630 J. Belsheim. Luth. apostoliske Troesbekjendelse paa Vers.

rettere 5 forskjellige Sprog, at man ingensteds har kunnet faa den med ganske fuldstændig. Man omtaler f. Ex., at Herren er pint, men udelader Tidsbestemmelsen under Pontio Pilato". Man omtaler Opstandelsen, men ikke, at den skede paa tredje Dag. Muligst fuldstændigt meddeles den i 2 a (Claus Mortensens Oversættelse). Men her er Versemaalet aldeles mangelfuldt og ganske forstyrret. Og dog mangler Ledet om Sædet ved Faderens højre Haand. I den første Prove af Grundtvig 2h meddeles vel temmelig fuldstændig alle Symbolets Momenter; men det har alene kunnet ske ved vilkaarlig Udvidelse af Versemaalet og ved Indlæggelsen af mange nye Tanker og ved Udstyrelse med for storartet digterisk Apparat.

Luthers Gjengivelse er Forbillede for de andre; men han har just medtaget de færreste af Symbolets Led. I Anmærkningerne til sin Oversættelse af Luthers Salmer omtaler Landstad, at Luther ved Udarbejdelsen af denne Salme, som udkom i 1525, har muligens havt en ældre tydsk Bearbejdelse af Symbolet for Øje, samt at Salmen er en Gjengivelse af det nicæno-constantinopolitanske, ikke det apostoliske Symbol. Denne Mening er ogsaa ytret af Hauge i Anmærkningerne til hans Salmebog. Men den er dog neppe rigtig. Ialfald kunde Luther da bekvemt i den første og tredje Artikel faaet med flere Momenter af det nicæno-const. Symbol. Det rimeligste synes at være, at han har havt Hensyn til det apostoliske Symbol, uden at binde sig strengt til alle Led. Ham har det alene været om at gjøre, at faa Troesbekjendelsen fremstillet i saadan Form, at den af Menigheden kunde synges til Opbyggelse, og intet andet; og vi faa med ham nøje os med det samme.

Nogle Bemærkninger angaaende den nordafrikanske

Kirkes Oprindelse.

Af

C. P. CASPARI.

"

Ita

Efter den sædvanlige Anskuelse var den nordafrikanske Kirke en Datter af den romerske. Og denne Anskuelse medfører ogsaa Sandhed. Paa de to Steder: „Si liæ adjaces, habes Romam, unde nobis (Africanis) quoque auctoritas præsto est. Videamus, quid (ecclesia Romana) didicerit, quid docuerit, quid cum Africanis. quoque ecclesiis contesserarit" Tert. De præscriptt. hærett." c. 36 og: „Scimus, nos hortatos eos esse (de til Rom afsendte Mænd), ut ecclesiæ catholicæ radicem et matricem (den romerske Kirke) agnoscerent et tenerent" Cypr. ep. 45 n. 2, paa disse to Steder tør vi vistnok ikke med Münter, „Primordia ecclesiæ Africana" p. 10 ss., Wiltsch, „Handbuch der kirchlichen Geographie und Statistik" I, 31 o. A. beraabe os. Ialfald tør vi ikke beraabe os paa det første. Thi dette udsiger kun, at ogsaa Afrikanerne som Italiens Naboer, som Saadanne, der havde Rom til sin nærmeste „sedes apostolica", med Hensyn til Tro og Lære ligeoverfor Hæretikerne med Lethed kunde ty til denne Kirkes Autoritet som til en apostolisk Kirkes, en Kirkes, der var stiftet ved den apostoliske Prædiken og befandt sig i Besiddelse af et apostolisk Brev, som var rettet til den, Brevet til Romerne, eller at ogsaa de som Saadanne havde Rom ved Haanden,

naar de vilde indhente en Betænkning hos en apostolisk Kirke om, hvad Apostlene havde troet og lært, og at den romerske og afrikanske Kirke besad en fælles Lære, paa hvilken de kjendte hverandre som Venner og som Lemmer af eet og det samme Samfund. Men hvad Cyprians Ord angaar, saa er det ikke let at sige med Vished, hvad han har ment med dem. At han skulde have ment, at den romerske Kirke var hele den katholske Kirkes (og altsaa ogsaa den nordafrikanskes) Rod og Modermenighed, er umuligt; thi hvorledes kunde han have en saadan Mening ligeoverfor den klare Historie? Men ligesaalidt har man Lov til med Münter uden videre at indskrænke Ordene ,,ecclesiæ catholicæ" til „provincia Carthaginiensis"; thi dertil er Udtrykket for almindeligt. Snarere kunde man ved de anførte Ord tænke paa den katholske Kirke i Afrika som udgangen fra Rom i Modsætning til Novatianernes fra sig selv udgangne, ved egen Vilkaarlighed tilblevne schismatiske Parti, i hvilket Tilfælde Cyprian vilde have sagt ganske bestemt, at den nordafrikanske Kirke var en Datter af den romerske. Dog gjør det blotte ecclesiæ catholica" istedetfor „,ecclesiæ catholicæ Africa" Vanskelighed. Maaske har man at tage „radicem et matricem" ubestemt og at forklare: „at de (Sendebudene) skulde anerkjende en af den katholske Kirkes Rødder og Modermenigheder", d. e. den romerske Kirke, som en Kirke, der var en saadan Rod og Modermenighed. Skulde denne Forklaring være den rette, saa vilde af Cyprians Ord ikke med Nødvendighed følge, at efter hans Mening Rom ogsaa var den afrikanske Kirkes Moder. Imidlertid er heller ikke denne Opfattelse ubetænkelig. Radicem et matricem" synes nemlig at maatte tænkes bestemt. Efter Tillemont, Memoires T. I p. 545 f., siger Cyprian: „quil recommendoit a ceux, qui alloient à Rome de s'unir à l'eglise catholique [c'est à dire à la communion de S. Cor

