Obrazy na stronie
PDF
ePub

Retterstedet som til en Fest, og døde med stor Frimodighed. Ikke som flere andre af de betydeligste Reformationsmænd i Italien, der havde sluttet sig til den reformerte Lære, var han afgjort luthersk. I Modena opløstes Menigheden ved dens fremragende Medlemmers Flugt. Den reformatoriske Bevægelse i Venedig og det Venetianske blev ogsaa i en forholdsvis kort Tid undertrykt. Ogsaa her gik man frem som sædvanligt; man sikrede sig Hovederne for Reformationen og opnaaede derved, at den store Mængde, der mistede sine Støtter, som de højlig trængte, ogsaa faldt fra. Franciskaneren Baldo Lupetino, der indtog en høj Stilling indenfor sin Orden og en betydningsfuld indenfor Reformationen, blev ført i Fængsel, hvor han sad i fulde tyve Aar. Men da man ikke kunde rokke hans Tro, blev han dømt til at druknes. I en mørk Nat hentede man ham og flere andre Bekjendere ud af deres Fængsel. En Gondol laa færdig; der blev bunden dem Stene ved Fødderne, og Gondolen styrede med dem fra Kanalerne ud paa det aabne Hav. Her kommer en anden Gondol dem imøde og lægger sig ved Siden; ved et Bræt forbindes begge Baade, og paa dette maa Sandhedsvidnerne ud; paa et givet Tegn rykke Gondolerne fra hinanden, og med Frelserens Navn paa Læberne synke de i det dybe Vand. Paa denne Maade skilte man sig i Venedig for det Meste fra de reformatoriske Mænd. Giovanni Mollio, den før omtalte Forkynder af Reformationen i Bologna, blev ogsaa greben af Inkvisitionen, og da han med stor Frejdighed bekjendte sin Tro, blev han domfældt, hængt og derpaa brændt.

I det sydlige Italien rasede ogsaa Forfølgelserne haardt. I selve Hovedstaden var det dog ikke stærkt, da Mange her fornegtede lige saa let sin Overbevisning, som de vistnok havde vundet den. Derimod udenfor Neapel, og navnlig i Calabrien, skede der formelig Jagt paa Pavedømmets Modstandere, som her mest bestode af Valdensere, men som hadedes endnu

mere end Lutheranerne og de Reformerte. Derfor var Raseriet størst mod dem. Indbyggerne i San Sisto, der ikke vilde efterkomme Inkvisitionens Opfordring at overvære Messen, og som derfor bleve anklagede i Neapel som Oprørere, forlode de Gamle og Børnene og flygtede til Bjergene, hvor de skjulte sig i Skovene. Soldater bleve sendte mod dem; de bleve jagede som vilde Dyr; Enhver, de traf paa, blev nedhugget aden Barmhjertighed. De Øvrige bad fra deres utilgjængelige Tilflugtsteder sine Fiender om Tilladelse til at udvandre af Landet blot med det Nødvendigste til Rejsen; al sin Ejendom gav de gjerne Slip paa. Men deres Fiender vilde ikke stilles tilfreds med noget Mindre end deres Blod. Hvem der ikke blev myrdet, lod de omkomme af Hunger i Klippehulerne. Paa en Dag blev 88 Fanger henrettede og 100 Kvinder dømte til at lægges paa Pinebænken og derpaa dræbes. Resten af Mændene bleve sendte til de spanske Galejer, og deres Hustruer og Børn solgte som Slaver.

Paa denne Maade og med dette Held gik Inkvisitionen frem. Men ved Siden af den, arbejdende med andre Midler til det samme Maal, gik dens Tvillingbroder Jesuitismen. Medens Inkvisition en søger ved Voldsmagt at udrydde det Nye, stræber Jesuitismen med alle aandelige Midler, gode og onde, udad og indad at styrke og befæste Katholicismen og udvikle den i dens Modsætning til Protestantismen. Inkvisitionen er blot nedrivende; den vil rydde alle Hindringer afvejen og jævne Jorden, for at Jesuitismen kan opbygge den sande Katholicisme, d. e. den, der i Alt danner den skarpeste Modsætning til Reformationen. Men begge forene sig om det Samme: Undertrykkelse af alle Livsbevægelser i reformatorisk Aand. Det lykkedes dem ogsaa. Hist og her fastholdt og nærede vel Enkelte i al Hemmelighed sin Overbevisning; men højt turde Ingen tale derom, og disse svage Levninger, henviste blot til Mørket og det Skjulte, døde ogsaa for det Allermeste bort

112 V. Poulsen, Om de reform. Bevægelser i Italien paa Luthers Tid.

uden Spor og uden Minde. Pavemagten kunde glæde sig over, at den ved Hjælp af sine Haandlangere, Inkvisitionen og Jesuitismen, i Løbet af et Snes Aar havde faaet Held til at undertrykke en Bevægelse, der, hvad aandelige Kræfter angaar, var den stærkeste af de mange, der i Tidens Løb havde rejst sig imod den. Men fordi en Bevægelse er standset og undertrykt, derfor er ikke den Kraft, hvoraf den er en Ytring, tilintetgjort; fordi en Sandheds Aabenbarelse for en Tid er umuliggjort, derfor er den evige Sandhed selv lige ubesejret, og det vil altid blot være et Tidsspørgsmaal, naar den skal indtræde i sin Ret til at være den herskende og paa samme Tid i Sandhed frigjørende Magt. Og der er virkelig nu, da Samvittighedsfriheden igjen har aabnet de stængte Døre i Italien, Tegn til, at dette Land ogsaa i religiøs Henseende gaar en Udvikling imøde, der kan blive af stor Betydning for dets Fremtid *).

