Lysets Rige. Thi den lærer kort og klart baade Loven og Evangelium. Men ved Loven bliver Syndernes Bekjendelse, ved Evangelium Syndernes Forladelse, hvilke to Stykker ere Menneskene uundværlige til Salighed, fordi de føde Anger og Tro. Et sønderknust og ydmygt Hjerte kommer af Syndernes Erkjendelse, og af Evangeliets Hørelse kommer Troen, hvilken alene gjør retfærdig for Gud, fordi den griber fast paa Guds Barmhjertighed for Christi Skyld. Derfor anbefaler jeg, kjære Herrer og Brødre, Eder i Besynderlighed denne lille Katechismi Bog, og beder Eder for Christi Skyld at lære slet udenad de Stykker, som den underviser i, og troligen og flittigen for alle Ting lære Eders Folk de samme. Denne Børnelærdom bør ikke foragtes, men læres og bruges, at man kan vide at drage den hellige Skrift hid til Loven og Evangelium som til de to rette Hovedartikler i vor Saligheds Lærdom og vide at skikke sin Prædiken og Lærdom herefter som efter en vis Rettesnor, hvilken vi kalde „analogiam fidei", for at de, som give sig ud for Prædikere, skulle ikke staa at vaase eller væve Kirkens Vadmel, men lære deres Folk noget Vist af Guds Ord i et kort Begreb" 9).

Hvad vi have ytret om de kirkelige Forhold i Almindelighed, fandt ogsaa Sted i Stavangers Stift, hvor Misnojen med Kirkeforbedringen endog var stærkere og varigere, end i de øvrige Stifter. Ved den sidste katholske Biskop Hoskold Hoskoldssons Afsættelse havde Kongen nok tænkt at lægge

9) Se Heiberg, Peder Paladius's Levnet, i theol. Tidsskrift af Scharling og Engelstoft. IV. Meget bedre var det ej i Sverige. Da Superintendent Norman 1540 visiterede i Vestgothland og spurgte en Præst: „Qvid est evangelium“, svarede han: „Est baptismus“. En Anden svarede, at vi Intet have at skaffe med det gamle Testament, efterdi det var forkommet i Noæ Flod. Geijer, S. H. II, 111. Sammenlign Gustav Wasas Klage over de nye Prædikanters Opförsel ib. II, 54.

99

E

Stavangers Stift under Bergens, hvorfor ogsaa Thord Rød, der fængslede Hoskold og reformerede Stiftet, ikke blot bemægtigede sig alt det Gods, som Bispen og Erkebispen havde der", tilligemed Bispegaarden, men ogsaa synes at have underlagt sig baade Domkirkens og Kommunens (eller Kannikernes) Indtægter, hvoraf Følgen var, at hin forfaldt og denne mcd Skolen synes at være opløst. Formodentlig har Geble Pedersson, der havde faaet Tilsyn med Stavangers Stift, erklæret sig mod Foreningen af Bergens og Stavanger Stift, thi Sondag Oculi 1541 udnævnte Kongen Jon Guthormsson, en ung Mand af en anseet norsk Adelsslægt og Fætter til Islands berømte Lagmand Oddr Gottskalksson, til Superintendent over Stavangers Stift.

1

Uagtet Truid Ulfstands og Klaus Bildes Recesser af 1539 vare stadfæstede af Kongen og gjort gjældende for det hele Land, vilde Almuen i Stavanger dog ej rette sig efter samme, hvorfor Christopher Huitfeld, Høvedsmand over Bergenhus, Stavanger og Vardehus, maatte udstede ikke mindre end 4 nye Recesser 19), af hvilke den ene hovedsagelig gjaldt Stavanger; thi i den hilser C.Huitfeld og Joenn Gotterrumszenn", Superintendens over „Staffwangers Stigt", fra Bergen (18de Januar 1544) Bønder og menige Almue, som bygger og bor udi Listerlen, Midsyssel, Raabygdelen, Nedenes, Valders og Hallingdalen, kjærligen med Underretning om, at dem i Sandhed var forekommet, at nogle af deres Kirker ved Kirkeombudsmændenes Forsømmelse og Vanrygt stode faldefærdige, og at Kirkernes Rente og Indkomst formindskes, saa at det staar at befrygte, at Kirkerne til stor Skade for Almuen skal falde ned. For at raade Bod paa disse Ulemper, og for at Christendommen kunde ydermere foroges, havde de med flere

