Jesus Christus, som har forstyrret Helvede; frygter Du for Adskillelse fra Forældre o. s. v., saa tænk paa Jesus Christus, som har forhvervet hvad langt bedre er (Joh. 14. 2 Cor. 5.); frygter Du for Døden, tænk paa Jesum Christum, som har overvundet Synd, Død og Satans Rige". Joh. 11.

Andre holde sig til Djævelen, Troldfolk, Signere eller det, som er forfængeligt, res nihili, vanitas.

Jonas takkede Gud for Frelse. Vi skulle mindes, at Gud af os fordrer Taknemmelighed, som indskjærpes. Cap. III af Jonas.

I. Prædiken over: „Gjør Dig rede og gak til Ninive". Alle tro Prædikere skulle rette sig efter Guds Ord og Befalning og ikke efter Menneskenes Digt og Paafund. Ligesom Jonas „maa Lærerne være ret og lovlig kaldede og beskikkede til deris Embede og Intet lære uden Guds rene og klare Ord" (1 Pet. 4. Rom. 12).

Jonas viste sig taknemmelig for Frelsen ved at lyde Guds Kald. Verden glemmer snart Guds Naade og Frelse. Seer de Syge! „Naar Hovedet er lægt er Skurven glemt“. „Naar den siuge han beder faar, bliffuer argere end han fører vaar“. Naar Fattige blive rige, blive de hoffærdige. ,,Ingen Ragekniff skarpere kan skjere end den Fattige, naar hand bliffuer Herre".

II. Prædiken over: „Jonas forkyndte Ninive Undergang". „Han talte høit og aabenbare, ei med Hvisken og Tisken eller Mumlen, ei i Vinkler og Vraaer som de daarlige Gjendøbere, ej som Papisterne paa Latin, som hver Mand ikke forstaar".

„Jonas er et Mønster baade for Lærere og Folket".

„Dersom Prædikerne udi deres Prædiken ikke ville udtrykke Sandhed, men prædike eftersom hver havde Lyst til at høre, saa de Ingen vilde fortørne, paa det de kunde holde og have Gunst og Venskab for Alle, da gjorde de hermed baade sig selv og deres Tilhørere en evig Skade og Fordærvelse" (Ezech. 33. Jer. 48. 1 Cor. 9). Han gjentager og udvikler derpaa meget sandt og smukt, hvad han i Fortalen har ytret om Lærerembedet og dets Betydning og Ansvar, og tilføjer derpaa, hvad Tilhørerne ere pligtige til. Han formaner dem til at lade sig undervise af Guds Ord og ingenlunde fortale og beklaffe Ordet og Ordsens Tjenere", meget mindre at hade og forfølge dem, men heller elske og gjøre dem tilgode, som sige dem Sandhed og vise dem Vejen til det evige Liv. Thi efterdi vi pleje at holde dem for trofaste Venner her udi Verden, som vare os ad for Skade og ere dem derfor alt godt pligtige Da burde os meget mere at holde dem for vore trofaste og bedste Venner, som advare og hjelpe os fra

--

den evige Skade. Men nu tvivler jeg ikke paa, at der findes jo nogle „Loukjøne" (Lovkyndige), Hyklere og veltalende Ordgydere, som anderledes dømme derom og sige: at Presterne med deres skarpe og strenge Prædiken kunde Intet udrette, men heller gjøre Folkene forbittrede og hadske imod Lærdommen og dem selv og synes dem derfor bedst og raadeligst, at de overgive Lovens strenge Prediken og stedse prædike Evangelium. Hertil svarer jeg saa, at den strenge Prædiken, som skeer efter Guds Ord, lader ingen Guds Børn sig forarge udaf, meget mindre lade sig fortørne (om de ere ved Skjel og Forstand) paa Guds Ord eller Ordets Tjenere, som sige dem Sandhed paa Guds Vegne, men fast heller derfor takke dem. Men her skulle vi vide, at det de Ugudelige rase og fnyse imod Guds Ord og Ordets Tjenere, det er ikke Ordens eller Tjenernes Skyld men Skylden findes hos de ugudelige og forstokkede Mennesker selv, som Djevlen saa have forblindet, at de ikke kunne fordrage Sandhed, paa det de ikke skulle omvende sig fra deres onde Veie og blive salige. Derfor kan nu Guds Ord intet Gavn skaffe hos de gjenstridige og ugudelige Mennesker“.

III. Prædiken over: „Folket i Ninive troede og klædte sig i Sække“. Det lærer os at gjøre Poenitents. Han advarer mod 2 Vildfarelser, 1) at et gjenfødt Menneske ej kan synde, ja at hans Synd er Gud velbehagelig. „Denne er en fordømmelig Lærdom indført af Djevelen (Saul, David. 1 Cor. 10. 2 Pet. 2. Aab. 2.), 2) at den, som efter sin Daab og den da erholdte Syndsforladelse synder, kan ikke igjen komme til Naade hos Gud" (Jer. 3. David, Petrus. Luc. 15).

„Poenitens (paa hebraisk Nicham) betyder baade „at angre og trøste sig". Den har 3 Dele: 1) Anger og Ruelse, som kommer af Lovens Prædiken og Samvittigheds Forskrækkelse. 2) Troen. „Den er ikke aleneste et Vidskaff udi Menniskens Sind om Guds Forjettelse, men er ogsaa en fast Tillid udi Hjertet og Villien, som uden al Tvivlagtighed lader sig noie med, at Gud vil forlade ham alle sine Synder og annamme ham til Naade og Venskab igjen for den eneste Meglers Christi Skyld". Troen kommer af Evangelii Prædiken. 3) en ny Lydagtighed som er Troens Frugt (Ez. 1. Luc. 6. Rom. 6. 8. Eph. 4.).

