opstode, og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse o. s v., hvortil den gamle Kirkes Anskuelse om en Herrens Virksomhed i Helvede, hvorved de gammeltestamentlige Hellige bleve befriede fra Dødens Baand og Magt, knytter sig, er unegteligt et dunkelt Sted. At Jesu Legeme i Tiden mellem hans Død (Begravelse) og Opstandelse (Levendegjørelse) hvilede i Graven, synes at tale for, at ogsaa hans Sjæl i den samme Tid har hvilet i Hades, har nydt en salig Hvile der, nærmere bestemt i Paradiset (Luk. 23, 43).

2. Ledet om Christi Opstandelse lyder i den kirkelige Daabsbekjendelse τη τριτῃ ἡμέρᾳ ἀνασταντα ἐκ νεκρῶν, ἐκ των νε ρων, απο των νεκρων, tertia die resurrerit a mortuis.

Sædvanlig tænker man ved νεκροι, οἱ νεκροι, mortui i disse Ord blot paa de i Graven liggende Afdøde eller de Afdødes i Graven liggende døde Legemer, saa at ἐκ, ἐκ των, ἀπὸ των νεκρων, a mortuis bliver væsentlig det samme, som ἐκ του τάφου (uvnuεtov), sepulchro, af Graven, og Ledet om Christi Opstandelse fra de Døde blot kommer til at correspondere med Ledet om hans Begravelse.

Men denne Opfattelse af Ledet om Christi Opstandelse udtømmer ikke dette Leds Indhold. Tertia die resurrexit a mortuis indeslutter ogsaa Christi Sjæls Udgang fra Helvede, saa at disse Ord komme til at staa i Relation til og at correspondere med baade sepultus est og descendit ad inferna.

At det forholder sig saaledes, følger (middelbart) af, hvad den hellige Skrift udsiger om Christi Tilstand i Tiden mellem hans Død og Levendegjørelse (og om Menneskenes Tilstand imellem deres Død og de Da des Opstandelse overhovedet), og (umiddelbart) af den Maade, hvorpas den omtaler Christi Opstandelse fra de Døde.

Jeg vil her kun dvæle ved det Sidstnævnte.

Christi Opstandelse fra de Døde bliver i Skriften overalt omtalt paa den Vis, at den indeholder to Momenter: hans Sjæls Udgang fra Helvede og hans Legemes Opstaaen af Graven, hvorved snart hin tre der i Forgrunden, og denne staar i Baggrunden og kun er indesluttet og forudsat, snart det Omvendte er Tilfældet.

Det Første finder Sted der, hvor der tales om en Opføren (ava. yev) af Christus fra de Døde. Dette sker dog kun paą de to Steder Rom. 10, 7: Τις καταβήσεται εἰς τὴν ἀβυσσον (άβυσσος άδης modsat οὐρανος V. 6, sml. Am. 9, 2); τουτεστιν τον Χριστο ἐκ νεκρῶν ἀναγαγειν, sml. med 'V. 9: ἐαν πιότευσης. Τ ότι ὁ Θεὸς αὐτον ἤγειρεν ἐκ νεκρων og Hebr. 13, 20: "Ο δε Θεος της ειρηνης, ὁ ἀναγαγων ἐκ νεκρῶν τον ποιμένα των προβατων τον μεγαν ').

10, 7. Hebr. 13, 20, den sidste, der i og for sig gjerne ogsaa kan kal des en „descensus ad inferna" i 1 Pet. 3, 19, og begge bör derfor fastholdes. Den i Symbolet nævnte med Christi Begravelse parallele, correlate Act hörer til Christi Fornedrelsesstand, den i 1 Petr. 3, 19 omtalte til Christi Ophöjelsesstand.

