reredes, tilsendtes i rigeligst Maal fra forskjellige Kanter, Stavanger, Bergen o. s. v. o. s. v., og Hovedmassen var da som sædvanlig en Hærskares Mangfoldighed af Traktater med reformert eller halvreformert Lære. Hvad der kom af større Skrifter, saasom Prædikensamlinger, var af samme Art. Dog holdtes ogsaa Luthers Skrifter i Ære, men forstodes tildels mindre klart, især forsaavidt som hans heftige Udladelser mod den katholske Kirke eller, som det af og til for Kortheds Skyld hos ham heder, Kirken" ved en ikke ganske sjelden, mærkelig Misforstaaelse virkelig overførtes paa vor Statskirke1). Det bør ogsaa bemærkes, at adskillige af Luthers Prædikener formedelst speciel Tendents mod hans Læres forskjellige Modstandere kræve en større kirkehistorisk Kundskab, end vor Lægmand, ja tildels end vor Borgermand hidtil har havt.

Saaledes stode eller rettere gik Sagerne indtil omtrent 1854. Den svage Instinktmæssighed i Følelsen for det Gamle var hos Mange bleven endnu svagere, medens paa den anden Side vistnok et og andet dybere, mindre lidenskabeligt Gemyt ved Tidernes Alvor og Pinagtighed allerede da begyndte at klynge sig nærmere til Kirken. Men det maa erindres, at intet Udtryk for en ligefrem kirkefiendsk Stemning egentlig var fundet. En Udtrædelse af Statskirken var vistnok neppe endnu nævnt og anedes neppe af Nogen blandt dem, som senere foretoge dette Skridt, men vel af Andre, der havde kirkehistorisk Kundskab, og som da heller ikke undlode at varsle derom, men stedse mødtes, og det subjektivt sandt, med haanlig Afvisning. Og virkelig saa det for den overfladiske Betragter saaledes ud; thi de stærkest „Vakte" søgte Kirken med krampagtig Iver.

Men med, om muligt, endnu større Iver søgtes fra nu af de „Opbyggelser", som rejsende Lægprædikanter begyndte at

1) Saadant har Forfatteren med egne Ören af og til hört.

holde. For disse ytredes der en tildels komisk Forkjærlighed. Den Tids Lægprædikener vare umiddelbart af en hel indifferent Natur ligeoverfor den senere Fraskillelse, men bidroge vistnok middelbart dertil, saasom de undlode at styrke det svage Kirke- og Daabsbegreb, men bevægede sig paa det bredeste Feldt, Syndens og Naadens, og forøgede de „Vaktes" stærke Selvgodhed ved vel høje Lovtaler over dem. Den Mand, som paa den Tid og senere var den mest yndede og bedst begavede Lægprædikant, O. Kallem, var ingenlunde skikket til eller forberedt paa at lede Aanderne ligeoverfor det Spørgsmaal, som snart blev brændende, og som han længe efter den Tid var ude af Stand til at klare. Bemærkes skal det, at i den Periode, som nu har været beskrevet, et Par Kvækere havde været i disse Egne og ved enkelte Foredrag, men især ved at efterlade sig Traktater nedlagde nogle Sædekorn, som ikke bleve aldeles ufrugtbare 2).

Nu, i Løbet af 1854, begyndte S. Kierkegaards „Øjeblikke" at komme herop, og de læstes med Begjærlighed af Adskillige blandt de mest Exalterede og mindst Modne. Mindre havde været fornødent, end den kierkegaardske Pens Gift, for at dræbe det sidste Gran af Kjærlighed til det gamle Kirkesamfund hos Folk, som ikke kunde se de forfærdelige Vridninger, hvorunder Forfatteren her vaandede sig, og hvorunder han, som det vel tør paastaaes, selv led Mere, end Gjenstandene for hans Angreb.

Efter den Tid begyndte ogsaa O. Nielsens „kirkelige Tidende" med lidt efter lidt forbitret Tendents at være en søgt Læsegjenstand. Denne Forfatters Skriverier fortsatte det Verk, som „Øjeblikkene“ havde paabegyndt, og der behøvedes, for at Udtrædelse af Statskirken skulde finde Sted, intet Andet, end at et Snes fyrrige Mennesker af konditioneret eller

2) Der er i Tromsö By for Öjeblikket et halvt Snes Kvækere.

halvkonditioneret Stand, med liden Indsigt og endnu mindre Maadehold, skulde finde en Vejviser, hvilken de snart fandt i G. A. Lammers. De første Udtrædelser fandt Sted i Tromsø By den 19de Maj 1856.

Med det Tidspunkt, da Udtrædelsen af Statskirken og Frafaldet i Daabslæren var saaledes forberedt, at der kun manglede et Exempel eller en ligefrem Opfordring af en anseet Mand, for at Begyndelsen skulde være gjort, slutter denne Fremstilling, der altsaa naar frem omtrent til Aaret 1855. Hvad der falder senere, faar søges i Lammers's Skrifter eller i hvad Fremtiden fra hans eller nogen Andens Haand maatte fremkalde.

