derpaa en Syndsbekjendelsesformel og spørger nu Álle, om de samstemme i denne Bekjendelse og have det Forsæt, at forbedre sig, hvorpaa Alle paa engang svare: Ja; dette Ja gjælder som Alles særegne Bekjendelse, og Præsten siger nu: „paa denne Eders Bekjendelse forkynder jeg Alle, som hjerteligt angre deres Synder og i sand Tro trøste sig med Jesu Christi Fortjeneste, i Kraft af mit Embede som en kaldet og forordnet Ordets Tjener Guds Naade og Eders Synders Tilgivelse i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn“; derefter følger Fadervor, Velsignelsen og en Psalmesang. Man ser, at Brugen der ikke er saa meget forskjellig fra vor, uden forsaavidt man kan sige, at det just er denne Trøst af sand Tro, hvortil den angrende og ængstede Synder skal forhjælpes, og at Syndsforladelse skal og bør tilsiges ham, om han end i sin Angest savner den. Hos os bruges formodentligen paa de fleste Steder en Syndsbekjendelse, der skal gjælde for Alles, men denne oplæses af Kirkesangeren før Skriftetalen, enten knælende vendt mod Alteret eller staaende vendt mod Menigheden; hertil bruges ikke en foreskreven Formel, men en af Davids Penitentsepsalmer; der kræves ikke noget lydeligt Svar, dette ligger i Handlingen, og Præsten gjentager med Haandspaalæggelsen Afløsningsordene over hver Enkelt. Jeg skulde være tilbøjelig til at foretrække Brugen hos os for den i Tydskland, baade paa Grund af, at Absolutionen fremtræder mere tydeligt som ubetinget, og fordi den stiles til den Enkelte, hvilket desuden bedst stemmer med den Betragtningsmaade, vor Kirkes symbolske Bøger gjør gjældende. I Danmark findes rimeligvis Skikken indrettet som hos os; ogsaa der har der været Strid, forskjellige Meninger ere fremkomne, og forskjellige Forslag til Forandringer gjorte. Hvad vort Broderland Sverige angaar, da finder ogsaa der det almindelige Skriftemaal Sted ifølge et Skrift af A. E. Knös ,,om den svenske Kirkeforfatnings vigtigste Ejendommelighe→ der", hvorfra efterfølgende Oplysninger ere hentede. Skriftemaal holdes stedse for Nadveren og maa aldrig undlades; det private forekom vel indtil Midten af forrige Aarhundrede, mèn kun hist og her, medens derimod det fælles allerede lang Tid iforvejen var blevet almindeligt. I Sverige er det for det meste i Brug, at man melder sig Søndagen før Kommunionen, og holdes da saakaldte Kommunionsforhør, ikke saameget en Katechisation, som en Vejledning til Selvprøvelsen; i den følgende Uge søge ogsaa ikke sjeldent de Gejstlige Samtale med dem, hvis Sindstilstand de ønske at kjende eller nærmere prøve, ligesom der paa enkelte Steder bestaar den Skik, at Vedkommende selv søge Belærelse, Raad og Trøst hos sine Præster. Skriftemaalet holdes som hos os om Søndagen umiddelbart foran Hovedgudstjenesten, kun i nogle større Stæder den foregaaende Løverdag. I Skriftetalen lægges de Skriftende paa Hjerte Syndens Elendighed, Bod og Forløsningens Naade, og derpaa udtaler Præsten en Syndsbekjendelse og Absolutionen ganske i Almindelighed og uden Haandspaalæggelse. Absolutionsformelen er nu betinget efter den ved Rigsdagen i 1809 antagne Kirkeagende, der skylder den saakaldte Oplysningsperiode med dens rationalistiske Overfladiskhed sin Oprindelse og bærer sørgelige Spor af Lemlæstelse istedetfor af Forbedring. Indtil den Tid var Absolutionen ubetinget, og at den ikke længere er dette, er en af Gammellutheranernes, de saakaldte Læseres, Anker mod det Bestaaende i den svenske Kirke; vi have nok Grund til med ydmyg Tak til Gud at glædes over, at hin Periode gik os forbi uden dog at berøre vor Kirke saa smerteligt og saaledes lamme endmere dens Kraft til at holde fast paa sine Medlemmer og bevare dem for sekteriske Frafald. Vi savne mangen Kirkeskik, mangen Institution, som vore Naboer besidde, og hvorved de kunne for en Del neutralisere de sørgelige Følger, som en vantro Tids dristige Indgreb har havt baade for deres Agende og for Landskatechismen (svarende nærmest til vor Forklaring); os vilde saadanne Forandringer have rammet end dybere og svækket end mere vor Kirkes Samfundsbevidsthed og Kraft til Sammenhold. I det Foregaaende har jeg dvælet blot ved Absolutionen som Noget, der bør gives Synderen; men har den ikke ogsaa en anden Side, kan den ikke af Præsten negtes, er der ikke foruden en Løsning ogsaa en Binding af Synden for den Ubodfærdige? Dersom den fremsatte Anskuelse af Skriftemaalets Betydning, Afløsningens Væsen og dens Forhold til Guds Ord og til Præsten er den rette, saa følger, synes mig, deraf, at der i Skriftemaalet ikke kan være Tale om nogen Bindemagt eller Bindepligt i den Betydning, at Afløsning skulde kunne negtes Nogen, som fremtræder til Skrifte. Præsten staar for Herrens Alter som den, der har faaet Ordets - Forkyndelse i Guds Kirke; ligesom han paa Prædikestolen taler det til Alle i Almindelighed, saaledes her