Menneske Sandheden. Han antog, at ethvert Menneske havde den, væsentlig seet, ligesaa fuldt som han. Den eneste Forskjel, der var mellem dem, var denne spøgefulde, at Sokrates kunde have besindet sig dybere paa Sandheden i sit Indre end den Anden. Og derfor kunde Sokrates, om ikke give den Anden Sandheden, dog hjælpe ham med at besinde sig paa Sandheden, som han havde i sit Indre. Ydmyg for Guden forstod Sokrates, at Guden forbød ham at føde; mellem Menneske og Menneske var den forhjælpende Jordemoder-Gjerning (uareve69a) det Højeste; det at føde tilhører alene Guden. 1). Heraf følger imidlertid, at „ethvert Udgangspunkt i Tiden", det Tidspunkt, da et Menneske griber Sandheden, „er et Tilfældigt, et Forsvindende"; det har ikke nogen væsentlig Betydning, som nedlagdes nu i hans Sjæl Sandheden, han før ikke besad. Det har kun Betydning som ,,Anledningen" til, at han besindede sig paa, hvad hans eget var. Læreren kan ej heller være mere end blot Anledningen for Discipelen. Og giver han sig og sin Lærdom ud for at være noget Andet eller Mere, „da giver han ikke, men fratager, da er han end ikke den Andens Ven end sige hans Lærer". Ethvert Menneske er for den sokratiske Betragtning sit eget Centrum, og hele Verden samler sig om ham efter den Betydning han af sit eget Indre kan give den. Ikke nogen Gud udenfor ham kan være hans eller Verdens Centrum. Thi han erkjender Gud kun gjennem sit eget Indre.,,Hans Selverkjendelse er en Guds-Erkjendelse❝ 2). Men forholder det sig,,saaledes med at lære Sandheden, da kan det, at jeg har lært af Sokrates eller af Prodikos eller af en Tjenestepige, kun beskjæftige mig historisk, eller, forsaavidt jeg er en Plato i Svæimeri, digterisk", men ikke 1) p. 11. 1) p. 12. væsentlig. Det kan heller ikke interessere mig anderledes end historisk, at Sokrates's eller Prodikos's Lære var den og den; thi Sandheden, i hvilken jeg hviler, var i mig selv og kom frem ved mig selv; og end ikke Sokrates formaaede at give mig den, saalidet som Kudsken formaar at trække Hestens Byrde, om han end ved Svøben kan hjælpe den dertil“ 1). Er Spørgsmaalet altsaa om Sandheden, den evige Sandhed nemlig, den Sandhed, der betinger et Menneskes evige Salighed, da kan det ene Menneske ikke give det andet den. Det Højeste, den Ene her kan blive for den Anden, er den Anledning, der bringer ham til selv at bringe den frem af sit eget Indre. Med Hensyn til min evige Salighed kan derfor mit Forhold til Sokrates eller Prodikos eller Tjenestepigen eller til den Lære, de har ført, ikke beskjæftige mig. Sandheden til Salighed har jeg i mig selv, om end et andet Menneske var mig behjælpelig dermed. Dermed faar ogsaa det Øjeblik i Tiden, da jeg begyndte at besinde mig paa Sandheden, rent forsvindende Betydning for mig. Thi naar jeg har vundet Sandheden, da har jeg paa samme Tid erkjendt, at den var i mig efter mit eget Væsen: jeg har fra Evighed vidst Sandheden; nu har jeg blot faaet dette at vide. Men det Øjeblik, i hvilket denne Bevidsthed om Sandheden træder frem i min Sjel, er et aldeles forsvindende Moment i Sammenligning med dette Væsentlige, at besidde Sandheden. Og derfor træder dette Øjeblik ogsaa aldeles i Baggrunden, det saa at sige forsvinder i den evige Sandhedens Besiddelse, der udgjør mit Liv. Dette altsaa er det Sokratiske: Ethvert Menneske er selv i Besiddelse af Sandheden; intet Menneske har derfor Noget med at ville give ham Sandheden, han kan i det Højeste foranledige ham til selv at drage Sandheden frem af sit eget ') p. 14. Bryst; og Timeligheden kan heller ingen anden Betydning faa end den, at han i den besinder sig paa Sandheden, hvilken han fra Evighed af besidder 1). Saaledes er det Sokratiske. Hvad gaar nu ud over dette? Aabenbarligen intet Andet end at tillægge Timeligheden, „Øjeblikket" en ganske anden Betydning. Timeligheden maa da ikke blot være Anledningen til, at Mennesket besinder sig paa Sandheden, som er i ham, men et Timelighedens Øjeblik bliver selve det Eviges Fødselsstund i ham: det Evige, d. e. den evige Sandhed, som før ikke var i ham, bliver nu, i dette Timelighedens Moment, til i ham. Paa anden Maade gaa vi ikke ud over Sokrates. Vi skulle nu nærmere betragte Konsekvenserne af denne Antagelse. Grunden til, at a. Den forudgaaende Tilstand. Timelighedens Øjeblik blev Anledningen, var den, at Mennesket havde Sandheden. Skal Øjeblikket nu ikke længer være Anledningen, men selve Tilblivelsen, da maa Mennesket