-

a morte" (frit for „a mortuis“) i Forklaringen af den anden Artikel og Ordene „tertia die" i Slutningens andet Afsnit ingen Tvivl tilbage. Det femte Led har efter den førstnævnte Del af „Explanatio“ („ascendit et sedet ad dexteram patris") begyndt med „ascendit". At der efter dette Ord endnu er fulgt in coelos", se vi af Ambrosius's „Tractatus" over Symbolet (c. 14. Nam quid sequatur accipito! Tertia die resurrexit a mortuis, ascendit in coelos, sedet ad dexteram patris, inde venturus est judicare vivos et mortuos"") og af de øvrige Documenter over det oldromerske Symbols Ordlyd. Det sjette Led har efter Forklaringen af den anden Artikel lydt: sedet ad dexteram patris“. Det syvende og sidste endelig har efter Hoveddelens tredje og Slutningens andet Afsnit sluttet med et mortuos", og, da disse Ord forudsætte „vivos", med vivos et mortuos“. der foran disse Ord er gaaet judicare“, se vi af hele Forklaringen af Leddet i Hoveddelens tredje Afsnit. At endelig Leddet begyndte med „inde venturus est“, se vi af Ambrosius's Tractatus" (s. det sidstanførte Sted af samme) og af alle de øvrige Documenter om det oldromerske Symbol.

At

Hvad endelig angaar den tredje Artikel, saa kan det ikke betvivles, at den har lydt: „Et in Spiritum sanctum, sanctam ecclesiam, remissionem peccatorum, carnis resurrectionem", hvad ogsaa Mai antager (s. Not. 12). — „Et in spiritum sanctum" er sikret derved, at disse Ord findes i Slutningens anden Afsats; sanctam ecclesiam" ved Ordene ,,sed habet et in ecclesiam" ,,quemadmodum et credimus in

ecclesiam“, „In ecclesiam sanctam" i Forklaringen af den tredje Artikel og derved, at alle øvrige Documenter over det ældre romerske Daabssymbols Ordlyd have det; „remissionem peccatorum" ved Ordene sed et habet in remissionem ,,et in remissionem peccatorum“, „et peccatorum"", in remissionem peccatorum" i Forklaringen af den tredje

386

Ambrosius om det majl. og rom. Symbol.

Artikel; carnis resurrectionem" endelig ved resurrectionem" i Slutningens anden Afsats og ved Ordene „sed habet et in resurrectionem", et in carnis resurrectionem" Resurrectionem "", Crede, quia resurget et caro" i Forklaringen af den tredje Artikel 29).

29) Af Ordene „sed habet et in ecclesiam &c". og „In ecclesiam sanctam et in remissionem peccatorum" kunde det synes, som om den tredje Artikel havde lydt: „Et in Spiritum sanctum, in (eller „et in“) sanctam ecclesiam, in (eller „et in“) remissionem peccatorum, in (eller et in") carnis resurrectionem". Men en saadan Form af den tredje Artikel vilde ikke være vesterlandsk, endsige romersk, men österlandsk. A. har paa begge Steder kun derfor talt, som han gjör, fordi han refererede „in" ogsaa til den tredje Artikels tre sidste Led og forudsatte, at ogsaa hans Tilhörere vilde gjøre dette.

Tillæg til S. 313-15.

S. 314 Not. 9, 2, 3) er der blevet bemærket, at ogsaa den Omstændighed, at Taleren i „Beati Ambrosii Mediolanensis Explanatio symboli ad initiandos" siger, at Arianerne havde benyttet Ordene „invisibili et impassibili" i det aquilejensiske Symbol til Forsvar for sin Hæresi og til Bagvaskelser mod hans og den romerske Kirke, hvis Symbol hans Kirke bekjendte sig til, vidner for, at Talen virkelig er bleven holdt af Ambrosius, idet der paa den ene Side deraf sees, at Taleren har været en Mand, der havde at stride med Arianerne og bekjæmpede dem, og idet paa den anden Kampen mod Arianerne har været en af Ambrosius's Livs Hovedopgaver og Hovedbeskjæftigelser. Hertil maa dog her endnu föjes en dobbelt Bemærkning: for det förste den, at Relationer til Arianismen drage sig gjennem hele Talen, at Taleren paa mange Steder i samme sigter til denne Hæresi og (indirecte) bestrider den, at Talen næsten heltigjennem har en antiariansk Retning og Character, en Retning og Character, hvormed Talerens for Talen saa charakteristiske gjentagne Polemik imod antihæretiske Tilsætninger til Symbolet hænger sammen, og hvoraf den ene og alene synes at være bleven fremkaldt; og for det andet den Bemærkning, at der for en Del finder Berörelser Sted mellem enkelte af de Steder, som referere sig til og gaa mod Arianismen, og mellem Steder i Ambrosius's tre antiarianske Skrifter „de fide libb. V., „de spiritu sancto“ libb. III og „de incarnationis dominicæ mysterio liber", to Omstændigheder, der ligeledes kunne tjene til at stadfæste Rigtigheden af Overskriftens Angivelse, at Ambrosius er Talens Forfatter.

