B.

Ministeriet har ved Skr. af 27de Marts tilsendt Commis

fionen en fra Aalborg Byes Skoledirection modtagen Indberetning om et Barns Unddragelse fra Skolen paa Grund af at Faderen havde bestemt det til Mormonismen, med Bilag, samt derhos henstillet til Commissionen at tage under Overveielse, hvilke Midler der fra Folkekirkens Side maatte være at anvende for at modarbeide Mormonernes Omsiggriben og skadelige Indflydelse. Commissionen skal i denne Anledning tillade sig at fremføre følgende Bemærkninger og Forslag.

Naar en Sect eller en Agitation, der er eller udgiver sig for at være af religiøs Art, udbreder sig i Landet, er det ligesaameget Staten som Folkekirken (og andre Religionssamfund), der maa bestemme sit Forhold til den, og vi kunne derfor ikke undlade ogsaa at henlede Opmærksomheden paa, hvad Staten formeentlig har at gjøre i dette Tilfælde.

Det kunde nemlig med Hensyn til denne besynderlige Agitation ikke uden Føie drages i Tvivl, om en Bestræbelse, i hvilken det religiøse Element i den Grad, som her er Tilfældet, opsluges af det verdslige, og Religion og Aabenbaring benyttes som Redskab til de materielle Diemeds Fremme og de Uforstandiges Forlokkelse, overhovedet kunde gjøre Krav paa at betragtes som en religiøs Agitation, eller om ikke det hele Samfund kunde, i Lighed med de communi

stiste Saint Simonister, behandles fra Synspuncter, der mere vilde vedkomme Politiet end Kirken. Men da der dog hos de Fleste af dem, der henrives af dette Daarskab, paa visse Stadier i dets Udvikling befindes en religiøs Opvækkelse, ligesom adskillige af dem just have været førte Mormonerne imøde ved en tidligere uklaret Vækkelse, maa det dog ansees betænkeligt, om Staten vilde behandle hele det bestaaende Samfund som simple Bedragere. Af hvad der nu foreligger som utvetydige og authentiske Paastande i deres danske Organ, vil det være i høi Grad sandsynligt, at dette Selskab fører en Lære, der strider imod Sædeligheden og den offentlige Orden, i hvilken Henseende vi henvise til hvad der i vedlagte Numer af Dansk Kirketidende er uddraget af deres egen danske Tidende om Fleerkoneriets Pligtmæssighed (uagtet Samfundet tidligere udtrykkeligt har vedkjendt sig Monogamiet)*), ligesom det neppe heller bør lades udenfor Betragtning, at de i Gjerningen siges at forsøge paa Forhaanelse af al ægteskabelig Troskab. Men dette opfordrer i lige Grad Kirke og Stat til at modarbeide dem.

Fra Folkekirkens Side har det ikke manglet paa Bekæmpelse af og Modstand mod Mormonerne og andre secteriske Bevægelser ved Ordets Forkyndelse og Belæring og Advarsel til Modstandere og Anfægtede, ligesom ogsaa flere særdeles brugbare Anviisninger og Advarsler imod Mormonismen ere i stor Mængde udbredte i Landet. Da Mormonerne imidlertid neppe overalt, hvor de optræde, vise sig under samme Skikkelse eller føre samme Lærdom, saa vilde det være ønskeligt, om flere Geistlige yttrede sig, Enhver med Hensyn til den

*) See „en Sandheds Røst“ 4de Oplag, sidste Paragraph, om Ægteskabet. Denne saakaldte Sandheds- Røst er et Bekjendelsesskrift, udgaaet fra Mormonsamfundet og undertegnet af sammes tidligere Præsident Erastus Snow.

særegne Skikkelse, under hvilken Vildfarelsen viste sig i hans Kreds. Andre Midler end Ordets - Oplysningens, Overbeviisningens og Formaningens fan Folkekirken som saadan ikke anvende, og naar Kirkens Bestyrelse vil foranstalte Noget til at styrke dens Virksomhed, maa det knytte sig til dette.

Men naar imidlertid dette Middel ikke overalt har havt lige god Virkning, kan det have havt sin Grund i et Misforhold mellem Kirkens Ordføreres aandelige Magt og Løgnens Haardnakkethed, og det var vistnok ønskeligt, dersom Folkekirken havde Midler til at bøde paa et saadant Misforhold. I Aalborg Stift har, efter hvad der erfares, en begavet Præst ved Virksomhed i fremmede Sogne bidraget ei lidet til at afværge Mormonernes Indtrængen, hvor Sognepræsterne vilde tilstede ham at optræde. Dette leder naturligen Tanken hen paa en Foranstaltning, hvorved Folkekirken kunde berede og sikkre sig dygtige Kræfter, ved hvilke den i overordentlige Tilfælde kunde understøtte sin Sag mod disse og alle andre fjendtlige Angreb og komme de Anfægtede til Hjælp, hvor de stedfindende Forhold ikke syntes at yde Sandheden Betryggelse nok. Commissionen har navnlig taget under Overveielse, hvorvidt det kunde tilraades at beskikke enkelte Geistlige til at udføre en saadan overordentlig Tjeneste paa forskjellige Steder efter de geistlige Foresattes Anvisning. Men hvor ønskeligt det end kunde være, dersom den danske Folkekirke kunde have øvede og prøvede Kræfter til sin Raadighed, naar de til enkelt Tid og Sted kunde ønskes anvendte, kan dog Commissionen ikke foreslaae nogen saadan Foranstaltning, efterdi de fornødne Betingelser, idetmindste for Tiden, fattes i vort Land og under vore indskrænkede Forhold. Allerede en Bestikkelse og Indvielse til Lærerembedet uden Bestemmelse til en vis Menighed er stridende mod den bestaaende Orden og kunde, anvendt i en nogenlunde stor Almindelighed, drage betænkelige Følger efter fig; derhos vilde i Reglen kun

