nu, at han maatte være vel bekjendt med den antiochenske Kirke og specielt med de antiochenske Kirkelæreres Skrifter

andre, skulde han være identisk med Johannes Cassianus, hvilket Blondel efter Histoire literaire de la France T. II p. 217 har antaget, saa vilde Cassian ogsaa selv have været i Antiochien og staaet i et nært Forhold til den antiochenske Kirke. Og i Virkeligheden lader der sig for de to Cassianers Identitet anföre Adskilligt, som ikke gjör den saa ganske usandsynlig. For det Förste Navnets Identitet, som af den Grund turde være ikke ganske uden Vegt, fordi Navnet Cassian ikke kan have været hyppigt (saavidt vi vide, er Gnostikeren Julius Cassianus den eneste af de i Kirkens Historie bekjendte Mænd, som foruden Johannes Cassianus bærer det), og fordi det som et occidentalsk hos den antiochenske Sendemand hentyder paa, at han var en Occidentaler, hvilket Johannes Cassianus, som vi i den foregaaende Note have seet, höjst sandsynlig har været; for det Andet, at Cassian ogsaa allerede tidligere (405) havde været Mellemmand mellem den romerske Stol og Orientalere, og det netop mellem Innocentius I og Orientalere, som vare Tilhængere af Antiocheneren Chrysostomus; endelig for det Tredje, at det Gesandtskab, som Alexander sendte til Innocentius for at gjenoprette Kirkesamfundet med Rom, tildels, som vi se af det andet af de to anförte Breve, saavelsom af et Brev fra Innocentius til hans Legat ved det constantinopolitanske Hof, Presbyteren Bonifacius (ep. XIV, sammesteds p. 25 seq.), netop angik Chrysostomus's Sag (Innocentius havde af Alexander, Biskop for den store meletianske Del af den antiochenske Kirke, som Betingelse for sin Igjenindtrædelse i det Kirkesamfund med denne Del, hvorfra hans Forgjængere fra Damasus af og han selv ved at erklære sig for Paulinus's lille Parti havde udelukket den, fordret fuldkommen Ophævelse af det meletianske Schisma ved fuldkommen Gjenforening med Paulinus's Parti og desuden Gjenindförelsen af Chrysostomus's Navn i Kirkebögerne, hvoraf Alexanders Forgjænger Porphyrius, som holdt med Theophilus's Parti, havde udslettet det, og Alexander havde ved et Gesandtskab underrettet ham om, at han havde gjort begge Dele. Sml. Theodoret, h. e. 5, 35). Det Anförte lægger, idet det staar i en vis indre Sammenhæng, unægtelig fölgende Forestilling temmelig nær: Johannes Cassianus vendte, efterat han med Held havde skilt sig ved det Hverv til Innocents, som han tilligemed Germanus havde erholdt af Chrysostomus's constantinopolitanske Parti, nærmest igjen tilbage til Orienten og virkede under sit nye Ophold der endnu fremdeles for sin elskede og höjtagtede Mesters Ære, som ikke længe derefter (407) döde i Exilet. Da han saa, hvorledes ogsaa den antiochenske Kirke havde

og altsaa ogsaa meget vel kan have kjendt den antiochenske Daabsbekjendelse, hvorfra han nu end har taget den 16), og følgelig virkelig har givet os dens to første Artikler.

billiget hans Afsættelse og udslettet hans Navn af Kirkebögerne, saa begav han sig derhen, hvor han, da Chrysostomus ved Födsel, Dannelse og mangeaarig glimrende Virksomhed havde tilhört denne Kirke og i den endnu tællede mange ivrige Venner og Beundrere (s. hans mange Breve fra Exilet til Antiochenerne i hans Vita i den anden Pariser-Udgave af hans Verker T. XIII, P. 1 p. 191 seq.), snarest turde vente et lykkeligt Udfald af sine Bestræbelser, hvorhen han desuden for sin Lærers Skyld maatte föle en vis Drift til at komme, og hvor han maaske endelig ogsaa havde denne eller hin Bekjendte. Han opnaaede virkelig sin Hensigt hos den antiochenske Kirkes daværende Biskop Alexander og blev herpaa som Vesterlænder og som en Mand, der ved sin tidligere tildels lignende Mission var bekjendt med Innocents, af ham brugt som Mægler mellem den antiochenske og romerske Kirke. Muligt ogsaa, at Alexander efter af sig selv at have gjenindsat Chrysostomus's Navn i Diptycherne drog Cassian til Antiochien for at bruge ham ved sin Kirkes Udsoning med den romerske. At den antiochenske Sendemand af Innocents betegnes som Compresbyter, medens Johannes Cassianus, da han 405 kom til Rom, var Diakon, kan ikke anföres som Indvending mod begge Cassianers Identitet, da Johannes Cassianus i Mellemtiden let kan være bleven Presbyter, enten det nu er skeet i Rom 405 eller i Orienten efter 405. Ved sin anden Nærværelse i Rom, som maa falde mellem 408 og 414 eller 415, da Alexander i det förstnævnte Aar blev Biskop af Antiochien og Cassian allerede 415 levede i Occidenten, er da Cassian vel forbleven i Occidenten og har begivet sig til Massilia. Ogsaa Wiggers, p. d. anf. St. p. 12 og 15, holder det for meget sandsynligt, at Cassian ikke strax i 405 blev i Occidenten og begav sig til Massilia, men at han for det Förste igjen er vendt tilbage til Orienten.