Da havde

neille, et non à celle de l'Antipape Novatien]". man i Tanken til ecclesiæ catholicæ" at tilføje „urbis Romæ“ og at forklare „radicem et matricem“ ved: „quippe quæ esset radix et matrix", og vilde „radix et matrix" enten være en kirkelig Rod og Modermenighed" eller den afrikanske Kirkes Rod og Modermenighed". Tillemonts Opfattelse er dog kunstig og lidet tiltalende. Et tredje Sted, Augustins Ord i Ep. 43 (olim 162): ,,quum se videret (Biskopen i Carthago) et Romanæ ecclesiæ, in qua semper Apostolicæ cathedræ viguit principatus, et cæteris terris, unde Evangelium ad ipsam Africam venit, per communicatorias literas esse conjunctum", udelukke tilsyneladende endog den romerske Kirke fra de Kirker, som have bragt Evangeliet til Afrika. Det synes nemlig, som om de to Relativsætninger: „in qua“ etc. og: ,,unde" etc. vare parallele med hinanden, og den første gik paa den romerske Kirke, og den anden paa de øvrige Kirker. Saaledes opfatter Basnage, „Exercitt. hist.-crit. in Baronii Annales" p. 522 Stedet, og ogsaa Tillemont siger p. d. anf. St. om dem: „Il est visible quelles ne prouvent rien pour Rome: et mesme elles prouveroient contre, si on les vouloit prendre à la rigueur". Men Ordene: unde venit" kunne dog henføres til begge Dele, Rom og de øvrige Lande. Augustin kan have sagt, at Biskopen i Carthago stod i Samfund med Rom og de øvrige Lande, hvorfra Evangeliet var kommen til Afrika, og ved Nævnelsen af Rom tillige have fremhævet den romerske Kirkes Fortrin. Relativsætningen: „unde“ etc. kan være den til alt det Forangaaende sig refererende Hoved-Relativsætning, og Relativsætningen: „in qua“ etc. en til ecclesiæ Romanæ" sig refererende Bi-Relativsætning. Og for denne Opfattelse taler, at Augustin dog neppe kan have villet udelukke Rom, som umuligt kan have været uden al Deltagelse i Evangeliets Udbredelse til Afrika, fra de Kirker, som havde bragt det didhen. Er den rigtig, saa udsige hans

Ord enten, at Afrika havde modtaget Evangeliet umiddelbart saavel fra Rom, som ogsaa fra andre Lande, og altsaa kun for en Del fra hin Stad, eller at det havde modtaget det umiddelbart fra Rom og middelbart fra andre Lande, og at altsaa Rom var de afrikanske Kirkers Moder. (De andre Lande maatte da være de orientalske eller græske, og man havde at sammenligne Augustins Ord:,,ut præcisam ab illa radice ecclesiarum Orientalium, unde Evangelium ad Africam venit" hos Münter, p. d. anf. St. p. 12, saavelsom ogsaa de Ord: „,Aut enim licebit, et nulli, maxime Græcis, ubi fides orta est, denegabitur", og: „,cur non liceret in conciliis Patrum, in ipsa terra Græcorum, unde ubique destinata est fides", i den pseudo-augustinske „Altercatio cum Pascentio" n. 6 og 15). Dog kan man ogsaa fastholde Basnages Opfattelse, naar man ved,,et cæteris terris, unde“ etc. tænker paa Orienten og Evangeliets middelbare Komme derfra til Afrika. Det er klart, at man af Augustins Ord ligesaalidt, som af Cyprians, med Sikkerhed kan slutte, at Afrika har modtaget Evangeliet fra Rom. Ganske bestemt sige derimod de to romerske Biskoper Innocentius I († 417) og Gregor den Store, at de afrikanske Kirker ere blevne stiftede af Rom, hin i de Ord: „præsertim, cum sit manifestum, in omnem Italiam, Gallias, Hispanias, Africam et Siciliam et insulas interjacentes, nullum instituisse ecclesias, nisi eos, quos venerabilis Apostolus Petrus aut ejus successores constituerint sacerdotes" og:,,oportet eos (Biskoperne og de Christne i de af Innocentius omtalte Lande) hoc sequi, quod ecclesia Romana custodit, a qua e os principium sumsisse non dubium est" i Ep. ad Decentium n. 2, Mign. Patrol. T. XX p. 522, Gregor i de Ord:,,scientes -, unde in Africanis partibus sumserit ordinatio sacerdotalis exordium (af Petrus og den romerske Kirke), laudabiliter agitis, quod sedem apostolicam deligendo ad