det Ethiske; den er et Slags Friskfyreri, et æsthetisk Raffinement, der springer det Ethiske forbi.

Frater Taciturnus staar lavere end Quidam, sit Experiment. Dette er ogsaa begrundet i Modsætningen til Filosofien. Den mener, at man nødvendig selv maa være, hvad man kan tænke. Kierkegaard vil ganske tvertimod gjennem sine levende Figurer faa oplukket Menneskenes Øjne for, at man meget godt kan tænke, hvad man ikke er selv. Man kan godt vide og tænke det Gode, uden selv at være den Gode; man kan ligeledes vide og tænke det Christelige, uden selv at være Christen. Saaledes kan ogsaa Frater Taciturnus meget godt tænke en christelig, religiøs Personlighed uden selv at være Christen.

Med dette Skrift har Kierkegaards Forfatter-Virksomhed naaet en Afslutning. Hvor lang Afstanden var mellem det umiddelbare Liv til det christelige, var nu gjort kjendelig ved den Række af Livs-Stadier, der var tegnet, som alle ikke havde naaet den virkelige christelige Fuldkommenhed. Og samtidig var i Begrebet Angest og Philosphiske Smuler de fornødne Begrebsbestemmelser afgivne til at erkjende det Christeliges Forskjellighed fra Immanensen. Der stod nu nærmest tilbage at samle det Indvundne og i en positiv Fremstilling at tage Stilling mod de Tidsretninger, der ikke tilstrækkelig havde kunnet behandles i de foregaaende Skrifter, de theologiske Retninger i Danmark, og Filosofien selv. Dette sker i Kierkegaards næste Skrift.

Troesregelens Benævnelser

hos det andet og tredje Aarhundredes kirkelige Forfattere.

En Studie.

Af

C. P. CASPARI.

Nærværende Opsats er et Forsøg paa en ordnet Udsigt over „Troesregelens" forskjellige Benævnelser hos de kirkelige Forfattere fra det andet og tredje Aarhundrede, som paa en eller anden Maade have omtalt eller berørt den: Hegesippus, Polykrates af Ephesus, Irenæus, Cajus af Rom, Tertullian, Clemens af Alexandrien, Hippolytus, Origenes, Novatian, Cyprian, Firmilian af Cæsarea, Dionysius af Rom, Victorinus af Petabium og Forfatteren af de apostoliske Constitutioners sex ferste Bøger.

Thi ikke

En saadan Udsigt er af ikke ringe Interesse. alene erfare vi af den, fra hvilke Sider man i den angivne Tid betragtede det, som sædvanlig betegnes med det anferte Navn, men de forskjellige Benævnelser ere for en Del heller ikke uden Betydning for Bestemmelsen af det med dem Betegnedes Indhold, Begreb og Forhold til Daabsbekjendelsen.

Til den givne Udsigt vil jeg endnu knytte nogle oplysende Bemærkninger angaaende de forskjellige Sider, fra hvilke Troesregelen i Hovedbenævnelserne er opfattet, og de enkelte Siders Forhold til hverandre, - fremdeles en (foreløbig) Bestem

melse af, hvad Troesregelen er hos det andet og tredje Aarhundredes kirkelige Forfattere, en Bestemmelse, som jeg vil tilvejebringe derved, at jeg i Korthed sammenfatter de opførte Benævnelser samt en Række af Udsagn om regula fidei", som jeg ved hines Opførelse vil komme til at meddele, - endelig ogsaa en særskilt Betragtning af de hos de enkelte kirkelige Forfattere forekommende Benævnelser, ved hvilken Betragtning det vil vise sig, at disse Benævnelser for en Del ere meget characteriske for de Mænd, som have betjent sig af dem.

L. Udsigt over Troesregelens forskjellige Benævnelser.

Troesregelen betegnes

1. som: a. κηρυγμα, prædicatio, præconi

um, Forkyndelse.

b. διδαχη, διδασκαλια, doctrina,

Lære og

c. παραδοσις, traditio, Overleve

ring

og det igjen som Apostlenes κηρυγμα ο. s. V. og som Kirkens κηρυγμα o, s. V.

Τούτο το κηρυγμα παρειληφυΐα (παρα των Αποστολων και των ἐκεινων μαθητων) και ταυτην την πιστιν (den af Irenæus i Adv. haeress. 1, 10, 1 meddelte Forkyndelse og Tro) ἡ ἐκκλησια ἐπιμελως φυλασσει Iren. Adv.haeress. 1, 10, 2; -,,Si ergo incredibile est, vel ignorasse A postoos plenitudinem prædicationis, vel non omnem ordinem regulæ omnibus edidisse" Tert. De praescriptt. haerett. c. 27; — ώσπερ ὁ ἥλιος — ἐν ὁλῳ τῷ κόσμῳ εἰς και ὁ αὐ τος, ούτω και το κηρυγμα της αληθειας (Sandhedens Forkyndelse sensu objectivo", den Forkyndelse, som har Sandheden til sit Indhold) πανταχη φαινει και φωτίζει παντας άνθρωπους κ. τ. λ. Iren. Adv. haeress. 1, 10, 2 og τη αὐτῇ τάξει και τῇ αὐτῇ διδαχῇ ἦτε απο των τη

