Hvorfor er den af Cyrillus af Jerusalem traderede og udlagte Bekjendelse Troes- eller Daabsbekjendelsen, saaledes som den lød henimod Midten af det fjerde Aarhundrede i den jerusalemske Kirke? (Fortsættelse). II Vidnesbyrd indenfor Cyrills katechetiske Verk. A. Vidnesbyrd indentor κατηχησεις φωτιζομενων, Om Præsteeden. Af GISLE JOHNSON. 【blandt de kirkelige Spørgsmaale, som i den sidste Tid have beskjæftiget dem, hvem vor Kirkes Ve og Vel ligger paa Hjertet, er ogsaa det, om den anordnede Præsteed kan siges i Sandhed at svare til sin Bestemmelse, at fyldestgjøre Tidens og Forholdenes begrundede Krav. I vor kirkelige Literatur har dette Spørgsmaal vistnok kun sjeldnere været bragt paa Bane; saavidt jeg mindes, har jeg kun een Gang seet det mere bestemt fremhævet, og selv da egentlig kun i Forbigaaende berørt, i Forbindelse med Spørgsmaalet om vore theologiske Kandidaters nærværende Stilling (Norsk Kirketid. 1857. Nr. 43). Desto hyppigere har det derimod været Gjenstand for Omtale mellem dem, som det efter Sagens Natur især maa interessere; Præster og Kandidater have med Varme diskuteret det i sine Sammenkomster, og en af vore gejstlige Foreninger er endog indgaaen til Kirkestyrelsen med Andragende om Forandring i det Bestaaende. At Sagen fortjener den Opmærksomhed, som saaledes er bleven den tildel, lader sig ikke negte. Præsteeden er jo efter sin Bestemmelse et Middel, hvorved Kirken vil sikre sig sine vordende Tjeneres Troskab i Forvaltningen af dens Embede som Naademidlernes Bærer; den indeholder derfor Hovedsummen af de Forpligtelser, Kirken vil have dem paalagte, hvem hint dens Embede skal kunne blive anbetroet. Saa vigtigt det da for Kirken selv maa være, at denne Ed baade efter Form og Indhold er Tidsskr. f. den evang.-lutherske Kirke. II Bd. 1 H. 1 skikket til at opfylde sin Bestemmelse, ligesaa magtpaaliggende maa det ogsaa være for dem, der staa eller ville indtræde i Kirkens Tjeneste, at forvisse sig om, at den ikke i sin Ed paalægger dem Forpligtelser, som de ikke kunne opfylde og altsaa heller ikke med god Samvittighed overtage. Denne Spørgsmaalets Betydning synes allerede i og for sig at maatte indeholde tilstrækkelig Grund til at ønske det gjort til Gjenstand for en dyberegaaende Undersøgelse, end den, som i Regelen vil kunne blive det tildel ved nogen mundtlig Diskussion. Men hertil kommer endnu en anden Omstændighed, der i mine Øjne gjør Trangen til en saadan Undersøgelse dobbelt følelig, og det er den beklagelige Uklarhed, som med Hensyn til flere af de vigtigste hidhørende Spørgsmaal synes mig at være kommen for Dagen under de Forhandlinger, der hidtil hos os have været førte om denne Sag. Om muligt, at bidrage Noget til at hæve denne Uklarhed og derved forebygge et for Kirken mindre heldigt Udfald af Sagens Behandling er Hensigten med de følgende Bemærkninger. Om nogen fuldstændig Ophævelse af det i den anordnede Præsteed indeholdte kirkelige Embedsløfte har der, saavidt mig er bekjendt, hidtil ikke været Tale under Drøftelsen af det heromhandlede Spørgsmaal. At en Hovedsum af de Forpligtelser, som Kirken maa paalægge Ordets Tjenere, ogsaa ved deres Ordination maa blive dem forelagt og af dem overtagen, derom har der efter mit Bekjendskab til Forhandlingerne om denne Sag kun været een Mening iblandt dem, som derom have udtalt sig. Det, hvorom her handles, er en Modifikation af hint Løfte, en Forandring i den Maade, hvorpaa det nu ved Embedets Overdragelse bliver afkrævet Kirkens Tjenere og af dem aflagt. En saadan Forandring har været ønsket og begjæret af forskjellige Grunde og i forskjellige Retninger. Paa den ene Side har Anken været rettet mod Præsteedens Indhold; man har fundet, at den, som den nu lyder, dels indeholder Mere, end fornødent er, dels udtrykker sig saa ubestemt og utydeligt, at