Obrazy na stronie
PDF
ePub

1

barndom, derfor kan ogsaa det frie, selvbevidste Menneske frémvoxe deraf, medens Dyret vel bliver voxent, men aldrig frit. Det samme gjælder analogt om den højere, christelige Frihed, der i Regelen ogsaa forudsætter en christelig Barndom, en saadan, der allerede fra først af er anlagt paa at føre til den selvbevidste Christendom, har allerede dennes (endnu ubevidste) Spire i sig, medens Hedenskab og Jødedom, fordi de mangle denne Spire, ere og forblive ufrie og kun ved en Ophævelse og ved Nedlæggelsen af en ny og i Begyndelsen objektiv, ubevidst Spire herovenfra kunne gaa over til Christendommen. At Nogen - i hvilkensomhelst Alder fra først af med fuld Bevidsthed og Frihed optog Christendommen i sig, naar han han ikke forud var paa en eller anden Maade optagen af Christendommen, er ligesaa meget imod al psychologisk Erfaring som imod Skriftens og Kirkens Lære. Men saa er det ogsaa klart, at den Akt, der ikke alene betegner, men faktisk indeholder denne første, objektive Optagelse i Christendommens Skjød, den første højtidelige Begyndelse til den Indflydelse af Gudsriget, der i sin Tid skal føre til en bevidst Annammelse deraf, ikke behøver at vente paa denne bevidste Annammelse det vilde dog igrunden være at vente, til Bækken flyder ned, men at den især hører hjemme paa det Standpunkt, hvor Menneskets højere Fatum saa at sige providentielt grundlægges.

}: 正赛

At paastaa, at Ingen skal optages i Christendommen, førend han allerede med fuld Bevidsthed er Christen, staar foruden at det indeholder en Selvmodsigelse i Forbindelse

[ocr errors]
[ocr errors]
[ocr errors]

med en dyb Miskjendelse af Kirkens egentlige Betydning. Man betragter da Kirken kun som et privat OpbyggelsesSamfund, etslags Frimurer-Association, der kun optager modne Medlemmer, ikke som en guddommelig Indstiftelse til Menneskelægtens Gjenfødelse, et Moderskjød, hvoraf Individernes modne, bevidste Christendom skal opspire. Derfor er ogsaa

T

Barnedaaben, der først betinger Kirkens naturlige Forplantning og Sammenhæng med sig selv samt Christendommens virkelige Indvoxen i Menneskelivet, et Schiboleth for den sande Kir kelighed, ligesom det er betydningsfuldt, at især i den nyere, protestantiske Tid, der fortrinsvis har faaet Bevidstheden om Christendommens frie, subjektive Charakter og som i sin Iver herfor staar i Fare for at glemme dennes objektive kirkelige Betingelser, fast alle schismatiske Udskejelser have været af mere eller mindre baptistisk Natur.

Ikke alene er Forkastelse af Barnedaaben tillige Forkastelse af Kirkens Auktoritet, der fra umindelige Tider har havt og anerkjendt Barnedaaben; men man kan ogsaa sige omvendt, at man netop ved at anerkjende Barnedaaben med det Samme anerkjender Kirken; thi ej at tale om, at den blot naturlige, ræsonnerende Forstand aldrig vil fatte denne Institutions Betydning, saa vil selv en fra Kirken løsreven Bibelfortolkning neppe komme til andet Resultat, end at Barnedaabens ialfald direkte Skriftmæssighed er problematisk. At finde Barnedaaben i Skriften er nok ialfald, som jeg tidligere udtrykte mig, kun at finde den i sin Spire, en Spire, som først gjennem den sig fortsættende Kirke er bleven udviklet, og hvorved man altsaa maa indrømme Kirkens Berettigelse til saaledes at udvikle, hvad Skriftens Bogstav mere har antydet og forudsat, end udtrykkelig paabudet.

Dog det exegetiske Spørgsmaal skal jeg jo her, efter min engang lagte Plan, holde ganske borte. Overhoved gjentager jeg, at jeg ved disse Bemærkninger kun har villet betragte Sagen fra en enkelt Side og det en saadan, der syntes mig at ligge Erfaring og et almindeligt Overblik over Menneskehedens Udviklingsgang nærmest, uden at jeg i mindste Maade har tænkt at gjøre grundigere og flersidigere Undersøgelser overflødige. Men det er en menneskelig Trang og vistnok et af Midlerne til en højere og friere Sandheds- Erkjendelse,

302

M. J. Monrad, Betragtninger over Barnedaaben.

ogsaa med sin Tænkning at finde sig nogenlunde tilrette i Religionens Lærdomme og Institutioner, endskjønt netop den foregaaende Betragtning vil have lagt det for Dagen som min Overbevisning, at enhver saadan Overvejelse og det hele aandelige Standpunkt, hvorfra den sker, tilsidst maa have sin Grund og sin Udgang fra en Objektivitet, som Mennesket ikke har givet sig selv.

