360 C. P. Caspari, Παντοδυναμος, παντοκρατωρ, omnipotens.

givet omnipotens ved navтоираτop, i den andens næstsidste Led derimod ved navτod v vaμо5. Dette har givet Pearson Anledning til den Antagelse, at omnipotens paa det førstnævnte Sted har en anden Betydning, end paa det sidstnævnte, idet det paa hint betegner ,,peculiariter autoritatem dominii“, paa dette derimod,,magis proprie potestatem operandi" (p. d. anf. St. p. 504). Sagen forholder sig imidlertid ganske anderledes. Den græske Text i Cod. Cantebrig. og i Cod. Sangall. er ikke, som Pearson synes at have ment, den latinskes Original eller dog en med den coordineret Text og derfor en Text, der overgaar den i Autoritet, eller der besidder lige Autoritet med den, men den er kun en, omend gammel og maaske endog meget gammel (i det sjette eller femte Aarhundrede forfattet), Oversættelse af den, hvad foruden selve avtodvraμos i Ledet om Christi Sidden ved Faderens Højre Ordlyden af Ledet om Nedfarten κατελθοντα εἰς τα natoτata viser, og dens Ophavsmand, sandsynligvis en Græker, har derfor i den forste Artikel gjengivet omnipotens ved παντοκρατωρ, i den andens nastsidste Led derimod ved παντοδύναμος, fordi han i Nicæno-Constantipolitanum, der var ham bekjendt, ja hvormed han var fortrolig, hist forefandt hint Ord, her derimod ikke noget til omnipotens svarende Udtryk, idet Ledet om sessio ad dexteram i det nævnte Symbol kun lyder: καθεζόμενον ἐκ δεξιων του πατρος 0g altsaa mangler Apostolicums Dei omnipotentis. I den første Artikel folte han sig bunden ved Nicæno-Constantinopolitanums παντοκρατορα, i den anden Artikels næstsidste Led bandt ham derimod Intet, hvorfor han her oversatte bogstavelig. Det Sidste har han ogsaa gjort i Ledet om Nedfarten, der, som bekjendt, ligeledes mangler i Nicæno-Constantinopolitanum, idet han gjengav ad inferna ved det i de græske Symboler aldeles uhørte ra xatarata (de græske Symboler bruge enten Λιδης eller τα καταχθόνια). Over Forskjellen mellem παντοκρατωρ og παντοδύναμος har han vist ikke videre reflecteret. At antage, at i Apostolicum omnipotens i Ledet om sessio ad dexteram skulde have en anden Betydning end i den første Artikel, er aldeles urimeligt. For det Første viser jo nemlig Dei omnipotentis hist øjensynlig tilbage til Deum omnipotentem her og gjentager det kun for ret skarpt at fremhæve, at Jesus Christus ved at sætte sig hos Faderens Højre blev delagtig i det guddommelige Herredømme over alle Ting; og for det Andet staar omnipotentis i Ledet om sessio ad dexteram tydelig i Relation til nytestamentlige Steder, som Matth. 28, 18: 8809 por nασα ἐξουσια ἐν οὐρανῷ καὶ ἐπι γης, data mihi est omnis potestas in coelo et in terra It. Vulg. (sml. ogsaa Matth. 11, 27), Ap. Gj. 2, 34-36 og 1 Petr. 3, 22, og det er uden Tvivl ogsaa blevet til under deres Medvirkning, især under Medvirkning af det førstnævnte Sted. Men paa dette og paa de øvrige bliver jo klarlig ganske det samme udtalt, som er udtrykt i παντοκρατωρ.

Anmeldelser.

Britiske Tidsskrifter.

