deres Bifald og levende Medvirken. Ogsaa denne Dom sker ved Ordet, thi det er Guds og dets Bestemmelse er jo at bøje den af Naturen gjenstridige Menneskeaand under sig; det er indblæst af Gud foruden til Lærdom ogsaa til Optugtelse i Retfærdighed (2 Tim. 3, 16). Den Christne anvender Ordets Tugt og det dagligen paa sig selv, fordi han er en Synder for Gud og dagstøt overtræder hans Bud; den christne Kirke anvender Ordets Tugt paa sine Medlemmer, der i Tro eller Vandel have sat sig i Opposition mod dens paa Guds Ord grundede Lære; derfor opkom Kirketugten med Kirken, og den antog en mildere eller strengere Beskaffenhed efter de Synders Art, ved hvilke den fremkaldtes. Den kan fremtræde i formanende, advarende og straffende Tiltale eller i Afsondring fra og Udstøden af den, hvis Liv vækker Forargelse; men dersom ikke Haandhævelsen af den fra deres Side, som handle paa Menighedens Vegne, skal være uvirksom, da maa den udgaa fra og stedse beholde sin Rod i Menighedens christelige Følelse og samstemmige Dom. At virke dertil hører med til Præstens Kald; ogsaa dette Maal søger han at naa ved Ord og Gjerning, og Midlet dertil er at vække det christelige Liv i Menighedens Lemmer og bringe til levende, kraftig Bevidsthed deres Samfund med Christus og med hverandre indbyrdes, Bevidstheden om, at de alle udgjøre et Legeme under det guddommelige Hoved, at, naar et Lem lider, lide alle med, at en liden Surdejg angriber den hele Dejg. Ligesom Skriftemaalet udgik fra Kirkens offentlige Bodsanstalt, saa bør det vistnok tillige benyttes saaledes, at Menigheden derigjennem kan føres tilbage til hint opvakte christelige Liv, som fra Begyndelsen af kaldte Boden tillive i Samfundet og vedligeholdt den. Men saalænge dette Liv ej er der, vil det være forgjæves at støtte Kirketugten til udvortes Lovbestemmelser; deraf vilde opstaa mere Skade, end Gavn; det vilde altid være noget Dødt, udvortes Paahængt, ikke en Gjerning,

udsprungen af en Livets i Menighedens Indre pulserende Kraft.

Det Bestaaende bør altsaa efter min Mening beholdes i den Gestalt, hvortil det har udviklet sig. Men skulle vi da ikke nu søge forandret Ritualet og Landsloven, hvori der foreskrives et hemmeligt Skriftemaal med sin, private Syndsbekjendelse, for at der ikke skal vedblive at bestaa en Modsætning mellem Kirkeloven og Kirkeskikken? Først maa bemærkes, at det private Skriftemaal jo hverken er afskaffet eller aldeles gaaet af Brug; der findes vist endnu Anledning, f. Ex. ved Sygekommunion, til at anvende det; dette sker, og udentvivl ogsaa ved andre Lejligheder, ligesom jeg tror, at et vakt Christenliv i vore Menigheder oftere vilde give Anvendelse for samme, idet de ængstede og besværede Syndere henvendte sig til deres Sjælesørger; i denne Henseende vilde altsaa Ritualets Forskrifter kunne anvendes, ligesom det indeholder en rig og dyrebar Skat, værd at bevare, af christelig Erfaring og Vejledning for den Gejstlige i dette Stykke, som i dets andre Dele. Imidlertid maa det erkjendes, at den Forudsætning, som Ritualet gaar ud fra, at der altid gives et privat Skriftemaal foran Nadveren, eller at Alle særskilt skrifte sine Synder for Præsten, finder ikke længere Sted, og Spørgsmaalet bliver da, om man gjennem Lov skulde faa dette forandret i Overensstemmelse med den bestaaende Skik; der har været paapeget, at det maatte kaldes urigtigt, at en saadan Uoverensstemmelse fandtes, den burde derfor søges ophævet. Jeg ved dog ikke, om det er saa urigtigt. Man maa tage Hensyn til, at Ritual og kirkeligt Liv ikke kunne adskilles, og hint bør mere betragtes som en Forudsætning, end som en egentlig Lovbestemmelse. Ritualet udtaler den

Form, hvori Kirkelivet bør bevæge sig, og har just til Hensigt at fremme dette ved sin Regel, passende til dets Natur; det vil derfor heller ikke kunne haandhæve en Form, som