1) I disse Ord er der ikke Tale om en Fören op af Christus fr Graven til Himmelen, men, ligesom Rom, 10, 7, om en Foren op af ham fra Helvedes Dyb til Jorden. Herfor taler Jes. 63, 11 LXX: 0 αναβιβασας ἐκ της θαλασσης (det rode Hava Afgrund, sml. V. 13: ήγαγεν αύτους διαβυσσου) τον ποιμενα των προβάτων (Moses) et Sted, som Forfatteren af Brevet til Hebræerne uden Tvivl har havi for Öje, og fremdeles Steder, som Ps. 30, 4; άvnyayɛs ¿& adov tay ψυχην μου, Ps. 71, 20: και ἐκ των αβυσσων της γης παλι ανηγαγες με og 1 Sam. 2, 6: καταγει εἰς ᾅδου και ανάγει. Harde

Derimod er det Sidste Tilfældet der, hvor der tales om Opvækkelsen eller Oprejsningen (ἐγειρειν, ἀνισταναι) at Christus fra de Døde eller om, at han blev opvakt eller opstod (nyepen, avern) fra de Døde, d. v. s. paa alle de øvrige nytestamentlige Steder.

Til disse sidste Steder, nærmere bestemt til de Steder, hvor der siges, at Christus opstod fra de Døde, slutter Ledet om hans Opstandelse i den kirkelige Daabsbekjendelse sig.

Hvorledes Christi Sjæls Udgang fra Helvede paa de nytestamentlige Steder, hvor der tales om, at han opstod fra de Døde, og i Symbolets tertia die resurrexit a mortuis er indesluttet og forudsat, ser man ret klart af Luk. 16, 27-31: Saa beder jeg dig, Fader, at du sender ham (Lazarus, som med Hensyn til sin Sjæl befandt sig i Hades) til min Faders Hus, thi jeg har fem Brödre - der som Nogen af de Dode (άno vɛupov1) gik til dem, da omvendte de sig. Men han sagde til ham: Höre de ikke Moses og Propheterne, da skulle de heller ikke tro, om Nogen opstaar fra de Döde (ex vεnρων αναστη).

Man kan sige, at Skriften overalt taler synekdochisk om Christi Opstandelse fra de Døde, idet den kun nævner eet af de to Momenter, hvoraf den bestaar: Rom. 10, 7 og Hebr. 13, 20 (sml. Luk. 16, 27. 30) det første, det, hvormed den begyndte (pars prior resurrectionis pro tota resurrectione), paa de øvrige Steder eller i Regelen, sædvanlig det andet, det, hvormed den afsluttedes og fuldendtes (pars posterior resurrectionis pro tota resurrectione). Overalt, hvor den taler om den, maa derfor det ikke nævnte Moment underforstaaes. Og dette gjælder ogsaa om Ordene tertia die resurrexit a mortuis i Symbolet, som slutte sig til de Skrittsteder, hvor Christi Opstandelse fra de Døde betegnes efter det Moment, hvormed den afsluttedes.

At forøvrigt Christi Opstandelse fra de Døde i Skriften næsten overalt og i Overensstemmelse hermed ogsaa i Symbolet bliver betegnet efter det Moment, hvormed den afsluttedes og fuldendtes, derover kan man ikke undre sig. Det ligger i Sagens Natur. Først med Indtrædelsen af dette Moment var jo nemlig den selv indtraadt, og formedelst Christi legemlige Opstandelse af Graven var det, at den kom tilsyne for Menneskene og blev bevist for dem som sand, i Christi aabne og tomme Grav s. Matth. 28, 6. Mark. 16, 4-6. Luk. 24, 2-6 og Joh. 20, 1. 2. 5—8. 11-13) og i den Opstandnes Aabenbarelser for hans

-

Hebrææerbrevets Forfatter villet udtrykke Christi Ophöjelse fra Graven til Himmelen, saa havde han vel ogsaa tillöjet til αναγαγων ἐκ νεκρῶν et Udtryk, som els vþos (sml. äveßas els vos í Eph. 4, 8) eller els ovpavov (sml. Eph. 4, 10).