The Contemporary Review. I August Heftet skriver Prof. Mayor om the,,Ethics of Ritual" og anvender paa de i den engelske Kirkes Ritual foreliggende Enkeltheder de Grundsætninger, hvorpaa han i en tidligere Artikel har vist, at et Ritual skulde bygges. Afhandlingen har fornemmelig Interesse ved det Lys, den kaster paa den ritualistiske Bevægelse i England. Han fortæller, at der er ritualistiske Præster, som fra Prædikestolen forklarer deres Tilhørere, at medmindre de skrifte for deres Præst, ville de paa Dødslejet plages af Djævle, og at en anglikansk Præst offentlig har skrevet, at han og flere Præster anse en Vildfarelse i Læren for en hæsligere Synd end den mest oprørende Forbrydelse, Vidnesbyrd om, hvorledes Overtroen allerede hos Somme har baaret sin Frugt og bragt dem til at skille Moraliteten fra Religionen. Men vi ville fornemmelig dvæle ved det Billede af det Udvortes ved Gudstjenesten i den engelske Kirke, som fremstaar ved at samle de spredte Træk af samme, som berøres i Afhandlingen. Ritualismen elsker skjønne Kirkebygninger med Symbolik i alle Hjørner og Ender, middelalderlige Billeder, mestendels af mild feminin Skjønhed, farvede Ruder, som kun indlade et dæmpet Lys, Kors og Blomster i Kirken, Lys paa Alteret. Den anvender megen Tid og Bekostning paa at smykke Kirkerne paa en særegen Maade under de store Højtider og ved Høstfesterne, og ombytter gjerne Alterklædernes Farve efter Kirkeaarets forskjellige Tider. I den stille Uge maa de saaledes være sorte. Den elsker daglige Gudstjenester, hensigtsmæssige i de store Byer, hvor de hjælpe de mange enligtboende Mennesker til at give deres Gudsdyrkelse den sociale Charakter, den ellers vilde savne, men vanskeligere at holde i Gang ude paa Landet, hvor Folket bor mere spredt, og hvor Husandagten i Familjerne heller burde fremelskes. Den vil gjerne ved særegne Fastedage og Højtider lede Opmærksomheden hen paa særegne Kjendsgjerninger og Lærdomme, som høre Christendommen til, men har Møje ved at finde passende Helgener inden den protestantiske Kirke, og nytter endnu ikke nok Lejligheden til at erstatte Savnet ved at prædike nu og da over kirkehistoriske Emner. Den lægger stor Vegt paa hyppige og tidlige Communioner. Kirkemænd bør gaa til Alters idetmindste en Gang om Ugen og altid fastende. Naar Troesbekjendelsen

læses eller messes, bøjer man sig ikke blot efter Kirkens Forskrift, naar Herrens Navn nævnes, men kaster sig stundom helt ned, og den samme Bøjning finder ofte ogsaa Sted under hele „,Troens" og hele „,Glorias“ Afsyngning, samt ellers, naar det hellige Navn nævnes. Naar,,Troen" læses, vende Præsterne sig mod Øst. Naar disse, fulgte af Choristerne, træde ind i Kirken, skal Menigheden rejse sig. Der er en Tilbøjelighed til at opgive det Gode, som Reformationen bragte, idet den gjengav Herrens Tjener hans Plads som Borger og Menneske, og i det Sted afslutte Præsterne som Kaste for sig. Derfor gaa disse nu saa ofte klædte paa en særegen Maade til dagligdags, rage Skjægget helt af og har intet mod en Tonsur og prise Coelibatet. Ligeledes elske de kostbare Messeklæder. Musiken dyrkes i Kirkerne, og af Hensyn til den har Menigheden overdraget Udførelsen af en Del af sine Pligter til et særskilt Sangerkor. Mange nye Salmer og Melodier ere indførte, men de fleste har lidet Værd og minde formeget dels om Ammestuen, dels om Gaden. Nadverens Højtideligholdelse med Faste, Lysenes Tænding paa Alteret og Knæbøjninger imødekommer den grove, sanselige Opfatning af Sakramentet, som for Tiden synes at have saadan Tiltrækningskraft for Mange.

I dette Billede er der baade Lys og Skygger. Forf., som undersøger de enkelte Træk med kritisk Blik, er heller ingen Puritaner, neppe nok en Lavkirkemand. Hans Dom om Ritualismen skinner frem i følgende Ytring: Meget af den tilsyneladende Sacerdotisme nutildags skyldes rent midlertidige og tilfældige Aarsager, Reactionen mod Evangelicalismen, Angsten i Anledning af ,,Essays and Reviews", Begjæret efter at organisere Kirken for moralske og religiøse Øjemed, individuel Stridslyst og Kjærlighed til Nyt og Stads". Den Ros giver han Ritualismen, at den dog har gjort et Forsøg paa at organisere Noget, som kunde kaldes socialt Kirkeliv, og nedbryde de Skranker, som ere rejste af den engelske Undselighed og Gentilitet. Forøvrigt trøster han sig til, at med en ægte non-conforming Christendom paa den ene Side og en fri Videnskab paa den anden, vil præstelig Terrorisme eller præstelig Smiger ikke i Længden kunne udøve nogen virkelig Indflydelse paa det teutoniske Sind.