1) I det 1ste Stykke (sidste Hefte af 2det Bind) er der indløbet en Trykfejl, der gjör hele Punktumet meningslöst. L. 9 f. o, staar: Interesse, hvilket bedes rettet til: Interesser.

Det manasseske Tidsrum eller Israels syttiaarige

indre, aandelige Exil.

Af Forelæsninger over Jeremias's Liv og hans Tids Historie.

Af

C. P. CASPARI.

Hiskias's Dage, denne i alle Maader store og mærkelige Epoche i det gammeltestamentlige Pagtesfolks Historie, vare, som vi have seet, den ældre israelitiske Tids Aftenstund, dens skjønne Aftenstund. Efter dem indtræder en ny Tid, den nyere israelitiske, og denne bliver indledet ved et Tidsrum, der i alle Henseender kan betegnes som et natligt, idet det er det mørkeste, som hele den israelitiske Historie kjender til, hvorved Hiskias's Regjerings Character som Aftenstid endnu skarpere og klarere fremtræder. Nærmere bestemt var det Tidsrum, som jeg har for Øje, et Overgangs stadium, et Overgangsstadium fra den ældre til den nyere israelitiske Tid eller, bestemtere talt, fra den hebraiske (hvis jeg tør bruge denne Betegnelse) til den jødiske; thi Israeliternes, de judæiske Israeliters, Forvandling fra Hebræere til Jøder begyndte ialfald eller forberedtes dog stærkt i Judarigets sidste Dage, under Josias og hans Sønner, for derefter at fortsættes og fuldendes i det babyloniske Exil og i det første Aarhundrede efter samme, Serubabels og Josvas og Esra's og Nehemias's Tider. Her, i det paa den hiskianske Epoche følgende Tidsrum, fandt det Sted, som man kan kalde den negative Grundlæggelse af den jødiske Tid og i Særdeleshed af denne

Tidsskr f. d. evang -luth. Kirke. Ny Række III Bd. 1 H.

8

Tids første Stadium eller ogsaa Forstadium, Perioden mellem Josias's Reformation og Jerusalems Ødelæggelse, i hvilken Periode selv den jødiske Tids positive Grundlæggelse falder. Den rædsomme Afgudstjeneste, det fuldstændige Hedenskab, den for uhørte Krænkelse og Træden under Fødder af alle Moselovens Bud, der herskede i hint Tidsrum eller under Manasse og Amon og i Josias's første elleve Aar, frembragte nemlig under den sidstnævnte Konge et meget stærkt Omslag, en særdeles kraftig Reaction, ved hvilken Moseloven begyndte at faa en ulige større Magt over Israel end nogensinde tilforn, eller snarere ved hvilken den begyndte at faa saa at sige fuldstændig Bugt med Folket og herved at give det et Præg, der var ikke lidet forskjelligt fra det tidligere, at gjøre det forstørstedelen dog kun udvortes til et Lovens Folk, en Forandring, som derefter blev fortsat i og ved den babyloniske Landflygtighed og fik sin Fuldendelse i de første Tider efter den, i de Tider, hvori den israelitiske Menighed blev reconstrueret paa Moselovens Fundamenter. Men ikke alene den negative Grundlæggelse af Perioden mellem Begyndelsen af Josias's Reformation og Judarigets Undergang blev lagt i Tidsrummet fra Manasses Thronbestigelse indtil Josias's ellevte Aar, men i dette Tidsrum ligge overhovedet alle hin Periodes Rødder, saa at det derfor i alle Henseender kaster et Lys paa den, og den ikke kan forstaaes uden nøjagtigt Kjendskab til det. Josias's og hans fire Efterfølgeres Folk og disse Efterfølgere selv, Tilstandene under de fem Konger og (middelbart) Josias's, Jeremias's og deres Medhjælperes Bestræbelser og Kampe, disse Kampes ejendommelige Skikkelse og Jeremias's Skjæbne, alt dette var for en meget stor Del frembragt og bestemt af Tidsrummet mellem Manasse og Josias. Og selv der, hvor den nye Tids Aand og Bestræbelser trængte udvortes igjennem, var ikke alene selve den Omstændighed, at dette kun skede udvortes, en Virkning af hint Tidsrum, men

« PoprzedniaDalej »