16) Dette vil vistnok neppe kunne afgjöres. Muligt, at der har været et eller andet Skrift af en Antiochener, det være sig nu, hvilket er det Sandsynligste, et katechetisk af et eller andet Slags, eller et af hvilkensomhelst anden Art; muligt dog ogsaa, at Cassian ved en eller anden af sine fordums Meddisciple hos Chrysostomus eller ved antiochenske eller ogsaa andre orientalske Venner paa en eller anden Maade havde forskaffet sig den antiochenske Daabsbekjendelse i den Hensigt, ogsaa af den at modbevise Nestorius; og dette kunde han saa meget lettere opnaa, som hans Kloster laa i Nærheden af Massilia, der som Sö- og Han

Og at han har gjort dette, bekræftes ved nærmere Betragtning af det, han har meddelt. Herved viser det sig

nemlig, at det Meddelte er saaledes beskaffent, som vi vente det af et orientalsk Symbol, af en egen selvstændig orientalsk Kirkes Symbol, af et orientalsk Symbol fra den første Halvdel af det femte Aarhundrede og af et antiochensk Symbol. Det har orientalsk Charakter; det er ikke uden ejendommelige Udtryk, som vi ikke mere træffe i noget andet af de os opbevarede orientalske Daabssymboler (s. Udtrykket „per qvem et sæcula compaginata sunt" 17) i første Led af anden Artikel, hvilket ellers kun findes i det tredje sirmiske Symbol) 18), og udmærker sig fremfor disse tildels ogsaa ved en

Ogsaa

Handelsstad stod i det livligste Samkvem med Orienten.
ved Leo (man tænke paa Roms livlige Samkvem med alle Landes
Kirker og paa Sammenströmningen af Medlemmer af alle Kirker
der) eller ved en eller anden til Massilia eller endog til hans
Kloster ankommen Antiochener kunde Cassian have lært det an-
tiochenske Daabssymbol at kjende. Meget mindre sandsynligt er
det, at han skulde have lært det at kjende i Constantinopel under
Chrysostomus og indpræget det i sin Hukommelse, idet man ikke
ret indser, i hvilken Hensigt han skulde have gjort dette, og fordi
den store Sikkerhed, hvormed han anförer dets to förste Artikler
og de enkelte Dele af dem, samt den Omstændighed, at han i sine
Citater af dem væsentlig stedse bliver sig selv lig, meget mere
taler for, at han havde det skriftlig for sig.

17) Disse Ord, som paa Græsk maa have lydt di ov naι or aloves κατηρτιόθησαν, have sin Oprindelse fra Hebr. 11, 3: Πιστει νοουμεν κατηρτίσθαι τους αιωνας ῥηματι θεου, hvor Vulg. oversætter: „Fide intelligimus aptata esse sæcula verbo Dei". Det antiochenske Symbol bruger ogsaa ellers Skriftudtryk. Sml. „primogenitum totius creaturæ nрTotoиov пαóns uτɩóεws“ (Col. 1, 15), saavelsom ogsaa „tertia die resurrexit secundum scripturas“ (1 Cor. 15, 4).

18) Et Symbol, som ogsaa ellers har Lighed med det antiochenske Daabssymbol. Sml. „in unum et solum verum Deum" i dette med εἰς ἕνα και μονον ἀληθινον i hint. Den i Texten anforte Lighed er saameget mere paafaldende, som Udtrykkene ere saa ejendommelige, og som ogsaa de i begge Symboler umiddelbar paa dem fölgende Ord stemme ganske overens (et omnia facta, xai τα παντα ἐγένετο). Da der ikke kan eftervises nogen historisk

vis Simpelhed og Korthed (saaledes mangler „,unus" i første Led af anden Artikel, saaledes lyder det andet Led for en orientalsk Bekjendelse at være temmelig simpelt „qvi propter nos venit et natus est ex Maria virgine", saaledes lyder det sidste simpelt og kort et iterum veniet judicare vivos et mortuos" 19); det har optaget temmelig Meget af det nicænske Symbol, Mere end det jerusalemske og Mindre end begge Epiphanius's Daabssymboler, saa det altsaa staar midt imellem disse og hint 20); endelig har det Adskilligt tilfælles med den Syrien eller Palæstina tilhørende Daabsbekjendelse i de