1) Her maa der ved vɛxpor tænkes baade paa de Afdōdes Sjæle i Helvede og deres Legemer i Graven (s. v. 31: lav ti5 avαбτy εn vεupcov), dog saa, at hine staa i Forgrunden. Og det samme er ogsaa Tilfældet i Rom 10, 7 og Hebr. 13, 20. I det gamle Testamente derimod bruges oftere om de Afdōdes Sjæle alene. S. Steder, som Ps. 88, 5. 6: Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen, d. V. S. Scheol, Hades. Iblandt de Dôde er jeg löst (LXX: Ev vεups evεpos, It. Vulg.: inter mortuos liber), d. v. s. udelukket fra Guds Tjeneste og dermed fra hans Omsorg (sml. Job 3, 19: Trællen er der - i Hades - fri fra sin Herre), Ps. 115, 17: Ikke de Döde love dig, Herre, ikke Nogen af dem, som fare ned i det Stille, d. v. s. i Scheol, Hades, hvor fuldkommen Stilhed hersker (sml. Ps. 94, 17), 5 Mos. 18, 11: En, som adspörger de Döde og Jes. 8, 19: skal man for de Levende söge hen til de Döde.

512

C. P. Caspari, Om Nedfarten i Daabsbekjendelsen.

Disciple, ved hvilke derfor ogsaa Hovedaccenten falder paa hans Legemlighed (s. Luk. 24, 39-43 og Joh. 20, 20. 27, og sml. ogsaa Luk. 24, 34) -, medens Christi, Christi Sjæls Udgang fra Helvede var en usynlig og, saa at sige, mystisk Act.

Med det her Fremsatte stemme ogsaa de oldkirkelige Udtalelser om Christi Opstandelse fra de Døde og specielt de oldkirkelige Udlæggelser af Ledet om den i Symbolet væsentlig overens.

I Almindelighed have de gamle Kirkelærere, naar de omtale Christi Opstandelse, sit Blik rettet paa det afsluttende Moment i den, og dvæle de ved dette Moment, men ikke saa ganske sjelden staar dog ogsaa det begyndende for deres Øje, og omtale de paa den ene eller paa den anden Maade begge Momenter, eller betegne de endog Christi Opstandelse blot efter dens første Moment. S. Steder, som: και κατε βη εἰς τον άδην, και διεσχισε φραγμον τον ἐξ αἰωνος μη όχις. θεντα, και ανεστη, και ανήγαγεν τους νεκρους καταβας γαρ μονος συνηγειρεν πολλους, Thaddeus's Prædiken for Abgarus af Edessa og Edessenerne hos Eus. hist. eccl. 1, 13, Αλλ καταβας εἰς τα καταχθονια παλιν ανηλθε, και ο ταφεις Ιησους παλιν ἀνεύτη. ἐντευθεν γαρ εἰςάδην καταβας και παλιν ἀνελθων προς ήμας, Cyrillus af Jerusalem Katech. IV n. 12 og 13 (i sin Udlæggelse af det jerusalemske Daabssymbol, Katech. VI-XVIII, omtaler Cyrillus Christi Nedfart under hans Opstandelse; s. Kat. XIV n. 17 -20), - ανελθούσης (της Θεότητος) συν τη ψυχη, μη ἐαθεισης της ψυχης εἰς ᾅδην, μηδε της σαρκος ἑωρακυιας διαφθοραν, ἀναστήσασας αὐ την της θεοτητος, η ανασταντος αύτου του κυριου Θεου λογου και υἱου θεου συν ψυχη και σωματι, Εpiphanius De fide n. 17 (Slutningsafsnittet af Panarion), ταφέντα και εἰς τα καταχθόνια κατελθοντα, ὃν αὐτος ὁ Αιδης έτρομασε, και ανελθοντα απο των νεκρων τη τρίτη ήμερα, det nicenske Synodalsymbol, „Resuscitatur caro, quæ reposita fuerat in sepulcro. Rediit ergo victor a mortuis, interni spolia secum trahens. Eduxit enim eos, qui tenebantur a morte" Rufin Comm. in Symb. Apostt. n. 29,-,,Tertia die resurreru vivus a mortuis, sicut ait Propheta (Ps. 88, 7): Inter mortuos (de Døde i Helvede) liber. Neque potuit Christus a morte detineri, qui et mortis et vitae totam obtinet potestatem, Nicetas af Aquilejas Explanatio Symboli", ,,Sequitur: Tertia die resurrexit quomodo potuit includere locus tumuli, quem tenere non potuit carcer inferni?" Faustus af Rejis Hom. II de Symbolo (,,Quellen" B. II S. 194).