mere i Særdeleshed. Han maa erindre paa dette Sted som paa hint, at de, som han har for sig, ere døbte, og at her ere Døbte, som tillige ved sin Handling give tilkjende, at de ville vende tilbage til sin Daabspagt, ere skrækkede over Synden og begjære Trøsten af Guds Ord; denne Følelse af Anger og Skræk, denne Længsel efter Vederkvægelse og Trøst er det Præstens Sag i sin Tiltale at gribe, skjærpe, forøge og styrke, og derpaa at udtale til Enhver Herrens Løfte, givet i Daaben og i hans Mund aldrig tilbagekaldt, men stedse holdt beredt for den Tilbagevendende. Præsten udtaler det, og enhver angerfuld og længselfuld Sjæl antager det med Tillid som udgaaet af Guds Mund, og den kan det; den trøstes derved, og denne Trøst skal ikke beskjæmmes. Men, siger man maaske, dette er jo aabenbart at give den Uomvendte en falsk Trøst. Ja, den Uomvendte kan vistnok herfra hente en falsk Trøst, ligesom han kan hente den fra Christi hele Lære om Forsoningen og fra alle hans Naademidler; derfor er det levende Ord nødvendigt i Kirken, derfor ere Ordets Prædikanter Saltet, derfor har Herren lagt sin Magt i dette Ord, og paa samme Tid, som det opbygger den virkeligt Angerfulde, skal det overbevise den, som stoler paa Tilstrækkeligheden af en falsk Anger og en død Tro, om hans Synd og dens Dom. Det hender desværre oftere, at der blandt de Skriftende ere Saadanne, som ikke ere oprigtige, men kun tilstede af mangehaande Skingrunde; derfor bør det ogsaa udtales, at Saadanne ikke afløses, men vedblive i sine Synder, saalænge de ikke ville forlade dem. Præsten har den Pligt at lægge Enhyer paa Hjerte, at Synden er bunden for den ubodfærdige Synder, og at det Gudsord om Syndstilgivelse, som bringes nær til ham, dog ikke kan gribes af ham, naar han mangler Evne og Vilje til at annamme det. Idethele maa man lægge vel Mærke til, at ligesom Løsemagten ligger i Ordet, saaledes ogsaa Bindemagten. Dette er AugsburgerKonfessionens Mening i Art. 28, hvor der handles om den „kirkeligé Magt“ og om dennes Adskillelse fra den verdslige; der fremstilles Nøglemagten som en Magt eller Befaling af Gud til at prædike Evangeliet, til at forlade og beholde Synderne og forvalte Sakramenterne"; der gjøres udtrykkeligt opmærksomt paa, at den udøves alene ved Ordet, og har Intet med verdslig Magt eller med timelige Straffe at bestille, da Christi Rige ikke er af denne Verden; Ordet er Vaabenet, og Samvittigheden er det, hvortil det henvender sig, og som det rammer og straffer hos Synderen. Det er udentvivl i Overensstemmelse hermed, at der i Agenden for den preussiske Provinds Sachsen anvises den absolverende Præst, efterat han har udtalt hin før anførte almindelige Afløsningsformel, at tilføje, om han finder det fornødent: „Men de Sikre, de ubodfærdige og modvillige Foragtere forkynder den Hellig Aand, at deres Synder ere dem beholdne til Dom, forsaavidt de ikke gjøre alvorlig Bod, og det samme giver jeg dem herved paa Embedsvegne offentligt tilkjende til Vidnesbyrd over dem; give Gud dem sin Naade til Forbedring"! Naar man imidlertid ser hen til den Hensigt, hvori Skriftemaalet er beholdt i vor Kirke, sóm jeg forhen har søgt at fremstille, nemlig til Samvittighedens Trøst og Beroligelse, da tror jeg dermed mest stemmende, at Absolutionen meddeles hver Enkelt paa den Maade og med de Ord, som hos os sker; i den foregaaende Tale vil Præsten have fuld Anledning, Opfordring og Tilskyndelse til at lægge de Skriftende paa Samvittigheden, at det Ord, som er mægtigt til at løse den Bodfærdige fra Synden, ogsaa binder denne for den ubodfærdige og halsstarrige Synder; thi det er talt af ham, hvis Godheds, Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom er uden Grændse for at lede Synderen til Omvendelse, men som tillige er en fortærende Ild for det haarde og ubodfærdige Hjerte (Rom, 2, 4. 5. Ebr. 12, 29). Den saakaldte Nøglemagt hører desuden mere under Spørgsmaalet om Kirketugt, end hidhen; man bør holde begge ud fra hinanden; Absolutionen er grundet paa noget ganske Andet, det maatte da være, naar man tog Nøglemagten i den videste Betydning, saaledes som Melanchthon gjør, naar han siger, at den indeholder Guds Befaling til a) at prædike det guddommelige Ord, b) at forvalte de hellige Sakramenter, c) at tilgive Synden, d) at forordne Kirketjenere, e) at banlyse Ulydige, som vedblive i offentlige Laster, f) atter at løse dem af Bannet, naar de omvende sig; det er her klart, at Absolutionen hører under Litr. c og at Litr. e og f angaar noget derfra Forskjelligt, nemlig Kirkens Disciplin, anvendt paa aabenbare Lastefulde; i vor Tid bør man dog holde disse to Ting ud fra hinanden, det tjener kun til Forvirring at blande dem sammen. Kirketugten kan først da anvendes til Velsignelse, naar Ordet har virket saaledes paa Menighedslemmernes Hjerte, at Dommen over den grove Synder finder |