ikke have Sandheden. Han maa ikke engang have saa meget af Sandheden, at han har af sig selv en Erkjendelse af, at han ikke har Sandheden. Thi Bevidstheden om, ikke at have Sandheden, kan et Menneske ikke have, uden at Sandheden væsentlig seet er i ham. Ogsaa denne Bevidsthed er en Sandhedens Erkjendelse. saa er altsaa Sandheden i ham fra Evighed. Men dette strider mod vor Antagelse, at Sandheden ikke var i ham, men bliver til i et Tidsmoment. Vor Antagelse fordrer altsaa som første Konsekvens, at Mennesket ikke har Sandheden end ikke i den Form, at han veed sig at mangle den: han er udenfor Sandheden, ikke i Retning henimod den, men bort fra den; han er Usandheden“ 2). Og er den der, b. Læreren. Her kan Læreren ikke mere blive for den Lærende Anledningen til at besinde sig paa Sandheden; thi den Lærende er Usandheden. Hvad Læreren her alene kan blive Anledningen til, er, at den Lærende besinder sig paa, at han er Usandheden. Hermed er imidlertid den Lærende stødt bort fra Læreren, fordi han ved Læreren faar at vide, hvad han ikke vidste før, at han er Usandheden. Dette er altsaa, under vor Antagelse, Analogien til det Sokratiske: at Læreren er for den Lærende Anledningen til at besinde sig paa, at han er Usandheden. Thi den Erkjendelse, at man er Usandheden, kan man kun vinde ved sig selv, selv om Guden var Læreren; først naar man selv ser det, har man Erkjendelsen. Men hvorledes skal Læreren bære sig ad med at meddele den Lærende Sandheden? Allerede den Selvbesindelse om at være Usandheden, hvortil han var Anledningen for den Lærende, var jo dog ogsaa en Sandhedens Meddelelse. Hvorledes kan den, som er i Usandheden, besinde sig herpaa, uden at Straaler fra Sandheden skinner ind i Usandheden? Naar det derfor blev sagt, at Læreren var Anledningen til, at den Lærende besindede sig paa, at han var Usandheden, da maa dette forstaaes ret. Han er Anledningen, forsaavidt det jo afhænger af den Lærende selv, om han vil benytte Undervisningen til ved den at besinde sig paa, at han er Usandheden. Men Læreren maa dog allerede have meddelt af Sandheden selv, for at den Lærende kunde faa det Lys, uden hvilket denne Besindelse havde været ham umulig 1). 1) Vi har tilladt os her at indskyde denne supplerende Tanke. Tankens Konsekvens kræver den, synes os, uafviselig. Kierkegaard udtaler her slet Intet, der paa nogen Maade kan oplyse, hvorledes det kan gaa til, at Læreren bliver Anledningen for den Lærende til at besinde sig paa, at han er i Usandheden. Det synes os imidlertid, at haa kun paa den ovenfor angivne Maade kan tænke sig det, og have derfor for Tydeligheds Skyld indskudt denne Tanke; men föle os dog Altsaa, hvorledes faar den Lærende, som er Usandheden, Sandheden? Dette sker aabenbarligen derved, at Læreren bringer ham den, og ikke blot dette, men [Læreren] maa give Betingelsen med, for at forstaa den". Behøvede Læreren blot at give Sandheden, og ikke tillige Betingelsen, da vilde jo det have sin Grund deri, at den Lærende allerede havde Betingelsen. Men som den, der forstaar at stille Spørgsmaalet, allerede er paa Sporet hen imod Svaret, saaledes indeholder Betingelsen til at modtage Sandheden allerede i sig Sandheden. Er Mennesket derfor Usandheden, da har han ligesaa lidet Betingelsen til at tilegne sig Sandheden, som han har Sandheden selv. Læreren maa derfor give med Sandheden ogsaa Betingelsen til at tilegne sig den. Men hvad er dette for en Lærer? Al Undervisning beror dog paa, at Betingelsen er tilstede; give Betingelsen kan dog ingen Lærer; det var jo at omskabe den Lærende. „Men dette formaar intet Menneske; skal det da ske, maa det være ved Guden selv". Saaledes fører vor Antagelse os dertil, at Læreren maa være ikke et Menneske, men Guden 1). Men nu den Lærende, hvorledes kan han tænkes at være uden Betingelsen? Fra Skabelsen af kan han umulig tænkes at have været den foruden. Han maa altsaa tænkes at have tabt den. Men hvorledes tabt den? Mon som ved en Hændelse, som Noget, der skede ved ham ham selv ubevidst og uden Deltagelse fra hans Viljes Side? Betingelsen til at forstaa Sandheden kan dog ikke tænkes at have været en tilfældig Besiddelse. Den har været en Besiddelse væsentlig tilhørende ham som evigt Væsen. Og derfor kan den kun tænkes tabt ved ham selv. „Usandheden er da opfordret til at gjöre udtrykkelig opmærksom paa, at dette er en forklarende og udfyldende Tanke af os, ikke Referat af Kierkegaard selv 1) p. 16. 17, |