Hr. Kösters egen Mening gaar ud paa, at den Bekjendelse, som Cyrill traderer i Katech. V og udlægger i Katech. VI-XVIII, kun har været, hvad han kalder den jerusalem ske Kirkes „Troesbekjendelse", som den lod Baptizomenerne aflægge i Fremsigelsesform for Daaben, og at dens Daabsbekjendelse, som den lod dem aflægge i Form af Spørgsmaal og Svar ved selve Daabshandlingen, og om hvilken Cyrill taler i Katech. XX n. 4, har været det simple uforandrede apostoliske Symbol, der for Hr. Köster naturligvis falder sammen med vor nuværende romersk-occidentalske

traderede og udlagte Bekjendelse er Symbolet, det apostoliske Symbol, det almindelige kirkelige Daabssymbol i den Form, som det paa Cyrills Tid har havt i den jerusalemske Kirke, derom vidne flere Kjendsgjerninger. Meyers, „De symboli apostolici titulo, origine" &c. p. 78 seq., stiller det sammen med det romerske og aquilejensiske Daabssymbol som den tredje af de tre Hovedskik kelser, som den almindelige kirkelige Daabsbekjendelse eller det apostoliske Symbol har havt i Oldtiden, og Rudelbach betegner det paa det sidste af de tre anförte Steder endog som det oldkirkelige Symbol, der kan gjöre Fordring paa större Primitivitet end det romerske. Man plejer fremdeles at anföre Cyrills Ytring i Katech. V. n. 12, at Baptizanderne „med al Flid skulde fremsige den Bekjendelse, som han nu stod i Begreb med at meddele dem Ord til andet, hos sig selv, i sit Indre, i Tankerne, idet de ikke skrev den op paa Papir, men i sit Hjerte, huggede den ind i Hukommelsen, og at de skulde vogte sig for, under Indprentningen af samme at lade Katechumenerne höre Noget af dens Indhold“, som et af de (mange) Vidnesbyrd, der vise, at den kirkelige Oldtid ikke har villet, at Symbolet, det apostoliske Symbol, den almindelige kirkelige Daabsbekjendelse skulde opskrives (s. f. Ex. Touttée, p. d. anf. St. p. 78., Höfling, p. d. anf. St. S. 231, Rudelbach, Über die Bedeutung des apostol. Symbolums S. 7 Not. 1, Augusti, Denkwürdigkeiten der christlichen Archæologie B. VI S. 411 f., og Guericke, Lehrbuch der christlich- kirchlichen Archæologie S. 282 Not. 1). Man har endelig regnet Cyrill paa Grund af hans Ytringer i Katech. V n. 12 til de gamle Kirkelærere, der have betragtet Symbolet, den almindelige kirkelige Daabsbekjendelse, som et (kirkeligt) Uddrag af de hellige Skrifter (s. Rudelbach, p. d. sidstanf. St. S. 23; sml. Touttée, p. d. anf. St. S. 81, og Hahn, p. d. anf. St. S. 49).

Daabsbekjendelse. Han udtaler altsaa om Daabsbekjendelsen i Cyrills Katecheser væsentlig det samme, som han i sin første Artikel havde udtalt om Daabsbekjendelsen i de apostoliske Constitutioner. Forskjellen mellem hvad han havde udtalt om denne og mellem hvad han udtaler om hin bestaar kun deri, at han betegner den sidste ikke alene som en Bekjendelse og som Bekjendelsen før Daaben, men ogsaa, bevæget dertil af den Omstændighed, at Cyrill oftere kalder den Bekjendelse, som han traderer og udlægger, П16715, som en Troesbekjendelse, som Troesbekjendelsen, som den jerusalemske Kirkes Troesbekjendelse.