En Relation til og en indirect Bestridelse af Arianismen ligger allerede i Ordene: „in hoc symbolo divinitas trinitatis æternæ

evidentissime comprehensa est unius operationis. Patrem et filium et spiritum sanctum, hoc est venerabilem trinitatem. Et quod fides nostra ita sit, ut pari genere credamus in patrem et filium et spiritum sanctum. Ubi enim nulla discretio majestatis est, nec fidei debet esse discretio“. „cum privilegio venit (auctor coelestis, dominus noster Jesus Christus, filius Dei) majestatis æternæ". Til Arianismen sigtes og Arianismen bekjæmpes indirecte fremdeles i Ordene „Non unicus dominus? Unus Deus est, unus et dominus: sed ne calumnientur et dicant, quia una persona, dicamus filium etiam unicum dominum nostrum“. „Quia de divinitate patris et filii venitur ad incarnationem ipsius" &c. "Ascendit et sedet ad dexteram patris"". Vides ergo, quia caro divinitati imminuere nibil potuit". „Nullum ergo potuit afferre caro divinitatis gloriæ detrimentum. Duo habes: aut quasi secundum prærogativam divinitatis" dominus noster Jesus Christus sedet ad dexteram" &c.-Ipse de nobis judicaturus est. Cave ergo detrahere ei, quem judicem habiturus es. Quare hoc mysterium? Numquid non unum judicium est patris et filii et spiritus sancti? Numquid non una voluntas est? Numquid non una majestas? Quare tibi dicitur, quod filius judicaturus est, nisi ut intelligas, nihil filio derogandum“. Mod Arianismen gaar endvidere: „Ergo vide: credes in patrem, credes in filium. Et quid tertio? et in spiritum sanctum. Quæcunque accipies sacramenta, in hac trinitate accipies. Nemo te fallat. Vides ergo unius operationis, unius sanctificationis, unius majestatis esse venerabilem trinitatem“. Endelig: Arianernes Negtelse af Sönnens „omnipotentia" har aabenbart fremkaldt Ordene: „cum habeas in libro apocalypsis Johannis, qui libellus canonizatur et maxime ad fidei proficit fundamentum: ibi enim evidenter omnipotentem dominum nostrum Jesum Christum memoravit (Apoc. 1, 7, 8)“.

-

Hvad Berörelsen mellem disse Steder og Ambrosius's Skrifter mod Arianerne angaar, saa maa i Særdeleshed med det sidstanförte sammenlignes Ordene: „Itaque cum verus et bonus Dei filius, utique omnipotens Deus Dei filius. Num hinc quoque dubitari potest? Supra diximus lectum, quia Dominus omnipotens nomen est ei. Ergo quia filius Dominus, Dominus autem omnipotens, omnipotens est Dei filius. Sed accipe etiam eam, de qua dubitare nequeas, lectionem. „Ecce venit"", inquit, „„,cum nubibus, et videbit cum omnis „,,oculus, et qui eum compunxerunt, et plangent se super eum omnes tribus terræ. Etiam, amen, Ego sum a et o, dicit Dominus Deus, qui est et qui erat et qui venturus est, omnipotens““ (Apoc. 1, 7.8). Quem igitur compunxerunt, et quem speramus esse venturum, nisi filium? Ergo omnipotens Dominus et Deus Christus est („De fide lib. II c. 3: „„De omnipotente Dei filio init.""). Sml. ogsaa „de incarnationis dominicæ mysterio" c. 10 og fremdeles ogsaa endnu „De fide lib. I c. 2“, "Tractatus in symbolum c. 5“, „De spiritu sancto lib. III c. 23" og

