Forstand kan og maa gribes allerede her paa Jorden og tillige i sin hele absolute Fylde først kan indtræde ved Kjødets Opstandelse". Man kan indrømme, at disse forskjellige Tillæg („at være" ,,som er" „efter Døden") ere overflødige og forsaavidt ogsaa kunde ikke blot uden Skade være borte, men ogsaa med Grund ønskes bortfjernede; men man kan ikke med Grund paastaa, at de indeholde Noget, der skulde kunne gjøre Brugen af den her omhandlede Bekjendelsesformel uberettiget indenfor den lutherske Kirke. Derfor kan jeg heller ikke finde, at der er tilstrækkelig Grund til i dette Stykke at gjøre nogen Forandring i den gjældende Lovgivning, saalænge der er Grund til at frygte for, at en saadan Forandring vilde vække Misnøje hos en stor Del af Kirkens Medlemmer. Saalænge dette er Tilfældet, kan jeg ikke finde det rigtigt, at den ved Forordningen af 7de Maj 1783 foreskrevne Bekjendelsesformel bliver ombyttet med en anden, hvor ønskeligt det end i og for sig kunde være ved Udeladelse af de ovenfor paapegede Tillæg at faa den ført tilbage til dens oprindelige lutherske Form. Men endmindre vil jeg kunne stemme for, at man ved at opgive enhver Lovbestemmelse herom aldeles overlader Valget af Bekjendelsesformel til de enkelte Præsters Frihed. Skal ikke det Hele opløse sig i den vildeste Uorden, saa synes det mig klart, at Kirkestyrelsen, om den end under de nærværende Forholde skulde finde overvejende Grund til ikke i alle Tilfælde at tvinge Kirkens Præster til at bruge en vis bestemt Formel, dog nødvendigvis maa have en saadan, som den i Hjemmel af den kirkelige Lovgivning kan fordre anvendt der, hvor en Menighed eller et Menighedslem ikke vil have nogen anden benyttet. Efter dette forekommer det mig saaledes indlysende, at en Revision af den kirkelige Lovgivning, der ikke vil ofre Kirkens sande Tarv for enkelte Individers virkelige eller formentlige Samvittighedsnød, i og for sig ikke vil være til Kan strækkelig til at raade Bod paa det Mislige i den nærværende Tingenes Tilstand. Men hertil kommer endnu ogsaa et andet Punkt, som her ikke kan lades ud af Betragtning. Kirken end ikke forsvare i Et og Alt at lempe sin Lovgivning efter tilfældige anomale Tidsforholde og individuelle Klager, saa vilde det dog være ligesaa uforsvarligt af den, om den undlod at tage det Hensyn hertil, som dens eget Tarv paakræver. Men nu er det ikke nok med, at den, som vi have seet, kun for en Del vil kunne tilfredsstille de Klagende ved sine Lovforbedringer, men disse sidste ville naturligvis ogsaa kræve sin Tid, inden de paa rette Maade ville kunne blive gjennemførte, og saaledes opstaar da her det Spørgsmaal, om den ikke, navnlig nu i denne Mellemtid, der maa forudsættes at ville hengaa med Revision af dens Lovgivning, skulde kunne gjøre Noget til de besværede Samvittigheders Lettelse. Naar man her har fremhævet som det Ønskeligste en midlertidig Ophævelse af Præsternes Forpligtelse paa den kirkelige Lovgivning, saa har jeg allerede ovenfor antydet, hvad der nøder mig til at erklære mig mod enhver saadan Forandring i det Bestaaende; til det herom tidligere Anførte skal jeg her kun føje en Erindring om, hvor meget vanskeligere det i Almindelighed er at opbygge end at nedrive, hvor vanskeligt det navnlig altid maa falde igjen at faa indført en Forpligtelse, som man, givende efter for en mere eller mindre udbredt Opinion om dens Uhensigtsmæssighed eller Mangel paa Berettigelse, engang har ophævet. Det forekommer mig, at en anden Vej her maa være at finde. Ligger det overhovedet i Begrebet af et christeligt Løfte, at det kun forpligter indenfor den fysiske Muligheds Grændser, saa synes det ogsaa med Hensyn til Præsteeden at maatte være en Selvfølge, at man ved den kun forsaavidt forpligter sig til at overholde den kirkelige Lovgivning, som de objektive Forholde, hvori man af Kirken selv bliver hensat, ikke selv ligefrem gjøre denne Forpligtelses Opfyldelse til en Umulighed. Hvad man ved at overtage hin Forpligtelse erklærer og bevidner, er væsentligt dette, at man af sit ganske Hjerte er villig til at gjøre alt Sit for, at Kirkens Love og Anordninger maa blive overholdte, at man altsaa selv der, hvor ydre Forholde, som man ikke er i Staud til at magte, maatte gjøre deres fuldstændige Overholdelse umulig, dog vil fastholde denne sin Forpligtelses fuldkomne Opfyldelse som Maal for sin Stræben og saaledes da navnlig ogsaa gjøre alt Sit for at hæve alle objektive Hindringer for dette Maals Opnaaelse. Er dette Edens sande Mening, saa kunde det nu vistnok synes, som om enhver yderligere Foranstaltning til at lette de ved den besværede Samvittigheder maatte være aldeles overflødig; det kunde synes, som om den, hvis Samvittighed ikke overhovedet maatte forbyde ham under de nærværende Forholde at træde i Kirkens Tjeneste, heller ikke maatte kunne have nogen Betænkelighed ved at aflægge dens Præsteed. Imidlertid