Daaben som det, der har dannet dem Alle til et Helt, en Christi Kirke, de ere Alle som et Legeme, og denne Dannelsesmagt har den derved, at dens Element er Aanden, i hvem vi ere døbte, og som altsaa er levende og kraftig i vor Daab; denne er ἐν ἑνι πνευματι, og gjor os Alle til et Legeme under vort guddommelige Hoved; vi ere Legemets Lemmer, og denne Flerhed holdes atter gjennem Nadveren sammen til een Aand, til et blivende Samfund i Aanden. Ligesom alle de Forskjellige, Jøder o. s. v., blive til et Legeme ved Daaben, idet de komme Alle ind i en Livssfære, nemlig Aandens, saaledes vedligeholdes ogsaa gjennem Nadveren denne samme Enhed, idet de Alle ved den føres tilbage til den samme Aand. De Christnes Liv som Christne begynder med Daaben, fordi de i den indtræde i Aandens Samfund, og derved blive de til en Kirke, et Christi Legeme, og gjennem Nadveren bevares og styrkes de i dette Samfund. Daaben er kirkedannende; Kirkens, Christi Legemes, Grundelse skede Pintsedag ved Aandens Udgydelse, og allerede ì sin første Tale fremstiller Peter Daaben som Middelet, hvorved Menneskene komme ind i den ny aandelige Livssfære, som da tog sin Begyndelse, og annamme Aanden. Dermed stemmer Pauli Ord her i 1 Cor. 12, 13., og naar han i Gal. 3, 27. siger, at Alle med sin Forskjellighed dog ere Et i Christo, fordi de ere iførte ham, og naar han tilskriver ogsaa dette Daaben, da sees let, at han dermed udtrykker den samme Mening. Daaben er ved Guds naadige og vise Bestemmelse sat til at være ligesom den ordinære Vej, hvorpaa han fortsætter den Gjerning, som Pintsedag paa en extraordinær Maade begyndtes, Aandens Meddelelse, og den staar derfor i et lignende Forhold til den stiftede Kirke; just fordi den kirkedannende Aand virker gjennem den, bliver den ogsaa det kirkedannende Middel, og det er paa den Maade, Paulus her opfatter den. Man maa ogsaa lægge Mærke til, at, naar den hellige Forfatter

omtaler disse Følger af Daaben, udtrykker han sig ikke, som om Noget ligesom fremhjælpes ved dette Middel, idet ogsaa Andet medvirker, saaat Virkningen er betingelsesvis, men han taler altid absolut, „det er saa, det finder Sted", men derved hæver han den hele Virksomhed ud over menneskelige Forhold og betegner, at Alt har sin Grund i en Guds Handling, i hans Virken, der kalder det, som ikke er, som om det var, i hans Gjerning, der ikke ser paa Andet end sin Barmhjertighed, og kommer til Menneskene med alle sine Gaver, overøser dem med sine Skatte, meddeler dem Alt, hvad de behøve baade til at ville og udføre, sætter dem ganske uforskyldt af sin blotte Naade og ikke for deres Retfærdigheds Gjerningers Skyld ind i det nye Livs Rige, som han har grundet, og ønsker alene, at de ikke skulle modstaa, men hengive sig til ham som et villigt Redskab, fremstille sine Lemmer, sit hele Væsen til ham og hans Virken; derfor er det ogsaa, at Paulus aldrig siger, hvad Menneskene blive eller ved deres egen Stræben skulle blive; men han siger, hvad de ere, hvad Gud har gjort dem til, og grunder derpaa sin Formaning, ikke at lade Guds Naade være vist dem forgjæves, men følge Kaldet, benytte de Naadens Midler, de have modtaget, og leve efter den Stilling, hvori de ere satte. Deres hele christelige Liv ligger hos Gud, det er skjult med Christo i ham, og gjennem Naadeshandlinger er det bragt til dem og nedlagt hos dem; de ere gjenløste og frelste i Christo Jesu, de ere i Daaben forenede med ham, de ere gjorte delagtige i hans Legeme og Blod, ere Alle blevne Et i ham; Alt er skjænket dem, som de behøve forat leve som sande Borgere i det Rige, hvortil de ere kaldte.