Hvad vor egen Kirkes „Vakte" angaaf, saa er det at forudse, at deres alvorlige Stræben efter Sandhed vil trykke dem nærmere og nærmere til den Kirkes Skjød, som de ikke forlode, da Fristelserne dertil vare størst, at de mere og mere ville blive „den Lærdoms Form" hengivne, om hvis Rigtighed i et eller andet Punkt de visselig have været i Tvivl, men som de dog havde Klogskab eller Lykke til ikke at forkaste uprøvet.

Denne Skildring har efter sin Natur alene berørt en Del af Menigheden; men heraf følger ingenfunde, at „Vækkelsen" skulde have havt et ligesaa indskrænket Terræn for sin Virksomhed. Saaledes er det visselig ikke. Meget mere: det lader sig baade slutte og tildels erfare, at et Aandepust er gaaet gjennem Befolkningens Flertal, og det tør haabes, at, om Kampen har været haard og Engstelserne store, saa har Kirken nu mange flere sande Lemmer end dengang, da ingen af dens Børn havde forladt den, at vor evangelisk-lutherske Kirke her, skjønt blødende af et og andet Saar, i Virkeligheden nu har større Livsfriskhed, end den paa lange Tider har havt.

I Maj 1858.

Et Bidrag til Mag. Kjeld Stubs Historie.

Af

P. COUCHERON,

Adjunkt ved Throndhjems Latinskole.

Magister Kjeld Stubs Berømmelse skriver sig ene og alene fra hans krigerske Virksomhed; han staar for os som den vældige Præst, der, da Fædrenelandet var i Fare, kastede Præstekjolen og med en erfaren Krigers Indsigt og Uforfærdethed forsvarede Landets Grændser mod en mægtig og krigsvant Fiende. Herved er det, at han har gjort sit Navn udødeligt, og denne mest glimrende Tid i hans Liv er det naturligvis ogsaa, som især fremhæves af dem, der have leveret Efterretninger om ham, medens man faar Lidet at vide om hans egentlige Kaldsvirksomhed. Man ser kun Krigeren i ham og ikke Præsten. Man ved, at hans Liv var rigt paa Omvexlinger, men om de Grunde, der foranledigede dem, gives kun sparsomme Oplysninger. Efter Gjessings „Jubellærere" (3dje Del S. 311) anføres her Hovedtrækkene af hans Liv.

Han er født den 10de Decbr. 1607 i Halland, hvor hans Fader Laurids Kjeldsen Stub var Præst i Hisholt og Fauerholt Sogne. Han modtog sin første Undervisning i Landskrona og Slagelse Skoler og kom 1626 til Universitetet i Kjøbenhavn. Efter at have studeret et Par Aar der, især Mathematik, Philologi og Theologi, drog han til Udlandet og gav sig i Krigstjeneste som Ingenieur i den kejserlige Hær. Da han i 1631 kom hjem, blev han ansat som Hører ved vor Frue Latinskole i Kjøbenhavn, men drog saa atter et

Par Gange udenlands som Hovmester for unge Adelsmænd; 1635 tog han i Kjøbenhavn Magistergraden og kaldtes samme Aar af Magistraten i Christiania til Sognepræst; der var han til 1641, da han flyttede til Ullensaker, hvor han blev Provst 1647 og døde 20de April 1663.

Man ser saaledes, at han endnu i sin kraftigste Ungdom viede sig til Kirkens Tjeneste; hvis han, som der angives, var født 1607, var han kun 28 Aar gammel, da han i 1635 kaldtes til Sognepræst i Christiania. Her ligger strax det Spørgsmaal nær hvad var det, som bevirkede denne Overgang fra Kriger til Præst? Var det blot fordi han var bleven kjed af Krigsstanden 1), eller følte han noget indre Kald til den gejstlige Stand? Naar man ser, at han 10 Aar efter atter befinder sig i fuld krigersk Virksomhed, synes man at have Grund til at tvivle om, at han havde fundet sin rette Plads som Præst. Om man end ikke vil istemme hans Dattersons Dom, at det smagte noget af den gamle papistiske Surdejg og det vilde gejstlige Væsen, som da var“, saa maa man dog indrømme, at den Stilling, som Mag. Kjeld nu for en Tid indtraadte i, kun var lidet overensstemmende med hans Kald og Embede. Men man kan visselig ikke antage,

at det var af eget frit Valg, at han nu atter i sin modne Mandsalder tog fat paa Krigshaandverket; den Befalingspost, som han nu beklædte omtrent et Aars Tid 2), blev han vistnok

') Saa synes hans Datterson Provst M. Stub at mene i sine biografiske Efterretninger om Mag. Kjeld Stub, der findes i det Kongelige norske Vidensk. Selskabs Bibl.; Manuskr. Nr. 49 4to.

2) Hans Bestallingsbrev er udstedt 19de Septbr. 1644 (Gjessing III, 311 flg.), og Freden til Brömsebro sluttedes den 13de Aug. 1645 (Holbergs Danmarks Hist. II, 870). — I hans Bestallingsbrev, hvoraf Gjenpart findes i det ovennævnte Manuskript af Dattersönnen, siger Hannibal Sehested, at han för den uformodentlige Krigs förste Anfang og indtil denne Tid udi adskillige Occasioner, inden saavelsom udenfor Grændserne, underdanigst og troligst sig haver ladet bruge, saa at hannem derover dette Riges Grændser og Passer, saavidt Akershus sig strækker, bedst bekjendt monne være".