240 Andr. Hansen, De nyeste Undersögelser i og omkring Palæstina.

hvor Wady Daber munder ud paa den snevre Slette, der skiller den fra det døde Hav. Bahurim, hvor Husais Sendebud skjultes (2 Sam. 17, 18), og hvor Simei var fra (1 Kong. 2, 8), har han gjenfundet i Fakhoury, et ubeboet Sted mellem Oljebjerget, Siloam, Bethania og Abou Dis. Ikke langt fra Harams nordvestlige Hjørne, tæt ved Via Dolorosa, ligger der en liden muhamedansk Kirkegaard. Her, indfældt i Væggen af en Port, fandt han en Dag en Sten, som bar en græsk Indskrift saalydende, naar den oversættes: „Ingen Fremmed har Tilladelse til at komme indenfor Balustraden (7pvpantos) rundt Templet og Forgaarden. Hvo der paagribes, vil have sig selv at takke for sin paafølgende Dod". Josephus fortæller, at der om en af Forgaardene var en statelig Mur med Piller, der dels i græsk dels i romersk Sprog advarede Udlændinge mod at komme indenfor. Det antages for givet, at Hr. Ganneau har fundet en af disse Piller fra Herodes's Tempel, og denne Indskrift bliver saaledes baade den ældste og mærkeligste, som hidtil er funden i Jerusalem.

Meget, ville vi haabe, kan endnu findes i Jerusalem; men hvad der alt er fundet, har hjulpet os til bedre end for at forstaa, med hvilke Følelser det engang blev sagt til Mesteren, der Han gik ud af Templet: Se, hvilke Stene og hvilke Bygninger!

Hvad der

kom Aaret efter de sidste af de Atten opbyggelige Taler" og udgjør i alle Maader en Fortsættelse af disse. er sagt om de atten Taler, og hvad der i vor Afhandlings sidste Del vil blive sagt om Religiøsiteten A", som dette religiøse Standpunkt vil blive kaldet, gjælder derfor fremdeles om disse „Tre Taler ved tænkte Lejligheder". De tjene til yderligere Belysning af denne Religiøsitet.

Den første Tale handler „Ved Anledningen af et Skriftemaal om det at søge Gud. Thi Skriftemaalet er Vejen til Salighed, idet Mennesket kun i Syndernes Bekjendelse kan søge Gud. Og paa Salighedens Vej er atter Skriftemaalet et Bedested, hvor der standses, hvor Besindelsen samler Sindet 2). Talen udvikler nu, hvorledes Gud ikke er at søge udenfor Individet, men alene i hans eget Indre. Han skal ikke finde Stedet, hvor Gud er, han skal ikke stræbe derhen; thi Gud er lige hos ham, ganske nær, nær allevegne, i ethvert Øjeblik allesteds nærværende; men han

1) Fortsættelse fra Bind III. p. 1 flgg.

*) p. 13.

Tidsskr. f. d. evang.-luth. Kirke. Ny Række. III Bd 2 H.

16

skal forandres, at han selv kan blive Stedet, hvor Gud er i Sandhed" 1). Men da vil han gjøre den sørgerlige Opdagelse, at han er en Synder, ja saa dybt sunken i Synd, at han end ikke kan blive sig selv gjennemsigtig" i Syndens Erkjendelse. Uden Renhed kan Ingen se Gud, men nu er Syndens Absoluthed traadt i Renhedens Sted. Saa fordres Oprigtighed af ham, at dog Angeren kan blive sand 2). kræves af den Skriftende, at han søger Gud i Syndernes Bekjendelse, da vil og, naar Sjelen har siddet beklemt, Frydens Harpe vorde stemt men først, naar den Søgende har gjennemlevet Vejen hen til Gud; thi ved Viden er Ingen hjulpen af Livets Nod 3).

Saaledes

Anden Tale „Ved Anledningen af en Brudevielse" fremstiller Beslutningens Velsignelse, hvorledes den alene kan bevare Ægtefællernes Kjærlighed. Kun naar de Unge med en virkelig Forestilling om Livet og en virkelig Forestilling om Gud mistvivler om sig selv og knytter sig i den ægte Beslutning til Gud, vil det kunne ske, at Kjærligheden, hvormed de gik ind i Ægteskabet, vil kunne overvinde Alt. Beslutningen er ikke en kummerlig Opfindelse mod Livets Kummerlighed, men Saliggjørelsens Klædebon, og den Besluttede pyntet dermed til værdigen at bære gode Dage, og den Besluttede stærkt bevæbnet deri til at sejre paa den onde Dag. Og dog er Dragten den samme" 4).