10) Disse mærkelige Recesser findes i Christian III.'s Historie af Krag, И, 377.

gode Mænds Raad efter den kongelige Ordinants, Christenretten og den Skik, som bruges i Bergen, og som Kongen vil ogsaa skal holdes i Stavangers Stift, blandt Andet bestemt, at Almuerne vare pligtige til at opbygge og vedligeholde saavel deres Hovedkirker som smaa Sognekirker; at Kirkeombudsmændene skulde udvælges af menige Sognebønder, der skulde kaare dem, som vel formuende ere",

99

hvilke hvert 3dje Aar skulde aflægge Regnskab; at alle Jorder og Jordparter, som vare Kirkerne frakomne foruden Lov og Dom, skulde gjengives Kirkerne; at Kirkens Ombudsmænd skulde gjøre Regnskab for Kirkernes Renter, indkræve hvad der ved Testamenter skjenkes, ej lade Kirkens Egeskove forhugges, svare til de Kirkens Kjør og Alterkjør, som de modtoge, samt forestaa Kirkerne vel, bygge og bedre dem 11).

""

I en anden Reces af samme Aar bekjendtgjør Christopher Huitfeld, at det paa menige Lagthing over disse tvende Stifter, Bergen og Stafvanger, er besluttet, at hvo der findes med at holde Løverdagshelgen 12), han skal bøde 5 Mark Penge".

1) Paa den almindelige Herredag, som 1548 holdtes i Oslo, hvor Prinds Fredrik blev hyldet, bestemtes i § 4, at dersom noget Gods er taget fra Kirken eller Præsten enten af Herremænd, Fogder, Bönder eller nogen Anden, da skal det lægges til Kirken igjen, og § 7 befaler alvorligen, at alle Kirker skal holdes med skjellige Bygning og Ornamenter. Aar 1550 befales Almuen i Oslo og Hamar Stift strengeligen „at ifærdigholde og opbygge saa mange Huse paa Præstegaardene, eftersom de pligtige ere og af gammel Tid der udi vort Rige Sædvane været haver".

12) Allerede Erkebiskop Aslak Bolt havde i en Skrivelse fra Bergen 24de August 1435 befalet, at Löverdagshelg herefter ingenlunde maa tilstedes videre end Christenretten lyder, da det var kommet ham for Öre, at man paa forskjellige Steder af Riget, „dels af Naturens Skröbelighed, dels af Djevelens (pukans) Forvildelse og Tilskyndelse" havde dristet sig til at holde denne Helg (Keysers Kirkehist. II, 488). Nogle Aar senere fremtraadte i Oslo Stift to Bönder, der udgave sig for St. Olaf og St. Nicolaus og anordnede at „holde Löfuerdagen Jomfru Mariæ til Tjeneste og Amindelse og ved Faste og Bön om Fredagen dertil berede sig".

,,Dernæst beklages og af Præsterne, at de ikke faa deres Rettighed i Tiende, Kirkegang, Udfærd til gode Rede efter Kongl. Maj. og Recessen, i hvis Del det kan være 13), saa har jeg befalet min Foged, at naar Præsten lader dem først tiltale, som igjen staar, med 2 eller 3 vise Mænd af Sognet om deres Rettighed, og de dennem ikke høre ville, saa skal Præsten klage sig for Herreds Provsten. Dersom han kan ikke faa Skjel af dem, da skal Provsten undervise Fogden, at han straffer dennem som ulydige Undersaatter til Brevebrudt, og betale siden fuldt op Alt".