I det samme No. har George H. Darwin') en Artikel,,om velgjørende Indskrænkninger i Friheden til at stifte Ægteskab", hvis Indledning er charakteristisk og derfor hidsættes: Øjemedet med denne Artikel er at udpege, hvorledes de nye videnskabelige Lærdomme kunne ventes i Fremtiden at indvirke paa Individernes personlige Frihed i Ægteskabssager. Indtil den nærværende Periode af Verdens-Historien har Menneskeslægtens sociale Kampe fornemmelig gaaet ud paa at skaffe Individet en altid voxende Frigjørelse fra de Hindringer, andre Medlemmer af Samfundet lægge paa ham. En af Christendommens

1) Ikke Charles Darwin, den berömte Grunder af Darwinismen, men, om ret erindres, en Sön af ham.

mest fremtrædende Ideer er den, at hvert Menneske er personligt ansvarlig for sin Sjæls Frelse og som Følge deraf, at det er sjælelig uafhængigt af andre - nogen anden Tanke end den, at dets legemlige Skikkelse var fuldstændigt uafhængig, vilde ikke lettelig opkomme, inden Evolutions-Lærdommene havde traadt temmelig stærkt frem. Men disse nye Lærdomme gaa ud paa at vise, at vor sjælelige saavelsom vor legemlige Bygning er det ligefremme Resultat af forudgaaende Slægters, og at vi, den nulevende Slægt, er lig den levende Frynse af Koralrevet, der hviler paa en uddøet Grundvold, som vore Forfædre afgive, for saa, naar vor Tur kommer, atter at danne en Basis for vore Efterkommere. Vi begynde nu at komme paa det Rene med, at et Samfunds Medlemmer danne et Hele, hvis Bestanddele kun er lidet mere uafhængige af hverandre end de enkelte Celler ere i et organisk Væsen, og, ifølge mange store Fysiologers Tro, er hver Celle i Virkeligheden til en vis Grad et særskilt Individ, og store Antal af saadanne Individer ere faktisk forenede til en Koloni til gjensidig Hjælp og danne tilsammen en levende Organisme. Jeg har i denne Artikel forudsat Rigtigheden af Evolutions-Lærdommene, og Folk, som ikke hylde dem, ville finde Styrken af det, jeg har at sige, enten meget svækket eller ganske tilintetgjort“. Hr. Darwin synes at have god Lyst til med Bismarkisk Strenghed at omdanne hele Verden til en eneste Anstalt for Menneskeavl. ,,Hvem tror paa Evolutionen", siger han, og kan tvivle paa, at lige saa overraskende Resultater kan frembringes i Mennesket, som nu sees i vore Heste, Hunde og Kaalhoveder". Høje Idealer for den nye Tro"!

I September-Heftet er der en Artikel kaldet: „The Statesman turned Theologian" af John Hunt, som dvæler ved den interessante Kjendsgjerning, at fem fremragende engelske Statsmænd i de sidste Aar har optraadt som theologiske Forfattere, alle med stort Alvor, skjønt fra forskjellige Standpunkter. I 1868 skrev den engelske Premierminister Wm. Gladstone om „Ecce Homo", den nylig før udkomne mærkelige Bog om Herrens Liv og Gjerning. Med stor Beundring for Bogen taler den højststaaende Forfatter den frie Undersøgelses Sag fra et orthodox Standpunkt og forsvarer den Methode, Forfatteren af „Ecce Homo" har fulgt, den han forsøger at paavise, at Herren selv har fulgt i Forkyndelsen af sin Persons Hemmeligheder. I 1870 skrev Hertugen af Argyll om „The Reign of Law". Samme Standpunkt omtrent som den foregaaende Forfatter, men Gjenstanden for Betragtningerne mere den naturlige Religion end den aabenbarede. Christendommen, paastaar han, er overnaturlig kun i den Betydning, at Gud er Ophavsmanden for den. Loven regjerer i den moralske og aandelige Verden ligesaa vel som i den fysiske. Overnaturlig Gjerning er ikke modsat Lov eller ligegyldig for Lov, men følger Lov ligesaa vel som det synlige. Christi guddommelige Missjon førte kun nødvendigvis med sig, at særegne Midler maatte anvendes, passelige for det høje Øjemed. 1872 udkom Hertugen af Somersets Bog:,,Christian Theology and Modern Scepticism“.

