Sindelag eller sin Færd mod ham. Midt under Striden arbejdede han paa et Skrift, kaldet Troens Erindring og Prøvelse"; Bogens Fortale er dateret 1ste Juni 1649, og dens sidste Kapitel, siger han selv, at han skrev i December 1649, medens Efterskriften er forfattet 8de Marts 1651. Den udkom, som Titelbladet viser, i Christiania 1651 hos Valentin Kühn. I Indledningen drager han med sædvanlig Stridbarhed tilfeldts mod dem, som knurre og fortørnes, ja endog bryde ud i'aabenbare Bespottelse og Forhaanelse mod dem, der ved Guds Aands Naade og Lys af de hellige Skrifter klarlig bevise, at den Tro, som nu de Fleste rose sig af og pukke paa, ingenlunde er den rette. „Og hvorfor" spørger han, „ville nogle Skriftlærde 曾 paa denne Tid være saa stolte og opblæste, at de ikke ville tilstede og fordrage, at andre christne Mennesker skulde turde understaa sig efter Guds Bud og Ord at paaminde, corrigere og straffe dem tilbørligen for deres Vildfarelser og Forseelser"? Bileam lod sig jo corrigere af sin Aseninde. Han haaber, siger han, at Læseren ikke vil lade det blive sig for langt og kjedsommeligt at læse Bogen igjennem en og anden Gang, og - at han vil raade Andre til ogsaa at læse den,,,omendskjønt han skulde derover af nogle Verdens kjødelige og uaandelige Børn blive foragtet, forhaanet og bespottet og kaldet en skinhellig Pharisæer, en Husprophet, en Vinkelprædiker eller noget andet Saadant". I Efterskriften fortæller han, at „dette Herrens eget Verk og Arbejde ikke af nogen anden Autoris eller Skriftlærds Skrifter eller Bøger, som ellers gementligt, er samlet og udskrevet (hvormed Nogle dog have allerede sig spottelig ladet forlyde)", men alene af Bibelen og dens Concordans, og at han har sendt Bogen til de 4 kjøbenhavnske Professorer og andre Theologer, og disse have Intet fundet i den stridende mod den hellige Skrift, hvilket han vil tilkjendegive, ikke alene for at den enfoldige Læser tryggeligere kan læse den, men ogsaa for deres Skyld, som af Djævelens Tilskyndelser „altid have Lyst og Vilje til at modstaa, forhindre, forklejne, bele, bespotte, bagvadske, beskjæmme, dæmpe og afskaffe Sandheden og derimod elske, tale, digte, skrive, berømme, forfremme, udsprede og langt og vidt udbrede den djævelske, fordærvelige og fordømmelige Løgn", som derfor ogsaa samtykke med deres blinde Anføreres onde o. s. v. Vilje udi Christi sande o. s. v. -Disciples løgnagtige Anklagelse o. s. v., udi deres Indstævnelse og Henførelse til Synagoger, Raadstuer og Domhuse, og udi deres Bindelse, Bastelse og Belænkelse o. s. v. og udi deres Lærdoms og Skrifters Forhindring og Forbydelse og udi deres Afsættelse og Udelukkelse fra Kald og Embede og udi deres offentlige Udraabelse og Beskjæmmelse og Bansættelse o. s. v. o. s. v.“. Man ser, hvor stor Mag. Niels's Indignation er; han kan ikke finde Udtryk nok for sin Harme; man kan visselig ikke undres over, at Mag. Trugels vil have ham dømt som Skjændegjæst. Bogens Formaal er en Formaning til Selvprøvelse, om man har den sande Tro; denne fremstilles og beskrives, idet han idelig advarer mod Vantro og falsk Tro; men allerværst Tidsskr. f. den evang.-lutherske Kirke. II Bd. 1 H. 4 -- |