Sammenhæng mellem det tredje sirmiske Symbol og den antiochenske Daabsbekjendelse, saa kunne de anförte Ligheder mellem begge Bekjendelser kun være tilfældige. Derfor taler ogsaa, at Lighederne i förste Artikel ikke ere ejendommelige for dem alene, idet μονον ἀληθινον ogsaa findes i de apostoliske Constitutioners Daabsbekjendelse, i Basilius den Stores Bekjendelse og i Nicenum, paa hvilket sidste Sted det dog vel hidrörer fra det tredje sirmiske Symbol (Nicenum og dette Symbol ere overhovedet meget beslægtede, hvilket forklares af deres historiske Sammenhæng); og fremdeles taler derfor den Omstændighed, at de Ord, som ere fælles for begge Symboler i förste Led af anden Artikel, ere tagne af Skriften (Hebr. 11, 3. Joh. 1, 3), hvis Udtryk begge Bekjendelser (sml. med Hensyn til den antiochenske den foreg. Note), ligesom de orientalske overhovedet, oftere bruge, samt at Udtrykket δι' οὗ τα παντα ἐγενετο desuden meget hyppig træffes i de orientalske Symboler. Man kan saa meget sikrere holde det tredje sirmiske Symbols Slægtskab med den antiochenske Daabsbekjendelse for rent tilfældigt, som de ellers ikke have noget tilfælles, men tvertimod ere meget forskjellige.

19) Der mangler altsaa deri baade det ¿v doğŋ eller μɛta dokns, som findes i alle andre os opbevarede orientalske Daabsbekjendelser, og Tilsætningen οὗ της βασιλειας οὐκ ἐσται τελος, som ligeledes træffes i alle med Undtagelse af den rene nicænske (og den eusebianske Formel).

20) Til nogen Indflydelse af Nicæno-Constantinopolitanum mærke vi Intet; thi Udtrykket nata ypapas i det om Opstandelsen handlende Led, som forövrigt endnu findes i den förste og tredje af de Damasus tilskrevne Formler, turde neppe være at regne hid. Rigtignok har Cassian netop ikke meddelt den Artikel, hvori vi især vente en Indflydelse af Nicæno-Constantinopolitanum paa Antiochenum, nemlig den tredje.

"

de apostoliske Constitutioner (s. ovenf. B. I. S. 44 fg.) saavelsom ogsaa med Eusebius af Cæsareas Formel (Mangelen af creatorem coeli et terræ i første Artikel og Udtrykket ,,primogenitum totius creaturæ" i første Led af anden) 21), ligesom det ogsaa i sin relative Simpelhed og Korthed synes ikke ilde at harmonere med den antiochenske Kirkes Aand. § 3.

Anderledes derimod synes det andet af de to ovenfor opkastede Spørgsmaal at maatte besvares, det Spørgsmaal nemlig, om Cassian ganske tro og nøjagtig har meddelt os de to første Artikler af den antiochenske Daabsbekjendelse.

Betragte vi nemlig det, som han har meddelt os af Antiochenum, saa vil en dobbelt Mistanke paatvinge sig os: 1) den, at hans lange Ophold i Occidenten22) uvilkaarlig kan have bragt ham til hist og her, saa at sige, at occidentalisere det noget og navnlig simplificere det paa occidentalsk Vis, og 2) den, at han henimod Enden af anden Artikel kan have meddelt det noget unøjagtigt, idet han her ilede mod Enden, og det for hans Hensigt, som han allerede tilstrækkelig havde opnaaet ved at gjøre de fire første og navnlig de to første Led af anden Artikel gjældende mod Nestorius, kom ham lidet an paa ogsaa at urgere de sidste Led af denne Artikel, ligesom han da ogsaa i Virkeligheden næsten slet ikke gjør nogen Brug af den mod den nestorianske Vildfarelse og overhovedet, foruden i c. 3 og 4, kun endnu een Gang, nemlig i c. 19, anfører dem.

21) Derimod kan man ikke bemærke noget særdeles Slægtskab mellem den antiochenske Daabsbekjendelse og den antiochenske Presbyter Lucians Bekjendelse. Men Lucian var en födt Samosatener, og hans Bekjendelse hviler derfor paa den samosatenske Kirkes Daabsbekjendelse, der er forskjellig fra den antiochenske.

22) Han havde, da han forfattede sit Skrift de incarnatione Domini" (430 eller 431) levet i Massilia siden 405 eller 409-13, eller dog i det Mindste siden 414-15; s. S. 119 Not. 15.