1

Hvorfor er den af Cyrillus af Jerusalem traderede og udlagte Bekjendelse Troes- eller Daabsbekjendelsen, saaledes som den löd henimod Midten af det fjerde Aarhundrede i den jerusalemske Kirke?

Tillige en Belysning af en Artikel af Krist. Köster i „Dansk Kirketidende" 1858 Nr. 33 „Cyrills Katecheser og Daabsbekjendelsen".

Af

[ocr errors]

C. P. CASPARI.

1

Jeg har i min Belysning af Hr. Kösters Artikel: „De apostoliske Constitutioner og Daabsbekjendelsen" (Første Aargang af Theol. Tidsskrift S. 498 ff.) til Bevis for, at man ikke med ham deraf, at en Troesbekjendelse, som en Kirke brugte ved Daaben, indeholdt en Del antihæretiske Bestemmelser, maatte drage den Slutning, at den ikke kunde være Troesbekjendelsen eller Daabsbekjendel sen, beraabt mig paa, at jo den af Cyrill i hans Katecheser traderede og udlagte Troesbekjendelse upaatvivlelig var Troes- eller Daabsbekjendelsen, Troes- eller Daabsbekjendelsen i den Form, som den paa Cyrills Tid havde i den jerusalemske Kirke, og dog indeholdt en Del antihæretiske Bestemmelser.

Da jeg gjorde dette, saa tænkte jeg hos mig selv: „Mon Hr. Köster ogsaa vil negte, at den af Cyrill traderede og udlagte Bekjendelse er Troes- eller Daabsbekjendelsen, den jerusalemske Kirkes Troes- eller Daabsbekjendelse? Dette er dog sagtens ganske umuligt". Og jeg antog derfor, at Hr. Köster ved den anførte Slutning ikke havde tænkt paa

den jerusalemske Daabsbekjendelse, jeg betragtede hans Indvending som fremgangen af Mangel paa Omtanke, en Mangel, som han ogsaa ellers i sin Artikel i høj Grad havde vist.

Hans i Overskriften, nævnte Artikel har imidlertid belært

[ocr errors]

1

mig om, at jeg har taget Fejl.

Den viser nemlig, at Hr. Köster jeg maa sige: til min allerstørste Forbauselse benegter, og bestrider ogsaa den Kjendsgjerning, at den af Cyrill traderede og udlagte Bekjendelse er Troes- eller Daabsbekjendelsen i den Skikkelse, som den henimod Midten af det fjerde Aarhundrede havde faaet i den jerusalemske Kirke, d. v. s., at han benegter og bestrider en Kjendsgjerning, der er saa godt som almindelig anerkjendt 1), der er anerkjendt ogsaa af de kyndigste Symbolikere og Archæologer, af Mænd som Touttée og Hahn, Höfling og Rudelbach, der Alle ikke have vidst Andet end at vi i Symbolet i Cyrills Katecheser jo havde den jerusalemske Troes- eller Daabsbekjendelse, som ikke have havt den allerringeste Anelse om, at det nævnte Symbol egentlig slet ikke var denne Bekjendelse 2).

[ocr errors]
[ocr errors]
[ocr errors]
[ocr errors]
[ocr errors]

') Den eneste Undtagelse gjör, saavidt jeg ved, Petrus King, som havde det urimelige og ubegribelige Indfald, at holde den af Cyrill traderede og udlagte Bekjendelse for hans egen Privatbekjendelse. S. mod ham B. I S. 230 ff. — König, Die Lehre von Christi Höllenfahrt S. 130, betegner ikke det af Cyrill i Katech. V traderede og i Katech. VI-XVIII udlagte Symbol, hvorom han ikke taler, men den Пzor25, som Cyrill meddeler og omhandler i Katech. IV som Cyrills Symbol.

") S. Touttée i sin Udgave af Cyrills Katecheser p. 78. 79 seqq. 295, Hahn, Bibliothek der Symbole S. 48-54, Höfling, Das Sacra/ ment der Taufe S. 185-190. 231. 423. 449. 484, Rudelbach, Die Bedeutung des apostolischen Symbolums S. 7 og 23, sml. Historisch-kritische Einleitung in die Augsburgsche Confession S. 7. 11. 18 og Anmeldelsen af „Theologisk Tidsskrift for den ev.-luth. Kirke i Norge B. IH.1 og 2 i „Norsk Kirketid,“Į Aarg. 1858 Nr. 15 S. 229 ff.).

I

}

Hvor vis og sikker en Sag det efter Archæologernes og Symbolikernes, ogsaa de kyndigstès, Dom er, at den af Cyrill

« PoprzedniaDalej »