Paa Grund af disse Steder i den hellige Skrift, som her have været Gjenstanden for vore Overvejelser, og i hvilke der belæres os om Daaben, om hvad i den de Christne have modtaget, nemlig Aanden, og om hvad denne Aand bringer,

nemlig Aftoen, Afdøen, Frelse, Gjenfødelse, tror jeg ogsaa at have Ret til at antage, at, naar Apostlerne tale om Guds Aand som et Pant eller en Fæstepenge eller en Besegling (Eph. 1, 13. 14. 2 Cor. 1, 22. 5, 5.), saa mene de, at de Christne just have dette som døbte, og naar de formane dem om at aflægge det gamle Menneske og iføre det ny, som er skabt efter Gud (Eph. 4, 24. Coll. 3, 10. 11.), da falde deres Ord saaledes, fordi de tale til Døbte, til Saadanne, som i Daaben have faaet Del i alle det nye Livs Midler, og derfor ikke kunne undskylde sig med, at de ikke have Evne, at de ikke kunne fare til Afgrunden for at nedlægge deres syndige Lyst og Gjerning, og ikke til Himmelen for at iføre sig et himmelsk Livs Styrke; thi Christus har gjort baade det Ene og det Andet, og Herren vor Gud bringer gjennem sine hellige Indstiftelser, Daab og Nadver, alle disse erhvervede Goder og Gaver til os, lægger dem frem for os, meddeler os dem og siger: tager dem, de ere Eders; herpaa grundes Forpligtelsen til at tage dem og leve som de, der ere saaledes berigede. Og naar Apostlerne og de øvrige Christendommens Forkyndere bringe Evangeliets Ord til Menneskene, Sandhedens Ord, Saliggjørelsens Evangelium, da er dette Kaldet til dem, og naar de annamme det, da blive de gjennem Daaben beseglede med Forjettelsens hellige Aand (Eph. 1, 13. cfr. Act. 2, 33. 38.) som et Pant paa deres Arv; og naar da senere i de Christnes, de Døbtes, Forsamling, det samme Evangelium lyder, saa er det just, for at Guds Visdoms og Aabenbarelses Aand maatte vorde rig over dem til at give dem Forstandens oplyste Øjne, saaat de maa lære ret at kjende og skatte, hvilket det Haab er, som han kaldte dem til, hvilken hans Arvs herlige Rigdom er iblandt de Hellige, og hvilken hans Magts overvættes Storhed er over dem, som tro efter hans vældige Krafts Virkning; og naar Formaning og Advarsel til de Døbte udgaar, da lyder den om dog ikke at bedrøve Guds

den Helligaand, med hvilken de ere beseglede (Eph. 1, 17—19. 4, 30.). Den christne Lærer har sin faste Grundvold i Guds

Ord, og han bør i Christi Kirke ogsaa tage Hensyn til den anden faste Grundvold Guds Gjerning baade i ham og i

dem, til hvilke han taler.

Den religiøse Vækkelse i Tromsø og nærmeste Omegn er vistnok kun et Moment i Tidsaandens almindelige Stræben efter christelig Inderlighed og vilde saaledes ikke egne sig til særskilt Fremstilling, dersom den ikke noget hurtigere end andetsteds var fremtraadt i Opposition mod den evangelisklutherske Kirke. Men dette er, som bekjendt, blevet Tilfældet, og det i den Grad, at denne Kirkes Aand egentlig har havt ligesaa mange Modstandere i sin egen Lejr, som i det Samfund, der ligefrem har erklæret den Krig, men ikke har kunnet trække Flere til sig, fordi det saa ganske har manglet organiserende Kræfter. Dette gjælder den hele Tid, hvori den fri apostoliske Menighed her har bestaaet, lige til nærværende Øjeblik, efterat Lammers har opholdt sig her et Aar. Denne Mand har væsentlig tjent sin Menighed som Rydningsmand af praktiske Ukrud, og som Saadan unegtelig tjent med Ære. Men det er nu ikke paa den Maade, at et Samfund kan forhverves Styrke til Udvidelse, formedelst udpræget Charakter. Denne Mand vil derfor forsvinde i denne Fremstilling, ligesom hans Stræben her hidtil ligeoverfor Udenverdenen har vist sig temmelig uvirksom.

En Grund til, at denne Fremstilling leveres, er nævnt. Men der er ogsaa en anden, og det er den, at den tromsøiske Vækkelses synlige Oprindelse, Udvikling og Forudsætninger paa Grund af Egnen's Isolerthed have været lettere at iagt