Tredje Tale: Ved en Grav". Den vil til Nytte for de Efterlevende tale om Dedens Afgjørelse. Den er afgjørende, den er den Nat, der kommer, da der ikke længer

3) Denne Tales Betydning i denne Religiösitet fremgaar klart af Uv. Efterskr. p. 403 flg. § 3.

3) p. 65. „Beslutningen" har vi aîlerede seet fremstillet ganske med samme Opgave som her i de,,Atten Taler", hvortil derfor henvises.

kan arbejdes; med Døden er Alt forbi, og derfor hedder det. at benytte Dagen endnu idag", medens man har den. Dødens Afgjørelse er ubestemmelig, naar den kommer, men da tager den al menneskelig Forskjellighed bort, ingen Stand, intet Vilkaar, ingen Alder er sikker; og naar Døden er der, da viser det sig, at Alle ere lige for Gud, og den vil derfor lære ethvert Menneske at betænke i sin hele Vandel, at for Gud er der ingen Forskjel Menneske og Menneske imellem. I denne Betragtning vil den ydmyge ham, og naar han erindrer, at den kunde komme i dette Øjeblik, da vil den og ydmyge ham derved, at han mindes, hvor langt han er fra at have naaet Maalet, og styrke ham til anstrengt Arbejde, da Ingen ved, hvor mange Dage der er ham forundt. Men Dødens Afgjørelse er ogsaa uforklarlig. Der ved Ingen at forklare Dødens Gaade. Uforklarligheden er Grændsen, og Udsagnets Betydning kun at give Dødens Tanke tilbagevirkende Kraft, gjøre den fremskyndende i Livet, fordi det med Dødens Afgjørelse er forbi, og fordi Dødens Uvished ser efter hvert Øjeblik. Uforklarligheden er derfor ikke en Opfordring til at gjette Gaader, en Indbydelse til at være sindrig, men Dødens alvorlige Formaning til den Levende: jeg behøver ingen Forklaring, betænk Du, at det i denne Afgjørelse er forbi, og at den hvert Øjeblik kan være forhaanden; se, dette er vel værd for Dig at betænke" 1).

Stadier paa Livets Vej.

99

Det udkom Aaret efter Philosophiske Smuler", i 1845.
Dette Skrift falder i tre Hoveddele, der hver fremstiller

1) p. 98. Dödens Betydning indskrænker sig til at være fremskyndende for dette Liv, hvorfor dette erkjendes ogsaa i det Afsnit af Uv. Efterskrift, der taler om Forskjellen mellem,,Religiositeten A“ og den,,christelige" Religiositet. Smlg ogsaa om de Atten Taler Bd. II p. 230: Afgjörelsen for det evige Liv ligger dog ikke i et Menneskes Forhold her i Tiden.

et af de Stadier, som de tidligere Skrifter havde udviklet. „In vino veritas" er det æsthetiske Stadium, „Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser", det ethiske, og „Skyldig? Ikke-Skyldig" det religiøse. Ved de to første Afdelinger viser „Stadierne tilbage til Enten-Eller"; de ere en Reproduktion af de Livsstadier, vi saa der; ved den sidste Afdeling fremstiller det det Religiøse, som vi allerede kjender, fra en ny Side. Det faar en ny Belysning derved, at det stilles i et bestemt Forhold til det Ethiske, og hvad der er det Nye, til det nærmest foregaaende Stadium, Humoret, og tillige derved, at den Religiose, som føres frem for os, heller ikke denne Gang er korrekt, men opviser en Afvigelse.

At for

,,Stadierne" belyse disse forskjellige Livs-Standpunkter paa en anden Maade, end det hidtil var skeet. Esthetikeren i Enten-Eller havde slet ikke noget Forhold til det Ethiske; det var endnu slet ikke gaaet op for ham. Derfor kunde ogsaa Ethikeren i anden Del haabe at bringe ham til at opgive sit æsthetiske Liv, saasnart han blot fik gjort ham klart, hvor fordærveligt det var. Her fremtræder de Personligheder, som leve æsthetisk, ganske anderledes deciderede. mane „A“ i Enten - Eller lod sig vel høre. Men ,,at formane mod en afgjort æthisk Existens, er for sildig, at ville formane de Personer, som optræde her, er at gjøre sig selv latterlig" 1). Det ethiske Livs Fortabthed træder derfor ogsaa her frem paa en anden Maade end i Enten-Eller. Der var det Ethikeren, altsaa en Anden, som forklarede, at det var fortabt. Her sees det paa selve de æsthetiske Individer. De ere traadte i Forhold til det Ethiske. „A“ i EntenEller havde ikke selv levet efter nogen af sine Ideer, disse føre sit Liv, som de tale. Derfor have de maattet støde an mod det Ethiske i sig og træde det under Fødder. Det æsthetiske Liv er altsaa her belyst i sin Kamp mod det Ethiske.

1) Uv. Efterskr. p. 223.