Men ligger nu Christi Sjæls Udgang fra Helvede indesluttet i Leddet om hans Opstandelse fra de Døde, saa er dette ogsaa Tilfældet med Christi Nedfart til Helvede, idet denne jo danner Forudsætningen for hin.

De nyeste Undersögelser i og omkring Palæstina 1).

Af

ANDR. HANSEN,

Sognepræst til Etne.

III.

Undersøgelser nordenfor Jerusalem.

Det er før omtalt, at Kapt. Warrens Undersøgelser i Jerusalem var blevne forberedte ved de Opmaalingsarbeider, som Kapt. Wilson havde udført sammesteds i 1864 og 65. Da disse vare tilende, anmodedes denne Officier af Bestyrelsen for The Palestine Exploration Fund om at foretage en Undersøgelsesreise gjennem Landet, ved hvilken Selskabet kunde sættes i Stand til nøjere at bestemme, paa hvilke Punkter det især burde anstille nærmere Efterforskninger. Kapt. Wilson var villig dertil. Den 8de November 1865 forlod han England sammen med Ingenieurlieutenant (nu Kaptain) S. Anderson og en Fotograf. Den 22de i samme Maaned landede de i Beyrut og begyndte derfra sin Undersøgelsestur. Resultaterne af denne har de beskrevet dels i sine Rapporter til Selskabet, dels i særskilte Afhandlinger i „The Recovery of Jerusalem"; Kapt. Wilson i en kaldet The Sea of Galilee" og Lieutn. Anderson i en kaldet The Survey of Palestine".

Begge ere kortfattet gjengivne med enkelte Tilføjelser i det 10de Kap. af „Our Work in Palestine".

1) Fortsat fra dette Binds 1ste Hefte S. 240. Tidsskr f d. evang.-luth. Kirke. Ny Række III Bd. 4 H.

33

De Rejsende besøgte først en Del Steder i Syrien, som har Interesse for Bibelens Læsere, gjorde astronomiske lagttagelser, optog Fotografier og Karter, og begyndte saa den 1ste Januar 1866 sine Undersøgelser i det egentlige Palæstina fra et Punkt tætved Banias. De opsporede og fulgte Vandskjellet vestenfor Jordan den hele Vei herfra til Jerusalem, og tog saa med i sine Undersøgelser Alt, som laa paa deres Vei, saavidt som Tid og Evne strakte til. „Hvad vi har gjort", siger Lieutn. Anderson, „er, i Sammenligning med, hvad der staar tilbage at gjøre, kun som Sømmen af et Klædebon i Forhold til dette selv". Alligevel er der gjort meget, og vi ville her forsøge at give en Oversigt over det vigtigste og lettest fattelige, saaledes, at vi begynde med Undersøgelserne

a. langs Vandskjellet vestenfor Jordan.

Under den sydvestlige Skraaning af Hermon-Fjeldet er der en trekantet Terrasse, som hæver sig 500 Fod 1) over Sletten nedenfor. Ved dens inderste Vinkel springer en Kilde frem af Fjeldet. Kilden bliver til fuld Elv, og Elven er den østligste af de tre Strømme, som tilsammen danne JordanFloden. Her ved denne Kilde begyndte de engelske Officierers Opmaalinger. Paa Terrassen ligger en Hob af usle Hytter; det er Landsbyen Banias, men hele Terrassen vestenfor og i Sydvest for den er bedækket med Ruiner. Her er der al Grund til at tro, at Folk har boet fra ældgamle Dage af; men Stedets Historie begynder først at blive sikker fra det 1ste Aarhundrede af efter vor Tidsregning. Da byggede Herodes den Store et Tempel af hvidt Marmor tæt ved Kilden til ære for Keiser August. Byen rundt dette Tempel blev siden af Fjerdingfyrsten Philip, hans Søn, kaldet Cæsarea Philippi, Cæsarea til Ere for Keiser Tiberius og

1) Alle Maal ere nu, som för, engelske.