Jeg har været i nogen Tvivl, om jeg ogsaa skulde befatte mig med Hr. Kösters anden Artikel. Hans Paastand, hans Bevisførelse og hele Fremgangsmaade og han selv ere i denne Artikel væsentlig de samme, som de have været i den første, saa at jeg i Belysningen og Gjendrivelsen af den ene væsentlig ogsaa allerede har belyst og gjendrevet den anden, og et Svar paa min Opsats i Slutningen af vort Tidsskrifts første Bind, et Svar, der skulde motivere noget Yderligere fra mig, har jeg hidtil ikke-seet.

Jeg har dog omsider besluttet mig til desuagtet at belyse ogsaa Hr. Kösters nye Produkt.

Jeg har i min første Belysning med Hensyn til flere Punkter kun mere givet korte Antydninger, og jeg har i samme ikke sagt Alt, hvoraf der fremgaar, at Daabsbekjendelsen i Constitutionerne og de med antihæretiske Tilsætninger forøgede Daabsbekjendelser overhovedet vare Orientens egentlige Daabsbekjendelser. Jeg har dengang for en Del af den Grund ikke gjort det sidste, fordi et af de vigtigste Dokumenter i Spørgsmaalet om de orientalske Daabsbekjendelsers Beskaffenhed, Ambrosius's af Angelo Mai udgivne og, saavidt jeg ved, hidtil aldeles upaaagtede og ubenyttede „Explanatio symboli ad initiandos" endnu var mig ubekjendt. Jeg kan

og skal saaledes dels videre udvikle og begrunde, dels fuldstændiggjøre hvad jeg før har fremsat.

Men jeg kan og skal ikke alene gjøre dette. Cyrills Katecheser frembyde for en Del endnu ganske andre Argumenter for, at den i samme udlagte Bekjendelse har været den jerusalemske Kirkes egentlige Daabsbekjendelse, end de, som de apostoliske Constitutioner levere os for, at den i Constitt. apost. 7, 41 meddelte har været en i nogle syriske Kirker brugt Daabsbekjendelse, en Omstændighed, der har sin Grund i hint Verks Udførlighed og i dets ejendommelige Indhold og Beskaffenhed. Og de nye Argumenter, som det frembyder, ere alle af den største Kraft, ligesom ogsaa de, som kunne øses af begge Skrifter, af den angivne Grund i det førstnævnte fremtræde med større Klarhed og Styrke end i det sidstnævnte. Der er ingen af de os overleverede orientalske Symboler, om hvilket vi med flere og stærkere Beviser og derfor med større Lethed, Klarhed og Sikkerhed kunne godtgjøre, at den har været egentlig Daabsbekjendelse, end just det af Cyrill traderede og udlagte, saa at Bestridelsen og Benegtelsen af, at dette Symbol har været egentlig Daabsbekjendelse, maa kaldes et Angreb paa Fæstningens allerstærkeste Side og betegnes som den mest forvovne og fortvivlede Gjerning, hvorom ogsaa Hr. Köster selv synes at have havt en Slags Bevidsthed 3). Hermed hænger det ogsaa sammen, at saa godt som Alle have holdt det for den jerusalemske Kirkes egentlige Daabsbekjendelse, og at det end 3) Han siger nemlig i`Slutningen af sin Artikel: „Jeg skal nu kun bemærke, at dersom nogen skulde være tilbõielig til at betragte disse simple historiske Oplysninger som et vilkaarligt og næsten fortvivlet Forsög paa at redde Daabsbekjendelsen i dens uforandrede Skikkelse, saa maa vi huske paa, at dette Skin af Vilkaarlighed kun reiser sig af, at vi nu kun saa yderst sjelden og næsten aldrig ere Vidner til en Daab af voxne Mennesker, der ere opdragne udenfor Christendommen" o., s., V., ¡

ikke i Drømme er faldet de dygtigste Archæologer og Symbolikere ind at betvivle, at det har været denne Bekjendelse,

