-- sidst ville danne en heel ny Psalmebog. Disse Tillæg ere indførte ved den almindelige Gudstjeneste i flere Kirker, faavel i som, efter Sigende, udenfor Kjøbenhavn, og ville medens Kirken sukker efter levende, christelige Psalmer — efter Tingenes naturlige Gang bane sig Vei i stedse videre Omfang, og i sin Tid bidrage til en yderligere Spaltning, hvad Psalmebøger angaaer. Til denne Kjendsgjerning og dens Conseqventser maa vi bede Biskop Bindesbøll at tage Hensyn, naar han vil udskyde denne Sag i en ubestemt Fremtid, at vi ikke, medens vi fastholde Haabet om større Enighed og Overeensstemmelse, selv berede Veien for det Modsatte. (Sluttes). De nyeste Begivenheder i den evangeliske Union; Augustana som Fallesbekjendelse for hele den evangeliske Kirke i Tydskland; Protester imod Berliner-Kirkedagen saavel fra uneert som fra luthersk Side. Ved at læse, at den sidste evang. Kirkedag, der bestod af omtrent 1400 i kirkelig og theologist Retning høift divergerende Medlemmer, saa godt som eenstemmig havde fattet den Beslutning, at erklære den Augsburgske Confession for Fællesbekjendelse for hele den evangeliske Kirke i Tydskland, have vistnok Mange hengivet sig til det glade Haab, at de ulykkelige Kampe mellem Union og Confession nu nærmede sig deres Ende. De Begivenheder, der gik nærmest foran Kirkedagens Sammenkomst, syntes rigtignok just ikke at give dette Haab synderligt Medhold, og de Protester, der siden fra de forskjelligste Sider ere fremkomne imod Kirkedagens Beslutning, maae endog opvække Frygt for, at Kirkedagens ireniske Tendenser kun ville fremkalde en ny confessionel Polemik. Som man vil erindre, indtraadte den evang. Union i den preussiske Landskirke i en ny Phase ved den kongelige Cabinetsordre af 6te Marts 1852, hvis Tendens ifølge de betegnende Ord i det evang. Overkirkeraads Rundskrivelse til Consistorierne var den, „at det i Unionen knyttede Samfund af begge de evang. Confessioner vel skal opretholdes i Bestyrelsen af den evang. Landskirke, men tillige begge Bekjendelsers Selvstændighed beskyttes". I Almindelighed hilsede Lutheranerne af den stricte Observans denne kongelige Udtalelse om det fremtidige Forhold mellem Unionen og Confessionerne med Triumfsfrig; de betragtede den bebudede confessionelle Sondring imellem Medlemmerne af Overkirkeraadet som Begyndelsen til deres Forhaabningers Opfyldelse, og, idet de bragde deres Tak for den kong. Gave, lode de sig tydeligt nok mærke med, hvad de ansaae for Conseqvensen heraf: en afsondret luthersk Kirke med særegen Overbestyrelse. De meest Sangvinske iblandt dem erklærede allerede Unionen ophævet; „ved Cabinetsordren“, yttrede Consistorialraad Wachler i Breslau, „er Unionens Spøgelse endelig forjaget og retsligt tilintetgjort“. Men paa den anden Side hævede alle Unionens Venner deres Nødraab, og det ikke blot de Bekjendelsesløse", Schleiermacherianerne, der iffe ville anerkjende anden Kirkelov end den sig selv fortolkende Skrift, som Jonas, Pischon, G. Lisco, Sydow o. s. v., men ogsaa de mere kirkeligt sindede, „de Bekjendelsestroe", der bekjende Consensen mellem de reformatoriske Bekjendelser, som Dorner, Tholuck, Jul. Müller osv. Flere theologiste Faculteter, mange Geistlige og Menigheder, en Række Provindssynoder udtalte deres Bekymring med Hensyn til den confessionelle Spaltning, hvorfor Cabinetsordren syntes at bane Veien. Unionisterne gik ud fra den i historisk Henseende vistnok rigtige Forudsætning, at det var i Strid med den hidtil i Landskirken bestaaende Ret, at tale om en egen lutherst og en egen reformeert Kirke ved Siden af og i den