og Sognepræster over alt Stiftet blive med deres gamle Skikke og ingen nye Prædikere indsætte, for ikke at vække nogen Forskrækkelse blandt den fattige, simple og uforstandige Almue, førend vi kunne finde andre Raad til med Lempe at komme dem til bedre Forstand i Guds Ord" 3).

Under saadanne Forhold vedblev Folket at være katholsk, og paa de fleste Steder vedbleve „Munkepræsterne" at være Folkets Lærere. At man gjorde dem bekjendte med den danske Kirkeordinants, der paabød dem at prædike den rette Tro, afskaffe Helgendyrkelsen og anden papistisk Overtro, blev paa de fleste Steder uden Virkning, saa meget mere som ethvert Forsøg i den Retning paadrog Præsterne Almuens Had og Forfølgelse. Den væsentligste Forandring var vel, at flere Præster nu giftede sig og, saavidt ske kunde, i ydre Ting rettede sig efter den nye Kirkeordinants. Men selv disse Forandringer synes at have vakt Almuens Mistænkelighed og Misnoje, der aabenbarede sig i den almindelige Ulvilje mod at rette sig efter Ordinantsen og give deres nu saakaldte evangeliske Præster deres Underholdning. Det Første, som de opsendte danske Reformatorer, Ridderne Hr. Truid Ulfstand og Klaus Bilde, fik at bestille, var at ordne disse Anliggender. De udstedte derfor i Oslo St. Hansdagen og i Bergen Bartholomæusdagen 1539 tvende Recesser 4) for at afhjælpe de værste Misbrug og midlertidig ordne Landets verdslige og kirkelige Anliggender. Om Mødet i Oslo, hvor den første Reces udstedtes, have vi nærmere Efterretning i et Brev, som Bergens Superintendent Geble Pedersson

T

3) Dette mærkelige Brev findes i det norske Rigsarchiv og er offentliggjort i Langes de norske Klostres Historie" Bilag 13. S. 768. 4) Oslo-Recessen findes hos Paus, II, 291-98 og Rergens-Recessen i Krags,,Christian III.'s Historie" II, 327. De bleve derpaa udvidede og stadfæstede af Kongen, og denne nye Reces findes hos Krag, II, 331.

}

tilskrev Kongen. I samme melder han, at Kannikerne i Oslo og Hamar have været samlede i Osló Midsommer med ham, Hr. Truid Ulfstand, Hr. Claus Bilde, Peder Hansen (Basse) tilligemed hele Kleresiet, Borgemester, Raad og menige Borgere og da velvillig indgaaet og annammet den kongelige christelige Ordinants, men da Ingen turde paatage sig at være Superintendent, saa bade de Alle, at Kongen vilde beskikke dem en lærd Mand, som dette Embedė kunde forestaa. Han gjør og opmærksom paá, at, da Hamars Kanniker og Kleresi var lagt til Oslo Domkirke, bestod Stiftet af mere end 100 Præstegjeld, som neppe kunde visiteres i eet Aar, og at der var nogle Præster, som af Vanvare havde begaaet Manddrab. Med Hensyn til dém spørger han, om de skulle vedblive i Embedet. Endelig tilføjer han, at uden Superintendent skulde Religionen snart forfalde..!

1

ཆ

Lai,

I den af Kongen stadfæstede Udgave af disse Recesser siges, at Kongen i Anledning af de mange Klager over den store Brøst og Trængsel, som dette Lands Indbyggere mod Lov og gamle Privilegier havde lidt, med disse gode Herrer og Riddermænds Mænd og andre velvise og indfødte Mænds Raad og Samtykke havde til hans Undersaatters Nytté udstedt en Del Bestemmelser, af hvilke følgende ordnede de kirkelige Anliggender.

*t

§ 9. „Om Landskyld og Leding at gjøre og udgives, da skal efter Jordens Afvæxt og efter 6 Mænds Sigelse og gode Tykke samme svares udi Korn, Huder, Slagter og Skind efter Loven.

sat.

d

§ 13. Om Kirkens Jord at bygsle er saa besluttet, at

Kirkens Ombudsmænd selv skulle bygsle Kirkens Jorder og

1

Jet

誓

oppebære Kirkens Rente med Sognepræstens Videnskab, og

想

holde Kirken med skjellig Bygning og Ornamenter, og hvis Del derover bliver, gjøre Regnskab for til Provsten, og skulle Kirkens Ombudsmænd ingen Magt have med deres Slægt at

I

fortrænge nogen Mand, som Kirkens Jord lovligen besidder,

uden Provstens Vidskab og Samtykke.

§ 14. Om Offertold, som Almuen plejer at udgive til deres Sognepræst, er saa besluttet, at de, som bo op til Lands, skulle give en Skjeppe Korn, og de, som ikke have Korn,

1

give en Skjeppe Korns Værd; men de, som bo til Søes, give et Pund Fiskes Værd, og derover ej ydermere at være Præsten skyldig udi Offer om Aaret.

§ 15. Om Kirkegang er saa beskikket, at den Mand, som haver 6 Kjør, skal give et halv Pund Smør for hans Hustrues Kirkegang, og den som haver mindre end 6 Kjør, skal give 4 Skilling i danske. Hvider eller deres Værd. Og skulle de Kjør alene regnes, som er en Mands egne Kjør og ikke lejede )...