Han behandler Skriften, lader det til, uden al Ærefrygt, vil paa en Maade holde sig til Gud og hans Christus, men kan ikke forliges med Apostelen Paulus og farer saa løs paa ham som den formentlige Fader til Dogmatiken og dermed Fordærver af Christendommen, hvorunder han faar glimrende Anledning til at vise, hvorlidet han forstaar baade Herren selv og hans Apostel. Iaar (1873) har den gamle Jarl John Russel vovet sig ud med et Stykke Kirke historie, ikke saa lidet endda: ,,Essais on the Rise and Progress of the Christian Religion in the West of Europe. From the Reign of Tiberius to the end of the Council of Trent". Han er ogsaa vred paa Dogmatiken og fordrer ubegrændset Toleration for theologiske Meninger, men kræver dog lykkeligvis selv Fastholdelsen af nogle Dogmer og det ikke mindre indholdstunge end disse: 1) Gud er en Aand, Himmelens og Jordens Skaber. 2) Christus sendtes fra Gud og forkyndte Menneskene Guds Ord. 3) Christus døde for Menneskeslægten. Endelig har Viscount Stratford de Redcliffe, ogsaa iaar, udgivet en Bog, kaldet,,Why am I a Christian"? hvori han med stort Alvor om end ikke altid med de sikreste Grunde siges at forsvare Troen paa vor Frelser. Vi kjende kun de to første Skrifter og maa derfor og af andre Grunde nøjes med denne korte Angivelse af Titler og Indhold. En Artikel i samme Hefte, kaldet,,Contemporary Evolution" af St. George Mivart, forsøger at vise, at den hele Nutidsbevægelse, som daterer sig fra Renaissancen, kan betragtes som i det Væsentlige en Tilbagevenden til Hedenskabet. Hverken Mandens Standpunkt i det Hele eller Synsmaader i det Enkelte har vor Sympathi, heller ikke ved vi, hvad Autoritet han taler med; men han har visselig Ret, naar han paastaar, at Menneskeaanden aldrig vil finde Hvile i Strauss's rene Materialisme eller i den af Comte opfundne tomme Tilbedelse af den abstrakte Menneskelighed, og altformegen Ret i sin Paavisning af Tidsaandeus hedenske Beskaffenhed. Vi har kun Rum for ét Citat:,,Det er ikke umuligt, at en ny hedensk Cultus en vakker Dag, om Trang til en saadan opstod, kunde udvikle sig i Forbindelse med Mr. Spencers egen Filosofi [der benegter at Humanitetens Religion" kan blive Fremtidens]. Det er klart, at en saadan Evolution er mulig, saasom Mr. Spencer virkelig i det Væsentlige er en Brahman og hans Tro Brahmanisme, som potentielt indeholder et helt Pantheon af kosmiske Guddomme, hvis Tilbedelse lod sig retfærdiggjøre for mange Saadannes Fornuft og Samvittighed, som virkelig tage hans Filosofi for god. Thi Mr. Spencer bliver aldrig træt af at fortælle os, at enhver Ting er en Form af det Ukjendelige, medens vi om denne første Aarsag ikke tør udsige Andet, end at den er til. Selv at tillægge den Fornuft og Vilje, vilde efter hans Mening være at tale forringende om den.

The British & Foreign Evangelical Review for Oktober d. A. aabnes med en Afhandling af the Rev Thom. Croskery om Romanismen i England. I Modsætning til mange Protestanters Engstelse og tiltrods for de Romerskes egne Triumfraab spaar han den ingen glimrende Fremtid i England. Den har mange Gejstlige i England og Wales nuom