evangeliske (unerede) Landskirke; hine Kirker vare jo ved Unionen retsligt optagne i denne; og, forsaavidt de endnu factist bestode udenfor denne, faldt de under Dissenternes og Secternes Kategori. Unionisterne levede endnu bestandig i den Formening, at en Union fun da er mulig, naar der blot gives een (uneret) evang. Kirke, med meer eller mindre provindstelt udprægede lutherske eller reformeerte Lære- og Cultusformer; og at Unionen i den hidtil gængse Forstand var ophævet, naar der blev Tale om tre sideordnede Kirker, en luthersk, reformeert og uneret. Under denne Forudsætning var det naturligt, at man i Cabinetsordren saae en krænkelse af Unionens Ret og fordrede, „at Ordren iffe maatte blive bragt i Udførelse" (Conferensen i Bonn med Dorner i Spidsen), eller idetmindste, „at Unionen maatte blive Gjenstand for den samme officielle Pleie og Beskyttelse som de confessionelle Fractioner i Landskirken" (Protesten fra Universitetet i Halle). Man var vel loyal nok til at forsikkre, at man var overbevist om, at den allerhøieste Cabinetsordre ikke havde den bevidste Hensigt, at opløse Unionen og atter fremkalde confessionel Splid og Strid; at Unionen tvertimod var fuld Sandhed i den ophøiede Landsbiskops Hjerte". Men tillige kunde man ikke Andet end udtale in Frygt for, at et ringe, men intriguant og indflydelsesrigt Parti (Gerlach, Stahl, Göschel o. s. v.) vilde vide at tage sig de i den allerhøieste Ordre opstillede Grundsætninger til Indtægt og benytte dem til Unionens Fordærv. Paa flere Pastoralconferenser gav man hinanden det skriftlige Løfte, at man vilde blive ved Unionen og ikke bryde sin Embedsed. Paa en Forsamling i Halle den 6te Juli 1853 nedlagde 90 Geistlige fra Provindsen Sachsen, hvoriblandt ogsaa Tholuck, Jul. Müller, Herzog, en kraftig Protest imod de Bestræbelser, der i den senere Tid ville vække Spaltning og Tvedragt mellem de Enige, mellem Reformationens tvende Børn, hvis Enighed netop er et gudvelbehageligt Fremskridt i den protestantiske Udvikling"; de vilde hermed ikke nægte, at der indenfor Unionen kan og maa paa de forskjellige Steder udpræge sig en forskjellig, enten mere fremherskende lutherst eller reformeert Typus; men de maatte protestere imod, at denne relative Forskjellighed gjordes til det egentlige Udgangspunkt i den paa Unionen grundede Landskirkes Bestyrelse. Fra flere Egne, især fra Schlesien og Pommern, led Klage over, at Consistorierne siden Foraaret 1852, (i Modsigelse med Cabinetsordren af 30te April 1830) i officielle Skrivelser paany havde optaget Navnene lutherst“ og „reformeert“ og „paanødte de Geistlige disse Partinavne“. 3 Kamrene fremkom lignende " Klager over Kirkebestyrelsen. Som Svar paa disse Protester og Besværinger udkom da den kongelige Cabinetsordre af 12te Juli 1853, der for en Stund beroligede de moderate Unionsvenner. Det har", " hedder det heri, „fremkaldt Mit retfærdige Mishag, at Min Ubtalelse af 6te Marts 1852 har modtaget flere utilladelige Fortolkninger. Vistnok var det Hensigten med denne Udtalelse, at yde Bekjendelserne indenfor Landskirken den Beskyttelse, der utvivlsomt tilkommer dem; men dermed kunde det ikke være Min Hensigt at forstyrre eller ophæve den af Min i Gud hvilende Fader begrundede Union mellem de to evangeliske Samfund, og derved hidføre en Spaltning i Landskirken, der ikke kunde finde Sted uden at forvirre de i en lang Aarrække befæstede retslige Forhold, besvære mange Samvittigheder og fornye den gamle Strid mellem Confessionerne. Jeg venter, at dette Synspunkt fastholdes af det evang. Kirkeraad og Confiftorierne, og at man modsætter