§ 16. Item for Brudevielse skal Præsten have 8 Skilling 6). § 17. Om Udfærd er saa besluttet. Om en Mand eller Kvinde dør, som er vel formuende og haver flere end 6 Kjør, han skal give sin Sogneherre eller Præsten en Ko til Udfærd efter Bonden og anden efter Hustruen og ikke noget andet udi den Sted, og den Mand, som haver 6 Kjør og ikke flere, han skal være kvit med 2 Lod Sølv, om hannem tykkes ikke at give Ko, og den, som haver færre end 6 Kjør og indtil 2, han skal give Præsten 1 Lod Sølv. Og den, som ikke har mere end 2 Kjør eller en, skal være kvit med 8 Skilling i danske Hvider eller deres Værd; deriblandt skulle ikke regnes Leje-Kjør, men alene Bondens egne Kjør. Dør noget fuldvoxent Menneske, Dreng eller Pige, skal han have 8 Skilling

་

"

'). I § 8 i Bergens-Recessen bestemtes: „Om Kirkegangen er saa besluttet, at alle Kvinder skulle efter gammel ærlig Sædvane stande uden Kirken og siden bete sig for Præsten og give 2 Skilling i Indgang". Om Pengenes Værd og Forhold i de Dage, s. Stavanger Lagmand Lauritz Hanssons Lagbog (Krag, Christ. III. II, 556). ❝) I den oprindelige Bergens-Reces stod: „Der skal gives Præsten i

Pussefe 6 Skilling, efter som gammel Sædvane haver været“.

og for et Barns Lig 4 Skilling i danske Hvider eller deres Værd efter gammel Sædvane. Dersom nogen Mand eller Kvinde dør redeløs for Præstens Forsømmelses Skyld eller han dør udenlands, da skal den Dødes Arvinger eller Venner Intet være Præsten skyldig udi Nedsættelse. End dersom En drukner eller slaaes ihjel udenlands, og Præsten gjør ham Nedsætning, da skulle den Dødes Arvinger give Præsten som foreskrevet staar.

§ 18. De, som tilsøes bo i Finmarken og rige og formuende ere, skulle give i Udfærd 2 Spand efter Bondens og 2 Spand efter Hustruens Død,. udi hvad Vare han afstedkomme kan efter Dannemænds Sigelse og Vurdering. De Tjenestefolk, som gaa til Guds unge Folk, som ikke stedes til.

Fattige skulle give Spand. Bord, skulle give 1 Øre, og Guds Bord, skulle Intet give. Pusefæ er 6 Skilling, Kirkegang er 2 Skilling, og skulde Præsten i alle disse Artikler anse den Fattige for Guds Skyld med Miskundhed. Item alle andre Præsterente skulle herefter gives og gjøres til god Rede efter gammel Sædvane".

Uagtet disse Bestemmelser hovedsagelig rettede sig efter, hvad der før havde været Skik, saa var det dog langt fra, at Enighed derved blev frembragt 7). Under den Mangel paa al gejstlig Styrelse, hvorunder den norske Kirke led, havde der indsneget sig en saadan Selvraadighedsaand blandt Almuen paa de fleste Steder i Landet, at man hverken vilde vedligeholde Kirker eller Præstegaarde, ja ikke engang yde sine Præster den lovbestemte Underhold. Med fuld Ret havde

1) I Danmark var det ej bedre: „For at Sognepræsterne og Degnene ikke ydermere have Behov hvert Aar at klamre og trætte med deres Sognefolk om deres Underholdning", udstedtes paa Herritzvadt Kloster et fast Reglement 1539 (Krag III, 39), og da Præsterne mangesteds manglede fornöden Underholdning, maatte Kongen 1555 komme dem til Hjælp med Kongetienden. Paa andre Steder slog man ved de saakaldte Klemme-Breve flere Sogne sammen til et Præstegjeld. Dette fandt ogsaa Sted i Norge.

derfor Geble Pedersson allerede 1539 ytret, „at uden Superintendent skulde Religionen snart forfalde". Stor maa ogsaa Mangelen have været, siden Kongen først to Aar, efterat han af Oslo og Hamar Kleresi var anmodet om at beskikke dem en Superintendent, opfyldte dette Ønske og da ikke havde nogen Anden at skikke dem, end Oslos forrige Biskop Hans Reff, der nu blev første evangeliske Superintendent over begge Bispedømmer, som forenedes i det nuværende Akershus eller Christiania Stift. Fem Aar stod ogsaa Stavanger Bispestol ledig, dog under Bergens Bisps Tilsyn; ja det varede ni Aar, inden Throndhjems Bispestol blev besat.

[+

1

Under saadanne Forhold kan man nok vide, at det stod maadeligt til med den evangeliske Lære og Tro her i Norge, naar undtages i Bergens Stift, der i Geble Pedersson var saa lykkelig at faa en ligesaa ivrig som dygtig Superintendent, hvilket neppe kan siges hverken om Hans Reff eller om Jon Guttormsson, den første evangeliske Bisp i Stavanger. Dette finder ogsaa Stadfæstelse i et Vidnesbyrd af den samtidige vel underrettede Peder Palladius, Sjællands udmærkede Biskop. Han udgav 1542 en „brevis expositio Catechismi pro parochis Norvegianis" og anfører som Grund, hvorfor han hastede med at udgive den: „Major necessitas postulat, ut Norvegianis fratribus nostris inservirem. Illi enim jam aliqvamdiu vexati sunt et jacentes sicut oves non habentes Pastores". Han anbefaler dette sit lille Skrift 8) til Sognepræsterne i Norge med disse Ord: „Katechismus alene, kjære Herrer og Brødre i Christo, gjør Mirakler i denne Tid, som vi nu leve i, og flytter store Bjerge fra Mørkets til

}

..

58) Af denne mærkelige, nu sjeldne Bog haves en Oversættelse, der

nu og er sjelden, under Titel „En kort Catechismi Wdlæggelse screffuen paa Latine af Doctore Petro Palladio for Norske Sognepræster oc nu ved Matthiam Parvum Rosæfontanum udsæt paa Danske, de Christne udi Island til gode". Kjöbenh. 1546.