,,Assidue peccantibus assidue necessaria est poenitentia“. Augustin.

IV. Prædiken over: „Kongen aflagde sit Purpur o. s. v.". Om Kongens Poenitens. „Naar Menigmand har en Djevel har store Potentater ti, som dem daglig anfegter". „Os bør ikke daarlige at troe hver Bissekræmmer eller Kringeldriffuere, som

begynde noget Nyt at prædike uden god Randsagelse og vise og lærde Mænds Vidnesbyrd".

V. Prædiken over: „Kongen paabyder almindelig Poenitents".

Efterat have omhandlet den papistiske Faste og den rette Faste, som enten sker for at spæge sit Kjød (Tit. 2.) eller som gudfrygtige Konger og anden christelig Øvrighed med den hellige Kirkes Forstandere byde og befale i Besynderlighed, naar de fornemme nogen Straf at plage og overhænge Rige, Land" o. s. v., ytrer han: „Af Kongen i Ninives Mandat kan Øvrigheden lære selv at være gudfrygtig og fordre og holde en christelig Skik hos Undersaatterne; thi regis ad exemplum totus componitur orbis". - Øvrigheden maa selv rette sig efter de Befalinger om god Skik, som de udstede, vogte sig for umættelig Gjerrighed, som Intet vil koste paa Kirker og Skoler eller Guds Ord, hvorom Luther alt klager „qvod non tollit Christus, tollat fiscus, & qvod non vis dare sacerdoti, dabis impio militi", hvilket pleier og at skee. Thi hvad som man med Karrighed sparer til at forfremme Guds Lov og Ære med, det kommer gjerne udi andre Maade unyttelig bort, saa at det man ikke vil give Guds Ords Tjenere til Føde og Underholdning for deres Arbeide og Møie, som de daglig have med Guds Ord at forkynde, som Gud rigelig lader klinge i disse Tider, skal en anden Tid udgives til Rytter og Landsknegte, som have et andet Budskab at føre og sjunge dennem en anden Sang end de gjorde, naar Krig og Feide kommer udi Lande, saa at slige Besveringer paa en kort Tid mere medtager end alle Kirker og Skoler udi et Kongerige med deres Tjenere udi lang Tid kunde ved Magt holdes med". Efterat have rost Christian III og Fredrik II som, selv gudfrygtige, fremmede Kirkens Bedste, ytrer han fremdeles: „Endog ganske faa findes mange Steder, som slige loflige Exempler efterfølge besynderlig hos dem, som af Pavens Flaske have drukket, thi de give for, at det er nok, at verdslige Regenter besvere sig med verdslige Regimenter og ikke have Behov at bekymre sig med Religionen, som de Geistlige alene tilkommer. Men hertil kan dog saa simpel og enfoldig svares: At endog det vel sandt er, at Kirkens og verdslige Regimente ere tvende adskillige Embeder, som ingenlunde bør at beblandes tilsammen, men hver som i dem ere bør at tage vare paa sine Bestillinger: Dog kommer de hermed over et, at de baade (begge) sammenpligtige ere at forfremme Guds Lov og Ære og Menneskens Velferd til Sjel og Liv. Thi ligervis som de Geistlige for Gud ere pligtige gudfrygtelige og alvorlige at forestaae Kirke

Tidsskr. f. den evang.-lutherske Kirke. II. Bd. 2 H.

19

278

A. Faye, Om Mag. Jörg. Erichsson.

embede med al den Styrke, som hører til Guds Ære og Menneskens Salighed og Velferd, saa bør og verdslig Øvrighed baade med gudfrygtige Exempel som og med deres Mandat og Befalning, at have flittig Tilsyn med, at den rene Lærdom med Tungemaal og boglige Kunster og anden god Politi som tjene til Guds Ere og Menneskenes Velferd baade til Liv og Sjel, kunde hos Undersaatter forfremmes til alle Efterkommere, hvilket de og for Gud pligtige ere".

Ogsaa en Betragtning over Barnedaaben,

foredragen i den gejstlige Forening i Christiania

af

M. J. MONRAD.

Spørgsmaalet om Barnedaabens Berettigelse har, som bekjendt, i den sidste Tid oftere været Gjenstand for vore Theologers Overvejelse. Anledningen dertil har nærmest været den. Modsigelse, som fra en vis Kant har været rejst derimod, en Modsigelse, der især af den Grund maatte opfordre til omhyggelig Prøvelse, at den til enhver Tid har et saa udbredt og let tilgjængeligt Medhold i den overfladiske ForstandsBetragtning, der stedse forarges over Christendommens dybere liggende Lærdomme og Indstiftelser. De Grunde, som nu og stedse blive gjentagne mod Barnedaaben, ere væsentlig tvende: 1) at den er ufornuftig, da Børn ikke ere skikkede til at døbes, og 2) at den er uskriftmæssig, da den ingensteds findes paabuden i den hellige Skrift.

Hvad nu her nærmest var at gjøre, var naturligvis at tilbagevise Angrebet og saaledes at gjøre indlysende, dels at Daabens guddommelige Kraft ikke forud betinges af den Døbtes klare Bevidsthed, og at Modtagelighed for Guds Rige, skjønt uudviklet, dog i sin Spire kan være tilstede selv hos det spæde Barn, dels at Barnedaaben ikke er uskriftmæssig, fordi den ikke udtrykkelig nævnes i Skriften, men at ogsaa der dens Idee baade kan være og virkelig er i sin Spire tilstede. I begge Henseender kommer det an paa at fremhæve, at man maa tro og antage for virkeligt ogsaa hvad man ikke ser,