Daaben som egentlig Daabsbekjendelse, som „Daabsbekjendelse" at bruge det uforandrede apostoliske Symbol. Men endnu langt mindre rimeligt bliver dette, naar vi erfare, at en vesterlandsk Kirke, den aquilejensiske, ikke har frygtet for at betjene sig af det med antihæretiske Tilsætninger forøgede Symbol, som vi finde hos den, som,,Daabs bekjendelse", som sin eneste og egentlige Daabsbekjendelse. Hvorledes skulle de græske Kirker, der dog formedelst sin speculative Aandsretning have lagt en saa overvættes stor Vegt paa Læren og især paa dens theologiske og christologiske Del, have næret Frygt for at bruge sine med theologiske og christologiske Bestemmelser mod Hæretikerne forøgede Symboler som eneste og egentlige Daabsbekjendelser, da en af de en mere praktisk Retning forfølgende latinske har vovet at gjøre dette med sit ved antihæretiske Tilsætninger udvidede Symbol?!

Endelig 3.: Den græsk-orientalske Aand udmærkede sig ved Bevægelighed, ved Frihed i Formen, og ved Fylde og Rigdom i Udtrykket, en Fylde og Rigdom, der ikke sjeldent endog kunde gaa over til Ordrigdom og Bredde, medens derimod den romersk-occidentalske Aand var lidet bevægelig og derfor ogsaa stationær, mere bunden og streng i Formen, ja stundom endog stiv i samme, og fattigere paa Udtryk og Ord.

Ogsaa denne Omstændighed gjør det allerede paa Forhaand usandsynligt, at de græske Kirker ikke skulde have vovet at bruge sine formelt meget frie og for en Del endog ordrige Symboler som eneste og egentlige Daabssymboler, at de, for bange til at gjøre dette, kun skulde have brugt dem før Daaben som Troesbekjendelser", medens de ikke gav Slip paa, ved selve Daaben, som „Daabsbekjendelse" at anvende det korte, ordknappe, formel strenge uforandrede apostoliske Symbol. Men endnu langt mere usandsynligt bliver det, at de skulde have gjort dette, naar vise, at endog en vester

landsk Kirke, Kirken i Aquileja, har fordristet sig til at bruge

det formelt noget friere Symbol, som vi finde hos den, som Daabsbekjendelse", sin eneste og egentlige Daabsbekjendelse.

1

Vi have i det Forestaaende kun argumenteret af hver enkelt af de tre anførté Grunde alene. Men for ret klart at se og ret stærkt at føle, hvor urimeligt det allerede paa For haand er, at de østerlandske Kirker skulde have været bange for at bruge sine med Bestemmelser mod Kjætterne forøgede Symboler som eneste og egentlige Daabsbekjendelser, og at de, af Frygt for at gjøre dette, skulde have brugt dem kun før Daaben som Troes bekjendelser", medens de ved samme som „Daabsbekjendelse" brugte det uforandrede Apostolicum, og hvorledes en saadan Frygt og en saadan af samme fremgangen Praxis bliver endnu langt urimeligere derved, at en vesterlandsk Kirke ikke har været bange for at bruge et med antihæretiske Bestemmelser forøget Symbol som „Daabsbekjendelse", maa man egentlig combinere dem med hverandre og fatte dem alle sammen.

I Sandhed, naar vi betænke, hvorledes der i Orienten til den største Opfordring til at bruge de med antihæretiske Tilsætninger forøgede Symboler som sollenne, egentlige Daabsbekjendelser traadte en Aandsretning og en naturlig Ejendommelighed, der gjorde det saa overordentlig let at følge en saadan Praxis, og hvorledes der her omvendt til en Aandsretning og en naturlig Ejendommelighed, der lagde en saadan Praxis saa overordentlig nær, traadte den højeste Opfordring til at følge samme, hvorledes hos de østerlandske Kirker en i Forholdene begrundet Nød og Nødvendighed og en af den naturlige Charakter fremsprungen Tilbøjelighed mødte hinanden og rakte ligesom hinanden Haanden til dens Frembringelsenaar vi betænke dette, saa maa vi allerede a priori holde det for yderst usandsynligt, at disse Kirker skulde have bævet tilbage for at bruge sine ved Bestemmelser mod Kjætterne

362

Cyrills Bekjendelse er den jerus. Daabsbekjendelse.

udvidede Symboler som eneste og egentlige Daabsbekjendelser, og at de, af Sky for en saadan Gjerning, skulde have anvendt dem kun for Daaben som,,Troesbekjendelser", medens de ved Daaben som „,,Daabsbekjendelse" bibeholdt det oprindelige apostoliske Symbol, og saa maa vi holde en saadan Fremgangsmaade for ganske urimelig, naar vi se, at selv en vesterlandsk Kirke uden Betænkelighed har betjent sig af det med antihæretiske Tilsætninger forøgede Apostolicum som Daabsbekjendelse.