ved Historiens Vidnesbyrd er bevist at være forladt just paa Grund af dens Ulemper, især fordi den bidrog til at fremkalde Kulde og et dødt Formvæsen. De rituelle Bestemmelser for gudstjenstlige Handlinger bør egentligen kun være Udtalelsen af det, som finder Sted af tilværende Skikke; de bør leve med Skikken, ikke regle den, end mindre ville grunde Noget fra nyt af. Ja, siger man, men nu er just Skikken anderledes, derfor maa Ritualet forandres efter den. Ja, nu komme vi til det egentlige Punkt, hvorom Spørgsmaalet drejer sig; men kunne vi da ikke beholde denne Kirkeskik uden at forandre Ritualet, skal den da endelig følges af en Regel, skal den da endelig lovbindes? Det være langt fra mig at negte det Gode, at der gives Forskrifter for kirkelige Skikkes og Handlingers Udførelse, for at Alt kan ske med Sømmelighed og Orden (1 Kor. 14, 40); men kan ikke dette ske som Frivillighed, vover man ikke at stole paa Andet end Lovens Tvang? Naar en saadan Skik er indkommen i Kirken og staar der som et Produkt af dens Udvikling i Tiden, kan den da ikke vedblive at bestaa med al Orden og Sømmelighed uden at lovbindes? Denne Skik med almindeligt Skriftemaal er bleven til under Kirkens fri Fremadskriden; skulde den trænge til Lovens Sanktion, skal den istedetfor at være en i Kirken frit levende Orden ogsaa blive fæstet paa Papiret som en Befaling? Hvorfor skulle vi give den fri Udvikling Udseendet af en Tvang? Reformatorerne gave os Skriftemaàlet; det var Meningen, at det skulde være en Udtalelse af Menighedslivet, og Luther og hans Medarbejdere søgte i sine Skrifter at belære Menighederne om den Form, hvori de antoge, at den bedst og stemmende med sit Væsen traadte frem; denne Form blev brugt, ikke fordi de befalede det, men fordi de traf det Rette, fordi Skikkens Væsen svarede dertil, og de Christne følte dette og bleve villige; siden blev den lovbunden. Det har i denne Afhandling været min Bestræbelse at gribe denne Kirkeskik

og stille den frem for Øjet i dens levende Udfoldelse i Kirken; jeg har søgt at vise, at den ikke staar der iblandt os som noget Lemlæstet, som en Mislighed, der snarest muligt burde afhjælpes, men at den er en Aabenbaring af et sig frit udfoldende Kirkeliv, at den ikke er en død fra Fædrene overleveret Tradition, men en indholdsrig Ritus, som den evangelisk-lutherske Kirke har havt Livskraft nok til ikke blot at bevare, men ogsaa til at holde flydende ved Livsvarmen og give en passende ny Gestalt, da den gamle viste sig at være uholdbar. Hvorfor skulle vi nu fæste denne Form i Lovens Tvang? Ja, men lad os kun sige med Lov, at det Gamle er ophævet! Hvorfor det? Lad os beholde Ritualet, som det er, som et Minde om, hvordan Skikken engang i Kirken var, og som en erfaringsrig Belærelse om, hvorledes det i den private Sjælesorg bør os at haandhæve det Ord, som vi have modtaget for at forkynde det ikke blot aabenbart, men ogsaa hemmeligen. Jeg har allerede for et halvt Snes Aar siden i et lidet Skrift „om vore kirkelige Spørgsmaal og deres Løsning" søgt at vise, at man ogsaa med Hensyn til Formen for vor Kirkes Organisation som et ydre Samfund ikke burde lovbinde den, men give Kirken Frihed og de fornødne Midler til at kalde ilive og udvikle de Spirer til Samfundsorganisme, som fra ældre Dage ere bevarede i den; ogsaa om denne Kirkeskik har jeg samme Mening og tildels af de samme Grunde, og jeg vilde vistnok beklage, om man vilde give sig af med at fæste Skikken i Lovbestemmelser og derved gjøre sig skyldig i den samme Fejl, som Styrelserne i de lutherske Landskirker begik, da de i sine Kirkelove bandt Luthers opstillede Regler i Lovform. Det er naturligvis ikke hermed min Mening, at Alt skal være formløst og regelløst, men ønskeligt var det dog, at det Fornødne i saa Henseende maatte udgaa fra Kirken og ikke fra Staten med dens Udseende af ydre Tvang, og hvad Skriftemaalet angaar, saa

er jo dette tilstede baade efter en Form og Regel, maatte vi beholde baade den ene og den anden saaledes, som den er, og saaledes, som Kirken i sin levende Udvikling har givet os den, maatte den ogsaa i sin Form vedblive at være et Udtryk ikke af Statens Lov, men af Kirkens Liv!

Vi holde altsaa fast ved denne Skik i den Gestalt, som den har. Den er født ud af Kirkens Skjød, som i den søger at vække og nære Syndsbevidstheden hos sine Medlemmer, levendegjøre for dem Nødvendigheden af at gribe Guds Naade i Christo, opløfte og trøste deres Hjerter til at holde fast ved ham som deres Saligheds Haab i ydmyg og hengiven Tro, og saaledes mægtigen styrke deres Liv i ham og Velsignelsen af dens Brug i Christi Kirke skal heller ikke for Fremtiden savnes. Lader os kun benytte den i christelig Aand, med Hjertets Frejdighed og under Bøn til Kirkens guddommelige Konge, at han vil med sit Ords Lys og Varme berede sig Bolig i Hjerterne, i dens, som staar ved Alteret, og i deres, som knæle deromkring!