Denne Tilvæxt

udviklet sig saaledes, at den, i det Store taget, ikke er mere end en Menneskealder gammel; dens Indvaanerantal er i denne Tid fordoblet; Antallet af de Mennesker, som ere fødte eller have levet der for 40 Aar siden, indskrænker sig vist til nogle Snese. Befolkningens Antal var fra 1847 til 1857 steget med 1000, en Tredjedel af det Hele. er fremkommet ved Indvandringer, især fra Throndhjems By og Stift, tildels fra Gudbrandsdalen, Østerdalen og Nordland. At en saadan indvandret Befolkning ikke er af bedste Slags, er en bekjendt Sag, og endnu mere, at den første Generation af Saadanne aldrig eller vanskelig betragter sig som hjemmehørende, hvor den nedsætter sig. Den kan naturligvis ikke være delagtig i de Traditioner, som de Indfødte have, og som, hvor arme de end monne være, dog altid øve nogen Tiltrækningskraft paa dem, som intet Andet have kjendt. Naar nu hertil kommer, at de fysiske Forholde ere ugunstigere end de, hvori Indvandreren er opfødt, og til visse Aarstider virkelig ere trykkende, saa vil Stemningen en Tidlang lettelig blive uvillig og ugunstig, i alle Fald blottet for ethvert Slags traditionel Vedhængen. For saadanne Mennesker er der paa Stedet ingen gamle Fortællinger om Kirken og dens Historie, ingen Minder om fromme gamle Præster, som have kunnet løse og binde, som have straffet eller trøstet o. s. V. Her er heller ikke synderlige Traditioner om andre gamle Embeds- eller andre Stormænd, som have hjulpet den simple Mand til sin Ret. Af Amtmænd har der været et halvt Snes i mindre end et halvt Aarhundrede, ligesaa i de fleste andre Grene af Embedsverket. Alt er omskiftet og forandret. Intet har Rod i Fortiden.

Den konditionerede

Befolkning er altsaa ogsaa i Hovedsagen ny, ikke over et halvt Snes Kjøbmænd, der have beboet Stedet i en Menneskealder eller lidt Mere.

Saaledes i det Ydre.

Sees nu hen til Livet, saa gjør man rettest i at betragte de lavere og højere Stænder hver for sig. De Første have kanske ikke synderlig adskilt sig fra andre Byers tilsvarende samtidige Befolkning, undtagen i en større Tilbøjelighed til Ødselhed og deraf følgende temporært økonomisk Tryk. Religiøsiteten, medbragt i et ringe Mon, er under de herværende Forholde ikke forbedret; Almuerne i disse Egne have af alle Grunde i Fortiden maattet staa temmelig lavt i denne, som i de fleste andre Henseender.

De højere Stænder, hvis Masse for Øvrigt har undergaaet mange Blandinger, have for nogle Aar siden havt et mindre godt Rygte i det øvrige Land, men vistnok i højere Grad end fortjent. Hvorledes det kan have været for 20 à 30 Aar siden, skal være usagt; Lastefuldhed har dog i det Hele ikke almindelig hersket, men vel, som i flere Smaastæder paa Kysten, et temmelig frit Liv. I de senere Aar før 1850 var Selskabeligheden, som forhen var gemytlig og ligefrem, gaaen over til en Luxus og Fornemhed, der vistnok havde den gode Virkning, at den udryddede overdreven Nydelse af Drikkevarer, men som formedelst de nævnte Egenskaber og sin overdrevne Hyppighed maatte gjøre en Del af Befolkningen mindre livsfrisk, end Tilfældet ellers plejer at være under saa smaa Forholde. Den stærke Selskabelighed holdtes igang af enkelte Højerestaaende, hvem formodentlig Livet her faldt tungt, og de Øvrige, som kunde, fulgte i Almindelighed med, men tildels blottede for Evne til at suge den Smule Sødme, som den mere Udviklede dog altid ved at hente selv paa golde Marker.

At disse Omstændigheder i Forbindelse med fordums Dages almindelige og her noget varigere Rationalisme gjorde Folket aandelig mat, vil ikke forundre Nogen. Ordet for kyndtés purt og med Alvor i nogle Aar, men Jordbunden vedblev unegtelig alligevel at være temmelig brak. En enkelt

.

Mand af Menigheden, hvem noget større Troesinderlighed var bleven forundt, og som heller ikke forsømte at aagre med sit Pund, formaaede desuagtet, formedelst manglende Dannelse og visse Ejendommeligheder i sit Væsen, kun saare Lidet og næsten Intet udenfor de lavere Stænder.

Vil man

Saaledes stode Sagerne omkring Aaret 1850. nu i Korthed angive Resultatet af de foregaaende Betragtninger, saa vil Ejendommeligheden hovedsagelig vise sig at bestaa i en gjennem alle Forholde gaaende og i og for sig hel naturlig Løshed, der selvfølgelig stærkest maatte fremtræde der, hvor de mindst synbare Baand gives, i det religiøse Liv, men naturligvis ogsaa i de andre Forholde, der ligge dette nær, i ethvert af de Forholde, der væsentlig opretholdes indenfra, ved en af Naturen given Auktoritet. Dertil bliver da som senere Faktor at føje den gjennem den nærmest foregaaende Tidsalder i det Hele gaaende rationalistiske Lunkenhed, som her af de nævnte Grunde varede noget længere, end paa mange, om just ikke alle andre Steder.