„Dernæst ere I og uhorige og ulydige i Eders hellige Dage at holde, at I ikke ville lade Eder nøje med dem, som Præsten lyser, eftersom Ordinantsen indeholder, saa byde vi Eder paa Kongl. Maj. Vegne, at I alvorligen holder Eder efter Hans Naades Ordinants, og hvo derimod bryder, han skal af min Foged straffes for Uhørighed, som en uhørig' Undersaat og ulydig at bøde 5 Mark“,

„Deslige, at I ikke ville holde Eders Kirkegaarde rene, som Eders Kroppe skal hæderlige i hviles, ej heller Eders Funt, Prædikestolen og høig Alter i hver Kirke med sin Magt og Renlighed, i alle pryde, saa er der og besluttet, at Sognene skulle holde Kirken med Stetter, Sten og Torv. Og Kirkens Ombudsmænd skulle lade bygge Prædikestolen i Kirken og opholde høi Alteret alene med 2 Voxlys og rene Klæder, og de skulle intet tændes før Prædiken er ude, om han haver Nogen, som sig berette ville eller ikke. Det ene Lys skal brænde til Jesu Christi Legems og det andet til hans dyrebare Blods Hæder og Verning og siden ingen Lys holde i Kirken 14). Hvo herimod gjør, bøde 3 Mark. Sammesteds

13) Lignende Klager fandt og Sted i Oslo og Hamar Stift, Krag II, 429; ogaa i Bergen, se Trond Benkestoks Reces 1553.

14) Det ene brændte for Jesu Legeme, det andet for hans Blod. Flam

men havde tillige Hensyn til den Oplysning, Hjertet ved Nadveren

A

er og beklaget, at I ikke ville føre Eders Børn til Christendommen, men døbe dennem hjemme, som det var sygt og Nøden skulde ske, at det saa skulde hjemmedøbes, og er karsk og vel tilpas, og aldrig siden bete 15) det for Præsten, og sjelden og aldrig komme de Børn til Kirken og høre Guds Ord. Deslige, at naar Nogen krænkes 16) og begjærer Præsten, saa ville de, som bedne ere, ikke fare afsted, uden sige: Præsten kommer hid til Kirken om Søndagen eller 8 Dage. Han bier vel saalænge", og naar Præsten kommer, da er alt Mennesket død og saa er forsømt. Derpaa er saa besluttet, at de, som blive befundne dermed, skulle bøde hver Gang 3 Mark Pendinge".

,,Item beklages og, at I ikke ville søge Hovedkirken, naar Superintendenten kommer Eder til Visitering, saa er derom besluttet, at naar han kommer til Præsten, da skal han lade udgaa Korsbud, som fordum udgik i den ugudelige Visitering 17), der I da almindeligen søgte og finge da aldrig Guds Ord at høre, og hvo da ikke kommer forfaldsløs, han skal bøde Fogden som for Thingbuds Forsømmelse. Saa beklage sig og Kirkens Ombudsmænd, at de ikke faa den Rettighed, som Kirken bør i Landskyld, Tiende, Koleje og Andet. Saa giver jeg Eder tilkjende, at vor, kjære Herre har befalet mig, at jeg skal lade Kirkens Jorder og Jordeparter, og hvis fra Kirken er kommet, Jorde eller Jordeparter, Kjør og Andet med Uret, det skal jeg lade wunderkomme 18) igjen med Rette, og hvo, som ikke gjør Kirken sin Rettighed, efter som gammelt er, bøde Kongen 3 Mark og gjør siden alligevel Skjel“.

modtager ved Overbevisningen om Syndernes Forladelse, siger Palladius i sin Visitatsbog; s. hans Levnet af Heiberg, S. 41. 15) vise. 16) bliver syg.

1) under de katholske Bispers Visitats. 18) gjenkomme.