en Kjendsgjerning, der paa den anden Side allerede paa Forhaand lader vente, at det virkelig har været den, og som burde have gjort Hr. Köster saare betænkelig med Hensyn til hans Benegtelse og hans Paastand, hvis han overhovedet kjendte Noget og brød sig om Noget og respekterede Noget undtagen den dogmatiske Theori om Daabsbekjendelsen, som han har adopteret, og de Fordringer til Historien, som med Nødvendighed flyde af denne Theori. Men forholder det sig nu som anført med den af Cyrill udlagte Bekjendelse, saa ligger deri en stærk Opfordring til ikke alene at vise, at den selv har været den jerusalemske Kirkes egentlige Daabsbekjendelse, men ogsaa til ved denne Anledning engang ret „ex professo" at godtgjøre, at de østerlandske Kirker overhovedet have brugt det med antihæretiske Tilsætninger forøgede apostoliske Symbol som egentlig Daabsbekjendelse, og til at føre et saa fuldstændigt og udtømmende Bevis for, at den i,,Dansk Kirketidende" fremsatte Paastand kun er en Udflugt, en Fiction, hvorved man søger at undgaa en for den Theori, som man har dannet sig om Daabsbekjendelsen, fatal Kjendsgjerning, at denne Paastand ikke kommer igjen, eller at den dog kun kommer igjen som revenant", som Gjenfærd. Opfordringen til at gjøre det først Anførte er saa meget stærkere, som det Factum, at just den jerusalemske Menighed har behandlet Daabsbekjendelsen, sin egentlige Daabsbekjendelse, med megen Frihed, paa Grund af denne Menigheds ganske ejendommelige Stilling i Kirken er af overordentlig Vigtighed.

1

1

Og

Hertil kommer endnu noget Andet. En Bevisførelse for, at den af Cyrill udlagte Bekjendelse har været den jerusalemske Kirkes egentlige Daabsbekjendelse, og at den Kösterske Paastand er en aldeles uholdbar Fiction, giver Anledning

til at opklare en Dunkelhed, som finder Sted med Hensyn til det Moment, hvori den af Cyrill udlagte jerusalemske Daabsbekjendelse blev aflagt, og med Hensyn til Charakteren og Betydningen af „redditio symboli“ i Katech. XVIII n. 21 og til Beskaffenheden og Betydningen af de to Bekjendelser i Katech. XIX n. 9 og Katech. XX n. 4, og som har fremkaldt meget forskjellige Meninger om begge Punkter. Men en saadan Opklarelse er nu af ikke liden Interesse.

,

Endelig giver en Beskjæftigelse med den Kösterske „Bevisførelse for, at den af Cyrill udlagte Bekjendelse ikke har været den jerusalemske Kirkes egentlige Daabsbekjendelse, men dens „Troesbekjendelse", ogsaa Anledning til at levere et lidet Bidrag til den Retnings Charakteristik, som Hr. Köster tilhører.

Men idet jeg nu af de anførte Grunde ogsaa skal besvare Hr. Kösters anden Artikel, skal jeg gjøre det paa den Maade, at jeg fører et udtømmende positivt Bevis for, at den af Cyrill traderede og udlagte Bekjendelse uden al Tvivl har været Troes- eller Daabsbekjendelsen i den Form, som den henimod Midten af det fjerde Aarhundrede havde faaet i den jerusalemske Kirke. Denne Bevisførelse vil tillige indeholde og medføre som sin negative Side et fuldstændigt Bevis for Hr. Kösters egen Anskuelses fuldkomne Uholdbarhed, og under samme skal det saare Ubetydelige og Kraftløse, hvormed han har bestridt den almindelige Anskuelse om den af Cyrill udlagte Bekjendelse og søgt at begrunde den for ham ganske ejendommelige Mening om samme, finde sin behørige Belysning og Vurdering.

At den af Cyrill traderede og udlagte Bekjendelse uden al Tvivl er Troes- eller Daabsbekjendelsen i den Skikkelse, som den omkring Midten af det fjerde Aarhundrede havde i

Tidsskr. f. den evang.-lutherske Kirke. II Bd. 2H.

21