Omkring Aaret 1850 begyndte en anden Tidsalder. Livet begyndte hist og her at bære Spor af noget større Alvor, som vistnok ikke udelukkende var christeligt-religiøst, men dog var Alvor, forsaavidt som Flere af de højere Stænder begyndte at føle Mishag til og Kjede ved en altfor hyppig Selskabelighed, der desuden unegtelig i den nærmeste Fortid ved Kunst var opretholdt fra ganske enkelte Hold. Man var i det Mindste kjed af det Gamle og følte Trang til noget Nyt, til noget Alvorligere. Byens lille Samfund var desuden af politiske Grunde og formedelst kolliderende Særinteresser i det Større eller Mindre temmelig splittet. Paa de lavere Stænder havde Afholdsforeningen begyndt at øve Indflydelse. Ved denne Tid havde ogsaa en nys ansat Præst ved ivrig og af adskillige Gaver støttet gejstlig Virken tiltrukket sig nogen Opmærksomhed, især af de lavere Stænder, Ansæt

telsen af en begavet Biskop bidrog ogsaa Sit, saavel formedelst tiltalende Forkyndelse af Ordet, som formedelst Arbejden mod en Del af det ydre Livs mere fremtrædende Udvæxter. Saaledes stod da den ældre Sognepræst ikke længere som Eremit, men blev istand til at trænge igjennem, hvor hans Tale hidtil syntes at være vendt tom tilbage.

En Modtagelighed for christelig Inderlighed var da i det Mindste indtraadt hos Mennesker af de forskjellige Stænder. Man begyndte mere at læse de hellige Bøger og søgte med ikke liden Begjær christelige Skrifter, som da ogsaa begyndte at komme i Boghandelen.

Paa denne Tid indtraf en temmelig storartet religios Foreteelse, der fremfor Alt paa den Tid bidrog saavel til at vække christelig Iver, som ogsaa til at bestemme det fra nu af stærkere fremtrædende Alvors Charakter, nemlig „Fjeldfinnevækkelsen", en Gren og en Frugt af den læstadianske Bevægelse. Denne Bevægelse er forhen beskreven, saa jeg her kun skal bemærke, at den principielt i det Mindste

ingen

forsaavidt som Sagen stod klar for Læstadius selv lunde var fiendsk -mod den evangelisk-lutherske Kirke, men vel mod de daværende svenske og forsaavidt mod hele Samtidens lutherske Præster. Men de utroligt bitre Ord mod Samtiden og dens Kirkelærere i det Store nedlagde der, hvor Læstadius ikke selv var tilstede og kunde give nærmere Forklaring, en Misstemningens og Uviljens Sæd, der senere voxede op og trivedes fortrinlig og i samme Forhold, som den savnede Sædemandens Pleje, og saaledes særlig i det sydlige Finmarken (Tromsø og Senjens Fogderi), hvor man baade kom i Berørelse med Fjeldfinnerne og tildels fik Læstadius's Prædikener samt et af ham udgivet Tidsskrift at se. Det maa erindres, at Læstadius er saa langt fra at have havt noget Kirkebrud for Øje, at han tvertimod i de senere Aar aldeles har fraraadet og misbilliget Saadant. Dette var nu den ene Side

Tidsskr. f. den evang.-lutherske Kirke. II. Bd. 3 H.

30

af Fjeldfinnevækkelsens Virkninger. Den anden Side, hvis Virkninger selv i dette Øjeblik ikke ganske ere hævede, skjønt Lammers dertil har bidraget, var et puritansk Begreb om Verden" og særskilt et højst ufordelagtigt Begreb om den konditionerede „Verdens" Levesæt. Ogsaa dertil har Læstadius ved bitre Ytringer bidraget

99

og endnu mere den af ham vakte Almue, som naturligvis, maalende Fristelserne ved de almindelige selskabelige Fornøjelser med sin egen gamle Ryggesløsheds Maal, saa en Fordærvelsens Pøl i enhver Sammenkomst, som ikke havde et religiøst Maal for Øje. Vækkelsen var og er tildels endnu en Lægmandsvækkelse, skjønt Antallet af dens Lemmer af de højere Stænder ikke er ganske ringe, hverken i eller udenfor Statskirkens Samfund.

Denne, den læstadianske Finnevækkelse, var ubestridelig den Kilde, hvorfra den tromsøiske Vækkelses første Hovedaarer fløde, og som for nogen Del bestemte dens Charakter, forsaavidt som den avlede Tilbøjelighed til „Præstehad" og til bratte Brud i gamle Forholde. Men Mere end en Forberedelse blev den ikke, især fordi, som bekjendt, Finnerne allerede i 1851 begyndte paa de Daarskaber, som endte med den rædselsfulde Mordscene i Kautokeino den 8de Novbr. 1852. Saadant maatte bringe Vand i Blodet, om det et eller andet Sted var begyndt noget stærkt at koge. Men med denne Vækkelses Udskejelser var naturligvis ikke dens Alvor og Sandhedsspirer udryddede, og heller ikke dens oppositionelle Charakter. Denne Vækkelse havde blandt Kvæner og Finner frembragt saa iøjnefaldende Forandringer til det Bedre ved at udrydde Drukkenskab og Tyveri, at den trods sine Mangler maatte erkjendes for levedygtig. Men Mere end en Forberedelse blev den dog ikke.

Under og efter disse Begivenheder var den før nævnte Læsning af religiøse Skrifter bleven mere almindelig og Adgangen til deres Erholdelse let. Hvad der ikke herfra rekvi