Απο

στολων ἐν τῇ ἐκκλησιᾳ παραδοσις και το της αληθειας κηρυγμα κατηντηκεν εἰς ἡ μας Iren. Adv. haeress. 3, 3, 3 1);

ma

ὁ ἱερος και εύθυς λογος της εὐσεβειας ύπο των Αποтoλov un vббоμεvos Constitt. apost. 6, 112) — „omnes, qui quoquo modo adulterant veritatem et præconium ecclesiæ lædunt" Iren. Adv. haeress. 1, 27, 4; nifestato præconio ecclesiæ, quod prophetæ quidem præconaverunt, perfecit autem Christus, Apostoli vero tradiderunt, a quibus ecclesia accipiens, per universum mundum sola bene custodiens, tradidit filiis suis" Iren. Adv.

haeress. 5, præf.; ecclesiastica prædicatio per successionis ordinem ab apostolis tradita et usque ad præsens in ecclesiis permanens" Orig. De principp. L. 1 præf. n. 2; „prædicatio ecclesiastica undique constans et æqualiter perseverans et testimonium habens et a prophetis et ab apostolis et ab omnibus discipulis" Iren. Adv. haeress. 3, 24,

1;

-

„Et ecclesiæ quidem prædicatio vera et firma, apud quam una et eadem salutis via in universo mundo ostenditur" Iren. Adv. haeress. 5, 20, 1; ,,qui ergo relinquunt præconium ecclesiæ" Iren. Adv. haeress. 5, 20, 2; „Est et illud definitum in ecclesiastica prædicatione,

1) Paa begge Steder er το κηρυγμα της αληθειας baade απο 6τoλinov (se, hvad det förste Sted angaar, Begyndelsen af Adv. haeress. 1, 10, 1, og, hvad det andet betræffer, Ordene ǹ tε azo των ̓Αποστολων ἐν τῇ ἐκκλησια παραδοσις og de i Texten af Adv. haeress. 3, 3, 3 citerede Ord) og innλŋó i αóti nov. Sml. endnu: Εστι δε ἐπιστολη Πολυκαρπου ἐξ ἧς και τον χαρακτη ρα της πιστεως αύτου και το κηρυγμα της αληθείας οἱ βουλομενοι Svvavtaι μa9ɛv Iren. Adv. haeress. 3, 3, 4.

-

2) Sml. endnu: Εξηγησις ἀποστολικου κηρυγματος i Overskriften over Relationen af Troesregelen i Constitt apost. 6, 11: τινες οἱ κηρύξαντες την καθολικην διδασκαλίαν και τινα τα δὲ αὐτων eller αὐτης παραγγελματα i Overskriften over Belationen af Troesregelen i Constitt. apost. 6, 14 og Ordene:,,Species vero eorum, quæ per prædicationem apostolicam manifeste traduntur, istæ sunt" Orig. De principp. L. I præf. n. 4.

omnem animam rationalem esse liberi arbitrii et voluntatis“, „De diabolo et angelis ejus contrariisque virtutibus ecclesiastica prædicatio docuit, quoniam sunt quidem hæc“, „Est præterea et illud in ecclesiastica prædicatione, quod mundus iste factus sit et a certo tempore coeperit“, „Est etiam illud in ecclesiastica prædicatione, esse angelos Dei quosdam et virtutes bonas, qui ei ministrant ad salutem hominum consummandam", Επει δε ἐν τῷ κηρυγματι τῳ ἐκκλησιαστικῳ περιέχεται ὁ περι κρισεως δικαιας Θεον λογος, „Verum quoniam in ecclesiastica prædicatione inest etiam de futuro Dei justo iudicio fides" Orig. De principp. L. I præf. n. 1. 5. 6. 7. 10. L. IV n. 11); συμφωνως ταυτα Troesregelen i Adv. haeress. 1, 10, 1) κηρύσσει ἡ ἐκκλησια Iren. Adv. haeress. 1, 10, 2. 2). b. Intendentes Apostolorum doctrinæ" Iren.

- και

Adv. haeress. 3, 14, 4;,,adhærere vero his, qui et apo

stolorum

doctrinam custodiunt" Iren. Adv. haeress. 4,

26, 4; - ,,apud quos (presbyteros ecclesiæ) est apostolica doctrina" Iren. Adv. haeress. 4, 32, 1;

Γνωσις ἀληθης ἡ των ̓Αποστολων διδαχη και το αρχαιον της εκκλησιας συστημα κατα παντος του κοσμου Iren. Adv. haeress. 4, 33, 8; αύτη γαρ ἐστιν ἡ ἐπιλογη της ἀποστολικης διδασκαλιας και της ἁγιωτατης πισ τεως της ήμιν παραδοθείσης, ἣν οἱ ἰδιωται δεχονται και οἱ ὀλιγομαθεῖς ἐδίδαξαν, οἱ τοις γενεαλογιαις ταῖς ἀπε

1) Sml. endnu Stederne:,,quod utique in prædicatione nostra non satis manifeste distinguitur“ Orig. de principp. L. 1 præf. n. 9 og ,,non satis manifesta prædicatione distinguitur" p. s. Sted n. 5.

*) S. endnu Ordene: και τετηρησθαι (sige Artemoniterne) την ἀληθειαν του κηρυγματος μεχρι των Βίκτορος χρονων Cajus af Rom hos Euseb. Hist. eccl 5, 28, og Ordene: ὑμῶν ἐστιν ἡ βασιλεια των οὐρανων), ἐαν θελησητε πιστευσαι μονον και τη συντομία του κηρυγματος επεσθαι, ᾗ ὑπακουσαντες οἱ Νινε υιται κ. τ. λ. Clem. Alex. Admon. ad gentes p. 62 ed. Sylb. Colon. 1688.