unge Mænd modtage et saadant Kald og kunde let findes i Besiddelse af mere Nidkjærhed og god Villie end Besindighed og Klogskab, og endelig vilde den hele Tanke om en paa religiøs og kirkelig Stridstjeneste beregnet Lærerstand virke stødende paa den almindelige Følelse og lettelig vække en vis Uvillie imod samme. Hvad der derimod under vore Forhold kan iværksættes, synes alene at være, at en eller anden geistlig Mand af særegen Dygtighed og Nidkjærhed undtagelsesviis traadte til som hjælper, hvor Forholdene opfordrede dertil, og Commissionen formener, at Kirkebestyrelsen kunde uden Betænkelighed aabne Veien for en saadan Optræden, ved at bemyndige geistlige Mænd, som enten selv vilde tilbyde sig eller dertil opfordredes af deres geistlige Foresatte, til en midlertidig Virksomhed paa fremmede Steder, og saalænge denne vedvarede, lade deres Embedsgjerning i Hjemmet besørge af en Vicarius. Paa denne Maade vilde Bestyrelsen paa den ene Side kunne tage de fornødne Hensyn til Personligheder eller andre Omstændigheder og paa den anden Side blive istand til at yde de anfægtede Menigheder og deres Præster en Bistand, som begge ikke kunde Andet end modtage med Tillid og Velvillie *).

Anden særlig Foranstaltning fra Folkekirkens Side veed Commissionen ikke at bringe i Forslag, idet den iøvrigt anseer den aarvaagne og utrættelige Virksomhed af Ordets Tjenere hver i sin Kreds for det eneste kirkelige og væsentlig tilstrækkelige Middel til at afværge Mormonismens Omsiggriben som enhver anden Vildfarelses; og den forhaaber, at Kirkens Ind

*) Efter at denne Betænkning var affattet, har Commissionen modtaget en Skrivelse fra et Præsteconvent i Ringkjøbing Amts søndre Provsti, hvori samme Tanke udtales. Vi tillade os at vedlægge denne Skrivelse som Bilag, uden dog at kunne behandle dens egentlige Gjenstand, nemlig den indre Mission.

III.

31

flydelse vil vinde i Styrke ved alt hvad der iøvrigt kan iværksættes til at fremme det indre Liv og Sammenholdet i Folkekirken.

Med Hensyn til Skolen sees det af den Commissionen meddeelte Skrivelse til Stiftamtmanden og Provsten i Aalborg, at Ministeriet har paaviist den ene rigtige Vei at overholde Bestemmelserne om Børnenes Skolepligt med den i de bestaaende Love hjemlede Myndighed. Vi skulle derfor ikke yttre os videre over hvad der fra Skolens Side kan foranstaltes; men med Hensyn til den Uvished, hvori Vedkommende synes at have været om hvad der var at foretage i den paagjældende Sag, hvis Forhandling sees at have medtaget en Tid af næsten et Fjerdingaar, tillade vi os den Bemærkning, at det maaskee ikke vilde være overflødigt, om Ministeriet, mulig i Forening med Justitsministeriet, ved en Circulairskrivelse indskjærpede Lovens hurtige og tilbørlige Opret= holdelse. *)

Efter faaledes at have paaviist den Maade, hvorpaa efter Commissionens Formening Folkekirken bør arbeide imod Mormonernes Uvæsen, skal Man, i Henhold til hvad allerede i det Foregaaende er erindret, ikke lade ubemærket, at der vistnok ogsaa fra Statens Side kunde udvikles en Virksomhed, hvorved Bestræbelserne i den omhandlede Retning understøttedes og fremmedes.

Naar hensees til, at det for en stor Deel ere fra det ene til det andet Sted omdragende Personer, der vinde Medlemmer for Secten, troe vi at et virksomt Middel til at standse det paagjældende Uvæsen vilde kunne søges i, at vedkommende Autoriteter og navnlig Politiøvrighederne med Alvor og Nidkjærhed paasaae Overholdelsen af de Lovbestemmelser, der gaae

*) Medundertegnede Fenger kan ikke tiltræde disse Yttringer, men henviser til fit i Sagen om Loven af 13de April 1851 § 11 afgivne Separatvotum med Hensyn til Skoletvang.