Hvorledes ogsaa det aquilejensiske Symbols Vidnesbyrd og de tre før omtalte Vidnesbyrd støtte og stadfæste hinanden indbyrdes, trænger ikke til nogen Eftervisning.

Om den majlandske og romerske Daabsbekjendelses Ordlyd efter Ambrosius's Explanatio symboli

ad initiandos".

Af

C. P. CASPARI.

Jeg har i den forestaaende Afhandling S. 311 bemærket, at det 1833 af Angelo Mai i det syvende Bind af hans bekjendte Verk „Scriptorum veterum nova collectio e Vaticanis codicibus edita" p. 156-58 publicerede, men hidtil aldeles overseede lille Skrift „Beati Ambrosii Mediolanensis explanatio symboli ad initiandos" er af overordentlig stor Vigtighed for det Spørgsmaal, om den kirkelige Daabsbekjendelse oprindelig i alle Dele har lydt som vort nuværende romersk- occidentalske Daabssymbol, eller ej, og aflægger et soleklart Vidnesbyrd om, at den majlandske og den romerske Kirkes 1) Daabsbekjendelse paa Ambrosius's Tid, d. v. s. i den anden Halvdel af det fjerde Aarhundrede, endnu ikke har indeholdt descensus ad inferos", ,, communio sanctorum" og „ vita æterna“.

"

Jeg vil i det Efterfølgende med nogle Ord vise dette og overhovedet i al Korthed omtale det majlandske og romerske Daabssymbols Ordlyd efter Ambrosius's „Explanatio“.

Vistnok foregriber jeg mig derved selv en Smule, idet jeg først senere i den anden Afdeling af mine historisk-kritiske

1) Den romerske Kirkes, thi Ambrosius siger paa et Par Steder, at den majlandske Kirke fulgte den romerske Kirkes Symbol; s. S. 314 f. Not. og S. 319 f. Not. og sml. længere nede Not. 5.

Studier over den kirkelige Daabsbekjendelse har at omhandle det majlandske og romerske Daabssymbol. Men baade Sagens store Vigtighed og Interesse og den Omstændighed, at det, som jeg har at meddele, er, saavidt jeg ved, noget hidtil aldeles Nyt og Ubekjendt, vil undskylde mig heri.

Hovedstedet om de to nævnte Daabsbekjendelsers Ordlyd findes henimod Slutningen af Skriftet i dets næstsidste Afsats (Mai, S. 158 Sp. 2). Med dette Sted maa dog de to Afsatser i Skriftet, hvori Ambrosius i Korthed gjennemgaar den anden og tredje Artikel (Mai, S. 157 Sp. 1 indtil S. 158 Sp. 1) holdes sammen. Hvad nemlig disse to Afsatser udsige, stemmer ganske overens med dets Udsagn og stadfæster dém, ligesom omvendt dets Udsagn igjen stadfæste, hvad de to Afsatser udsige, oj

+

-170 Førends jeg anfører Hovedstedet og gaar ind i det, vil jeg dog i al Korthed angive Gangen i den Del af Talen, der gaar foran samme, og med et Par Ord omtale hele Talens Inddeling og Plan.

T

Jeg vil gjøre dette, dels for at give Oplysning om Sammenhængen mellem Hovedstedet og det Foregaaende og Efterfølgende, dels for at vise, at der drager sig en klar og ifast Tankegang gjennem Talen.

9ddi Efter et Par almindelige Indgangsord forklarer Ambrosius Navnet, Symbolum", siger, at Symbolet var blevet forfattet af de samlede Apostle, og meddeler, at adskillige Kirker, fornemmelig de østerlandske, havde tilføjet antihæretiske Tilsætninger til samme, en Fremgangsmaade, som han misbilliger 2). Efterat han derpaa har opfordret Katechumenerne til at betegne sig med Korsets Tegn, reciterer hån Symbolet for dem (traditio symboli") og taler derefter om, at den guddommelige Eet og det Samme virkende evige Trinitet,

4

2) Udförligere har jeg angivet Indholdet af denne (S. 315 Not. 9, 3 og S. 316 Not. 10 citerede) Del af Talen S. 312-16.