sig alle dermed uforenelige Conseqvenser, som man har villet udlede af Min Cabinetsordre. Fornemmelig bør man vaage over, at ikke Kirken undergraves ved confessionelle separatistiske Bestræbelser, og at ikke Synodalforsamlinger, ja endog enkelte Geistlige anmasse sig at ophæve Betegnelsen „evang. Menighed", Unionens Ritus" o. s. v. Medens denne Cabinetsordre indgjød de bekymrede Unionsvenner nyt Haab og Mod, nedslog den derimod de exclusive Lutheraneres nylig nærede Forhaabninger og vakte deres Vrede. Efter Opfordring af den bekjendte Hegelske Altlutheraner Göschel besluttede de lutherske Foreningers Conferens i Wittenberg den 26de og 27de September, i en allerunderdanigst Henvendelse til Kongen at betroe Ham sin smertelige Overraskelse ved Cabinetsordren af 12te Juli, og i en Forestilling til Overkirkeraadet at erklære, at man i Kraft af den Ret, der tilkommer Kirkens Bekjendelse, ikke kunde eller vilde opgive Bestræbelsen for at skaffe Bekjendelsen fuld Anerkjendelse i Cultus og i Kirkestyrelsen 1). 1) Allerede under 11te Oktober fulgte det Kongelige Svar paa WittenbergerConferensens Adresse. Dette Svar er et ordentligt „Quos ego“ til de lutherske Separatister. Hs. Majestæt seer i hiin Adresse „et Beviis paa den forvirrende Indflydelse, som den i vore Dage almindelige Mistillid til Autoriteten udøver endog paa Ordets troende Tjenere.“ - „Jeg har, Under disse forskjellige Stemninger og Bevægelser fattede den evang. Kirkedag i Berlin fin Beslutning, at erklære den Augsburgske Confession for den tydske evang. Kirkes Fællesbekjendelse. Denne Beslutning har stor Betydning i den evang. Unions Historie. I Forening med de Lutheranere og Reformeerte, der vare tilstede paa Kirkedagen, aflagde her de Unerede, hvis Befjendelse hidtil havde været „Consensen mellem de reformatoriske Bekjendelser", med Nizsch i Spidsen, det høitidelige Vidnesbyrd om deres Overeensstemmelse med Augustana som det fælles Udtryk for Reformationens Lære (ivfr. Evang. Ugestr. 1853. Nr. 49). I denne Anerkjendelse af Auguftana deeltoge imidlertid ikke de frie, bekjendelsesløse Unionister. Allerede i en Bekjendtgjørelse af 16de August 1853 havde flere Præfter i Berlin, hvoriblandt Pischon, Schweder, Jonas, G. Lisco og Sydow, „i Unionens Navn" udtalt deres Protest imod Kirkedagens Forehavende med Augustana, og erklæret, at de ikke fandt det stemmende med deres Samvittighed, at deeltage i en saadan reactionair Forsamling. Vi mene", hedder det her, at Unionen af hedder det, i Min Ordre af 6te Marts 1852 lagt for Dagen, at Jeg vil haandhæve Bekjendelsernes Frihed og Eiendommelighed i den evang. Landskirke. Men saameget mere maa Jeg da advare Dem imod Bestræbelsen for at gjøre Be= kjendelsernes Dissensus gjældende paa en saadan Maade, at Eenheden i Kirke og Styrelse gjøres umulig. Hvis De vilde vedblive at gaae ad denne Vei, vilde De snart komme til et Punkt, hvor De ikke vilde være istand til at vise den kirkelige Orden den skyldige Lydighed og Agtelse; De vilde derved faae et Ansvar at bære, der vilde være endnu frygte= ligere i disse Tider, da alle Evangeliets Fjender reise sig. Jeg maa give Dem at betænke, hvilke Trusler Guds Ord indeholder imod dem, som adsplitte Kirken; og Jeg beder Dem takke Kirkens Herre, at Han har ladet Dem leve i en Tid, da paa de Troendes længselsfulde Suk og Bøn For: eningen mellem Kirkerne er iværksat, eg paa mange Steder i vort Fædreland allerede har bestaaet i 36 Aar. Lad de tunge Tilskikkelser, som Fjendskabet imellem Confessionerne i det 16de og 17de Aarhundrede bragte over den evang. Kirke, tjene Dem til Advarsel!“ |