(,,De fide

„Acta concilii Aquilejensis“ Amb. Opp. T. V. p. 174 ed. Paris. fra 1632. — Med de övrige anförte Steder sml. Steder som: „Didicimus, unam esse patris et filii imaginem, unam similitudinem, unam sanctificationem. Didicimus, unam esse operationem, unam gloriam, unam quoque divinitatem. ubi una divinitas, una voluntas lib. II c. 4: „„De domino majestatis Dei filio““). — „superest, ut unius quoque majestatis patrem et filium doceamus. Accipiant nunc, quod dubitare non possunt, quod patris et filii una majestas sit“ (De fide lib. III c. 7: Quod una majestas et una gloria, una quoque substantia patris et filii““). „Nec solum una operatio est ubique patris et filii et spiritus sancti, sed etiam una atque eadem voluntas („De spiritu sancto lib. II c. 11: „„Quia una voluntas, una vocatio patris""&c.). „Unus ergo Deus, salva majestate trinitatis æternæ. Descendit enim spiritus in specie columbæ, ut unius se cum patre et filio operationis ostenderet“ („De spiritu sancto lib. III c. 15: "Quia Dominus spiritus sanctus, sicut pater et filius""). „Sed fortassis iterum dicas: Si dominum spiritum dixero, tres dominos declarabo. Numquid, cum dominum filium dicis, aut filium negas, aut duos dominos confiteris?" („De spiritu sancto lib. III c. 17: "Quia non tres Domini sed unus Dominus""). — Sml. ogsaa endnu med Ordene: „quasi filius Dei visibilis et passibilis fuerit. — Denique quid dicat audi: „„Deus, Deus respice in me; quare me dereliquisti""? In passione hoc dicit; dominus noster Jesus Christus hoc secundum hominem locutus est, quasi caro Idicat ad divinitatem: "",quare me dereliquisti"" i Hoveddelens andet Afsnit med Ordene: „Ergo et patiebatur secundum corporis susceptionem et non patiebatur secundum verbi impassibilem divinitatem, quo totius expers doloris est. Denique idem dicebat: „Deus, Deus meus respice in me; quare me dereliquisti"", quia secundum carnem relictus est, qui secundum divinitatem nec deseri potuit nec relinqui“ (,,De incarnationis dominicæ mysterio“ c. 5).

Jeg behöver forövrigt neppe at bemærke, at Talen i „Explanatio" ogsaa i det Tilfælde, at den ikke var af Ambrosius, vilde vedblive at være et meget vigtigt Document for Spörgsmaalet om den oldromerske Daabsbekjendelses Ordlyd og at aflægge et stærkt Vidnesbyrd for, at de Österlandske Kirker have tilföjet antihæretiske Tilsætninger til Symbolet og brugt de med dem forögede Bekjendelser som egentlige Daabsbekjendelser. Thi saa meget er aldeles sikkert, at den er af en i det fjerde eller senest i Begyndelsen af det femte Aarhundrede levende italiensk Biskop, hvis Kirke brugte det romerske Daabssymbol. Af en i denne Tid levende Biskop er den af den S. 313 Not. 9, 2 1) anförte Grund, og fra en italiensk Biskop hidrörer den, fordi den, som har holdt den, kjender saa nöje til den aquilejens. Kirkes Daabsbekjendelse, fordi hans Kirke brugte det romerske Symbol, og fordi det Manuscript, som indeholder hans Tale, oprindelig har tilhört Klostret Bobium. - Den sidste Omstændighed stemmer iövrigt godt overens med at Ambr. var Taleren.

Om Daabe n.

Af

JÖRGEN HANSEN,

resid. Kapellan til Gran.

I.

Naar jeg har søgt Plads i Tidsskriftet for følgende Afhandling om Daaben, kunde det maaske forekomme Flere, som om denne Del af vor Tro i den senere Tid er bleven gjort til Gjenstand for en saa udtømmende Behandling, at den ingen yderligere tiltrænger. Vistnok er ogsaa Læren omhyggeligen belyst og Kirkens Sandhed kraftigt haandhævet mod Vildfarelsen, men jeg tror dog, at der endnu kan være nok at gjøre. Vildfarelse just i dette Punkt er saa dybt begrundet i Vildfarelse i det Hovedsagelige af Christendommen, at man ikke noksom og ofte nok kan træde den imøde; den er saa farlig for det øhristelige Liv og dog saa vidt udbredt, at der er al Opfordring til at belyse Sandheden og gjendrive Løgnen paa enhver Maade, og ethvert, om ogsaa ufuldkomment, Bidrag hertil bør modtages, da det dog kunde give Anledning til at vise Sagen fra en eller anden Side, som ellers har været mindre paaagtet. Hertil kommer, at jeg tror ogsaa at have en mere personlig Interesse i dette Dogmes Behandling og af at begrunde min Anskuelse derom, da der i en foregaaende Afhandling af mig her i Tidsskriftet er taget et Hensyn til Daaben og denne stillet i et saadant Forhold til det christelige Liv, at en nøjere Belysning deraf og Paavisning af dets Retmæssighed bliver ønskelig. Som Grundlag maa den hellige

Tidsskr. f. den evang.-lutherske Kirke. II. Bd. 3 H.

26