den ikke kan Andet, end vække unødvendige Tvivl og Betænkeligheder, dels ogsaa paalægger. Forpligtelser, som enten ere ligefrem uopfyldelige eller dog lægge et utilbørligt Baand paa Præstens personlige christelige Frihed; Præster have klaget over det Tryk, den saaledes udøver paa deres Samvittighed, og theologiske Kandidater ere ved Frygten for et saadant Samvittighedstryk blevne holdte tilbage fra at træde i Kirkens Tjeneste. Paa den anden Side har man paastaaet, at Institutionen er beheftet med ikke uvæsentlige formelle Mangler; man har fundet det besynderligt, at Kirken kræver et saadant edeligt Embedsløfte umiddelbart efter at have modtaget et næsten ligelydende Løfte under selve Ordinationshandlingen; man har havt Betænkelighed ved at bibeholde den edelige Form, hvori hint Løfte for Tiden maa aflægges, og ønsket det latinske Sprog, hvori det er affattet, ombyttet med Modersmaalet; man har ment, at alle disse Mangler paa den mest tilfredsstillende Maade vilde blive afhjulpne ved Præsteedens Sammensmeltning med Ordinationsløftet, ved dens Indføjelse i Ordinations handlingen som et i Modersmaalet aflagt, samtlige den Gejstliges væsentlige Embedspligter omfattende højtideligt Løfte. Det er disse forskjellige Anker med tilsvarende Forslag til Forandring i det Bestaaende, som jeg her skal forsøge noget nærmere at belyse, idet jeg, førend jeg gaar over til at undersøge Præsteedens Indhold, først vil betragte den fra dens formelle Side som et fra Ordinationsløftet forskjelligt, i det latinske Sprog aflagt edeligt Embedsløfte, og af de forskjellige hidhørende Spørgsmaale igjen nærmest forsøge at besvare det, som ikke alene i og for sig er det vigtigste, men hvis Besvarelse ogsaa maa udøve en afgjørende Indflydelse paa Besvarelsen af de øvrige, Spørgsmaalet nemlig om Opgivelse eller Bibeholdelse af Løftets edelige Form. At eftervise Edens christelige Berettigelse i Almindelighed tør jeg her anse for overflødigt. At den indenfor den christne Kirke har havt sine Modstandere, iblandt den gamle Kirkes Fædre saavelsom i flere af Middelalderens og den nyere Tids spiritualistiske Sekter, er bekjendt nok. Men en ligesaa bekjendt Sag er det ogsaa, at Kirken idethele her har stillet sig paa den modsatte Side 1). Navnlig gjælder dette ogsaa om vor evangelisk-lutherske Kirke, som ikke alene erklærer det tilladt for Christne at aflægge Ed, hvor Øvrigheden kræver det (Conf. Aug. XVI), men ogsaa betegner en saadan Ed som en ret, god Gjerning, hvorved Gud prises, Sandhed og Ret stadfæstes, Løgn tilbagedrives, Fred stiftes, Lydighed bevises og Trætte skilles", idet nemlig „Gud selv træder der imellem" (Cath. maj. I, 66). Eden er efter denne Kirkens paa Guds Ord grundede Betragtning af den en Bekræftelse af et Udsagns Sandhed, der ikke alene er forenlig med Christendommen, men endog en i visse Tilfælde ganske naturlig Ytring af det christelige Troesliv, ret en specifisk christelig Sandhedsbekræftelse. Naar en Christen højtideligt bekræfter sit Udsagns Sandhed ved at kalde Gud til Vidne derpaa, saa bekjender han dermed tillige Gud som sin Gud, som sin hellige og retfærdige, alvidende og almægtige Dommer, men dermed ogsaa som den, i hvis Naadesamfund han har sit højeste Gode; for ham er en saadan Sandhedsbekræftelse altsaa kun en enkelt speciel Form af den Bekjendelse af Guds Majestæt, hvori det er hans christelige Troesliv væsentligt at aabenbare sig, en ret christelig, gudvelbehagelig Gudstjeneste. I dette Edens Begreb som en christelig Bekjendelse er ogsaa 1) Nærmere Oplysning om Edens Historie indenfor Kirken vil man finde hos Staudlin, Gesch. der Vorstellungen und Lehren vom Eide (1824). Strippelmann, der christl. Eid nach Entstehung, Entwickelung, Verfall u. Restauration (1855). Tholuck, die Bergpredigt (til Matth. 5, 34. 35). |