kan man dog tænke sig Muligheden af, at en Kandidat ikke var i Stand til at stille sin Samvittighed tilfreds dermed, at han selv forstod hin Præsteedens Forpligtelse paa den anførte Maade, men følte Trang til at forvisse sig om, at hans Forstaaelse af den ogsaa deltes af Kirken selv eller den Autoritet, som er kaldet til at varetage dens Tarv og paase Forpligtelsens Overholdelse, og hvor dette maatte være Tilfældet, der vilde det nu efter min Mening være saare ønskeligt, om Kirkestyrelsen kunde imødekomme en saadan Trang ved at tillade Vedkommende for Ordinationen udtrykkeligen at udtale sin Forstaaelse af dette Punkt i Eden i en Form af en i klare og bestemte Udtryk affattet skriftlig Reservation. At ikke enhver saadan kunde tages for god, siger sig selv. Meningen skulde jo ikke være at sy Lunkenheden og Dorskheden Puder under Armene, men kun at skaffe de besværede og ængstede Samvittigheder den Lettelse, som er forenlig med Kirkens sande Tarv, og ligesom nu dette nødvendigt kræver, at dens Tjenere virkeligt, saaledes som det ovenfor er udviklet, med største Flid bestræbe sig for at overholde den kirkelige Lovgivning og kun forsaavidt kunne fritages for at overholde den, som dette under de nærværende Forholde er aldeles umuligt, saaledes maa det ogsaa for dem, der maatte tiltrænge en saadan Lettelse, være tilstrækkeligt at vide, at Kirken hverken i den Ed, den kræver, eller i den Styrelse, der har at paase denne Ed overholdt, fordrer Mere, end det Anførte. Har jeg saaledes seet mig nødt til at dvæle noget længere ved Præsteedens anden Post, saa skal jeg nu fatte mig saa meget kortere ved de øvrige. Mod den tredje Post 15) er, saavidt mig bekjendt, ingen Anke fremført. Jeg for min Del finder dette ganske rimeligt. Efter mit Skjøn er her enhver „Bessermachen“ udelukket som - umulig; her er Intet at lægge til og Intet at tage fra 16). Med Hensyn til den fjerde Post 17) har man dels anket over det Ubestemte i Udtrykkene „monumenta sacra“, „articuli fidei" og „lectio sacra", dels klaget over, at dens Slutningspassus (,,non passurus" &c.) lægger en Snare for Samvittighederne og saaledes maa siges at opstille en utilbørlig Fordring. Hvad den sidste Paastand angaar, har jeg rigtignok ikke saa ganske let for at forstaa, hvorledes Noget kan siges at være en utilbørlig Fordring til en christelig Præst, 16) „Tertio serio ac sancte voveo, quod non tantum velim fugere et detestari doctrinam verbo divino adversam, sed etiam velim eandem pro virili impugnare, sanguinem potius fusurus, quam dogmata falsa ac fanatica approbaturus“. 16) Om Betydningen af denne Post smlgn. Rudelbach, p. anf. St. S. 241 ff. 17) „Quarto legam studiosissime monumenta sacra ac recolam ea, qua par est, diligentia articulos fidei, non passurus ullum effluere diem, quo lectioni sacræ aliquid temporis non impendatur, modo per valetudinem ac inevitabilia impedimenta liceat". som dog maa erkjendes at være noget for enhver levende og nogenlunde oplyst Christen ganske Naturligt. Naar imidlertid virkelig Præster, hvis samvittighedsfulde Nidkjærhed man ingen Grund har til at betvivle, klage over det Tryk, denne Bestemmelse udøver paa deres Samvittighed, og den udvortes Mechanisme, som altfor let bliver en Følge af Bestræbelsen for at overholde den, saa vover jeg ikke at erklære saadanne Klager for ugrundede eller ligeoverfor dem at paastaa, at en Bestemmelse, som den omtalte, hvis Nødvendighed som Moment i en Præsteed ialfald kan være Tvivl underkastet, bør bibeholdes. Jeg antager derfor, at hele denne Passus kunde udgaa af Eden, medens det Ubestemte i de enkelte paaankede Udtryk maatte kunne hæves derved, at man efter den Vejledning, som isaahenseende synes at være given i den 2den Post, ombyttede „monumenta sacra“ med „scripta prophetica ét apostolica" og istedetfor articulos fidei" satte „libros ecclesiæ symbolicos". Mod den femte Post 18) er ligesaa lidt, som mod den tredje, nogen Anke fremført. Naar man endelig i den sjette Post 19) har anket over, at Præsten skal forpligte sig til at udføre sine Foresattes Befalinger „paratissimo animo", saa kan jeg saa meget mindre have Noget at indvende mod, at ikke alene disse Ord, men den hele Passus („,imperata facere") udgaar af Eden, som det forekommer mig klart, at den i det Væsentlige allerede - 18) „Quinto vitam vivam ministro verbi divini dignam, sedulo allaboraturus, ut laudabili pietatis, probitatis et sanctitatis exemplo auditoribus præluceam, ne unquam vel gloriæ Dei vel sacro huic et venerando' ordini ex dedita opera sim futurus dedecori“. 19) „Sexto et ultimo recipio ac religiose promitto, quod præter obedientiam seculari magistratui debitam velim meo episcopo ut et præposito omne licitum obsequium præstare, imperata paratissimo animo facere et cum collegis ac in Christo fratribus ita conversari, ut nemo de me juste queri possit aut debeat". |